skriv mening om mine stile:D. {{forumTopicSubject}}

Skriv jeres mening om míne stile her;Dkunne nelig godt tænke mig at høre hvad i mener om dem;)? men husk lige på at jeg kun går i 7:D. kalder den første her 1:

knuste hjerter:
Der var engang en smuk ung prinsesse, som man vil mene havde alt.
Men hun var underligt nok ikke selv enig, og det var hendes forældre da slet ikke. Kongen og Dronningen mente at man i hendes alder, burde have fundet en mand. Men hun havde ingen mand og dermed ingen at holde af. Det savnede hun meget, så derfor tog hun på tur rundt i landet.
Hvor hun kom, var der smukke, charmerende unge mænd, men enten var de gift og havde børn, eller også var der ét eller andet der manglede. Hun måtte derfor vende tomhændet hjem.
Hun lå i flere dage og tænkte over hvad hun så skulle gøre. Men hun kom aldrig videre. Kongen og dronningen havde flere gange tilbudt at hjælpe, ved at arrangere en komsammen med andre prinser fra andre lande. Men nej hun vil selv finde en mand. En dag tog hun i byen for at slippe lidt væk fra det hele derhjemme.
Mændene fra hæren var ude og øve optog til den festlige nat, der snart skulle holdes til ære for kongen og dronningen. De var meget bemærkelsesværdige som de der kom i deres flotte uniformer. Men lige præcis én faldt prinsessen for, en ung mand med nøddebrune øjne og hår. Hendes hjerte svulmede af glæde, men glæden blev hurtigt erstattet med sorg, da hendes far forbød hende nogen sinde at se den smukke soldat.
Rygterne gik. I byen vidste alle nu alt om prinsessens forelskelse, og da den smukke soldat hørte om det blev han forvirret. Han kunne ikke se, hvorfor prinsessen skulle kunne lide ham, en helt almindelig soldat.
Men det havde han tænkt sig at finde ud af. Han tog derfor op til slottet, men da kongen ikke ville lukke ham ind, sendte han en brevdue med et brev til prinsessen.
Prinsessen modtog brevet, og blev gladere end nogen sinde. Endelig kunne hun møde sin store kærlighed. De skulle mødes om aftenen ved den store byport. Da hun kom blev hun fyldt af sorg, han var ikke til at se nogen steder. Men snart efter kom han ridende på sin hvide hest. Han stoppede op og hev hende op på hesten, han mente ikke det var sikkert nok at blive der.
Han red hen til en stor sø, hvor næsten ingen kom. Der stoppede han hesten og svang sig ned på jorden. Da han var nede tog han prinsessen om livet og løftede hende ned.
Han forklarede hvorfor han havde sendt bud efter hende, og prinsessen stod der sønderknust.
Hende som havde troet at han også kunne lide hende.
Han ville vide hvorfor det lige præcis var ham hun kunne lide,
Men hun kunne ikke forklare det, sådan var det bare. De talte ikke mere sammen den aften, og soldaten fulgte prinsessen hjem. Kongen og Dronningen blev ved med at presse på den stakkels prinsesse, men hun vil jo kun have sin soldat.
Han havde siden mødet gået og tænkt på hende, var han mon ved at blive forelsket?
Prinsessen var og blev sønderknust, hun kunne ikke få det til at passe. Hvorfor følte han ikke noget for hende? I det samme blev der kastet et eller andet på hendes vindue.
Hun løb derhen og nedenfor stod den smukke soldat.
Han sagde, at han havde taget fejl og at han havde været så forelsket, at han ikke engang selv havde lagt mærke til det. prinsessen kunne ikke beskrive hvor glad hun var, og hun løb ud til soldaten.
Hun var så glad, ingen kunne sætte ord på hendes glæde, og sammen red de hen til søen, hvor de som sidst kunne være i fred.
