Dansk stil, hvad synes I? {{forumTopicSubject}}

Hej allesammen
Jeg fik til opgave at skrive en dansk stil, der skulle bestå af den samme historie formuleret med 3 forskellige fortælletyper. Tænkte, om nogen af jer gider at læse den igennem og give jeres mening til kende?
Her kommer den ("advarer" lige om at det er en alvorlig og ikke komisk historie):


Upålidelig jeg-fortæller

Det var helt tilfældigt, at jeg slog min vej forbi deres lejlighed, på hvad der engang havde været en helt tilfældig, regnfuld oktobermorgen, i en helt tilfældig, men dog ubehageligt stille uge, beliggende sidst på et år, som havde skiftet konstant mellem storm og sol; her, på den famøse dag, hvor han tilfældigvis netop havde fundet ud af, at det næppe ville klare op igen mellem dem.
Der fandt jeg mig selv på anden sal med øret presset mod døren til venstre – i metaforisk forstand velsagtens – i færd med at blive vidne til et forfærdeligt skænderi mellem kompleksets alleryngste par.
Men jeg kunne godt forstå ham. De sene nætter, hvor hun arbejdede, en fremmed lugt, der bredte sig ind i alle husets kroge, når hun endelig kom hjem, og så tog hun sig, Gud forbyde det, den frihed at nægte alt som om han var mindre begavet, når han endelig spurgte til det. Man har hørt det før, og man er aldrig i tvivl om, hvad disse tegn betyder for et forhold.
Så jeg stod der, mutters alene i den mørke opgang og hørte nøje efter samtalen inde bag den skimmelfarvede væg, mens sekundviseren tikkede af sted på mit armbåndsur. Jeg kunne høre, at begge deres stemmer optrappede lydniveauet fra det normale til at blive mere og mere skingre, og hendes lyse klang havde vendt sig til at være en blid, men manipulerende røst blandt hans høje råb.
»Lad være,« skreg hun i sit forsøg på at få ham til at blive, »lad være, jeg beder dig!« Og jeg blev irriteret over, at hun ikke kunne se, hvad hun gjorde ved ham med sit udtryk af uafsløret falsk bekymring i sin tale (eller måske var hun lige netop bevidst om det), så jeg besluttede i mit stille sind, at jeg havde hørt nok – jeg drejede mig for at fortsætte op på tredje, hvor jeg selv boede, og glædede mig til at komme uden for rækkevidde af dramaet.
Da jeg satte min fod på det første trappetrin var der nogle drenge, sikkert underboens uvorne knægte, der fyrede en raket af alt for tæt på bygningen. Den må have været stor; hele bygningen dirrede, og et kort øjeblik frygtede jeg, at det hele ville falde sammen over mig. Så rystede jeg det af mig og fortsatte videre op ad trappen, tilfreds over at høre hvordan skænderiet var hørt op, tilfældigvis i samme øjeblik som fyrværkeriet var eksploderet i et brag over vores hoveder.
Og i samme øjeblik, mens stilheden lagde sig over lejlighedskomplekset, og jeg frydede mig over, at der endelig var noget, der havde lukket munden på hende; da tænkte jeg på, hvor tilfældigt det hele egentligt er når det kommer til stykket.



Personbunden 3. personsfortæller

»Jeg elskede dig,« hvislede han, mens han så på hendes lagenblege ansigt; stort og rundt og uhyggeligt bange, »jeg elskede dig, for helvede!«
Han følte ikke den medlidenhed og sympati, som han havde forventet, men det ændrede ikke på, at han kunne fornemme kuldegysningerne brede sig fra nakken og ned til midten af ryggen som et tyndt lag is, alt imens gåsehuden strakte sig over hans arme og gjorde en hver fjeder i kroppen spændt.
»Du elsker mig. Og du ved at jeg også elsker dig, og at jeg aldrig nogensinde ville lyve for dig.« Hendes stemme peb og lød vidunderligt blød, akkurat som han huskede den ved deres første møde; han havde følt den særlige forbindelse mellem dem lige fra det øjeblik, og han var klar over, at hun havde følt det samme… hun kunne ikke have en anden… det var umuligt. Men han kunne ikke tro på hende. Hvordan skulle han kunne tro på, at hun ikke bare stak ham en løgn? En løgn, der var en del af et kæmpemæssigt spind af den samlede mængde løgne, hun på alle tidspunkter havde fortalt ham, og som han godtroende havde suget til sig, som om det var den rene, skinbarlige sandhed.
Han sigtede lige midt imellem hendes øjne, og han måtte tage sig selv i at tænke på hende som et vildt dyr – en vildhjort med et stort, bedårende blik, som samtidig lyste af ondskab og had – og trække en anelse på smilebåndet som følge deraf. Engang havde han ikke kunnet stå for det. Det kunne han nu.
Det var svært at følge med i, hvad hun sad og plaprede om gennem den stride strøm af tårer nede på det støvede linoleumsgulv to meter fra hans fødder, og han anstrengte sig heller ikke synderligt for at gøre det. Alt hvad han kunne tænke på var, hvorvidt han skulle trykke på aftrækkeren eller ej, og allerede på nuværende tidspunkt var han klar over, at intet af det hun sagde, kunne overbevise ham om andet end det faktum, at hun var skyldig. Det altafgørende spørgsmål var (og det vidste den løgnagtige kælling med garanti ligeså godt som han), om han havde det storsind, der skulle til for at tilgive en sådan forfærdelig forbrydelse.
»Beklager,« hviskede han, og en tåre for ud af øjenkrogen, kærtegnede hans kind et kort øjeblik og løsrev sig så fra hans ansigt så hurtigt, at den syntes at væmmes ved ham.
Han havde affyret pistolen inden den nåede at ramme jorden.


