vil i ikke være søde at læse det {{forumTopicSubject}}

har brug for hjælp.

Stille aften.

Vinden blæser let ind af det åbne vindue ude i gangen, der er en lille smule koldt.
Trækker vejret dybt helt ned i maven, klokken slår lidt i 23. Men der er stadigvæk ikke sket noget. Grenene slår let på ruderne ude i køkkenet. Det lyder en smule uhyggeligt.
Fjernsynet er tændt men der bare ikke noget, der vær at se endnu.
Hunden ligger helt rullet sammen, henne i hjørnet af stuen, den sover tungt. Ilden fra brændeovnen laver sjove skygger over på den hvide væg.
Lyset i gangen er tændt, men ellers er det kun lyset fra ildstedet, der lyser den lille stue op.
Der regner stille uden for, lukker øjnene og lytter. Regnen tager til, og slår mod ruderne, det giver en tryghed. Sidder helt stille, og kigger ned i bordet.
Skriver første linie, men opgiver igen. Hoved er fyldt med gode idéer, men kan ikke få dem ført ned til hånden, som skal skrive dem.

Stolen knirker ved den mindste bevægelse, regnen og vinden har lagt sig, og lyset fra månen står lige ind af vinduet og ned på mine papirer.
Hunden begynder at røre lidt på sig, og tøffer hen mod døren, ud til den gamle have.
Lukker hende ud, ude i haven ligner det meste sig selv, alt er dækket af et tyndt lag dug. Alle blade og grene er våde. Ind imellem blæser en kold vind gennem luften, og stopper først, når den rammer ind mod mit ansigt, træder et skridt tilbage.

Hårene på armene rejser sig med stil. En enlig flagermus flyver rundt alene, i mørket på jagt efter mad.
Nattens mørke rummer mange mystiske lyde, små dyr man ellers aldrig ser i lyses verden, lister rundt i mørket stille stund.
Pifter lavt efter hunden, som lister ind igen, ingen døren lukker for de ukendte, vender man en sidste gang, lader blikket vandre så langt som øjet rækker. En jagt efter den mindste bevægelse i det høje græs.
Græshopperne spiller for mig i de sene natte timer.

Solen tager over for nattens mørke, en ny dag begynder som alle dage starter, natten trækker sig stille væk, som et uønsket tæppe.
Lyset breder sig, som ringe i vandet, og kaster striber hen over haven, alt er forandret.
Duggen ligger smukt, hen over edderkoppespindet på busken, der skinner som diamanter i den klare morgen sol.
Fuglene er tidligt oppe på morgen tur, svæver høj og lavt på jagt efter morgenmad. Naboens hane galer en sidste gang.
Vinden er stadigvæk kølig, selvom solen var været oppe længe.
Står og ser ud af vinduet, der stille udenfor, ikke ret meget liv nogen steder. Længere nede af gaden, sker der lidt.
Nyder freden og stilheden tager over, den tager alt med på sin vej.
Som en bølge sniger den sig ind over sit offer.
Kigger rundt i stuen, som nu er fyldt op med lys, ildstedet er gået ud. Solens stråler kilder mig blidt på kinden.
Lyden af en bil ude på gaden, afbryder stilheden som et lyn.
Og man er vågen igen, bevæger sig hvile løst rundt, uden at foretage sig noget. Ude ved vejen står træerne på række, svinder med vinden, fra side til side.
De hvisker til hinanden, deres grene leger mod vind og vejr.
Skole børn der på vej i skole, ved denne tid har ikke travlt, solen skinner på dem, de rander og leger på vejen.
De ser ikke alvoren, for det forsendt.
En pige på hendes nye cykel vælter, det bløder fra knæet.
Ingen samler hende op. Hendes tåre triller ned af kinderne.
Hun får rejst sig op, og forsætter den lange væk til skole, det naturens orden. De svage bukker under, for de stærke.

Hunden i snor, og det gode vejr i ryggen, går på en lang smal sti.
Går langsomt, nyder skridt for skridt, luften er lun, rund om os, går tiden i stå.
Dagen går med tynge skridt, minut efter minut tikker uret.
Drejer hoved, og ser mig omkring. Løse hunde i parken, et ungt forelskede par, på en bænk, der nyder solens sidste stråler sammen, ingen natten igen tager over, og dækker alt med sit mørke.
Gennem byen, vander blikket rundt på de unge mennesker, der begynder at lade op til nattens mysterier.
En ung fyr er allerede begyndt at svæve rundt i sine egne tanker, lader ryggen støtte let op af en væg ud mod vejen.
De små regner, fjerner forsigtigt med ærmet, regnen fra ansigtet.
Vejen skifter stille farve fra grå til mørke grå, luften er fugtigt, og klam.
Vejen ende inde i skoven, lydene fra skovens dyr, kan hørers på lang afstand, stopper op holder vejret et par sekunder, kan mærke hvordan vinden skær gennem skind og ben og ind i hjertet.