Da hun kom hjem på slottet, gik hun direkte op til sin far. Hun ville have ham til, at forstå at man ikke kunne holde to der elskede hinanden adskilt. Men han ville ikke høre på hende, og hun løb ulykkelig op på sit værelse og smed sig på sengen. Hun skrev til soldaten,
at de nok blev nød til at se hinanden i smug, og det accepterede soldaten.
Men alligevel var prinsessen ikke glad. Hun ville have det fuldt ud og ikke bare sådan, at ingen vidste noget. Men hvis det var det der skulle til for, at de kunne være sammen, ville hun til hver en tid mene, at det var i orden. Men året gik og kongen og dronningen blev mere og mere opsat på, at hun skulle giftes inden for et år. Prinsessen var mere ulykkelig end nogensinde, for hun ville jo kun giftes med soldaten, men hendes far gad ikke at høre og inviterede flere forskellige prinser som han mente var passende. Men ingen kunne erstatte hendes soldat som for hende var mindst lige så meget prins, som de andre! De så stadig hinanden om aftenen, men hendes far forstod ikke, hvorfor hun hver aften skulle ud. Hun havde jo ingen at tage hen til. Derfor bad han en af hans tjenere om at følge efter.
Det hele skete som det plejede. Soldaten kom og hentede hende, men denne gang fulgte tjeneren efter og da prinsessen den aften kom hjem blev hun slæbt ind til kongen og dronningen.
de var meget vrede, og sagde, at hvis det skete igen ville de låse hende inde og kun tjenerne ville kunne komme ind med mad til hende. Men hun lod sig ikke skræmme, hun blev ved med at mødes med soldaten og tænkte ikke over, hvad kongen og dronningen sagde.
En aften, hvor de som sædvanlig var nede ved søen, fortalte soldaten, at han skulle i krig og, at der nok ville gå 3 år førend han kom tilbage. Prinsessen var ved, at græde øjnene ud af sig selv, men han lovede, at han ville komme tilbage og hente hende så de kunne tage væk og gifte sig.
Men da hun kom hjem, var det eneste hendes far sagde farvel, så kom hans tjenere og hev prinsessen ind i et rum, hvor de låste døren efter sig. Prinsessen lagde sig på sengen og bestemte sig for ikke at græde. Om 3 år ville soldaten komme og hente hende.
Men 3 år gik og soldaten kom ikke, men det gjorde hendes far. Han havde et billede af hendes soldat med, død, skudt ihjel under krigen. Efter det ville prinsessen ikke lade nogen komme ind.
Hun lå bare og græd. Derefter blev hun syg, men lægerne kunne ikke finde ud af, hvad hun led af. Kort tid efter døde hun, og folk i byen mente, at hun var død af knust hjerte.



I dag bruges slottet, prinsessen boede på, som museum. Nogle mennesker mener, at man stadig kan høre prinsessen græde. Og sommetider soldatens hest, der kommer for at hente hende tilbage til soldaten.

