dansk stil {{forumTopicSubject}}

jeg ville blive glad hvis i ville se min stil igennem,
den er slet ikke rettet overhoved. kun kladde. jeg har ikke kigget tilbage en eneste gang.
jeg vil bare høre hvad i syntes om ideen.

Naturens kræfter
-elementernes rasen

Vi befinder os i Sierra Leone, Afrikas fattigste land. I 1991 fandt en lang, blodig borgerkrig sted. Mange millioner uskyldige mennesker døde. Folk flygtede til en lille by ved navn ”Cru Town”. I Cru Town er der en flod kaldt ”Crocodile river”, hvor der engang var en masse træer og buske som lavede en dæmning, så vandet skyllede den rigtige vej. Nogle år efter skabte naturen en kæmpemæssig tornado, som fældede alle træerne langs bredden, så alt vandet strømmede ind og ødelagde store dele af Cru Town.

Kære dagbog. D.23 marts 1998
Det var tidligt morgen her i Cru Town, der var larm i gaderne som der plejede. Jeg hjalp min mor med at hente vand til mig og mine søskende. På vej til brønden blev der ikke indført et eneste ord. Der var larm overalt, men alligevel føltes alt stille. Skulle denne dag mon være lige som alle de andre kedelige dage?
Jeg holdt fast på at svaret måtte være ja, indtil i nat da jeg fandt mit endelige svar. NEJ denne dag skulle ikke være lige som alle andre. Jeg vågnede ved, at alting buldrede og rystede. Jeg var bange for at der igen var borgerkrig, men nej. Jeg kiggede ud af en sprække der var i huset, og kunne se en kæmpe Tornado langt væk fra Crocodile. Åh jeg var så bange. Gaderne blev mindst lige så urolige som jeg, mit hjerte galoperede af sted. Ud af øjenkrogen kunne jeg se træer blive slynget af sted. Og pludselig kunne jeg se vandet fosse ind over byen. Jeg kan ikke fortælle mere i dag. Jeg er simpelthen så træt og kvæstet og ikke mindst stadig i chok.
Kære dagbog den 24 marts 1998
Da jeg vågnede i morgen mindede det hele om en ond drøm. Jeg stod op. Det var ikke en ond drøm! Da jeg vendte mine føder mod jorden blev mine føder driv våde. ALT var oversvømmet. Mad, tøj, vores møbler. Alt! Gud hvad har jeg dog gjort for at være dette sted? Da jeg står op får jeg kigget mig omkring. ALDAM! Hvor var min bror Aldam? Jeg løb udenfor for at lede efter ham. Jeg ønskede inderligt at han bare var gået en tur. Han havde altid været nysgerrig, og han var altid den første til at opdage nye ting.
Jeg havde ledt og ledt og der var ingen spor af Aldam. Gaden føltes pludselig tom. Og endnu tommere blev mit hoved, da jeg senere fandt Aldam kvast under et træ. Jeg skreg. Der var en masse personer rundet om mig. Men det eneste der betød noget var Aldam. Jeg ville have ham hjem. Min familie skulle også have chancen for at sige farvel til ham, min eneste bror.
Hans våde, livløse krop var tung. Tung som aldrig før. Turen hjem føltes lang, og det skrækkeligste var næsten, at se min mors ansigt, da hendes øjne faldt over på Aldams slappe krop. Kære dagbog vi ”snakkes” ved i morgen, jeg er for knust til at kunne skrive mere.
Kære dagbog den 29 marts 1998
Undskyld jeg ikke har skrevet før nu, dagene føles grå og lange. Jeg har ikke kunne overskue noget som helst. Alt er blevet et stort kaos. De knap 8000 mennesker som overlevede, må dele om de 2 eneste toiletter der er tilbage. Og ja. De er endda uden vand.
Folk holder ingen form for hygiejne. Børn og voksne bruger ”Crocodile River” som toilet, og samme tis som ”vaskeplads”, folk bliver dødeligt syge af almindelige sygdomme som diarre, lungebetændelse osv.
Hver morgen når vi står op, skovler vi vand væk fra ”gulvene”, og vores senge er blevet hævet 1,5 meter over jorden i frygten for at drukne om natten.
Kære dagbog den 31 marts 1998
Jeg har igen haft en endnu sværere periode. Min bedste ven døde i går, af Lungebetændelse.
Ikke ret meget lys fylder mine dage. Min mor bruger alle sine dage på at rydde op efter katastrofen. Der er hver dag nyt mad der skal laves, tøj der skal vaskes og ikke mindst vand der skal hentes. Jeg hjælper hvad jeg kan men i så stor en familie som vi er, er dette endda for lidt. Min mors gamle krop er snart slidt op. Hun kan snart ikke mere.
Det eneste lys jeg ser, er dig, kære dagbog. Du er den eneste der lytter til mig.
Gud hør på mig når jeg ber’ din bøn: fader vor du som er i himmelen, hellige blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himmelen, således også på jorden. Giv os i dag vor daglige brød..
Sådan ”luller” jeg mig i søvn hver nat.
Kære dagbog den 2. april 1998
Den grusomme onde drøm bliver ved. Hvor ville jeg ønske at vi aldrig var flygtet her til? Inden borgerkrigen var min familie og jeg ret velhavende. Under borgerkrigen blev vores hus total ødelagt og vi måtte flygte til Sierra Leone. Aldrig! Havde jeg forestillet mig at jeg skulle leve sådan her. Mudder til knæene hver morgen. Sygdomme og beskidt vand er hvad det bliver til. Mig som havde det hårdt nok i forvejen. Hvorfor lige mig? Hvorfor gør naturen disse ting imod mig? Hvad har jeg gjort?