STIL! - ET BREV TIL EN VOKSEN! {{forumTopicSubject}}

jeg skal skrive stil til efter ferien, har valgt at skrive til/om hende der ejer stalden jeg står i. hvad sys i?

Kære Jane
Jeg har det en smule svært med at fortælle om mine følelser, men det ved du jo sikkert godt. Men nu prøver jeg alligevel. Jeg er virkelig glad for at jeg har mødt og lært dig af kende. Du fylder meget i min hverdag. Dengang jeg mødte dig på Juelsberg, fik jeg et virkelig dårligt indtryk af dig, jeg syntes rent faktisk at du var en sur kælling, som ville bestemme det hele. Senere fandt jeg ud af, at du var stresset og havde købt en gård, som du var i gang med, så du kunne få din hest hjem. Louise og jeg var frygtelig lede ved dig, og jeg fortryder det den dag i dag.
Sommeren 2006 fik jeg så Tex. Jeg var bange for ham. Jeg troede næsten, at han ville slå mig ihjel, eller noget i den stil. Jeg var på kanten af ikke at kunne have med heste afgøre mere. Jeg blev mast af Louises hest, skubbet af de andre, osv. Jeg var så bange, at jeg ikke engang kunne tage de andres heste ind. Så fik du nok. Du syntes det var synd for mig og ringede så en dag til mig, da jeg stod og striglede Tex. Du tilbød mig hjælp med Tex og du ville give mig undervisning på ham, så jeg kunne blive tryg ved ham. Jeg tog imod det og nogle dage efter red Louise og jeg op til dig. I starten var det svært, og jeg klamrede mig næsten til Tex, men efterhånden som tiden gik, fik jeg løsnet tøjlen og slappede mere og mere af. du lavede balance øvelser, volter, figurer og andre mærkelige ting, men det virkede.
December 2006, fik jeg så lov, af mine forældre til at flytte ned til dig med Tex. Det var vidunderligt. En splinter ny stald, med flotte bokse, sadelrum, ridehus og ridebane. Jeg havde aldrig set noget lignende, det var bare luksus. Efter at have undervist mig et stykke tid, præsenterede du mig for ’turridning’ det var en af mine store skrække, efter min ulykke på knurreborg rideskole, hvor de jo stak af med mig og løb ud foran en bil. Men du hjalp mig. Du støttede mig hele vejen igennem og tænk engang, jeg lærte at galopere i naturen.
Senere fik du mig overtalt til at ’jorde’. Min næststørste skræk. Du satte i gang på Viktor og jeg måtte bare følge med. Tex var langt bagud og kunne slet ikke følge med. Jeg sad bare på ryggen af ham og vidste ikke om jeg skulle lade mig falde, eller sidde med tårer i øjnene på ham. På halvvejen stoppede du og ventede på mig, du spurgte mig om vi skulle bytte hest og jeg gik med til det. Jeg satte Viktor i gang og så kom der ellers fart på, vinden susede om mine ører og jeg følte at jeg fløj. Længere nede bagved kæmpede du får at få Tex med, men det lykkedes. Da vi nåede enden af stien smilede jeg over hele hovedet. Det var noget af det vildeste jeg havde prøvet og jeg er glad for, at du sparkede mig i røven, så jeg fik den oplevelse.
I starten af 2007 begyndte jeg så at få undervisning af Susanne. Hun var hård og jeg var meget bange for hende. Du kom flere gange ind og så mig græde på hesten. Jeg fortalte dig om grunden og hendes metoder, som jeg aldeles ikke kunne lide. Hun slog Tex og ville have mig til at gøre det samme. Tex blev helt opkørt og var slet ikke til at arbejde med, plus at han blev bange for pisken. Du bad mig snakke med hende og at jeg ikke skulle finde mig i at hun behandlede min hest sådan, da det jo var mig der betalte for undervisningen. Gangen efter fik jeg så snakket med Susanne og hun havde stor forståelse. Hun kunne godt se at det var forkert og respekterede min mening og min ridemetode, hun har heller aldrig slået ham siden.
Spring, åh nej. Min største frygt. Min største svaghed. Men prøve skulle jeg jo. Du satte nogle spring op i ridehuset. Jeg var bange og havde faktisk ikke rigtig lyst, men du fik alligevel overtalt mig til at prøve lidt. Jeg red Tex hen imod springet og var nogenlunde klar, eller så klar som jeg nu kunne være, med rystende bobler i maven og vand i øjnene. Det var som om springet forsvandt for mine øjne, jeg kunne slet ikke se springet, det var væk. Jeg drejede Tex rundt og ville ikke prøve mere. Du forstod mig og sagde at jeg skulle kigge på væggen for enden af ridehuset og ikke på springet. Jeg red Tex hen igen og han sprang. Senere på året holdte i springaften i stalden, arrangeret af Maria og Ulrik. Jeg ville ikke være med, da jeg jo stadig var bange for at springe, men jeg kunne tro nej. Jeg blev overtalt og mødte op. Springene blev lavet så små som muligt, for min skyld. Jeg var den første der skulle springe og jeg var pisse nervøs. Jeg red hele runden og Tex stødte kun på én bom, som faldt ned. Jeg var stolt, og havde ikke fortrudt at jeg havde meldt mig til. Så kom præmieoverrækkelsen. Folk fik deres præmier, men jeg var ikke skuffet, for selvom Tex havde smidt en bom ned, var jeg tilfreds. Så kom du og Clauss ind. I var stolte af at jeg havde taget mod til mig og havde været med, så jeg fik en ærespræmie. Præmien blev hængt i Tex’s hovedtøj og jeg var rørt. Præmien hænger nu på mit værelse, over billedet som blev taget af os.