Slut

2:
Mig ham og Jan:
Det var sidste dag i 7 klasse. Mig og Jan havde aftalt at følges til skole, og mødtes ude foran hans hus. Jeg stod og ventede i 5 minutter før han dukkede frem ved hoved døren. ”hej” sagde jeg. ”hej” svarede han. Vi begyndte at gå mod skolen, imens vi snakkede om alt det vi kunne lave i Sommerferien. Da vi næsten var nede ved skolen, mødte vi til min store overraskelse ’’Ham’’. Jan gik, som altid, hen og sagde noget til ’’Ham’’. ”Er den lille splejs uden venner, på vej hen i skolen helt alene” spurgte Jan med en bøvet stemme. Jeg kunne se ’’Ham’’ få tårer i øjnene. Men som altid gik jeg hen og bakkede ’’min konge’’ op. ’’Ja har du slet ikke nogen venner?’’ efterlignede jeg Jans stemme. Tårerne begyndte nu at trille ned af hans kinder. Jan og jeg brød sammen af grin. Mens han løb væk med tårerne trillende ned af kinderne krampede Jans og min mave, nærmest af grin. Henne i klassen var hans øjne stadig røde af gråd. Da vi sad i klassen, kom jeg pludselig til at få ondt af ham. Drengen som siden første klasse, ingen venner havde haft. Hvad nu vis det var mig? Jeg ville have det så dårligt, at jeg aldrig ville møde i skole. Men alligevel i 7 år, havde han mødt op, til endnu en pinefuld dag. Jeg blev flået ud af mine tanker, da det ringede ud. Jeg skulle lige til at gå hen til Jan, men Lene kom først. Lene, Jans ih og åh så store kærlighed. Jeg kunne få kvalme, bare ved tanken om hendes lange øjenvipper, og hendes store mørke uskyldige øjne. Føj, hvad så han dog i hende?! Resten af frikvarteret, brugte jeg på at sidde inde i klassen og hade Lene. Hun stjal den dreng, som JEG kunne li. Da jeg var på vej hjem fra skole, ringede min mor og spurgte om jeg ikke lige kom over i hallen til hende. Hun skulle stå i Cafeteriet, da der skulle spilles fodboldkamp. Det kunne jeg vel godt, Jan skulle alligevel være sammen med Lene. Jeg var snart henne i hallen, som ikke lå langt fra skolen. Jeg gik op og sagde hej til min mor, smed skoletasken og ville så gå ud og se drengene spille. Der var kommet mange nye på holdene, kunne jeg se. Men det var også længe siden, jeg havde været der. Men bestemt én fra klubbens eget hold, lagde jeg mærke til. Det var ’’Ham!’’ men helt anderledes, end han var i skolen. Den stille forsigtige stammende dreng, havde taget en lyn forvandling, til en helt almindelig dreng, som de andre på holdet. Han smilede oven i købet, selv jeg kom til at smile af at se på ham. Jeg havde aldrig set den dreng være glad, han var altid ’’nede’’ over at blive mobbet henne i skolen. Men her, her kunne han være sig selv. Uden nogen drillede og kaldte ham ting. Jeg fandt også senere ud af, at han var et rent naturtalent til fodbold, og scorede samtlige mål. Han ser faktisk ret sød ud når han smiler, tænkte jeg. Grim er han heller ikke. Han er stærk, at han kan gå fra at have været så ’’nede’’ i skolen, og så være så glad nu. Jeg begyndte virkelig, at beundre ham. Jeg så resten af kampen færdig, og gik så op til min mor. Jeg sad ved et af bordene da han kom op, sammen med nogen af hans holdkammerater. De stilte sig i køen. Han stod og så sig lidt omkring og fik så øje på mig. Han blev kridhvid i hovedet, vendte sig pludselig om, og gik ud af Cafeteriet. Jeg rejste mig af ren refleks, og gik efter ham. Fandt ham ude på gangen, hvor han stod og lænede hovedet op af væggen. ”er der noget galt?” spurgte jeg forsigtigt. Han kiggede hårdt på mig, og sagde: hvis der var, så ville du jo alligevel være ligeglad. Så hvorfor fortælle dig det?! Nu var det min tur, til at se