to af et stykke {{forumTopicSubject}}

To af et stykke

`Der lå de så, de to små. To drenge der lignede hinanden på en prik, som to af et stykke. De var vel nok omkring 5 måneder gamle og ikke noget usædvanligt syn´ tænkte hun, da hun gik ind med de to drenge på armen. Der var ofte unge mødre, der ikke kunne klare at passe deres børn. Derfor kom de til børnehjemmet med dem. Eftersom de blev fundet i februar måned, skulle de hedde noget med F, og Frederik og Frode blev det så til. Det var nemmere at holde styr på børnene, når de var navngivet på denne måde.
Frederik og Frode havde nu boet på børnehjemmet i snart 6 år. De lignede stadigvæk hinanden på en prik, lige høje, begge kort lyst hår og begge to brune øjne. Dog var de slet ikke ens. Frederik var en flittig dreng. Han arbejdede godt nede i værkstedet, som alle drengene skulle, fra de fyldte 5 år. Han stod pænt i køen, han var heller aldrig indblandet i slagsmål. Frederik var en meget stille lille dreng, som ingen egentlig lagde mærke til. Han gjorde bare altid, som der blev sagt.
Frode derimod var én, man ikke kunne undgå at få øje på i landskabet. Det var som regel ham, der fik skældud, når han igen var kommet et kvarter for sent ned i værkstedet, eller bare stod og gloede ud i luften, mens han sludrede med de andre drenge. Det var også altid ham, der skulle mase i køen, skubbe og slå, hvis han ikke kunne komme foran. Der var dog ingen der turde modsige Frode, da han altid havde sin bande hos sig som en beskyttende flok, hvis der nu skulle være optakt til ballade fra nogle af de andre drenge.
Som årene gik, blev forskellen mere og mere markant, og til sidst kunne man ikke regne ud, at de to drenge var tvillinger, hvis det dog ikke lige var fordi, de stadig lignede hinanden på en prik.
På deres 16 års fødselsdag skulle deres veje dog skilles. De kunne ikke længere bo på børnehjemmet, som ellers med sine små senge og dets daglige suppe, havde været deres hjem igennem 14 år og 6 måneder. Frode havde allerede søgt job, og havde fået en stilling hos den lokale købmand, hvor han skulle slæbe sække og kasser på plads. Han havde også fundet en lille bolig, ganske vist var det kun et lille rum på et par kvadratmeter inde bagerst i købmandens hus, men han havde da tag over hovedet.
Frode var derimod helt blank, da han stod på fortovet. Det fortov, som de dengang for længe siden var blevet efterladt på.
Men hvor skulle han gå hen? Hvad skulle han leve af? Det tænkte han ved sig selv og trak på skulderne… det måtte tiden jo vise. Han gik for første gang i sit liv ned på havnen, satte sig og så ud over det mægtige blå.
Dér slog idéen ham: Sejle, han ville sejle, ud over det store blå, opleve verden og se hvordan andre mennesker lever. Han havde hørt, at de havde fundet mennesker, der var helt sorte i huden. Dem ville han se. Hele drømmen om det fremmede fascinerede, men også tanken om rejsen derover tilsmilede han. Sejle over det uendelige hav, bare sidde på dækket sammen med de andre sømænd.
Frode fik hyre på skibet Matelin som skulle sejle til Amerika.
Endelig kunne han komme ud på sin lange rejse over det store hav, ud i en verden af oplevelser og eventyr.
