Karen og Stormvild - ikke færdig! læs {{forumTopicSubject}}

den er overhovedet ikke færdig, men jeg skriver ne historie i skolen, og ville høre nogen mening.

Hej, jeg hedder Karen Andstrup, og nu vil i få en lille historie om mit liv.
Jeg var 13 år, og både min mor og far var døde, jeg boede hos min tante på en ranch, i Amerika,
Nogle ville måske sige det lyder kedeligt, men efter min mening, var det helt perfekt.
Hestene ude på foldene, løbende så hurtigt de kan, fuglene flyvende hen over hovedet på en,
Nej for mig, var det her ren og sker, et eventyr.
Jeg gik i skole på tildelykkens folkeskole, den var nu fin nok, men alligevel glædede jeg mig som et lille barn til at komme til ranchen. Min tante havde lovet mig, at på min 14 års fødselsdag, måtte jeg vælge en hest, som jeg selv skulle tilride, nemlig en western hest, jeg havde selvfølgelig været med til at tilride heste mange gange, men havde aldrig helt selv fået lov.
Til dagligt red jeg på 3 heste, en der hed Butterfly, en sort hingst, en der hed Sunday, en gul vallak, og en der hed Viola, den smukkeste hvide hoppe på hele ranchen. De var alle 3 westernheste, men Sunday, sprang jeg også på, han var en så sød og rar hest, Butterfly, var derimod, den vildeste, men han var nu også sød nok, der var 2 måneder til det var min fødselsdag, den 4. April, og nøj hvor jeg var glædede mig.
Min tante hed Holly, og hun elskede også heste, for hende var heste ligesom mennesker, folk taler jo forskellige sprog, og heste sproget, var et af dem, det sagde hun altid, heste mobber aldrig hinanden, de er flok dyr, og har brug for hinanden, heste har ikke forhold til hinanden, heste de er bare perfekte, det sagde min tante altid til mig, lige inden jeg skulle til at sove. Nogle gange ville jeg ønske min mor og far kunne se, hvor glad jeg var, selvom de ikke var her mere, hvor meget jeg var kommet videre, fordi for dem, ved jeg nemlig det betød en stor ting, de døde nemlig begge af kræft, og de sagde begge, ”uanset hvor meget du kommer til at savne os, skal du komme videre med dit liv, det hjælper ikke vi bliver hængene, kom videre, fordi du ved nemlig, at vi altid vil være der et helt specielt sted, og det er nemlig i dit hjerte, Karen, gud være med dig.”
Min fødselsdag nærmede sig, og jeg glædet mig til at se, hvilke heste jeg havde at vælge mellem, jeg stod nede i laden, og lege med halm, og Holly kom forbi og sagde ”hej karen, har du lyst til at hjælpe mig med at finde en hingst til viola?” ”skal hun ifoles?” ”ja, det har hun da skulle i lang tid.” ”ej hvor fedt, kan vi ikke beholde føllet” ”nej Karen, tror ikke, vi har nok heste hvis du også skal ha en til din fødselsdag.” ”ej kom nu, vi beholder aldrig føllene, og så begynder jeg lige at holde af dem. please, bare denne ene gang” ”hm? Det ser vi til den tid, men ind til videre, skal vi først ha fundet en hingst” ”okay!” ”nå, ville du med” ”hvorhen?” ”ud og finde den hingst selvfølgelig” ”Jeg er på vej..” vi skulle ud til en der hed bonde Per. Det kaldte man ham, fordi han havde været en bondedreng siden han åbnede sine øjne, bonde Per, havde mange fine heste, men jeg håbede på at fine noget helt specielt, noget som man virkelig ikke kunne modstå. Jeg kiggede rundt, og der stod han jo, er sort flot mustang hingst, 9år, flot bygning, flotte tænder, han var perfekt, men vent, han kostede 10.000 kr. det havde vi jo ikke råd til. Vores skulle jo være billig, hvad skulle jeg gøre, jeg vidste simpelthen at det her, ville være den perfekte hingst for Viola, hun fortjener virkelig det bedste, og ham her, han er sku det bedste, jeg VILLE ha ham, Holly og jeg tog hjem, og jeg spurgte Holly, ”så du den flotte sorte hingst?” ”ja, El Dicapro, ham så jeg, men han er ALT for dyr,” ”ja, jeg ved det, men jeg kunne virkelig føle et eller andet, han er virkelig hingsten for viola, kan vi ikke låne penge,?” ”Nej! Han er ALT for dyr, vi må finde en til højst 5000 kr., mere har vi ikke råd til, hvis forretningen her skal forsætte, og det skal den forhåbentligt..”
”jam..” ”nej blev der sagt!” hvorfor havde vi ikke penge, jeg vidste bare at det ville blive det sejeste føl nogensinde, så jeg besluttede mig for at stå fast, den hingst, skulle på Viola!
Jeg tog en tur på Viola, og vi red en lang tur, hen over bækken, ind i skoven, og ud på den store eng, jeg elskede den vej, da vi kom hjem, sadlede jeg Viola af, og hviskede hende i øret, jeg har fundet en hingst til dig, og jeg lover dig med HELE mit hjerte, at det bliver ham.
Jeg gik over til Holly og sagde ”hvis El Dicapro bedækker Viola, behøver jeg ikke en hest til min fødselsdag, hvis vi bare beholder føllet, så skal jeg nok passe det, og så vil jeg tilride det nå det bliver stort, ” ”Karen, stop nu, det hjælper ikke, så mange penge ved du godt jeg ikke har,” ”nej men det har jeg, da mor og far døde, arvede jeg 100.000 kr.” ”ja, men de penge skal du ikke bruge.” ”jeg bruger også kun 10.000. Holly, jeg VED han er den rigtige, og så får jeg en hest jeg kan ride resten af livet. Kom nu Holly, Please” ”jeg tænker lige over det!” ”okay, men lov mig, du tænker på min fremtid, tænk lige hvor glad jeg ville blive” ”Smut nu med dig.” siger Holly smilende.
