læs min historie. glemmer hende aldrig {{forumTopicSubject}}

Stille aften.

Vinden blæser let ind, af det åbne vindue ude i gangen. Der er en lille smule koldt. Trækker vejret dybt, helt ned i maven. Klokken slår lidt i 23. Men der er stadigvæk ikke sket noget. Grenene slår let, på ruderne ude i køkkenet. Det lyder en smule uhyggeligt.
Fjernsynet er tændt, men der bare ikke noget, der vær at se endnu.
Hunden ligger helt rullet sammen, henne i hjørnet af stuen, den sover tungt. Ilden fra brændeovnen laver sjove skygger, over på den hvide væg.
Lyset i gangen er tændt, men ellers er det kun lyset fra ildstedet, der lyser den lille stue op. Det regner stille uden for, lukker øjnene og lytter. Regnen tager til, og slår mod ruderne, det giver en tryghed. Sidder helt stille, og kigger ned i bordet. Skriver første linje, men opgiver igen. Hoved er fyldt med gode idéer, men kan ikke få dem, ført ned til hånden, som skal skrive dem.

Stolen knirker ved den mindste bevægelse, regnen og vinden har lagt sig lidt, og lyset fra månen står lige ind, af vinduet og ned på mine papirer.
Hunden begynder at røre lidt på sig, og tøffer hen mod døren, ud til den gamle have. Lukker hende ud, ude i haven ligner det meste sig selv, alt er dækket af et tyndt lag dug. Alle blade og grene er våde. Ind imellem blæser, en kold vind gennem luften, og stopper først, når den rammer ind mod mit ansigt, og må træde et skridt tilbage.
Hårene på armene, rejser sig med stil. En enlig flagermus flyver rundt, alene i mørket på jagt efter mad.
Nattens mørke rummer mange mystiske lyde, små dyr man ellers aldrig ser i lyses verden, lister rundt i mørket stille stund.
Pifter lavt efter hunden, som lister ind igen, inden døren lukkes for de ukendte, vender man en sidste gang, lader blikket vandre, så langt som øjet kan se. En jagt efter den mindste bevægelse, i det høje græs. Græshopperne spiller for mig, i de sene natte timer.

Solen tager over for nattens mørke, en ny dag begynder som alle dage starter, natten trækker sig stille væk, som et uønsket tæppe.
Lyset breder sig, som ringe i vandet, og kaster striber hen over haven, alt er forandret. Duggen ligger smukt, hen over edderkoppespindet på busken, det skinner som diamanter i den klare morgen sol.
Fuglene er tidligt oppe, på morgen tur. Svæver høj og lavt, på jagt efter morgenmad. Naboens hane galer en sidste gang.
Vinden er stadigvæk kølig, selvom solen var været oppe længe.
Står og ser ud af vinduet, der stille udenfor, ikke ret meget liv nogen steder. Længere nede af gaden, sker der lidt.
Nyder freden og stilheden tager over, den tager alt med på sin vej.
Som en bølge sniger den sig ind over sit offer.
Kigger rundt i stuen, som nu er fyldt op med lys, ildstedet er gået ud. Solens stråler kilder mig blidt på kinden.

Lyden af en bil ude på gaden, afbryder stilheden som et lyn.
Man er vågen igen, bevæger sig hvile løst rundt, uden at foretage sig noget.
Ude ved vejen står træerne på række, svinger med vinden, fra side til side.
De hvisker til hinanden, deres grene leger mod vind og vejr.
Skole børn der på vej i skole, ved denne tid, har ikke travlt. Solen skinner på dem, de rander og leger på vejen. De ser ikke alvoren, for det forsendt.
En pige på hendes nye cykel vælter, og det bløder fra knæet.
Ingen samler hende op, hendes tåre løber ned af kinderne.
Hun får rejst sig op, og forsætter den lange væk til skole, det naturens orden.
De svage bukker under, for de stærke.