April 2007 skulle jeg konfirmeres. Jeg havde plaget mine forældre om at blive hentet i hestevogn, men de sagde at det var for sent at bestille. Jeg var skuffet. Da selve dagen kom, kom en glad, men lidt forvirret Maiken ud af kirken. Jeg hilste på familien, og pludselig så jeg en hestevogn. Jeg tænkte at sikke et heldigt asen, som skulle hentes i sådan en. Der gik et stykke tid før jeg opfattede det hele og jeg opdagede at det faktisk var Morten Birkely, min gamle ridelærer, som sad som kusk i vognen. Jeg blev så glad og jeg spurtede hen i hvid kjole og små stiletter, for at hilse på. Men da jeg kom derhen opdagede jeg, at de ikke var de eneste som var der. Bagved vognen var et langt optog af heste fra stalden. Du sad på Tex. Jeg kom op i vognen og vi kørte hele vejen hjem til mig, med et langt optog bag os. Og ih hvor blev vi kigget på. Det var nok den bedste dag i mit liv. Weekenden efter skulle jeg holde fest i Avnslev forsamlingshus. Jeg havde inviteret dig, og du kunne godt komme. Jeg havde placeret dig på en hel speciel plads, da jeg gerne ville have dig tæt på mig. Derfor blev du sat næsten overfor mig. Du lod til at hygge dig, har jeg ret? Du skålede, smilede og grinede og da vi nåede til dansen, dansede du med Clauss. Du sagde at i aldrig havde danset før. Det var så sødt.
Juni 2007 blev der trænet hårdt. Marias hest Molly var jo blevet flyttet til en rideskole i Millinge ved Faaborg og Maria havde tilfældigvis opdaget at der, et par weekender efter, skulle være stævne. Jeg havde aldrig redet stævne før, da konkurrence jo ikke lige var min bedste og stærkeste side. Men Maria fik mig overtalt og jeg tog med. Du støttede mig meget og lod mig lade Tex stå inde, så han ikke blev beskidt, når jeg nu havde brugt så lang tid på at gøre ham fin. Lørdag morgen tog vi af sted og jeg vendte en smule skuffet hjem med en sidsteplads pga. jeg ikke havde set hvornår startsignalet havde lydt. Du puffede til mig og sagde ”kom igen”. Selvom jeg ikke havde ret meget lyst til at tage af sted igen søndag morgen, gjorde jeg det alligevel. Denne gang var jeg opmærksom og vendte hjem med en 3. plads. Du var den første jeg viste min præmie til, og jeg følte en lille del inde i min mave, at du var lidt stolt.
Så blev det sommer. Vi nød vejret og varmen. Vi skulle flytte halm og det var hårdt. Vi svedte meget og det var ulækkert, så om aftenen red vi til stranden og badede med hestene. Det var en ting jeg blev helt vild med og vi gjorde det til en vane. Tex kom så langt ud, at han ikke kunne bunde, så han måtte svømme. Du grinede af os, og syntes at vi var sindssyge. Vi gjorde det til en konkurrence, hvem kan komme længst ud? Det gav Tex et nyt kælenavn. Badedyret.
Så kom tiden til Ørbækmarkedet. Du havde en bod derude og jeg havde lovet at kigge forbi. Vi kiggede heste sammen og jeg så den smukkeste frieserhest. Vi kiggede på den og du syntes at den så lidt mistænkt som ud. Tilfældigvis så du Avnslev dyrlæge Peder Pedersen og fik ham til at kigge på den. Han var alle tiders. Han fandt en masse fejl på den og jeg blev selvfølgelig en smule skuffet, det kunne du se og du viste mig en anden hest, som vi kunne kigge på. Den faldt jeg for. Desværre blev den solgt til en anden. Senere på ugen fandt jeg en anden hest og jeg spurgte om du ville med ud og kigge på den, da det er dig jeg har mest tiltro til. Den var super og jeg købte den for mine konfirmationspenge. Jeg var glad og du bakkede mig fuldt op, med at have to heste.
Jane? Du betyder noget helt særligt for mig og jeg er glad for at jeg har lært dig at kende. Du har ændret mit liv fuldstændig. Du har hjulpet mig så meget, jeg ved ikke hvordan jeg nogensinde ville kunne takke dig nok. Vi har oplevet så meget, jeg husker alt. For hver dag med dig er noget særligt. Du giver mig støtte og du er som en mor nr. 2 for mig. Det jeg ikke kan snakke om der hjemme, kan jeg snakke med dig om, og det er det der gør dig så utrolig fantastisk. Jeg håber vi kan have flere oplevelser sammen og altid at vi altid kan være venner. Kærlig hilsen Maiken.