Søren Thilo & Pato {{forumTopicSubject}}

Jeg tænker på revolution som en forelskelse.

Dette var dog det mest banale og fortærskede eksempel, men tro mig der findes ikke noget smukkere, renere og mere musikalsk end netop det banale og fortærskede.

Jeg er forelsket.

En kvinde har stjålet mit hjerte, og jeg kan ikke tænke rationelt, selvom samtlige af mine sensoriske apparater desperat forsøger at pumpe mig med fornuft, rationalitet og perspektiv.
Dette menneske som danser i min hjernebark, som tagger mig i hjertemusklen, som drikker sig fuld i mit stemmebånd, er det nu også den rigtige?

Jeg ved det ikke og jeg er pisse ligeglad.

Jeg er forelsket.

Fuck konsekvenserne.
Jeg gider ikke at se, jeg vil være blind og dum og grine hånligt af ambitioner, karriere og fremtidsudsigter.
Der er ingen der er rigtige.
Jeg selv er så forbandet forkert, at vi i dette øjeblik ikke kan andet end at passe perfekt sammen.

Jeg er forelsket.

Og sådan er revolution også en forelskelse.
Revolution er en emotionel udfoldelse og når revolutionen står klart i alle vore hjerter vil systemerne vise deres sande jeg og alt vil smuldrer og blomster i én ekstatisk kortslutning af tid og rum.

Revolution er forelskelse.

Mens den ene institution efter den anden bryder sammen i brand og ødelæggelse, tænker jeg ikke et øjeblik på hvor mine børn monstro skal gå i skole, hvordan jeg skal få medicin, hvem der nu skal opretholde loven. Jeg er pisse ligeglad. Jeg er forelsket.
I min sanseløse kærligheds-ros, kan jeg kun se at skoler er bygninger hvor unge mennesker bliver systematisk demoraliseret, jeg kan kun se en konstant medicinering af hele samfundet, alt er en sygdom og alt har sin pille og sin pris, jeg kan kun se dem som siges at opretholde loven, som dem der konstant bryder netop denne.

Jeg er forelsket.

Jeg står foran hæveautomaten og tænker ikke et øjeblik på min balance, mit overtræk, omlægning af lån, friværdi, merværdi, værdiværdi, jeg har lommerne fulde af sten og jeg er forelsket.

Det ene pengeinstitut efter det andet sænkes som skibe og på intet tidspunkt tænker jeg på globalisering, velfærd, lønninger eller pensionsopsparinger.
I min kærligheds-galskab ser jeg kun undertrykkelse, udnyttelse og ulighed.
Min bankrådgiver vælter igennem den splintrede rude, hans tøj-eksperten jakkesæt står i flammer og jeg kan ikke andet end at varme mig lidt ved tanken om at jeg stadig ikke kan huske hans navn.

Jeg er forelsket.

Og mens den ene lejlighed efter den anden falder i værdi og folk skriger og græder ind i mobiltelefoner til deres forældre i Jylland, drikker jeg champagne fra et inferno af en Netto og skåler med flammerne af et stort bål af samtlige overvågningskameraer opsat på Nørrebro.
Jeg er forelsket og kan aldrig sympatisere med alt deres tab.
Fra min kærligheds-boble ser jeg kun deres grådighed, deres udelukkelse af alt der ikke passer ind i deres Euro-Woman-skråstreg-Euro-Man verden, jeg ser kun deres desperate jagt på mere, mere, mere, mere.
Når de løber med deres barnevogne, og deres øko-knækbrød, og deres soja-latte, ser jeg kun deres osende, stinkende dobbeltmorale.

Jeg er forelsket.

Og mens TV2 News retter på deres slips og øver deres medfølelses grimasser og vrider deres hjerne med hvad der monstro kunne findes på af sønderrivende presserende nyheder som kan udfylde deres 24 timers mundlort, holder vi tal på de afbrændte OB-vogne, med spraymaling på Assistentens Mur, og fra mit kærligheds-delirrium kan jeg på ingen måde se det skønne i den fredede gule gamle mur og dens fantastiske historie, det eneste jeg kan se er et byliv der kommunikere.