Alvidende fortæller

De var kun to meter fra hinanden.
Han havde hævet sin arm for at tage sigte, mens han tænkte tilbage; inderst inde vidste han, at det ikke længere var et spørgsmål om skyld, men derimod om tilgivelse fra hans side. Og han kunne ikke lade sig selv blive klar over det. Ikke allerede.
»Du ved, at jeg aldrig ville lyve for dig. Du ved, at jeg elsker dig.« Hun kunne selv høre, hvor spagt det lød, men hun ville ikke spekulere mere over det – hvad kunne man i det hele taget forvente af en, der aldrig havde skænket en sådan situation en chance? Aldrig havde spurgt sig selv, hvilke ord hun ville bruge, når kæresten en dag trak en pistol, skubbede hende ned foran sig og tog sigte mod hendes ansigt?
Hun blundede et øjeblik ved alle de tanker, der i samme øjeblik for igennem hendes hoved, og begyndte at spekulere på, hvor han havde fået hele den sindssyge idé fra, med at hun havde haft en affære med en anden. Netop som hun sad med hovedet på skrå og så eftertænksom og blank ud på én gang, vendte hun atter opmærksomheden mod virkeligheden for at finde ud af, at han betragtede hende på samme måde, som hun betragtede ham – lyttende udadtil, men helt og aldeles væk i sine egne tanker indvendigt.
»Lad være,« hylede hun, i samme øjeblik som hun igen kom til at fokusere på pistolen, der hele tiden syntes at komme en smule tættere på. Og dog var han længere væk fra hende end nogensinde; de følte det begge, men ingen af dem skænkede det mere end den ene tanke. Deres hoveder var allerede fyldt op til deres bristepunkter.
Kunne han tilgive hende? Svaret sad godt gemt inde i ham selv, og han forsøgte desperat at få sig selv til at finde det frem. Hun prøvede at aflure det inden han selv gjorde, selvom hun udmærket vidste, at det i sidste ende hverken ville gøre fra eller til, om hun kendte det eller ej.
Han hævede pistolen en anelse, så den pegede i en ret linie mod hendes pande, idet han tog beslutningen om at dræbe hende ligesom hun havde dræbt den del af hans sjæl, som stadig var i stand til at elske; men hun tog ikke notits af det under sin konstante bønfaldelse om at lade hende være. Typisk hende, tænkte han, så selvcentreret en tankegang, at hun ikke længere var i stand til at analysere andet end sit eget sind.
Måtte hun rådne op i Helvede, og hellere før end senere.
»Beklager,« sagde han svagt, og hun blev i tvivl om, om det virkelig var en undskyldning, eller om han ganske enkelt havde mistet alt, hvad han havde tilovers for hende og rent faktisk ønskede hende død (det var såmænd en ærlig sag, hviskede en sindssyg tanke, der ubehøvlet fløj direkte ind i hovedet på hende for at få hende til at smile som en vanvittig af bare skræk, forbandet ærlig og forbandet forkert).
Svaret kom prompte. Hun nåede lige at se tåren trille ned over hans kind for så at blive overbevist om, at han havde genfundet sympatien for hende. Så lød der et brag; enormt, skærende og øresønderrivende, som forstummede hurtigere end det havde lydt; og hun faldt øjeblikkeligt med baghovedet ned i gulvet for at ligge tavs og ubevægelig som en kludedukke, ja, ikke bare ligge, men blive liggende.
Han kiggede uden at se, hørte uden at høre, følte uden at føle noget som helst – og så blev der stille.