Frederik arbejde hårdt hos den lille købmand. Han var af den sparsommelige type, som gemte hver en øre han tjente i et lille skrin under sin seng. Pengene skulle gemmes til bedre, for hvad nu, hvis han pludselig blev fyret eller på en eller måde blev uarbejdsdygtig? Han ville i hvert tilfælde ikke leve som sin bror, uden en mønt på lommen. ”At Frode ikke bare kunne tage sig sammen” tænkte han, ”og få sig et ordentligt job, for den der sørejse kan da ikke betegnes som et rigtigt job? Og det var også alt for farligt, hvad nu hvis skibet sank, eller blev kapret af pirater? Nej, han ville hellere blive her på den sikre landjord” Frederik talte ikke med mange andre end købmanden, og de få konversationer de havde, drejede sig i bund og grund altid om det samme, nemlig hvad han skulle lave den pågældende dag. Aftnerne tilbragte Frederik hjemme i sit lille rum for sig selv, for som Frederik altid havde sagt: ,,Hvis man ikke binder sig, så bliver man heller aldrig skuffet”.
Årene gik, og Frederik havde ikke set noget til Frode siden deres 16 års fødselsdag, hvor han var draget til søs med Matelin. Han havde egentlig ikke skænket ham en tanke siden. Frederik fik dog ikke mange sekunder til at tænke denne tanke til ende, da der nu kom en kunde. Frederik kendte hende kun alt for godt. Hun hed Lisanne og var en af de faste kunder. Dog ikke en af de kunder, som Frederik brød sig om. Lisanne var, hvad man godt kan kalde mildest talt forelsket i Frederik, og hun lagde ikke skjul på det. Dog havde Frederik altid afvist hende blankt, ligeså koldt som han havde afvist alle andre. ,,Det er bedst at give dem klar besked fra starten” tænkte han inden i sig selv, da hun gik ud af døren med det sædvanlige skuffede blik.
Orange, blå, grøn og gul fløj forbi, hurtigere, hurtigere indtil det hele stoppede. Der var et ansigt, eller var det nu det? Gul, grøn og Orange alt fløj nu den anden vej. Stop. Opløsning. Forfra, totalt kaos. Nu var ansigtet tilbage, denne gang var Frederik helt sikker, det var et ansigt dér i den blå farve, det blev tydeligere og tydeligere, mens det nærmede sig ham. Få meter fra ham tog hele figuren form, skikkelsen af et menneske. Pludselig genkendte Frederik formen, det var hans bror, Frode. Kuldegysningerne løb igennem kroppen på ham, mens han stod der, som navlet til den orange farve, som udgjorde jorden.
,,Frederik?” lød det fra skikkelsen, der forestillede hans bror. Frederik tøvede et øjeblik, inden han med en stemme, der dirrede af angst over dette fænomen, svarede. ,,Ja? Hvad vil du mig? Og hvorfor han du antaget skikkelse af min bror? Skikkelsen så på ham og svarede. ,, Hvad jeg vil dig? Det er dig, der han tilkaldt mig. I din underbevidsthed har du sendt bud efter mig. Men jeg er glad for, at du i det mindste genkender din egen bror. Du har ellers ikke skænket mig mange tanker siden vi skiltes.” Frederik følte et jag af skyldfølelse gå igennem ham over, at han ikke havde været mere bekymret for sin bror. Frederik var i det hele taget ved at komme over det værste af sin angst og spurgte om noget, som havde ligget ham på sinde de sidste par minutter: ,,Hør bror, hvor er vi egentlig? Det her er i hvert fald ikke mit rum hos købmanden.” Frode lo et øjeblik, inden han svarede. ,,Det her…” sagde han, imens han pegede rundt om sig med hånden ,, Det her, det er lige hvor du vil have det, det er alt, og intet. Det kan fx være ved søen?” Frederik kiggede undrende på sin bror. Det var ikke lige det svar, han havde forventet, men han svarede alligevel ,,Ved søen? Hvordan kommer vi hen til søen?” Frederik huskede godt stedet, som de kaldte søen. Det var et hyggeligt lille