Har du læst "7.A"? Kig alligevel! {{forumTopicSubject}}

Jeg har fået til opgave at skrive et sidste kapitel til romanen "7.a". Håber i vil læse det, og skrive hvad I synes om det.
(Hvis der er - imellem nogle ord, er det fordi jeg har kopieret det fra Word, og der skal det se sådan ud, fordi der er orddeling d:)

<b>I vil nok ikke fatte særlig meget af det, hvis i ikke har læst romanen "7.a" før :p</b>

Kapitel 20
”… tage afsked med dig nu. De andre er vidst endelig faldet til ro. Jeg kan kun høre…” Mere nåede Beth ikke at skrive, før Finn lagde sin hånd blødt på hendes højre skulder. ”Hvad laver du?”, spurgte han en anelse misfornøjet, imens han skuede imod Beths skød, hvor den lille blå poesibog pludselig lå godt begravet i hendes hænder. Beth kiggede op på ham og sendte ham uvidende et par forskrækkede øjne. Hun havde ikke i sinde at fortælle om hendes hemmelige bog, i hvert fald ikke til Finn, men på den anden side havde hun det heller ikke godt med at lyve overfor ham. Hun trak vejret dybt ned i lungerne og sagde skarpt: ”Det rager ikke dig, Finn.” Hun vendte hovedet væk, tilpasset så hun kunne se Finns spejlbillede i vinduet, og håbede på at han ville lade det ligge, men tvært imod. Finn tog et fast greb om Beths skulder igen og ruskede let i hende. ”Beth,” hviskede han, ”hvad ved du om mysteriet? Jeg ved at du har noget med det at gøre.”
Beth fik det dårligt. Morgenmaden kom snigende nede fra maven og hovedet snurrede rundt som en rutchebane i højeste gear. Finn fik øjeblikkeligt en bekymret mine. Han kiggede tilbage på klassen, der alle sad med store øre og øjne, og fulgte med i deres ellers private samtale. Selv Gitte havde stoppet bilen og vendt snuden imod Finn. Han undrede sig over at Gitte var stoppet. Han undrede sig over Beths mærkelige opførsel. Han undrede sig i det hele taget over meget lige nu. ”Bussen er gået i stå,” kom Gitte ham i forkøbet og sank en klump, ”den vil simpelthen ikke starte.” Hun satte atter nøglen i bussen og drejede med et kraftigt ryk, men intet skete der.
Stilheden bredte sig i hele bussen. Lyden af vinden, der piskede imod ruderne og varslede storm, var det eneste der kunne høres. Mørket havde allerede så småt begyndt at lægge sig, selvom det kun var eftermiddag. Det hele føltes så uvirkeligt og surrealistisk for Finn, at han ikke kunne magte det mere. ”Nu fortæller I mig fandeme hvad det er der forgår,” råbte han højt. Hans øjne var rødglødende af vrede og angst. Anders rejste sig. Han gik med langsomme skridt hen imod Finn og Gitte, og stoppede brat op foran dem. Han ragede triumferende i sin lomme, men holdt stadig Finn og Gittes blikke fast til hans. Op af lommen tog han et stykke papir frem. Der var mærkeligt krøllet sammen. Anders foldede papiret ud så det raslede i hele bussen. Det løb Finn koldt ned af ryggen, da Anders begyndte at læse højt: ”Har I haft en dejlig hyttetur i mit hjem? Det håber jeg så sandelig, for det bliver det sidste I vil opleve. Og forresten… jeg håber ikke at I er vandskræk.”
Finn rev brevet ud af Anders’ hænder. ”Underskrevet af Max Savannah,” mumlede han, hvorefter han kiggede op på Anders og spurgte tøvende: ”Hvor har du fundet dette stykke papir?” Anders drejede halvfems grader og pegede direkte imod den savlende hund. ”Bob havde det hæftet fast i hans halsbånd. Jeg opdagede det først lige for lidt siden, men jeg tror at den gamle dame havde lagt det der, for at vi skulle læse det.” Han trak opgivende på skuldrende. Finn satte sig tung ned på sædet bag ham, tog hænderne op for hovedet og forsøgte at tænke klart, men forgæves.
De sad alle i en pinlig tavshed i nogle minutter. Alle holdt deres mund lukket, for ingen kunne finde på noget fornuftigt at sige i denne situation. Finn havde lagt sig på 2 af sæderne i bussen, og kiggede håbefuldt op på Gitte, der var ved at tilkalde Falck, men telefonen var der noget i vejen med, for den kunne ikke få forbindelse. De prøvede at ringe fra alle de medbragte mobiler, men uden held. Ikke engang én eneste virkede, hvilket undrede dem alle sammen frygteligt meget. Kunne det passe at der ikke var forbindelse herude? Nej, tænke Finn, for telefonen ringede jo i huset den nat, hvor Anders tog den.
Der var bælgmørkt udenfor. Bussen var også begyndt at blive kold, så de fleste havde fundet deres tøj frem, som de havde med hjemmefra, og pakkede sig selv godt ind i det, for at holde varmen. Stemningen var meget trykket og anspændt, og alle sad blot med deres egne tanker inde i hovedet. Ingen ville dele dem med andre end dem selv, selvom de alle tænkte det samme; hvad skulle de gøre nu?