Hunden i snor, og det gode vejr i ryggen, går på en lang smal sti.
Går langsomt, nyder skridt for skridt, luften er lun. Rund om os går tiden i stå.
Dagen går med tynge skridt, minut efter minut tikker uret.
Drejer hoved og ser mig omkring. Løse hunde i parken, et ungt forelskede par, på en bænk. Der nyder solens sidste stråler sammen, ingen natten igen tager over, og dækker alt med sit mørke.
Gennem byen vander blikket rundt, på de unge mennesker, der begynder at lade op til nattens mysterier. En ung fyr er allerede begyndt, at svæve rundt i sine egne tanker. Lader ryggen støtte, let op af en væg ud mod vejen.
De regner let, fjerner forsigtigt regnen, fra ansigtet med ærmet.
Vejen skifter stille farve fra grå til mørke grå, luften er fugtigt, og klam.
Vejen ende inde i skoven, lydene fra skovens dyr, kan hørers på lang afstand. Stopper op, holder vejret et par sekunder, kan mærke hvordan vinden skær gennem skind og ben og ind i hjertet.

Det gør ondt, det springer et slag over, står stille og går i gang igen.
Bevæger den ene fod frem, og den anden følger lydigt efter. Rækker ud efter det nærmeste træ, det omdækket af grønt møs, det blødt og lidt vådt.
En regn dråbe løber ned af en gren og ender med at drypper ned af nakken på mig, det gyser i hele kroppen.
Træder et skridt tilbage, vender kroppen langsomt og smerte fuldt, og kigger op. Tager hænderne ud og mærker hvordan regnen, drypper ned i håndfladerne på mig. Træder vejret dybt, og sukker. En fugl flyver tæt forbi, luften fra vingerne for mig tilbage til virkeligheden verden. Går videre i min søgen, på det ukendte.
Træernes grene bevæger sig let, beundre lethedens bløde bevægelser, med ynde. Det som de hvisker til mig, men ved ikke hvad de vil sige.
En ukendt art, i deres verden, er våd og kold, skoven er en magisk verden.
Se dybt under overfladen, gemmer der sig de mest utrolige ting,
sidder på en sten, ser hvordan skovbunden er levende under mig.
Går dybere ind, hele tiden bliver skoven tætter, bliver overvåget af en ugle på jagt. Den dykker ned og på igen, få sekunder og væk er den.
Skoven ende, går ved vejen tilbage til byen, en bil køre hurtigt forbi, ellers er der mørkt, men er ikke bange. Føler mig velkommen, godt tilpas, og har ikke travlt.
Månen dukker frem på himmelen, det regner let. Men månen står klar og rund foran mig. Den viser mig vejen frem, leder mig skridt for skridt.
Gade lygterne kommer, tætter på. Rabatten skifter over til et langt smalt fortov, der forsætter ned gennem byens gader. Det matte lys fra de gamle gadelygter, står svagt i nattens mørke. De små insekter samles, i små grupper inde i lyskeglen.
Ildfluerne daner små lys billeder på himlen, to sekunder og så de videre i lives store puslespil.
Hvem ved hvad de søger, måske søger de, lige som mig, en verden uden krig.
Vander videre åbner døren ind til stuen, stiller mine sko pænt som altid.
Sætter mig forsigtigt i sofaen, med fødderne oppe på bordet, læner hoved tilbage mod sofaens kant. Ville ønske alt var som før. Ville ønske jeg kunne spole alting tilbage til dengang.
Alting forandrede sig da du tog af sted, da du rejste tog du det meste med dig, sidder alene og savner dig. Sætter en kop vand over til kakao, trækker tæppet helt op til skulderne. Der koldt stilheden lokker den mørke side frem, tiden er gået i stå. Der var engang, hvor jeg håbede, på du ville tilgive mig, men det for sent nu. Huset er gammelt, og det knirker, når vinden rigtig tager fat.