sted, der lå bag børnehjemmet. Frode svarede smilende til sin bror ,,Brug din fantasi Frederik, den er der inde et sted, selv om du nu har prøvet at fortrænge den i så mange år. Du skal bare forestille dig den.” Denne oplysning lød i Frederiks øre som det rene vanvid, men han prøvede alligevel. Hvordan var det nu, at den så ud? Stor og rund, med en skrænt, og midt i søen lå der en lille samling klipper. Farverne kørte igen, rundt og rundt, indtil søen havde taget form ud fra dens farver. På den lille skrænt sad Frederik sammen med sin bror. ,,Se det var ikke så svært, vel bror?” Frederik var forbløffet over dette mirakel, der lige var sket for øjnene af ham. ,,Jeg vidste det” sagde Frode. ,, Vidste hvad?” spurgte Frederik undrende. ,, At du ikke har glemt mig, at du ikke har glemt al vores tid sammen, hvordan vi på vinterdage fik forårsfuglene til at kvidre lystigt og hvordan, vi fik isen på søen til at smelte, så vi kunne bade og hvordan, vi legede piratere ude på øen” sagde Frode på sin glade og livlige måde. Pludselig udbrød Frederik efter nogle minutters tavshed ,,Det her er min fantasi er det ikke? Det er inde i mit hoved. Ligesom da jeg forestillede mig at fuglene sang, og så kunne jeg høre deres viser, selv om sneen lå metertyk? Og når jeg bildte mig selv ind, at vandet var varmt, selv om det var isnende koldt? Og hvordan vi to legede pirater, og vi kunne fantasere, så den gamle træstamme var et skib?” Frode svarede ham ,, Jo, men hvad er der blevet af den? Har du helt glemt alt det muntre i dit liv? Du arbejder jo bare, hvad er der blevet af alt det sjov vi havde, af bare at nyde friheden? Hvad har du af værdi i dit liv ud over penge? Intet… du har intet. Luk dine øjne, og se indad, se dybt ind i dig selv. Åben så dine øjne og se, se hvad du har i dit liv” Frederik adlød sin bror og lukkede øjnene. Da han åbnede dem igen, var alt sort som den mørkeste nat. Dog hørtes Frodes stemme klart og gennemtrængende ,,Ser du bror, du har mistet mig, den del af dig, der var friheden, den frie barnlige fantasi. Du ved jo ligeså godt som jeg, hvad der skete, den gang da vi var 4 år. Jeg ér jo ikke mere, du har fortrængt mig, glemt mig og udstødt mig. Husk hvem jeg er, jeg er dine drømme!”
Frederik vågnede med et skrig, et skrig der skar sig igennem den stille nat, lige så klart som Frodes ord. Nu huskede han, hvad der var sket den decembernat, den nat Frode døde. De var kun 4 år gamle og sov i samme soverum, dog havde Frode hostet meget det sidste stykke tid og havde også fået feber. Da Frederik vågnede op den morgen, var Frode helt stiv og kold. Frederik prøvede forgæves at vække sin bror, men uden held. Frode var død. Frode var dog kun fysisk død, psykisk levede han videre i Frederik. Hver gang Frederik dagdrømte sig væk til fjerne steder og bedre tider, var det sammen med Frode, og hver gang Frederik så sit snit til at snyde sig foran i køen, var det Frode der sagde det til ham, som en viskende stemme i hans øre. Da Frederik stod og skulle vælge job, var det også Frode der valgte at tage over havet. Dog kunne Frederik ikke tage med, da Frederiks egen fornufts stemme havde overtaget en vigtig styreposition inden i ham, så til sidst måtte Frode rejse uden sin kære bror. Frederik havde også ofte hørt bestyrerinden bruge ordet ”skizofren”, når hun talte om ham, dog havde han ikke tænkt yderligere over dette ord før nu. Frederik indså pludselig hvilket liv han havde levet, stik imod sine drømme, sine mål og sine inderste længsler.
<b> Der skal kun mad og vand til at holde kroppen levende, men at holde en sjæl levende er dog langt mere kompliceret, og dog så enkelt. <b>