Et godt grin? Læs denne histrie ! XD {{forumTopicSubject}}

Jeg skal afleve stil imorgen i Dansk. Det var et snegle billede (maleri) som man skulle fortælle et eventyr ud fra. læs historien hvis i har tid og lyst og få jer et godt grin eller bare en go historie ud af det XD haha den heder Skrallertsskovens museum:

Skolebussen var gammel, og sæderne var ikke i alt for god stand. Men det var bare en hverdags ting for Naja og hendes skolekammerater. Hele 7. årgang var på vej til et meget specielt og gammelt kunstmuseum. Det lå langt ude i de store skove, uden for storbyen hvor skolen lå. Klassen skulle besøge museet i sammenhæng med deres billedkunsttimer.
”Hør efter alle sammen!” Lød en hæs og høj stemme i den skrattende busmikrofon. Det var læren Mette der snakkede til klassen. ”Når vi ankommer til museet, lige om 10 minutter, skal i stille jer to og to foran indgangen. Så kan vi lige se om der mangler nogen!” Da klassen steg ud af bussen var der ingen der gjorde hvad Mette havde sagt, og løb bare hen til indgangen af museet i en kæmpe flok. Naja og hendes veninde, Marie, var de sidste til at gå ud af bussen. De gik to og to, som der var blevet sagt.
De gik mod indgangen. De kiggede op på det store skilt der hang ovenover indgangen til museet. ”Skrallertskovens museum”, stod der på skiltet, med store muggrønne bogstaver. Naja og Marie gik ind.
Hele klassen var samlet ved forgangen i museet. Læren stod og ventede på, at guiden kunne vise dem rundt. Naja og Marie sluttede sig hurtig til flokken. Forgangen var ikke stor der var en disk med en skrivemaskine, og der lå stakke af papir. Længere henne af forgangen, gik en gang til venstre, hvor man kunne se små malerier der hang på væggen.
”Nå, det ser ikke ud til at der kommer nogle. Lad os selv gå lidt ned ad gangen og se på malerierne”, sagde Mette og vinkede klassen med sig. Der kom ingen guid.
Bittesmå malerier var spredt ud over den lange og smalle gang. Man skulle helt tæt på for at se hvad de forstillede. Naja og Marie gik sammen og kiggede på små malerier. En fra klassen havde tilfældigvis en lineal med i lomme. Han tog den frem og målte et af de mindste malerier. ”10x10cm!” Råbte han, ud over klassen. Alle kiggede op, og gik hen for at se hvad det lille maleri forstillede. ”En hønsegård”, sagde en elev uimponeret. De gik alle videre ned ad gangen. Der var et hak i vægge og loft, og gangen blev større. Her var også større malerier, men stadig ikke særlig store. Alle fordelte sig rundt og kiggede, malerierne havde nemlig nogle glinsende, og farvestrålende farver.
Længere nede, hvor gangen lavede et skarpt hjørne, stod en høj smal mand. ”Hej!” Råbte Mette. Manden vendte sig langsomt om, og begyndte at gå mod klassen, mens han holdte sit hoved lidt på skrå. Da han kom hen til klassen, skulle han lige til at sige noget da Mette afbrød ham med: ”Er du den der skulle guide os rundt her?” ”Jaaa…!”, sagde han langsomt. ”Og i må være klassen der skal vises rundt! Jeg har ledt efter jer”. Hele klassen sendte blikke til hinanden. Han begyndte at gå ned ad gangen, hvor den lavede det skarpe hjørne. Mette kiggede nervøst bagud på klassen og fulgte efter ham. Klassen gik hastigt med.
”Som i nok har bemærket har vi sat vores malerier op efter størrelse. Alle vores malerier er malet af glemte kunstnere, som ikke kunne få deres malerier på andre kunstmuseer. Så kan de komme herhen. Men de vælger det altid som en sidste udvej…”, sagde han og gik hen mod et billede, i den tredje gangstørrelse. ”Dette billede”, begyndte han, ”er meget meget specielt! Det er malet af Van Gogh den tredje, hvis i kender ham?” Guiden snakkede videre om hvor besværligt, det var for Van Gogh den tredje, at få meningen frem i dette billede, som mest lignede en trist mand i en sø.
Naja kedede sig. Billedet var uinteressant. Hun kiggede ned mod den anden gangstørrelse ved hjørnet og så en snegle agtig skikkelse. Det gav et gisp i Naja da hun så den. ”Grøn, mørkegrøn og klam var det eneste der beskrev den”, tænkte Naja. Den krøb langsomt om hjørnet og forsvandt hurtigt igen nede ved anden gangstørrelse, som Naja ikke stod til at kunne se. Hun strakte hals, for at se om hun kunne få øje på den igen, men guiden viftede klassen videre til næste gang.