Et vindue står på klem, det klapper i takt med vinden, en susen for øerne, der ikke vil holde op.
Lukker øjnene bare et øjeblik, prøver at finde en indre ro.
Mon jeg overhoved har en, trænger dybere ind i mig selv.
Livet flyver forbi på samle bånd, den ene ulykker efter den anden køre forbi, igen og igen. Smerten brædder sig ud i hele kroppen, selvom øjnene er lukkede, løber der alligevel en tåre, ned af kinden på mig, og videre ned af halsen. Åbner øjnene igen glæden er stor, for at slipper for de uhyggelige tanker, og tilbage til virkeligheden.
Lukker igen øjnene, ved ikke hvorfor, men denne gang høres lyden, af et stort brusende springvand. Drejer rundt kigger, men ser intet. Lyden bliver støre, den nærmer sig. Alt er lyst, ser vandfaldet langt forude, begynder at gå, men lige før min hånd rører ved det klare vand. Åbner jeg øjnene igen.
Fjerner en hårlok, som er faldet ned over mit ansigt, er lidt ensom.
Livet er en gåde, som man aldrig tror, man kan løse. Men som lige pludselig, løser sig selv, på den mest uventede måde.
Natten er længere end de få lyser timer, trækker knæene helt op under hagen. Ønsker mig tilbage til den gang, hvor jeg ikke behøvede at være bange. En bil bremser voldsomt op uden på gaden, med forsætter derefter i samme stil.
Den varme aftens sol, bevæger sig langsom ned over himlen, det svært at forstille sig, noget så pænt kan føre mørket til vores verden.
Mørket ser på vores verden, med andre øjne, end lyset gør.


Græder svagt næsten lydløst, hvorfor mistede jeg dig. Følelser kommer og går, men det vi have sammen, ville aldrig gå bort. Din sjæl er stadigvæk i luften. Den svæver rundt og holder øje med mig. Jeg ved du er her, for at passer på mig, men jeg er stadigvæk bange. En følelse af had strømmer gennem min krop, mærker hvordan mit blod banker, rundt i kroppen med dobbelt kraft. Pulsen køre der ud af, det var min skyld du gik bort. Tårerne løber ned af kinderne, på mig Indrømmer jeg savner dig. Luften er tung og tom, kan ikke mærke dig mere, det som om du ikke er hos mig.
Mørke tanker køre rundt, inde i mit hoved, ved ikke hvem jeg er mere.
Er usikker, det hele kom så hurtigt og væltede ind over mig som en stor bøjle. Tager jakken på, lister en tur du på gaden, der koldt. Er ikke sikker på om det vinden, eller mit grædende hjerte der kold, men jeg fryser.

Bider hårdt i under læben, for ikke at klapre tænder, det lykkes kun kort tid, hvor efter smerten overtager, og jeg må slippe igen.
Byen er øde, en avis blæser langsomt hen over fortovet, går langsom rundt. Vender om og går tilbage.
Sidder på stolen med blyanten i hånden, ønsker inderligt at føre mine dybe tanker, ned på mine papirer, men min hånd vil ikke skrive de ord, jeg gerne vil have den til. Må opgive igen, ligger det hele til side, hvor efter jeg må beundre månen, som igen står ind af mit vindue i stuen.
Sider og lytter til alle de lyde der opstår når frygten sætter ind,
Har ikke sovet, siden jeg besluttede mig for at skrive, men efter en uge er der stadigvæk kun kommet ganske få ord ned på papiret.
Jeg er skuffet over mig selv, har intet og skrive.
Ligger blyanten på bordet, læner mig tilbage, køre hænderne igennem mit hår. Det tordner og lyner svagt udenfor, og regnen er rigtig slem.
Elsker lyden af regnen mod ruden.

Drømmer tilbage til den tid, hvor det bare var dig og mig, men sådan bliver det aldrig mere, du har forladt denne verden, på den værste måde. Skyldfølelsen kommer snigende ind, bag fra og den overfalder mig, jeg kan ikke komme væk og må overgive mig til min frygt.
Tiden læger alle sår, man bliver ældre, men mit blødende hjerte drypper stadigvæk. Det virker som om, det var i går, hvor du kalde på mig en sidste gang, inden jeg vendte dig ryggen, og lod mørket tag dig med, uden jeg så meget nåede at blinke. Indser nu hvor led jeg var, hvor forkert det var af mig. Ønsker inderligt at gøre det hele om.
Du har ret til ikke at tilgive mig, vil give alt for at være ved din side nu, bare at se et glimt af dig. Vores venskab var så stærkt, intet kunne skille os ad, og dog lykkes det for den mørke side, at tage det fra mig, som der betød mest i denne verden, nemlig dig. Drømmer om dig, jeg har været pint hver dag efter du gik bort. Mine kinder er varme og våde, mine tåre har lavet striber på dem.


