Hvad gjorde jeg galt? .. {{forumTopicSubject}}

Godaften HG!

Vil i ikke være søde at læse min historie igennem også skrive hvad i menner om den?

Bliver den for "kedelig" at læse i længden, eller er den spændende nok?



Hvad gjorde jeg galt?

Emilie var en pige på 12 år. Hun havde sin egen pony ved navn Buster, som hun havde haft siden han blev født. Han var hendes aller første pony. Udover ridningen gik hun også til fodbold 2 gange om ugen. Hver dag når Emilie kom hjem fra skole, tog hun altid ud til Buster. Buster stod ude på byens rideskole. Idag ville hun tage ud til Buster, og da hun kommer derud går hun ind i stalden efter et trækketov, og går ud på folden. "Buster" kaldte hun, og da han hørte hende vrinskede han, og løb hen til hende, Emilie klappede ham, og Buster tog hovedet ind mod hende, og ga hende et lille "puf". Hun tog ham ind i stalden, striglede ham i næsten en time til han var helt blank, sadlede ham op og red til stranden på ham. Da hun kom ned til strande tog hun en galoptur i vandet. Buster han elskede at galopere i vandet og lade vinden suse i mellem dem. Emilie så på sin mobil, klokken var 16.15 og hun havde lovet sin mor at være hjemme klokken 17.00 for der skulle de spise. Emilie skyndte sig tilbage på gården, hun sadlende Buster af, og satte ham ind i hans boks. Hun ga ham foder og hø, og kiggede igen på hendes mobil, klokken var 16.50 så hun havde 10 minutter til at cykle hjem i. Da Emilie kom hjem skulle de lige til at spise, så det passede perfekt. Da de sad og spise spurgte hendes mor "Hvordan gik det så idag, Emilie?" "Det gik fint, jeg red til stranden på Buster" svarede Emilie.

Dagene gik, og Emilie blev snart 13 år. Hun havde nu haft Buster i 3 år, og var desværre ved at miste intrerressen for ham.
Hun var begyndt til fodbold 2 gange om ugen, og de andre dage brugte hun tiden ude hos Buster. Emilie syntes ikke hun havde tid til hendes venner/veninder. Hun kunne mærke hun blev mere og mere "træt" af ridningen, og det var 2 uger siden hun sidst havde været ude hos Buster. En dag sagde hun til sig selv hun blev nødt til at tage sig sammen, og tage ud og kigge til ham. Hun tog sin cykel, og cyklede ud til ham. Hun gik som altid ud og hentede ham ude på marken, men det var ikke det sammen mere. "Buster" kaldte hun, Buster hørte hende godt, men tænke "åh, nej jeg vil ikke med ind". Hun sukkede og gik ud på den mudrede fold. Da hun nåede hen til Buster, tog hun trækketovet i ham, og begyndte at gå, men Buster nægtede at gå, og blev bare stående. Emilie blev sur, og slog ham med trækketovet "KOM NU" råbte hun. Buster gik modvilligt efter hende. Hun gik ind med ham, og satte ham fast til en boks, hun striglede ham bare lige hurtigt over, mens hun plejede at stå i timevis og strigle ham. Hun hentede hans sadel og hovedtøj, så smækkede hun sadlen på ham, men hovedtøjet ville han ikke ha på, han nægtede at få biddet i munden. "ÅBEN MUNDEN!" råbte hun og tvang ham ved at presset biddet ind i munden på ham. Emilie trækkede Buster ud på ridebanen. Da hun havde skridtet en runde begyndte hun at trave, Buster ville ikk gå til biddet "NED MED DET HOVED" råbte hun, og savede ham i munden, Buster syntes det var så smertefuldt, men han kunne ikke andet end bare at slå med hovedet. Emilie sukkede og hamrede ham i siden med sporene og red hen mod det høje spring på 120 cm. Buster han stoppede foran springet, og Emilie blev sur på ham og gav en med pisken. Buster tænkte inde i sig selv "hvad har jeg gjordt galt?" "jeg kunne ikke springe det høje spring, jeg blev nødt til at stoppe, også får jeg bare en med pisken". Da hun var færdig med at ride på ham, tog hun ham ind i stalden, og tog alt udstyret af ham, og så satte hun ham ud på marken. Hun glemte helt at give ham hans aftensmad, bare fordi hun skulle hjem og se et program i fjernsynet.

Det er nu 2 dage siden hun sidst var ude hos Buster. Lige pludselig ringer hendes mobil, det er Sofie fra rideskolen, "skynd dig at komme herud!" "hvad er der sket?" spørger Emilie om, "det finder du ud af når du kommer herud". Emilie og hendes mor skyndte sig at køre ud på rideskolen. Da hun ankommer til rideskolen, går hun straks ind til Buster. Hun kan se han bare ligger i sin boks og trækker vejret meget tungt, og man kan se hvor ulykkelig han er. Emilie kan se at Susanne som ejer rideskolen står og snakker med dyrlæge. Susanne går hen til Emilie og siger til hende "det er meget svært for mig, at sige det her, men jeg tror du har mistet Buster" "HVAD?" skreg Emilie og begyndte at græde. Hun gik ind i boksen hvor Buster lå. Hun lagde sig ned ved siden af ham, og omfavnede ham. Buster løftede hovedet og ga et lille vrinsk fra sig, han tænke på hvad han havde gjordt galt, siden Emilie mente han havde fortjent at blive passet så dårligt, på den sidste tid af hans liv. Et kvarter efter kom dyrlægen og sagde til Emilie "der er desværre ikke noget at gøre, vi kan ikke redde din kære Buster. Han har fået en meget slem kolik, og er ikke til at redde". Emilie brød fuldstændig sammen, og hun mærkede Buster tage sit sidste åndedrat. Buster var død, død for altid! Emilie fik så dårlig samvitighed og nu gik det op for hende hvor meget Buster betød for hende, og han ikke havde fortjent det at blive behandlet så dårligt på, det sidste stykke tid af hans liv.



Historien fra Busters side.
Åh, nu kommer Emilie. Jeg vil ikke med ind.
Jeg nægter virkelig at følge med hende, men jeg har
intet valg, hvis ikke jeg følger med hende får jeg nok bare
en med pisken. Hvorfor strigler hun mig ikke til jeg er ren
som hun plejer? Hun har kun lige striglet mig over, og jeg
har mudder over det hele. Åh, nej nu skal jeg ha det dumme
bid i, det gør så ondt at have på, for det er alt for lille.
Av, nu saver hun mig i munden. Det er så smertefuldt at
jeg ikke kan gøre andet end bare at slå med mit hoved.
Nu vil hun have mig til at springe over det høje spring dernede,
det kan jeg jo slet ikke, så jeg bliver nødt til bare at stoppe.
Emilie hamre bare sporende ind i siden på mig, hun forstår
slet ikke at jeg ikke kan springe det høje spring! Hun trækker
mig ind i stalden, og sætter mig bare ud på folden selvom
jeg damper helt af sved. Hun glemte også at give mig aftensmad.
Hun sagde ingengang farvel inden hun gik, som hun altid plejer.
Jeg er sindsyg sulten og har ondt i hele min krop.
Jeg har nu fået kolik, og jeg hørte lige dyrlægen sagde at jeg
ikke er til at redde. Farvel Emilie, jeg kommer til at savne
dig utrolig meget, vores tid vil aldrig blive glemt.