Det gør ondt, det springer et slag over, står stille går i gang igen.
Bevæger den ene fod frem og den anden følger lydigt efter, rækker ud efter det nærmeste træ, det omdækket af grønt møs, det blødt.
En regn dråbe løber ned af en gren og ender med at drypper ned af nakken på mig, det gyser i hele kroppen.
Træder et skridt tilbage, vender kroppen langsomt og smerte fuldt, og kigger op, tager hænderne ud og mærker hvordan regnen drypper ned i håndfladerne på mig. Træder vejret dybt, og sukker.

En fugl flyver tæt forbi, luften fra vingerne, for mig tilbage til virkeligheden verden. Går videre i min søgen på det ukendte.
Træernes grene, bevæger sig let, beundre lethedens bløde bevægelser, med ynde. Det som de hvisker til mig, men ved ikke hvad de vil sige.
En ukendt art, i deres verden, er våd og kold, skoven er en magisk verden.
Se dybt under overfladen gemmer der sig de mest utrolige ting,
sidder på en sten, ser hvordan skovbunden er levende.
Går dybere ind, hele tiden bliver skoven tætter, bliver overvåget, en ugle på jagt, den dykker ned, og på igen, få sekunder og væk er den.
Skoven ende, går ved vejen tilbage til byen, en bil køre forbi ellers er der mørkt, men er ikke bange, føler mig velkommen godt tilpas, har ikke travlt.
Månen dukker frem på himmelen, det regner let, men månen står klar og rund oppe på himmel. Den viser mig vejen frem, leder mig skridt for skridt.
Gade lygterne kommer, tætter på.
Rabatten skifter over til et langt smalt fortov, der forsætter ned gennem byens gader. Det matte lys fra de gamle gadelygter står svagt i nattens mørke. De små insekter samles i små grupper inde i lyskeglen.

Ildfluerne daner små lys billeder på himlen, to sekunder og så de videre i lives store puslespil.
Hvem ved hvad de søger, måske søger de lige som mig selv en verden uden krig.
Vander videre åbner døren ind til stuen, stiller mine sko pænt som altid.
Sætter mig forsigtigt i sofaen, med fødderne oppe på bordet, læner hoved tilbage mod sofaens kant. Ville ønske alt var som før. Jeg ville ønske jeg kunne spole alting tilbage igen.
Alting forandrede sig da du tog af sted, da du rejste tog du det meste med dig, sidder alene og savner din stemme.
Sætter en kop vand over til kakao, trækker tæppet helt op til skulderne, der koldt, stilheden lokker den mærke side frem. Tiden er gået i stå.
Der var en gang hvor jeg håbede på du ville tilgive mig, men for sent.
Huset er gammelt og det knirker, gulvbrædderne knirker de gir sig, når vinder tager rigtig fat.

Et vindue står på klem, det klapper i takt med vinden, en susen for øerne, der ikke vil holde op.
Lukker øjnene bare et øjeblik, prøver at finde en indre ro.
Mon jeg overhoved har en, trænger dybere ind i mig selv.
Livet flyver forbi på samle bånd, den ene ulykker efter den anden køre forbi, igen og igen. Smerten brædder sig ud i hele kroppen, selvom øjnene er lukket løber der alligevel en tåre ned af kinden på mig, og videre ned af halsen.
Åbner øjnene igen glæden er stor, for at slipper for de uhyggelige tanker og tilbage til virkeligheden.
Lukker igen øjnene denne gang høres lydens af et stort brusende springvand, drejer rundt kigger men ser intet, lyden bliver stører den nærmer sig.
Alt er lyst, ser vandfaldet, langt forude begynder at gå men lige før min hånd rører ved det klare vand. Åbner jeg øjnene igen.
Fjerner en hårlok som er faldet ned over mit ansigt, er ensom.
Livet er en gåde, som man aldrig tror, man kan løse. Men som lige pludselig, løser sig selv, på det mest uventede tidspunkt.
Natten er længere end de få lyser timer, trækker knæene helt op under hagen. Ønsker mig tilbage til den gang hvor jeg ikke behøvede at være bange. En bil bremser voldsomt op uden på gaden, med forsætter derefter i samme stil.
Den varme aftens sol, bevæger sig langsom ned over himlen, det svært at forstille sig noget så pænt kan føre mørket til vores verden.
Mørket ser på vores verden med andre øjne end lyset gør.