overrasket ud. Jeg stod i et stykke tid og anede ikke hvad jeg skulle sige, men fik så sagt: Hør her, det i morges, det må du virkelig undskylde. Jeg var virkelig led. Han blev lidt blidere i sit ansigt, men hans stemme var stadig hård da han sagde: Jeg overlever. Jeg er efter 7 år med mobning og andre ting, ved at vænne mig til det. ”jamen sådan skal det ikke være” sagde jeg. ”Hvorfor er du så anderledes her, end når du er i skolen?” fortsatte jeg. ”jeg kan ikke være mig selv i skolen” sagde han. ”Alle betragter mig som en der bare er der, en der er vant til at blive såret hele tiden. De regner bare med at jeg kan klare det, fordi jeg jo alligevel er vant til det”. Jeg stod lidt og tænkte, over hvad han sagde. Det var faktisk rigtigt. ” det kunne jo være anderledes, vis du bare kæmpede for det” sagde jeg. ”han kiggede på mig ” kæmpede for det?” ” hvad er der at kæmpe for, jeg vil altid lægge nederst i den klasse” sagde han, og så ned i jorden. ”Nej du vil ej, bare vis folk at du ikke finder dig i det mere. Du har en hel sommerferie til at få lidt styr på det” sagde jeg. ”Det vil ikke hjælpe, for når vi starter i det næste skoleår, vil alle bare begynde igen’’. ’’Jeg har ligesom ingen venner på den skole” svarede han. ”Du kan da starte med mig” svarede jeg. ”Hvorfor skulle du lige pludselig hjælpe mig?” Han fik igen en hård klang i stemmen. ” Du har jo Jan” ”Jan er ikke en fin fyr, det er jeg ved at indse. Jeg har været blind overfor det i lang tid” svarede jeg. ”Jamen hvorfor det?” ville han vide. ”Jeg kunne godt li ham” sagde jeg stille, og for første gang var det mig, der følte mig ramt. ”Nåhr” næsten viskede han. Jeg vendte mig om og gik. Var næsten nået ud af døren da jeg mærkede en arm gribe fat i mig. Det var ham. ”Undskyld” sagde han. Jeg så op på ham med tårer i øjnene. En tåre rendte ned af min kind, men han tørrede den forsigtigt væk. Jeg kunne mærke jeg blev rød i hovedet. Han opdagede det, og fjernede hurtigt sin hånd hvorefter han selv rødmede. Jeg begyndte lige pludselig at grine af det komiske øjeblik, og snart efter skraldgrinede vi begge to. ”Kunne du ikke tænke dig at komme over til mig i aften?’’ ’’Vi kunne se en film, og ligesom fejre at vi har ferie” spurgte jeg ham. Han stod lidt og lignede en, der lige havde set et spøgelse. Så tog han sig sammen og sagde: jo det kunne jeg vel godt. Vi aftale at han skulle komme kl.19.00 og det gjorde han. Han så temmelig nervøs ud, da jeg åbnede døren. Men jeg grinte bare let, og sagde kom ind. Snart efter sad vi begge i min seng og så film, mens vi spiste slik og småsnakkede ind i mellem. Kl. var snart 11, og han skulle til at hjem. Jeg var næsten ked af at han skulle hjem. Jeg syntes vi havde haft det så hyggeligt. Han havde åbenbart haft det på samme måde, for senere da han var kommet hjem skrev han til mig. Og spurgte om jeg ikke kunne tænkte mig at lave noget sammen næste dag. ’’Selvfølgelig’’ svarede jeg ham. Næste morgen ringede Jan til mig. ”Skal du med ud i dag” spurgte han. ”Nej” svarede jeg bare. ”Hvorfor ikke” spurgte han overrasket. ”Jeg skal bare noget andet” svarede jeg koldt. ”Vi plejer da altid at lave noget sammen om lørdagen” Han lød næsten vred, da han sagde det. ”Ja men nu har jeg altså lige en anden aftale, okay” sagde jeg. ”Hvad skal du, noget som jeg ikke kan være med til?” spurgte han surt. ”Jeg skal være sammen med ’’ham’’ svarede jeg og kunne ikke lade være med at grine. ”Hvad går der af dig” næsten råbte Jan. ”Vil du være sammen med den nar?” ”Han er ikke nogen nar, i hvert fald ikke større