Finn vågnede med et sæt, da han hørte nogle mærkværdige lyde udefra. Der lød mest af alt som et stort brusende hav, der hurtigt og ubarmhjertigt skyllede op på land, hvorefter det lige så stille trak sig tilbage igen. Som et rovdyr på jagt, der kun ventede på at byttet kom tæt nok på, så det kunne angribe. Finn sank en kæmpe klump ved tanken. Han kiggede sig omkring i bussen. Der var ikke meget lys, men nok til at kunne skitse børnene, som lå i små klumper på sæderne, helt sammenkrøllet og pakket ind i alverdens påklædning. På rækken bag ham sad Gitte, der åbenbart også var vågnet. ”Hørte du det også?” spurgte hun Finn. Han nikkede anerkendende til hende, imens hans lagde sig ned på sædet igen. Han tænkte på papiret, som Anders havde fundet i Bobs halsbånd. Hvad mente den såkaldte Max Savannah med brevet?
Lyden af havet blev højere og højere. Alle sammen var vågnet af støjen, og både Beth og Tineke beklagede sig over søsyge. Gitte satte sig over til dem. Hun kunne tydeligt se at de begge havde det utrolig skidt, og gav dem derfor en Panodil hver, men inderst inde tvivlede hun på at de kunne hjælpe.
Finn følte pludselig at gulvet begyndt at bevæge sig under ham, hvorefter han kiggede forvirret rundt i bussen, og så det hele svaje foran ham. Han måtte holde sig for munden, for ikke at brække sig. Aldrig havde han haft det så skidt før. Gitte kom løbende hen til ham, da han ikke kunne holde brækket tilbage, og brækkede sig ud over sædet foran ham. ”Er du okay, Finn?” spurgte hun med en bekymret klang i stemmen. Finn blev lettere irriteret over hendes spørgsmål og svarede ironisk: ”Nej, jeg troede bare Bob var sulten.” Han blev nød til at halvråbe for at overdøve havets brusende lyd, der nu var så højt og føltes så tæt på, at han nærmest kunne smage saltet.
Øjeblikkeligt holdt lyden af havet op, og der blev stille. Helt stille. Finn holdt vej-ret et øjeblik og kiggede rundt med røde øjne. Pludselig sprang alle ruderne og tonsvis af havvand sprøjtede ind igennem de sprængende vinduer. Børnenes skrig blev druknet af vandet, der hurtigt og kraftfuldt fossede ind i bussen. Finn brugte alt sin energi til at løbe over imod dem, men blev undervejs grebet af havet, der for længst var nået ham til hofterne. Vandet holdt fast i ham og forsøgte at trække ham med ned.
Finn var bange. Han var hjælpeløs. De var alle hjælpeløse overfor havets enorme kræfter. De kunne ikke gøre noget. Ingen kunne gøre noget.
Finn lagde ikke mærke til de andre mere. Han tænkte kun på at komme fri. Vandet blev ved med at sprøjte ind, og Finn blev fanget af strømmen. Han kunne ikke bunde mere, og hans kræfter var brugt op.
Han trak vejret ind og åndede ud igen, uvidende om at dette ville være hans sidste åndedræt.