Græder svagt næsten lydløst, hvorfor mistede jeg dig. Følelser kommer og går, men det vi have sammen, ville aldrig gå bort. Din sjæl er stadigvæk i luften. Den svæver rundt og holder øje med mig. Jeg ved du er her for at passer på mig, men jeg er stadigvæk bange.
En følelse af had strømmer gennem min krop, mærker hvordan mit blod banker rundt i kroppen med dobbelt kraft. Pulsen køre der ud af, det var min skyld du gik bort. Tårerne løber ned af kinderne på mig, jeg indrømmer jeg savner dig. Luften er tung og tom, kan ikke mærke dig mere, det som om du ikke er hos mig mere.
Mørke tanker køre rundt inde i mit hoved, ved ikke hvem jeg er mere. Er usikker, det hele kom så hurtigt og væltede ind over mig som en stor bøjle. Tager jakken på, lister en tur du på gaden, der koldt, er ikke sikker på om det vinden, eller mit grædende hjerte der kold, men jeg fryser.

Bider hårdt i under læben, for ikke at klapre tænder, det lykkes kun kort tid, hvor efter smerten overtager og jeg må slippe igen.
Byen er øde, en avis blæser langsomt hen over fortovet, går langsom rundt. Vender om og går tilbage.
Sidder på stolen med blyanten i hånden, ønsker inderligt at føre mine dybe tanker med på mine papirer, men min hånd vil ikke skrive de ord jeg gerne vil have den til. Må opgive igen, ligger det hele til side hvor efter jeg må beundre månen, som igen står ind af mit vindue i stuen.
Sider og lytter til alle de lyde der opstår når frygten sætter ind,
Har ikke sovet, siden jeg besluttede mig for at skrive, men efter en uge er der stadigvæk kun kommet ganske få ord ned på papiret.
Jeg er skuffet over mig selv, har intet og skrive.
Ligger blyanten på bordet, læner mig tilbage, køre hænderne igennem mit hår. Det tordner og lyner en lille smugle, og regnen er rigtig slem.
Elsker lyden af regnen mod ruden.

Drømmer tilbage til den tid hvor det bare var dig og mig, men sådan bliver det aldrig mere, du har forladt denne verden på den værste måde. Skyldfølelsen kommer snigende ind, bag fra og den overfalder mig, jeg kan ikke komme væk og må overgive mig til min frygt.
Tiden læger alle sår, man bliver ældre, men mit blødende hjerte drypper stadigvæk. Det virker som om, det var i går, hvor du kalde på mig en sidste gang inden jeg vendte dig ryggen og lod mørket tage dig, uden jeg så meget nåede at blinke. Indser nu hvor led jeg var, hvor forkert det var af mig. Ønsker inderligt at gøre det hele om.
Du har ret til ikke at tilgive mig, vil give alt for at være ved din side nu, bare at se et glimt af dig. Vores venskab var så stærkt, intet kunne skille os ad, og dog lykkes det for den mørke side at tage det fra mig, der betød mest i denne verden, nemlig dig.
Drømmer om dig, jeg har været pint hver dag efter du gik bort.
Mine kinder er varme og våde, mine tåre har lavet striber på kinderne.

Lever et liv men med to sjæle, efter mørket overfaldt, og fjernede dig fra mig, har det været svært.
Det bliver ikke nemmere, har svært ved at holde humøret oppe, føler man sidder i et stor hul, og kan ikke komme op uden hjælp.
Vi vidste begge det er umuligt at undgå skæbnen, men alligevel skulle vi prøve. Det kom som et chok at det ente på denne voldsomme måde, forbander vores verden.
Længes efter dig, er bange, frygter det bliver min tur igen uden grund, har svært ved at tro jeg ikke var skyld i ulykken, to veje men kan kun gå den ene, ved ikke hvilken der den rigtige.
Lige som mørket er jeg fyldt op med had, til det ukendte.
Lyset forsvinder stille forude, og må går alene, den mørke vej uden dig. En stille stemme i hoved, hvisker dit navn, gyser inden i.
Mange gode minder, de drukner da de dårlige minder, styre min hjerne.
Alle spor er slettet, savner dig.
Ingen er perfekt, hvornår ved man, om man er normal eller unormal?
Mit hjerte banker svagt i takt med min hver trækning, men stiger i hastighed, når dit navn nævnes i mørket. Har det bedst alene, ingen kan afsatte dig. Skjuler jeg er bange dog uden held.
Opgiver snart denne verden, kan ikke klare det mere, tilgiv mig, mit liv har ingen mening uden dig ved min side.
Har mistet troen på det gode, du tog alt med dig.
Depression er en sygdom siger de kloge hoveder, men jeg kan styre det. Dog har jeg ingen selvtillid mere.
Du var meningen i mit liv, ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, hvorfor denne smerte, den stopper aldrig, det længslen efter dig.


Det blevet morgen igen, lyset lister sig ind af vinduet og kravler hen til mig, sniger sig ind på mig, med håbefulde tanker om at kunne vække mig, men er vågen, sidder og holder vejret uden grund.
Der ingen vind uden for, kun lyde for haven dyr som igen er vågen til en ny dag med oplevelser og nye eventyr.
Det kedeligt får vi kaster tilbage, i hoved på os selv, ingen kan forklare hvorfor, det sker bare.