Lever et liv men med to sjæle, efter mørket overfaldt, og fjernede dig fra mig, har det været svært. Det bliver ikke nemmere, har svært ved at holde humøret oppe, føler man sidder i et stor hul, og kan ikke komme op uden hjælp.
Vi vidste begge det er umuligt at undgå skæbnen, men alligevel skulle vi prøve. Det kom som et chok, at det ente på denne voldsomme måde, forbander vores verden. Længes efter dig, er bange, frygter det bliver min tur igen uden grund, har svært ved at tro, jeg ikke var skyld i ulykken, to veje men kan kun gå den ene, ved ikke hvilken der den rigtige.
Lige som mørket, er jeg fyldt op med had, til det ukendte.
Lyset forsvinder stille forude, og må går alene, på den mørke vej uden dig. En stille stemme i hoved, hvisker dit navn, gyser inden i.
Mange gode minder, de drukner da de dårlige minder, styre min hjerne.
Alle spor er slettet, savner dig.
Ingen er perfekt, hvornår ved man, om man er normal eller unormal?
Mit hjerte banker svagt, i takt med min hver trækning, men stiger i hastighed, når dit navn nævnes i mørket. Har det bedst alene, ingen kan afsatte dig. Skjuler jeg er bange, dog uden held.
Opgiver snart denne verden, kan ikke klare det mere, tilgiv mig, mit liv har ingen mening uden dig, ved min side. Har mistet troen på det gode, du tog alt med dig. Depression er en sygdom, siger de kloge, men jeg kan styre det.
Dog har jeg ingen selvtillid mere. Du var meningen i mit liv, ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, hvorfor denne smerte, den stopper aldrig, opdager det sagnet efter dig.
Det blevet morgen igen, lyset lister sig ind af vinduet, og kravler hen til mig, sniger sig ind på mig, med håbefulde tanker om at kunne vække mig, men er vågen, sidder og holder vejret uden grund.
Der ingen vind uden for, kun lyde for havens dyr, som igen er vågen, til en ny dag med oplevelser, og nye eventyr.
Det kedeligt får vi kaster tilbage, i hoved på os selv ingen kan forklare hvorfor,
Er stadigvæk imponeret over dit mod, din vilje selv da vi stod der, gik du mørket i møde med stil, ser op til dig, det vil jeg altid gøre.
Du er mit idol, jeg fik det bare aldrig sagt, nu det for sent, men prøver at være stærk, for at forsætte mit liv. Svigtede dig, græder stadigvæk, er klar over det er slut, der er ingen vej tilbage. Ønsker bare vi kan gøre det hele om, vi skulle aldrig være taget af sted. Droppede dig, hvor du have mest brug for hjælp, især min hjælp. Hader mig selv tilgiv mig, ser mørket et stykke forude, begynder at bevæge mig. Det så nemt at sige undskyld, men det får dig ikke tilbage af. Kæmper for at holde liv i mig selv, ønsker inderligt, du kom tilbage til mig.
Tørrer endnu en tåre væk fra min kolde kind, græde lydløst.


Træder tilbage i en verden uden kærlighed, hvor smerten overtager kroppen lidt efter lidt, til sidst er man helt væk.
Kan høre hjertet banke efter hjælp, men der ingen følelser der bevæger sig, som at blive holdt fast, under vandoverfladen, uden luft. Kæmper for at komme op, men har ikke flere kræfter tilbage, og må overgiver sig. Kroppen bliver slap, og man falder dybere ned i det kolde vand.
Lyset slukkes for en periode, men man er bange, for det aldrig tændes igen.
Trækker vejret tungt for at vække opsigt, at give slip er aldrig nemt.
Svigtet eller forladt til den mørke side, er det ens egen skyld?
Træerne svajer i den stille aftens vind, uden for mit vindue. En gren riser i ruden, og skaber en anderledes stemning, kan ikke holde det ud mere. Troede vi skulle se mere, end vi nåede sammen. Forstår det ikke, det kan ikke være slut allerede. Du varmer stadigvæk mit hjerte, når jeg tænker på dig.
Sammen opdager man hvor smukt et ægte venskab kan være.
Du tog altid imod mig, med en varme og en kærlighed ud over alt andet.
Et så smukt væsen, med en så stor fornuft og omsorg, kan ikke beskrives.
Skulle være blevet hos dig, skulle have taget imod den smerte du oplevede på egen krop. På bordet lige foran, står du indrammet i en flot ramme, du passer på mig. Er tryg så længe dine øjne kan se mig. er alene nu, men din sjæl hviler let på mine skuldre, leder mig gennem det liv, vi skulle have levet sammen.
Dit billede spreder lyset rundt i hele rummet, ud til den fjerneste krop af stuen.
Det i orden at sørge i en periode, men vil sørge resten af mit liv, vi ved begge to, jeg var med skyldig i slutningen på dit dyrebare liv.
Vil række hånden ud, og lade mørket tage mig, men det passere forbi, det min straf. Alene i denne verden uden dig ved min side.