”Her står vi så i fjerde gangstørrelse. Det der er så specielt ved denne størrelse er, at alle disse kunstnere som har malet disse billeder, skar deres øre af og solgte dem til flere tusinde kroner. Efter de havde gjort det ville andre kunstmuseer ikke have deres kunst og malerier mere. Da de så fik deres kunst udstillet her på vores kunstmuseum, gik der røgter om at flere af dem blev skøre og resten døde af uforklarlige oversager. Dette sker med alle vores kunstnere”, sagde guiden. ”Nu kan i kigge rundt på billederne, og hvis i har spørgsmål kan i bare spørge mig”, sagde guiden og satte sig på en stol i et hjørne. Alle eleverne stod lidt tøvende, mens guiden bare sad og kiggede på. Langsomt spredte de sig ud i den store gang og kiggede på billederne. Det gav et sæt i dem alle og nogle blev lidt bange, da de så billederne. Naja var en af de sidste der gik ud til malerierne. Hun gik hen til et mellemstort maleri og så. Intet. Tomt. Kun få maling skaller sad tilbage på billedet. Det lignede at motivet på billedet var skrabet af. Alle så rundt på hinanden. ”Hvorfor er de tomme?” Spurgte Marie Naja. ”Jaa.. de er da fine”, sagde Mette lidt hæst. ”Jamen godt!” sagde guiden, ”lad os gå videre.”
Klassen var gået gennem snart ti gangstørrelser. Den sidste gangstørrelse var et kæmpe rum. Der var højt til loftet og kun et billede hang på enden af væggen. Et kæmpe billeder. Enormt. Et mørkt og grønligt billede. En mørk gyde. En gadelampe der hang men som ikke gav alt for meget lys. Overfor gyden, var der en smal vej og derefter flere huse. Man kunne skimte en lille snip af himlen som var lyseblå med grønne tunge skyer, næsten intet blåt. En grøn bil til venstre. Og en kæmpesnegl højre.
Klassen kom ind og så det kæmpe store billede. De gloede fra hver ende af billedet. ”Hvor er det enormt!” Sagde Emil fra klassen. ”Der er jo flere tons maling på det billede!” Sagde en anden. Naja lod blikket køre fra ende til ende og stoppede blikket ved sneglen. Hun kiggede i lang tid på den. ”Det var sneglen fra tredje gang!” Tænkte hun, mens hun gik helt tæt på billedet. ”Hov! Lille pige! Ikke røre!” Sagde guiden, mens han hurtigt tog Najas hånd væk, som hun næsten havde lagt på billedet af sneglen. Han sendte hende et blik, og så ydmygende på sneglen, mens han gik nejende tilbage, og væk fra billedet. ”Dette billeder mine børn! Er Skrallertsskovens museets grund til, at museet overhoved blev bygget! Det her billede er museets historie. Sæt jer ned på bænken foran jer”, sagde guiden og pegede kommanderende på bækken, som ingen havde lagt mærke til stod der. ”En gang for ca. 12 år siden var der en mand ved navn Michael Sowa, som havde bestemt sig at male et billede. Billedet skulle beskrive en drøm han havde haft. Billedet er malet efter hvordan han så det i drømmen. Han var fanget. Den eneste overlevende i byen, ja i hele verden, og med et vågnede han, og fik idéen, at han ville male drømmen. Fantastisk, ikke sandt?” Sagde guiden og smilede, mens han kiggede på billedet. Der var fuldstændig stilhed mellem eleverne. ”Nogle mente at han var skør. Senere hen døde han i en tidlig alder, lige efter at han havde malet maleriet, og fået der her på museet. Der var ingen kunstmuseer der ville have hans maleri. Ingen satte pris på det. Derfor bestemte han sig for at bygge et museum selv. Hvor alle glemte og uønskende kunstnere kunne få deres billeder udstillet. Kort efter at den første glemte og uønsket nye kunstner fik sit maleri udstillet sammen med Michaels maleri her, døde Michael. Ingen ved hvorfor. Sådan skete det med alle kunstnere der får deres maleri udstillet. De blev skøre. Og senere hen døde de alle sammen. Men det er nok bare rent tilfælde. Den sidste kunstner som fik sit maleri udstillet lever stadig i dag. Han sidder altid og fisker i en lille sø her uden for museet. Der er kun drager i søen og så er det svært at få bid!” Sagde guiden og pegede på et vindue. Eleverne gik hen til vinduet og kiggede ud. Langt henne i skoven sad en gamle kroget mand og fiskede. Man kunne se drage haler stikker op et par gange, ved søens overflade. Manden opdagede at han blev beskuet. Han vendte hovedet og alle gispede. Han havde røde øjne og en mørkegrøn og gammel hud. Mere kunne man ikke se.
”Nå”, sagde guiden, ”nu skal vi til den konkurrence, som jeg har arrangeret. Den der maler det flotteste maleri, på tid, for det udstillet i gang størrelse to, her på museet.” Alle vendte sig om, væk fra vinduet. De stod lige pludselig ikke længere i rummet med det kæmpe sneglebillede. Men i et andet rum, med stativer med blanke plader på. Der stod malerbøtter rundt omkring. ”Bare gå i gang med at male!” Sagde guiden, mens han satte sig på sammen stol, igen, som i rummet med sneglebilledet. Der bredte sig en klam fornemmelse rundt i rummet. Ingen ville have deres billede udstillet her, på Skrallertsskovens museum. Alle kunsterne var jo blevet skøre! Og derefter døde! Men alligevel begyndte eleverne at male. Naja og Marie stod ved siden af hinanden og malede. ”Så grimt som muligt”, hviskede Marie til Naja. Nogle andre elever hørte hvad Marie sagde og tog ordene til sig.