Jeg løb så hurtigt jeg Kunne ned til Viola, og sagde til hende, stol trygt på mig, Jeg elsker dig,
Jeg lagde mig op på mit værelse, da det var begyndt at blive lidt små sent, jeg lagde mig derop. Og begyndte at lave lektier, da jeg havde sat der i ca. tre kvarter, begyndte mine øjne at blive søvnige, og jeg lagde mig i sengen, og tænkte på mit fremtidige føl.
Næste morgen hvor jeg sidder og kigger i heste blade, kommer Holly hen, ”okay! Men så har du også bare at elske føllet” ”Hvad! Må jeg, seriøst!” ”ja det må du, men du skal vide at vi ikke ved noget om hvordan føllet bliver,” ”det er lige meget, jeg ved det bliver helt og særdeles perfekt.” ”håb nu ikke for meget, for man ved aldrig om du bliver skuffet.” ”det følger med”
”Viola er heste gal fortiden, hvis vi kan få viola hen til El Dicapro så hurtigt som muligt, så kan hun hurtigt blive ifolet” ”det er i orden.!” ”jeg ringer til bonde per nu, og ser hvornår han har tid.” imens Holly Ringede skyndte jeg mig endnu engang hen til Viola, for at fortælle hende den gode nyhed, at jeg havde fundet hingsten, og vi havde råd til ham, jeg var bare så glad, det kunne slet ikke beskrives med ord, jeg ville få mit helt eget føl, og så efter El Dicapro, det var helt fantastisk, jeg ville lære føllet ALT når det blev stort. Dagene gik, og i dag var dagen, hvor vi skulle ud med Viola, men inden vi læssede hende, skulle jeg lige ha en sidste ridetur på hende, jeg red en tur over bækken, hen over markerne, og tilbage igen, jeg sadlede hende af, og jeg gjorde hende klar til at blive læsset, jeg glædede mig simpelthen, helt forfærdelig.
Nu skulle Viola læsses, så jeg trak hende ind i traileren, og skulle lige til at binde hende, men hvor hun stejler og styrter ud af traileren, jeg havde stadig fat i torvet og jeg bliver slæbet hen af grusvejen, jeg slipper torvet men Viola løber heldigvis bare ind i laden, jeg har skrabet min hage, og der er en kæmpe hudafskrabning på mit knæ, hvor det også bløder en del, jeg rejser mig op, og humper hen til Viola, som står og spiser halm, jeg tager fat i torvet igen, ager Viola på halsen, jeg begynder at gå hen mod traileren igen, men idet hun ser traileren, begynder hun at løbe den anden vej, og hun sparker derefter ud med bagbenene, men hun rammer mig heldigvis ikke i hovedet, men jeg falder, og begynder at få tåre i øjnene, kigger ned på hoften, hvor jeg kan se sådan en kæmpe hov mærke, jeg sidder der i nogle minutter og ømmer mig, men jeg beslutter, Viola SKAL bedækkes, om hun vil det eller ej. Jeg rejser mig op, og beder denne gang Holly om at tage fat i Viola og prøve at trække hende ind, Holly tager fat i Viola som endnu engang står og spiser halm over i laden, men Holly har en lille pisk i sin venstre hånd, og hun snoger torvet en gang rundt om mulen, får nu skal hun ikke ha lov at løbe af men nogle mere, hun begynder at trække hende derhenad, men Holly kan mærke Viola ikke vil, og hun gir hende et lille dask med pisken bagi.
Holly skal lige til at løbe sin vej, men Holly tager ordentlig rundt om pisken, og slår Viola, hårdt bagi denne gang, og det er hun ikke vandt til, så hun springer frem, og lander på Hollys fod, og Viola får endnu engang pisken bagi, jeg skynder mig hen til Holly og siger hun ikke på gøre hende mere, men Holly siger hun skal forstå det, hun har forstået det, siger jeg højt og tydeligt, imens jeg griber fat i torvet, roser Viola og ager hende på halsen, jeg begynder at trække hende sundt i cirkler, og klapper hende engang imellem, til sidste begynder jeg at trække hende imod traileren, og denne gang går det fint, hun går lige op i traileren, og vi lukker bagtil, og derefter lågen, nu er hun inde, vi hopper ind i bilen, og så kører vi, for nu skal vi også snart være der, vi køre en times tid, og endelig er vi der, jeg går ud til traileren, og går ind og binder Viola op, imens Holly åbner bag til, jeg bakker Viola ud, og går lidt rundt med hende imens Holly går ind og siger vi er der, Viola skal stå derovre nogle dage, så det er først i morgen hun skal bedækkes, bonde Per kommer ud, og kigger på Viola ”sikke en fin hoppe i har jer der, hende skal vi nok få et godt føl ud af det er jeg helt sikker på, og især hvis faren skal være El Dicapro” jeg går ind i stalden med Viola og stiller hende i en tom boks, imens Holly og Per, står og snakker lidt, jeg går hen og henter lidt byg ovre ved fodret.
Jeg går ud af stalden, og hen til Holly og Per, ”har du givet hende en skovl byg ” spørger Holly om, ”ja det har jeg” ”okay, lad os køre” vi satte os ind i bilen, og kørte hjemad.
Jeg lå oppe på mit værelse, og læste heste bøger, mens min Holly var nedenunder og lavede mad til os, jeg lå stadig i sengen, og var så utroligt spændt til føllet kom, ”der er mad” råber Holly, ”ja jeg kommer nu”