I drømmende lever du, elegant smidig, bevæger du dig rundt.
Sidder på en sten og græder, for inden i, ved jeg det er en drøm der holder op.
Men så længe jeg ser i dine brune øjne, og kan mærke dig tæt på mig, er jeg rolig og tryg, men når man vågner, er det slut. Jeg må græde mig selv i søvn.
Undskyld, søger ikke tilgivelse, men vil have du skal vide, jeg bære din sorg inde i mit hjertet, hver dag bliver jeg mindet om tabet over dig. Smerten borer sig fast inden i, den stopper ikke.
Går rundt i en anden verden, ser din skygge, er ved at blive sindssyg, savner sig mere end noget andet. Vil bytte mit liv for dit, men selv ikke gud, kan gøre noget så stort. Kan ikke leve uden dig.
Livet må forsætte, er ved at opgive denne verden, er får svag, tabet over dig er stører end min lyst til at leve mere. Mine øjne er røde, mine hænder kolde, men mit hjertet brænder som aldrig før, det pumper blodet rundt i kroppen, men hjernen slår fra.
Tiden står stille, den går næsten baglæns, nat bliver til dag og dag til nat, tilbringer livet i en sofa, forladt til min egen frygt, venter på jeg bliver hentet, og skal tilbringe resten af livet sammen med dig.
En moder på fri fod, hvem kan elske hende, tilbage til verden hvor man bliver påvirket, af andre mennesker i sin verden.
Ingen kan tage skylden for de ting, der sker ind til nu, fortryder alt.
En verden uden frygt, kan ikke eksister i vores samfund.
Når den slags mennesker kan gå frit rund, og sprede frygt til os andre, er vi fortabt. Beder til vores verden for andre sig.
Men det betyder, at alle skal gøre en indsat, men med den fortid nogen har haft, som mig selv, forstår vi godt, det ikke kan lade sig gøre.
Blodet på mit hvide ærme, ved ikke hvor det kommer fra, men da en dråbe mere rammer det hvide stof, er jeg klar over der noget galt.
Lyset varmer og forandre alt tror vi, men det kun udseendet der forandres.
Det indre bliver uforandret.

Det løber koldt ned, af ryggen. Mærker hvordan luften, omkring mig bliver fugtig og klam, det er som om, den langsomt kvæler mig, i min egen luft.
Det urimeligt, så hurtigt alting forandres omkring mig.
Kuldegysninger over hele kroppen, men der ikke kold.
Det larmer ude i den gamle have, det sikkert naboens kat, der igen besøger skrallespandene. Huden bevæger øerne, men den bliver liggende henne i hjørnet. Er holdt op med at håbe, og min tro er næsten helt væk.
Tror på du er der, selv om der umuligt.
Men du er min sjæl, kan mærke dit hjerte banke, i min krop.
At føle sig lam i kroppen, en skræmmende tanke. Kan ikke bevæge sig, ens tanker er låst fast. Frygter aldrig mere, at føle virkeligheden tæt på min egen krop, men det er allerede for sent. Uønsket, fortabt, og endda glemt, fortryder min opførsel. Skyldfølelsen vokser op gennem min krop.
Tre små ord, som jeg aldrig fik sagt til dig, du skal vide jeg mener det, ingen har givet så meget som du har. Du bragte lyset ind i mit hjerte, mærker hvordan tårerne presser på for, at komme ud, men noget gør jeg ikke kan græde.
Forskellen på mennesker i dag, er mange ting.
Jeg er ikke den sammen, som i starten af mit liv. Men efter døden stak mig i ryggen og tog dig med, uden at side en lyd. Har det ændret mig.
Har, kunne vise følelser og græde, men er kræsen for hvem der ser det, men du lærte mig det er i orden at vise følelser, og at være følsom.
At være følsom er ikke et tegn på svaghed, men et tegn på styrke, og at man ikke er mange for hvad alle andre mener. Ved jeg elsker dig, vil jeg altid gøre.
Der noget smukt i os alle, du lærte mig at se skønheden i alle.
Så op til dig, fik aldrig sagt hvor meget du betød i mit liv.
Ønsker jeg var blevet hos dig.
Mit hjerte bløder, af smerte og had til mig selv, jeg lovede dig at du skulle blive hos mig. Du har lært mig så meget, som jeg aldrig glemmer.
Men sådan blev det ikke, jeg misbrugte din tillid lod dig i stikken, du er for god til mig. Men det giver mig ikke ret til at behandle dig på den måde.
Husker hvordan du kiggede på mig, allerførste gang jeg så dig.
Kærlighed kan ikke beskrives, den skal opleves på nært holdt. De vi var i gennem den eftermiddag, var ubeskriveligt. Har aldrig været så bange i hele mit liv.