end dig!” skreg jeg ind i røret, hvorefter jeg smed røret på. Godt sur, begyndte jeg at gøre mig klar. Jan kunne slet ikke tillade sig, at kalde nogen en nar. Vis der var nogen der var det, var det Jan! Jeg begyndte at gå ned mod hallen. vi havde aftalt at mødes der, og få en sodavand og sådan noget. Da jeg kom, gik jeg op i cafeteriet og ventede på at han skulle komme. Der gik ikke længe før han kom styrtende op af trappen og undskyldte mange gange at han kom for sent. Jeg begyndte at grine, og han så pludselig forvirret ud. ”hvad griner du af” spurgte han. Jeg sad længe og stirrede på ham, og svarede så: bare fordi du kommer 2 minutter for sent, behøver du altså ikke at undskylde” svarede jeg med et grin. Han kiggede på mig. ’’Hvorfor er du så sød mod mig”, spurgte han med et alvorligt blik i øjnene. Jeg sad lidt og tænkte ved mig selv. Ja hvorfor er jeg egentlig det? Og så slog det mig. Efter bare to dage med ham, var jeg ved at blive vild med ham! ”Fordi du er sød ved mig, du får mig til at grine” svarede jeg bare, og kiggede ned. ”Helt sikker?” blev han ved. ”Ja” svarede jeg bare hurtigt. Og så forstod han ligesom at jeg ikke ville snakke mere om det. Vi begyndte hurtigt at snakke om noget andet, og jeg glemte hurtigt den mærkelig følelse jeg havde haft tidligere. Snart fandt vi ud af at ingen af os, skulle på ferie i sommerferien, så vi kunne være sammen det meste af tiden. Det var vi også. Vi var sammen næsten hver dag og Jan hørte jeg kun fra en sjælden gang i mellem. Han og Lene var blevet kærester. Men for en gangs skyld, generede det mig slet ikke. Hun kunne få Jan, hvis det var det hun ville. Jeg var færdig med den dreng. Mine følelser for ’’Ham’’ blev større, for hver dag vi var sammen. Og til sidst følte jeg også, at han begyndte at kunne lide mig. Men jeg var langt fra sikker. En aften hvor jeg lå og skrev med ham, spurgte han til min store overraskelse om jeg var vild med ham? Jeg lå lidt og tænkte om jeg skulle skrive det som det var? Eller skulle jeg endnu en gang lyve, om hvad jeg følte for ham. Jeg valgte at forklare det. Jeg tror jeg er ved at få følelser for dig, skrev jeg. Der gik lidt tid før han svarede, og mens jeg ventede blev jeg pludselig i tvivl, om jeg nu havde gjort det rigtige. Jeg ville helst ikke ødelægge det gode venskab, vi havde fået gennem sommeren. Men heldigvis skrev han: Jeg har det på sammen måde. Mere snakkede vi ikke om det den aften, jeg tror vi begge havde brug for lidt tid til at tænke over det. Uden jeg helt var opmærksom på det, kom første skole dag. ’’Ham’’ og jeg havde aftalt at følges ad og mødtes e stykke fra skolen. Han så nervøs ud, og jeg vidste hvordan han måtte have det. Den første jeg så da jeg kom ind i klassen sammen med ’’Ham’’, var Jan. Han kiggede surt på mig. Men jeg ignorerede det, og satte mig ved et to mands bord sammen med ’’Ham’’. Første time startede, og jeg måtte indrømme at det var meget hårdt at komme i gang igen. I frikvarteret havde jeg regnet med en masse små hvisken rundt omkring, og spørgsmål om hvorfor jeg gik sammen med ’’Ham’’. Men ingenting blev der sagt. Nogen af de andre drenge fra klassen, spurgte oven i købet ’’Ham’’ om han ville med ud og spille fodbold. Nogle havde nok endelig indset, at han ikke længere var en lille stammende dreng, men faktisk en sød forstående fyr. Også lærerne opfattede en forskel ved ham. Han stammede ikke når han læste op, og blev ikke længere rød i hovedet. For første gang siden han var begyndt på skolen, gik han smilende hjem.

-hvis nogen orker at læse det her;)