Mit gamle venskab. Mit gamle venskab.

Vil i ikke nok læse dette?

Det hele startede da jeg startede i børnehaveklassen/0. klasse.
Jeg kan tydeligt huske det.
Jeg var meget genert og ligeså var du.
Du og jeg blev uadskillige, og vi havde det altid sjovt sammen.
Vi kom i første klasse, og stadig bedste veninder.
Ved omkring 3. klasse, blev jeg mere og mere bange for at miste dig,
så jeg blev meget misundelig når du bare snakkede med andre,
for hvad skulle jeg gøre hvis jeg mistede dig?
Vi var stadig de bedste veninder, og vi var uadskillige.
Jeg blev meget sur og irriteret over alle de andre i klassen snakkede med dig,
og der var mindre og mindre der kunne lide mig.
Da vi så kom i 4. klasse kom en ny pige til, og hun hed Rikke.
Du blev så gode veninder med hende, og sådan var det ind til 5. klasse.
Til sidst kunne jeg ikke klare at skændes mere med hende, om dig så jeg fik 2 nye bedste deninder.
Kim og Mia.
Mia var en barndomsveninde, altså jeg har kendt hende siden vi var blevet født.
Kim var en nyere, der kom fra Holland til danmark i 3 års aldren.
Kim og jeg aftelte så at jeg skulle gå hen til dig og sige at jeg hellere ville
være bedste veninder med Kim end dig, og du sagde okay. Du virkede da tilfreds.
Men vi gled sammen igen fordi Mia og jeg ikke kunne enes om Kims venskab, så jeg blev veninder med dig igen.
Rikke blev også en god veninde for mig, og vi kaldte hinanden for 3 kløveret.
Vi var alle tre bedste veninder.
Så kom der endnu en ny pige til klassen, og hun opfordrede Rikke og jeg til at droppe dig.
Det skete så, og du sad i vinduet, græd og kiggede ned til Rikke, Den Nye Pige og jeg.
Jeg husker det så tydeligt.
Jeg mener faktisk du havde gjort et eller andet lort mod Rikke og jeg, og derfor tog vi imod rådet fra den nye pige.
Men til sidst kom du i hvert fald ned og sagde undskyld, og vi blev alle rigitg gode veninder igen alle tre.
Det holdte så til 7. klasse, hvor vi blev skilt i 3 forskellige klasser, hvor Rikke og jeg kom i den ene, og du en helt 3 klasse.
Så begyndte der en ny pige i din klasse. Hun hedder så Helena.
Det blev så os alle fire, men da jeg gik i klasse med Rikke, og du med Helena, var vi jo mere sammen med dem end hinanden.
På et tidspunkt når Rikke og jeg kom, løb i, og jeg blevet meget fornærmet over det, og da jeg fik fat i dig, brugte
du undskyldningen at du ikke havde set os.
Det troede jeg ikke på, så jeg brokkede mig over dig til Helena, og hun var sød og forstålig.
Da det så blev næste frikvarter, gad du IKKE at snakke med mig.
Jeg forstod intet.
Da jeg så fik dig til at tale, sagde du at jeg havde sagt at jeg ikke gad snakke med dig.
Jeg stod bare der, og jeg tænkte 'Hvad har jeg gjort? Det har jeg da ikke sagt?' .
Det sagde jeg så til dig, men du blev bare sur og gik med Helena.
Jegf har aldrig været uvenner med Helena, og jeg snakkede med hende om dig, men hun forstod heller ikke noget.
Jeg følte at min verden gik under, men jeg brugte bare en ligeglad facade.
Da jeg så kom hjem på msn, havde jeg været ude og tage billeder af min hund Cille, og brugte så et billede af hende som profilbillede.
Du skrev så til mig. ' HAHA. Din hund har hul i hovedet' .
Kæft jeg blev sur og ked af det over det. Jeg var jo ved at bryde sammen over det.
Så jeg droppede dig helt, men du skrev bare at jag plejede at komme tilbage når vi var blebet uvenner, så du ville ikke gøre noget ved det.
Fint Fint.
Men så gik der en uge, og jeg hverken skrev eller snakkede til dig, og til sidst gav du dig.
Du skrev undskyld 10.000 gange, men jeg kunne ikke klare det mere. Så jeg gad ikk tilgive dig.
Og nu snakker vi ikke sammen, skriver ikke sammen, og vi ser ikke engang hinanden i øjnene mere.
Men jeg savner de gamle tider.
Jeg får tåre i øjnene bare af at skrive dette, men jeg synes du og folk skulle vide hvad jeg føler.
Tænker tit over de sjove ting vi har haft sammen. Du har haft killinger, da du boede overfor min farmor og farfar.
Vi kravlede ud af vinduet fordi vi var bange for din onkel.
Vi har altid haft det sjovt sammen.
Nu, hvis vi skriver sammen, er jeg helt nede på jorden, og sviner dig ikke til, men du sidder og sviner mig til som om du hader mig med pæsten.
Det er virkelig hårdt at sidde og skrive det, så håber du læser det engang.

Jeg ved det er meget, men det vil betyde meget for mig hvis i ville.
Og gerne en kommentar