jeres ærglige mening!min nye gyserstil {{forumTopicSubject}}

her er min stil jeg lige har skrevet færdig..gider i lige give jres ærlige me



Torden og bragende hove.



1. kapitel av for søren da!

HJÆLP! skreg Anna, da hun fløj direkte ned at trampolinen og på hoved ned i græsset.
hun fik sig hevet op, men det dunkede i hovedet og hun fik nok også en bule i hovedet.
hun var faldet ned at trampolinen da hendes lille søster Pia, kom springende ind i hende. det gjorde ondt, men Anna fik vaklet sin ømme krop op på trampolinen og så hoppede hun glad rundt igen, indtil der blev kaldt ind til aftensmad.
mmm..det var kyllinge filet og pommefritter, det var noget af det bedste Anna vidst, mens Pia stadig var lidt mistænksom over at det sikkert var dårligt og fyldt med gift, men Anna vidste hvad der kunne få hende til bare at smage. ”hey, Pia, det der er ikke giftig mad, nej for det er nemlig..øhh! hun stoppede i et split sekund, men sagde så ”prinsesse mad, ja nemlig, prinsesse mad!” og så begyndte Pia at skovle ind som bare pokker! ”det smager helt vildt godt!” og så blev Anna glad, hendes forældre smilede også sagligt.
da de var færdige med at spise, satte Anna af bordet og far kaldte ”gå ikke op på værelserne nu! Vi skal lige fortælle jer noget!” og så blev det jo lidt interessant.
far begyndt ” ja, i har så snart sommerferie, og så hørte jeg om min onkel Huberts sommerhus, og det fik jeg lov at låne i en uge, så vi skal på ferie på Bornholm!” og så sank Anna sammen, mens hun tænkte ” være væk på en dum ø, hvor de snakker mærkeligt, uden venner i en hel uge!”.



2. kapitel vi snakker Bornholmsk!
da Anna og hendes familie endelig efter en lang sejltur kom til Bornholm, var der faktisk ret hyggeligt, med de små huse og den store strand, Anna kunne jo æde is dagen lang!
rent faktisk vente hun sig til det lille gule hus, de skulle bo i.
en aften skulle de gå Sankt hans, på Hammershus, da det var Sankt hans aften, Anna gik med en fakkel og lyste lidt rundt, mens hun holdte sin mor i hånden.
Anna spurgte om hun måtte gå hen og købe en is og hendes mor gav hende 20 kr.
Anna styrtede hen til is boden, men den var lukket, lige pludselig hørte hun noget i det fjerne, hun kaldte på sin mor, men ingen kunne høre, lyden kom nærmere og nærmere, det lød som en vild hest! Gada-gung..gada-gung.. Anna kunne høre det var en stærk og kraftfuld galop der kom fra den vilde hest der kom mod hende! hun tabte faklen og kiggede ud i luften og så det rasende væsen med de store røde øjne.
hun kiggede den kun i øjnene, mens hun bakkede ligeså langsomt den var hæslig, og den lugtede grimt af råddent kød, hun kunne se kød trævlerne der han fra ben, bug og ryg, det var noget at det mest ulækre hun nogen sinde havde set! den spring frem mod hende med et kæmpe spring, hun hoppede til bage men faldt til jorden med et bump.
hjælp, hun var fanget! mellem træer hvor ingen kunne se hende og med den rasende hingst, der fægtede med forbenene ud over hende. Hun skreg! hun skreg bare, ikke noget ord, men bare et skingert skrig! hingsten sprang ned og lyttede efter noget der raslede mod Anna og hesten, og så drejede den om og forsvandt, uden en lyd. Annas mor kom løbende med en fakkel, hun hoppede ned til Anna, men hun for forvirret omkring, Annas mor fik fremstammet ” jamen kæreste dog! Hvad er der sket? du jo våd af sved og du er helt bleg, som om du har set et spøgelse!” Anna sagde ”det er ikke noget, men jeg vil bare gerne hjem til hytten og få rent tøj på..”

3. kapitel ud i natten.

