novelle - er gået i stå - hjælp? xD {{forumTopicSubject}}

Egentlig ser jeg helt normal ud. Ja, jeg er faktisk ret køn. Og jeg ved det godt – det ligger i min underbevidsthed. Men alligevel, så tror jeg ikke rigtig på det. Jeg er tynd og normal af højde. Mit tøj er de rigtige mærker, og jeg har et kønt ansigt. Faktisk, så minder det mig kun om en lykkelig teenagepige, uden problemer, og det er nok kun mit lange sorte hår, og min meget sorte makeup, der får mig til at ligne en, med noget uhyggeligt at fortælle. Og så mine øjne. De har den vildeste lyseblå farve. Får mig til at mystisk ud. Måske lidt skummel også. Men det er også sådan det er. Det ved folk bare ikke. For indeni er jeg alt andet end køn. Indeni er jeg grim og ynkelig. Og absolut intet værd.
Alle mine oplevelser, ligger på min nethinde. Og så kan jeg nærmest hente dem frem, når jeg har brug for at genopleve det hele. Det, jeg oftest bringer frem, er min tur til USA. Dengang det hele var godt herhjemme. Det er faktisk ikke mere end halvandet år siden. Men alligevel, så føles det som en evighed siden. I USA fik jeg min bedste veninde. Jeg er heldigvis god til engelsk, så vi var sammen hele tiden, og kunne forstå hinanden fuldt ud. Hun bor derovre. Gid det var mig. Jeg ville gøre tæt på alt, for at flytte derover. Men det bliver nok ikke aktuelt. Tiden med hende, henter jeg frem gang på gang. Og jeg elsker det. Jeg elsker at genopleve det hele. De tre uger, var de mest perfekte, i hele mit liv. Bedre end da jeg var lille, og man var ligeglad med alt. Hvor man bare var sig selv, og ens forældre syntes man var dygtig, fordi man selv kunne finde ud af at tage sine gummistøvler på. Dengang. Jeg var faktisk lykkelig. Men det er længe siden. Så længe siden. Og det kommer aldrig til at ske igen. Aldrig.
Mit liv er lidt noget rod. Nogle dage er det godt, andre dage forfærdeligt. Og jeg indrømmer gerne, at jeg har overvejet at tage mit eget liv – men så egoistisk vil jeg ikke være. Det er bare en evig løsning, på et midlertidigt problem. Men måske er mit problem ikke bare midlertidigt. Måske er det evigt. For det er ikke mig, der styrer det, men mine forældre. De har gjort mit liv til et helvede, og jeg hader dem for det. Også selvom de inderst inde betyder meget for mig. Men jeg mærker ingen kærlighed, fra deres side. Heller ikke selvom jeg prøver at give dem lidt kærlighed. Prøver at gøre dem glade, eller bare sige noget pænt til dem. Men det nytter ikke. For nogle gange, går deres temperament amok. Som i fuldstændig amok. Og det går ud over mig. Min storebror har været igennem det, men da han begyndte at slå igen, holdte de op. For ja, jeg bliver slået. Hvis jeg gør noget dumt, slår de mig. Hvis jeg ikke kommer direkte hjem fra skole, eller hvis mit værelse roder lidt. Hvis de ikke kan lide det tøj jeg køber, eller det musik jeg hører. Og for hver fejl i mine lektier, for jeg et rap over fingrene. Det er et helvede at leve i. Og egentlig, så har jeg vel vænnet mig til det. Men det er stadig svært at leve med. Det kan man ikke rigtig. I hvert fald, er det ikke noget ordentligt liv, og jeg føler virkelig med alle dem, der bliver udsat for vold i hjemmet. For det er frygteligt. Og hver gang mine forældre nærmer sig mig, begynder mit hjerte at banke hurtigere, og man kan mærke hvordan pulsen stiger og ens øjne bliver større og fulde af rædsel. Og det undrer mig stadig, at man kan få sig selv til, at slå sit eget barn. Hver gang jeg har spurgt efter hvorfor de gør det, er jeg blevet stukket en lussing, i stedet for et svar.

læs hvis i gider - jeg er gået i stå.. idéer til hvordan jeg kan komme videre modtages megetmeget gerne! xD