Med våde øjne ser jeg tilbage i tiden, en tid jeg hverken kan eller vil glemme, der de gode minder og så dem der lavede dybe ar i min krop og sjæl.
Ved døden er uundgåelig at undgå, man bliver mindet om den alle steder, får af vide, man ikke selv kan vælge sin skæbne på en måde tror jeg ikke det passer.
Man kan prøve at ændre skæbnes gang, men det betyder ikke det ændre ens liv. Hvorfor den forfærdelige måde? Ved du ikke har helt ung, men du have mange år endnu. Alle kender følelsen af at være tom og alene.
Er glad uden på, men græder inden i dag og nat, død man lagt fra glemt.
Efter du forsvandt, har mit liv været umuligt at holde ud, tilgiv mig.
Vil ikke leve længere, negative tanker overtager min hjerte, med kun et formål.
Du var min stjerne, og er det stadigvæk.
Når jeg virkelig savner dig, går jeg uden for, om aften.
Kigger op mod den mørke himmelen, og ønsker dig tilbage, kuldegysninger løber gennem hele kroppen, og tårerne finder vejen ned over mine kinder.
Kigger efter dig, på den klare himmel, dog uden held.
Men ved du er der oppe, og du smiler ned til mig, det giver en tryghed.
Stjerne skud på himmelen, er din sjæl der finder vej ned til mig.
Varmen spredes rund i hele kroppen, og hænderne bliver fugtige, hjertet banker i takt til pulsen. Ved du er der, dine øjne hviler hvileløst på dig dag og nat.

Så dig inde i flammerne, men kunne intet gøre, for at få dig ud. Ingen gjorde noget, vi stod bare alle og håbede, at vi ville vågne igen. Først nu, indser jeg det ikke var en drøm, men virkeligheden som man aldrig mere, ønsker at se den.
Du var en del af mit liv, den højre side af min krop, den anden personlighed.
Da jeg prøvede at presse mig selv ud over kanten, var du der til at stoppe mig, inden jeg nåede der ud. At mindes de dage, hvor der kun var dig og mig i verden, når mig til at se lyser vende tilbage.
Vi vidste begge, at vi var stærke sammen, det hele kig i stykker da vi blev splittet, vi var en lykkelig sjæl før, nu vi to ulykkelig sjæle der leder efter den anden halvdel.
Tales der om ulykken, løber det mig stadigvæk kold ned af ryggen, mistede dig for 3 år siden, men mærkede døden på tæt hold, den er stadigvæk i luften.
Jeg føler det skete i går, savnet til dig vil aldrig forsvinde.
Vrede kommer af frygt, sandheden var jeg var bange for mig selv, at det skulle blive min tur, at jeg have snydt døden.
Følte mig som en morder, spiste ikke en periode, var helt tom inden i.
Når blodet løber ned af armen, sker der mange ting inden i en, frygten løber ud af kroppen.

Hvordan kunne så få timer, ødelægge en persons liv så meget, som det gjorde i mit tilfælde? Ville man ikke have skyldfølelse hvis man var skyld i en anden død? Jeg har skyldfølelse.
Mit liv er ødelagt, er ikke sur, men ked af det. Troede ikke man kunne have følelsen, siddende i kroppen, i så lang tid. Men er begyndt at forstår, den aldrig forlader min krop igen. Du må være virkelig skuffet over mig, over det jeg ikke for at hjælpe dig videre.