Efter en halv time rejste guiden sig op. ”Lad mig så se hvem der vinder!” Sagde han begejstret og gik rundt og kiggede på billederne. Naja nåede lige at lave en kæmpe mørkegrøn streg ned over hendes maleri inden han kom og kiggede på det. ”interessant. Meget specielt”, mumlede guiden. ”ja! Han vælger det ikke! Det er for grimt”, tænkte Naja, mens guiden vendte og drejede hoved, for at se hvad for en vinkel der så bedst ud. ”Ja! Jeg tror vi har en vinder!” Sagde guiden og tog Najas maleri op. Det gav et sæt i Naja da han sagde det. Hun bliver skør nu! Hun skal dø! Alle eleverne kunne tørre svedet at panden, for var det Naja ulykken havde ramt. ”Lad os hænge det op, kom Naja!” Sagde guiden, og tog maleriet og Naja i hånden mens han hastigt gik ned mod gang størrelse to. ”Farvel”, råbte han lystigt til klassen, som bare stod og kiggede. ”Jeg tager mig af Naja”, råbte han igen, og forsvandt ned ad gangstørrelse et.
Mette tog klassen med sig og de løb alle ud til bussen. Marie var den eneste som vendte sig tilbage for at se hvor Naja blev af. ”Ind med dig!” Sagde Mette hidsigt, ”Naja kommer senere”. Men Naja kom ikke og bussen kørte tilbage til skolen.
”Her skal det hænge. Helt perfekt!” Sagde guiden, og hang Najas maleri op. Det hang skråt. Guidens hænder skælvede. Han var blevet mere og mere nervøs. ”Jeg vil godt med klassen hjem nu”, sagde Naja nervøst. ”Klassen har glemt dig”, sagde en dyb stemme bag hende. Naja vendte sig om og kiggede lige ind i sneglens slimede små øjne. ”Iihh!” Hvinede Naja som var blevet noget så forskrækket over sneglen pludselige tilstedeværelse. ”Hop op på mit hus”, sagde sneglen uden en eneste bevægelse. Naja satte sig op på sneglen hus. Og den krøb med Naja på sit hus ud af museet.
”Jeg hader det museum!” Sagde sneglen surt. ”Alle tror at jeg kommer og tager de glemte kunstnere og dræber dem. Helt forkert”, sagde sneglen mens den besværligt krøb over en træstub. De kom forbi manden ved søen. ”Hej! Claus, vil du med nu?” Spurgte sneglen manden der sad ved søen. ”Tja hvorfor ikke? Jeg fanger aldrig den drage”, sagde manden og rejste sig op. Sneglen piftede og en kæmpe rød drage kom op af søen. Naja sad skræmt og ubevægelig mens hun så på dragen. Dragen tog en slurk af søvandet, og gik med. De kom til et hul. Først hoppede manden ned og derefter dragen, og til sidst sneglen. Det var som en rutsjbane. Naja vinede hele vejen ned. Hun var ikke bange mere. Sneglen ville ikke dræbe hende. En lysning kunne tydes ved enden af rutsjebanen. Og dejligt grøn græs kom til syne. Et skønt land. En lille by. Åbne skove. Og brustenveje rundt i hele landet. Små sandstiger gik ind i skoven. ”Så er vi her”, sagde sneglen. ”Det her er landet, hvor alle Skrallertskovens kunstnere kommer hen. Michael Sowas drøm endte nemlig ikke med at han vågnede efter han havde set mig i drømmen, jeg viste ham vejen til dette sted! Også vågnede han. Da Michael malede maleriet som skulle beskrive hans drøm, manglede han jo dette dejlige sted. Det fik han frem ved at bede mig tage alle kunstnere herned!” Sagde sneglen. Sneglen gik af sted af sandstigen og ind i skoven. Naja så sig omkring. Her var rart. Hun kiggede bag sig og hulet var væk. Sneglen kom ud fra skoven igen. En pige sad på huset af sneglen. Det var Marie! Naja løb hen til sneglen og Marie.
”Er i sikre på at i vil bliver her?” Spurgte sneglen pigerne. ”Måske”, begyndte Marie, ”Vi skal i hvert fald hævne os på den kujonklasse!” Sagde Naja surt. ”Okay”, sagde sneglen, ”Men når skal tilbage her igen, så køb lige mel og smør med til mig. Jeg skal nemlig bage muffins til dragen, ellers kan den ikke sove. Vil i det?” Spurgte sneglen pigerne. ”Selvfølgelig”, sagde pigerne i kor, og løb. Og de levede lykkeligt i det daglige land. (Marie og Naja fik hævnet sig over klassen, og sneglen fik bagt muffins til dragen. Problemet var bare at sneglen havde bagt med chokolade hvilket dragen er allergisk over for, så der blev nys og fnys den nat.)