Du findes stadig, må jeg få dig? {{forumTopicSubject}}

Da bogen "Blodsøstre" nu er færdig skrevet og snart redigeret så den er klar til næste instans FORLAGET OG UDGIVELSE, er jeg begyndt at skrive på den næste. Den hedder "Du findes stadig, må jeg få dig?" og handler denne gang om sociopatisme. Synes lige i skal have en halv side fra den hihi



Det der er sket indtil nu. Lisette er 30 år gammel, uddannet økonom og har netop undervist et enkelt år på universitetet. Hun skal undervis et år mere, inden hun vil tilbage til noget lignende sit gamle job. Hun møder John, der forelsker sig i hende. Hun er ikke interesseret. Senere vil han begynde at forfølkge hende, overfalde hende osv. John, psykopaten, bor i Århus. Her er Lisette i Randers med sin bøsseven, Steven, da John tilfældigvis er der med en kusine og sådan... Lige en enkelt side... Det er "råtekst" dvs. hverken gennemlæst, rettet eller noget som helst. ENJOY!



”Nej det var dog hyggeligt Lisette, er du også her?” Det var John der stod ved siden af hende. Hun fik et chok, måtte styre sig for ikke at flyve en halv meter op af stolen. Det ene øjeblik sad hun og nød et privat øjeblik af glæde sammen med sin gode ven, det næste stod John ved siden af hende.
Heldigvis var de færdige med at spise, John var lige kommet ind sammen med en ældre kvinde. Hun lignede ham, det var sikkert hans mor eller sådan noget. Sødt. ”Hej. Nej hvor hyggeligt, synd vi ikke har tid til at blive siddende. Vi var på vej videre,” hun smilede hurtigt og kaldte en tjener hen for at komme til at betale. Steven var forvirret, skulle lige til at sige hende imod. Hvad mente hun? De havde da masser af tid? Hun kunne læse den næsten usynlige tvivl i hans ansigt, skar en grimasse og sparkede ham over skinnebenet. Han skyndte sig at finde pungen frem og betalte til den tjener der stod ved dem et splitsekund senere. Lisette tog Steven under armen, skyndte sig at sige farvel og de gik ud af restauranten. Steven så mere og mere forvirret på hende, normalt skulle de smides ud af en restaurant.
”Lisette,” hviskede han. ”Er du sød at forklare mig det henne i bilen?” Hun nikkede og de gik som et ganske normalt par. Det var først da de kom ud af synsvidde fra restauranten at hun slap ham og de bare gik som de to venner, som de nu engang var. De satte sig ind i bilen, kørte hjem til Lisette. Trafikken i Randers var behagelig den fredag aften, så hun kunne nemt sludre med sin ven. ”Kort fortalt. Han bliver ved med at invitere mig ud. Jeg synes han er flink, men jeg tror han vil have mere end et venskab. Derfor skyndte jeg mig lidt hurtigt ud…” Forklarede hun. Havde Steven set undrende ud før, var det pludselig det rene vand imod hvor undrende han så ud nu. ”Det plejer du ikke at lade dig gå på af? Du er en smuk kvinde, Lisette. Og det ved du godt. Du er vant til mange bejlere, hvorfor farer du sådan op over lige ham her?” Steven så virkelig forvirret ud, når hun lige tænkte sig om et øjeblik, kunne hun også godt forstå det. ”Okay du er forvirret, det forstår jeg også godt. Problemet er at ham her er gæstelærer på universitetet og…” startede hun med. Steven afbrød hende, med en stor latter. ”Ha! Det plejer da ikke at være noget problem for dig? Kan du huske ham der, du ved nok, i vinter? Noget med sex og et kosteskab?” mobbede Steven hende kærligt. Lisette så bebrejdende på ham. ”Jeg var sulten og han bød sig til!” forsvarede hun sig med. ”Jaja jeg sagde jo heller ikke noget,” Steven insisterede på at mobbe hende med hendes første, eneste og sidste, universitetsaffære. For det første, holdte hun sig fra sine elever. Der var godt nok mange af fyrene der så ekstremt godt ud, hun måtte indrømme at det var svært, men det handlede om principper. Men at nuppe en gæsteforelæser i ny og næ, kunne hun ikke se problemet i. ”Men ham her er jo også gæstelæser, men nu HAR du jo brugt den med kosteskabet. Hvor bliver det så næste gang? Katederet? Hihi…” Steven mente åbenbart selv at han var ustyrlig morsom. Han havde ret, det var ret morsomt når man ikke kendte resten af historien. ”Han skal undervise i et fag som jeg skal til at opdatere mig i, for at kunne passe mit arbejde. Og sagen er den at han har tilbudt mig at jeg kan følge hans forelæsninger og forskning, det har jeg sagt ja til…” Endelig fik hun et ord indført, endelig fik hun forklaret sig. Steven nikkede, forstående denne gang. Men stadigvæk med et lille lumsk smil på læben. ”Nu kan jeg se problemet i det…” Steven lød seriøs denne gang. Lisette åndede lettet op. Hun vidste ikke hvorfor, men hu havde ikke lyst til at blive drillet med lige netop dette emne. ”Jeg tror jeg ved præcis hvad du mener. Der er tilmed blevet skrevet en sang om det…” Steven lød stadigvæk seriøs og forstående, pludselig skiftede han spor og begyndte at synge. Meget useriøst, han havde åbenbart stadigvæk i sinde at mobbe hende; ”JEG GÅR I SENG MED MIN LÆRER OG LÆRER INGENTING!!” begyndte han med. Lisette kunne ikke lade være, nu brød hun sammen af grin og kunne godt se det absurde i sin opførsel. Men hun ønskede bare ikke at dele denne aften med andre end Steven!