Jeg ser en generation der blev bedt om at holde kæft, skrige samfundet lige op i ansigtet.
Det er med stolthed at jeg læser muren der på den kreativeste facon fortæller os at vi lever i et samfund hvor regeringen ikke er for folket, Hvor regeringen egentlig ikke har den fjerneste ide om hvem folket er.

Jeg er forelsket.

Da den ene amerikanske super kæde efter den anden plyndres, maltrakteres og hånes, kan jeg på ingen måde se den vestlige verdens afhængighed af produktion og forbrug, fra min kærligheds-feber ser jeg kun rige hvide mænd vaske blod af hænderne og når vores hobbyknive flår deres billboards, ser jeg det kun som straffen for at promovere kvinder som objekter og sprede skræmmebilleder af uopnåelige kernefamilie der stødt opbakker den almene homofobi.

Jeg er forelsket.

Og mens Christiansborg falder sammen under sin egen vægt og samtlige forfatninger, restriktioner, lovskrifter, sanktioner og bestemmelser dækker København i en sky af konfetti, danser vi tusinder af mennesker på taget af operahuset til det arkitektoniske mausoleum giver efter og styrter i grus. Fra min kærligheds-mani kan jeg kun se det som enden på en kultur og et samfund der ikke får dårlig smag i munden ved brugen af ordene "danske værdier". Med hånden på hjertet og masken på skrå siger jeg et pænt farvel til ensrettetheden, nationalismen og normaliseringen. Jeg kan på ingen måde længere forholde mig normalt, jeg er forelsket og må opføre mig derefter.

Jeg er forelsket og over hele kloden breder min forelskelse sig som en steppebrand.
Da samtlige handels-komiteer, sikkerheds-organisationer og klima-udvalg udraderes og går i evig opløsning, skænker jeg ikke det frie marked en mindste tanke. Jeg overvejer ikke faren for terror, eller bevarelsen af miljøet. Fra min kærligheds-druktur kan jeg udelukkende se en verden hvor folk arbejder dem selv ihjel for en løn der er mere en hån end en egentlig udbetaling, jeg ser kun en produktion af frygt der giver anledning til at overvåge og spærre inde. Jeg ser kun water-boarding, blind-folding og alskens anden tilladt tortur, jeg ser kun store virksomheder der vurderer hvor meget natur man kan smadre, uden menneskeheden helt uddør. Vi må ikke glemme at det jo er denne selv samme menneskehed der er forbrugerne.
Da EU bryder sammen, er det et fort der bukker under.

Jeg er forelsket.

Da NATOs bygninger ligger i grus, ser jeg kun slutningen på endnu en løgn og befrielsen af alle de mennesker der har været underlagt deres brud på menneskerettighederne.

Jeg er forelsket.

Og da alt ophører med at fungere og jeg har mistet alt det som nogen ville sige har været så
hårdt at bygge op, kan jeg kun tænke på hvor lille en del af menneskene på denne klode der egentligt lever over fattigdomsgrænsen. Så hvad kommer efter revolutionen? Måske prisen for vores ignorance. Hvad må vi opgive? Måske alt det vi har nægtet alle de andre adgang til.

Jeg er forelsket og kan fra min kærligheds-ekstase kun se ødelæggelsen af alt det vi har frarøvet andre.

Alt opløses. Der findes ingen viden. Der findes ingen uddannelse, ingen sikkerhed, ingen lov og orden. Den civiliserede verden er død og ved du hvad?; jeg er pisse ligeglad, for jeg er forelsket.

Revolution er en tanke og være os nådige hvis der en dag skulle findes tanker vi ikke må eller tør tænke.



____________________


Aldrig været mere enig i en tekst..