Anna sov dårligt den nat efter hun havde set hingsten. Den forfulgte hende i hendes drømme, og denne gang fik den hende! hun vågnede med et sæt, ved lyden af en rasende vrinsken. hun gik hen til vinduet for at få luft ind, på sin sved våde krop.
Hun kiggede ud over havet. det var smukt, med hvordan det bølgede og brusede i måne skinnet. Anna mærkede en sitren i sin krop. Hun måtte finde hingsten! Hun måtte finde ud af hva der var galt med den!
da Anna endelig fik pakket lidt mad og tøj i en taske, med en at sove pose og lygte,
hoppede hun ud af vinduet, det gav et lille klonk og Anna fik lidt ondt bag i, da hun lande på numsen. Hendes lille søster rømmede sig lidt og Anna troede hun vågnede.
Anna løb med sine hjemmefutter. Hun løb ud mod skovbrynet hvor hun først havde set det rådne uhyre. Hendes hjerte hamrede, ”hva havde hun egentlig gang i? Prøve at finde det bæst der nær havde taget hendes liv?” Det fløj gennem hovedet på hende.
da hun nåede skovbrynet, så hun sig om i mørket, kun oplyst af hendes lommelygte.
hun satte sig i sin sovepose, og lagde æblerne hun havde pakket ud.
hun vågnede ved at høre nogle lyde, det var et lille legesygt egern, der vist ikke gad at gøre ligesom dens mor sagde og blive i sengen. lige pludselig begyndte hendes hjerte at hamre, gallopen! Hingsten var på vej! hun lagde sig så fladt hun kunne og dækkede sig over med det militær net der havde ligget i skuret, hjemme ved hytten.
Hingsten stoppede kun få meter fra hende, dens øjne var fulde af sorg. Hvad var der med denne sære hest? lige pludselig gav den sig til at spise de friske, grønne æbler hun havde lagt ud. hun kunne mærke dens hov, lige ved sit ansigt, og høre den gumle og gnaske, på de saftige æbler. så sprang hun, med alle kræfter, op på dyret, med et reb hun havde kastet, om halsen og mulen, hesten for rundt, og kastede sig frem og tilbage, med vilde buk og farlige stejl! Anna kun næsten ikke holde sig fast på den fyrige og rasende vilde hingst der bare satte i fuld galop ind i skoven.
Endelig stoppede den. Den stod og så udover landet og ned i skrænten, Anna steg af, og hingsten stejlede, den var anderledes en da hun så den første gang, trævlerne var væk og den hæslige lugt. Hun rørte hesten igen og den sprang til side. Trævlerne kom ud igen og lugten tilbage. den blev mere og mere rasende, den kastede sig frem mod hende og hun slap grebet i rebet, og hesten rasede væk i en fart.
Anna faldt til jorden, og det regnede, det hele blev sort og alt lys gik ud, det sidste hun huskede var en dames venlige stemme ”hvor bor du? hallo! Kom alle sammen jeg har fundet en pige!” og stemmen gled ud…


4.kapitel historien om Ryan makien.

Anna vågnede op på et meget fint værelse i den blødeste seng hun nogen sinde kunne drømme om. der kom ung dame op til hende, og spurgte om hun havde sovet godt?
det havde Anna, hun nikkede høfligt til pigen. ” hvad lavede du ude i skoven på den tid og i det vejr?” spurgte pigen, ”jeg jeg, ville fange den vilde hest ude i skoven, den der sorte hest, der lugter af død” pigen gispede, og sagde ” Ryan makiens vilde hingst! vil du høre historien om den hest, jeg hørte den da jeg var på din alder?”
Anna nikkede igen og fik så en kanelsnegl at gumle på, ”det skete i 1789, en ung mand, ved navn Ryan Makien, ejede nok en af Danmarks bedste springheste på det tidspunkt, og vædede med sine venner at den sagtens kunne hoppe over slugten. Men desværre faldt både unge hr. Makien ned da hesten nægtede at springe, og der efter, har hesten bare løbet rundt i skoven indtil den døde, og det siges at den stadig løber rundt og leder efter sin afdøde ejer, Ryan Makien”.

senere på dagen fulgte en anden pige Anna hjem til hytten og fortalte at de havde fundet hende ude i skoven og selvfølgelig løb Annas forældre hen og omfagnde hende, og spurgte om hun var okay og at de havde været så bekymrede.


5.kapitel hestens forbandelse.

Anna slap med en mild forkølelse, men hun måtte fange hesten, så den kunne få fred.
Om aftenen kom hende forældre med en skål suppe og gik ud i stuen igen for at hun kunne få lov at sove. Anna hældte suppen ned i en varme dunk, hun havde gemt under dynen. nu måtte hun ud og få fat på hesten og føre den ned i slugten, via cykelstien.
Anna fandt et reb i skuret og så løb hun igen, ned mod skoven for at finde hesten.
da hun kom ud til skrænten, kaldte hun ”kom så hypper! Se om du kan fange mig!” og med det kom den stærke galop, direkte mod hende, og da hun hørte det styrtede hun ned af cykelstien og ned i slugten hvor hun stoppede ved den store sten hvor der stod:
RYAN BOB MAKIEN
født. d. 7.juli 1769
død d.7. juli 1789
denne sten er rejst
til minde om Ryan makien,
der troede han kunne springe på
sin hest, first jumper overslugten.
under denne ene sten hviler ingen
trætte ben, altid vandre hesten omkring,
i det store ingenting.


hesten kom dundrende, vild af raseri og fyldt med vrede!
dens blod røde øjne borede sig ind i Annas øjne.
Anna lokkede den til at springe mod sig og hingsten sprang af alle kræfter hen mod Anna, men stoppede tøvende da den så indskriften i stenen, den buggede sammen og forsvandt i et lys glimt, og alt blev lyst.
Anna læste stenen igen




RYAN BOB MAKIEN
født. d. 7.juli 1769
død d.7. juli 1789
denne sten er rejst
til minde om Ryan makien,
der troede han kunne springe på
sin hest, first jumper overslugten.
begge har fået hvile i denne slugt.



Anna styrtede hjem, for at hendes forældre ikke skulle opdage noget…
ning?