Hvad syntes du om min stil? {{forumTopicSubject}}

Fik til opgave i dansk om at skrive en novelle så det endte med dette

Kom gerne med konstruktiv kritik og en "gætte karakter" ?



To mennesker,

- men kun ét liv!


<i>Crash! Ruden knuses, bilen kastes hårdt til den ene side, han kigger på hende. Hun har et forfærdeligt opgivende blik øjnene. Følelsen af at hun godt selv ved det er slut, hun orker ikke at kæmpe og vil bare væk!</i>


Det var en søndag formiddag i december. Hele hans familie var hjemme i deres nye lejlighed, for at fejre deres forlovelse. De to forelskede kiggede på hinanden med et fantastisk smukt blik. Hendes mor kiggede på dem, og hun kunne næsten ikke holde hendes tårer inde. De mødte hinanden for et par uden siden. På deres studie kom de i samme klasse. Hun var pligtopfyldende, og ”den søde pige”, som alle kendte hende. Selv i folkeskolen, når der var projektuge, og det blev tid til at vælge grupper, ville alle gerne være sammen med hende. Ikke bare fordi hun var dygtig, og arbejdede med sit projekt, til hun syntes det var uvurderligt. Men fordi hun ikke gik, og pralede med at der kun stod rene 10- og 12-taller i hendes kareter bog, som så mange andre. Hun havde et smukt ansigt med en blød hud, og hendes blonde bølgede hår dannede et flot ramme om hendes ansigt. Hun bar ofte kjoler, og tit med blomster, eller hjerter. Hun var så feminin, men andet ville ikke passe til hende som person.
Han var altid fuld af energi, fuld af spas og løjer. Nogen gange kunne det godt ligne, han troede han ejede hele verdenen, da han i folkeskolen kom 10 minutter for sent, men så bare gik ind, som det passede ham. Ofte havde han dårlig samvittighed over alle de lektier der aldrig blev lavet, og hvis de gjorde, blev de i hvert tilfælde afleveret en uge for sent. Han havde en følelse af at alle hans venner jo kun måtte se ”den seje side” af ham. Men hvorfor måtte han ikke vise den anden side af ham selv? Den der enlig gerne ville lave lektierne, og være sammen med pigerne i frikvarteret, i stedet for at være den der altid skulle prikke, og drille dem. Han vidste det bare ikke, men han turde heller ikke prøve, at være den type.

Nu var de begge blevet ældre, og var blevet andre personer. Hun havde lært at slå sig løs, virkelig at fyre den af til fester i byen, og vise en anden side af sig selv. Han havde lært hende en masse, om hvordan verdenen virkelig kunne være. Men det var hende, der fik ham til at ændre sig. Han lærte at slå sig løs, men på den totalt modsatte måde end hende. Han fik 10,2 som gennemsnit, da han fik sit eksamensbevis i studiet. Han var bare sikker på, at havde hun ikke været der for ham havde en sikkert sluttet med 00, igen! Hver eneste aften op til eksamen sad hun dér, tit til langt ud på natten, og gennemgik det med ham. Hun var næsten mere opsat på at det skulle lykkedes, end ham!
Og nu sad de der sammen. I deres egen lejlighed, til julefrokost der fejrede deres forlovelse. Hun sad med tvillinger i maven, og ham med hans eksamensbevis han stolt viste frem til deres nu fælles familie. De sad mere lykkelige, end noget par end kunne blive. Fremtiden var nu lagt for dem, og de havde selv planlagt hvordan de nu ville have deres liv. De var næsten ligesom som én sjæl, fordelt i to personer. De gjorde hinandens sætninger færdige, og ingen havde aldrig hørt dem skændes. Det var det man sagde, to mennesker – men kun ét fælles liv!


Klokken blev hurtig 21.00, og hendes mormor var tydeligt træt. Han så hende, og sagde så: ”Mormor altså, skal jeg ikke køre dig hjem? Kom, lad os komme af sted, inden du falder i søvn”. ”Nej nej, jeg har det fint” svarede hun, men han kendte hende for godt, og vidste det bare var noget hun sagde. ”Nej, det tager kun 5 minutter, og du er jo træt” sagde han så, og han ville ikke give op. ”Vent på mig, skat! Jeg kører med” sagde hun. Lidt efter sad de alle i bilen. Han kørte, hun sad ved siden af ham og kiggede kærligt på ham, og mormor sad på bagsædet. Det var koldt udenfor, der lå sne i vejkanten, og vejene var glatte. Der var en uhyggelig stilhed, og han tændte radioen. De spillede hans ynglings sang, Alex feat. Nik og Jay’s ”Hvad nu hvis”.
De nærmede sig et lyskryds, og der havde været grønt i lang tid, men alligevel tog han chancen, og forsatte over krydset i hurtig fart. Men det skulle han aldrig have gjort, for halvvejs over krydset, skete det..

<i>Crash! Ruden knuses, bilen kastes hårdt til den ene side, han kigger på hende. Hun har et forfærdeligt opgivende blik øjnene. Følelsen af at hun godt selv ved det er slut, hun orker ikke at kæmpe og vil bare væk!
Der er blod overalt, og døren er tydeligt bøjet ind imod hende, så hun er helt mast. Pludselig var musikken højere, end nogen sinde, og han hørte tydeligt en sætning: ”Jeg har brug for dig her!”. Han ser hende falde, og skriger i rædsel: ”NEEJ!!!! Hjælp os, en eller anden!!! Jeg elsker dig jo?”. Han når at sige det, og falder derefter til jorden. De er begge bevidstløse. Hun ligger ude på vejen, og han inde i bilen. Alle folk løber frem, og tilbage, skriger efter hjælp. Manden i den anden bil får mast sig ud, reddet af airbacken. Ingen ved hvad der sker, eller værre: hvad der vil ske!</i>

Et par dage efter er familien igen samlet. Men ikke hjemme i en varm stue som sidst. Nej, de står alle sammen på den sne belagte kirkegård. Præsten står i sin sorte kirtel, og læser forskellige sætninger op: ”Nogen gange sker der noget, man ikke vil have der skal ske. Men ingen kan styre skæbnens handlinger. Det må man forstå, selvom det altid vil være svært”, næsten alle står og græder, mere eller mindre, ”Michael og Astrid var nogle utrolig søde mennesker. De var nygifte, og havde snart lejlighed, og barn. Den perfekte fremtid var klar, til at de skulle gå den i møde. Men sådan skulle det desværre ikke gå…”. Det var ufatteligt smukt med alle blomsterne, og de søde julelys. På gravstenen stod der:

HVIL I FRED
Michael & Astrid Rasmussen

To mennesker, ét liv
To mennesker, én grav!