Hjælp til retning af stil (: {{forumTopicSubject}}

I opgaven læser man en historie om en mand der altid ser et par gå igennem rosenborg have, men så kommer han der ikke et længere stykke tid, og når han kommer der igen, er damen alene og ked af det.

Vi skulle skrive et brev til en nær ven, hvor vi forklarede hvorfor parret ikke længere går sammen.

Her kommer det:

Kære Søster

Jeg føles som et nervevrag. Alt er ødelagt. Det er som om, at den kærlighed Allan og jeg havde sammen, er forvandlet til tomhed. I dag gik jeg turen gennem Rosenborg Have. Det er første gang jeg har gået den tur alene. Du ved, det er den tur Allan og jeg gik hver morgen i foråret. Der var så smukt, at du ikke kan forestille dig det. Vi standsede hver dag foran koncerttribunen, hvor vi lyttede til den vidunderlige musik. I dag føltes den tur bare så anderledes. Alt hvad der før var så smukt og sprudlende er blevet så inderligt smertefuldt og sørgeligt.

Jeg kan bare ikke forstå, at han ikke længere er en del af mig. Nogle gange, når jeg går rundt i lejligheden, er det som om, at der kommer et sug igennem mig, som hvis han stadig levede. Der flygter jeg, tør ikke indse det faktum, at han ikke længere er her. Det var derfor, jeg i dag vågede mig ud i Rosenborg Have. Jeg ville forsøge at få den lykkelige følelse igen, men turen gjorde bare det hele værre. Jeg tænker på ham konstant.

Det værste er nætterne. Det er der, at mareridtene kommer. Ikke kun engang imellem, men hver eneste nat. Jeg ser ham for mig, mens han ligger i den hvide kiste, lige inden begravelsen. Det uhyggelige udtryk hans ansigt bar, jeg får stadig kuldegysninger, når jeg tænker på det. Det er som om, tiden står stille, når jeg ser ham i mareridtet. Jeg prøver at slippe væk, men det er forgæves. Det blege ansigt sætter sig fat i min nethinde, og lige meget hvor meget jeg prøver at komme væk fra det, forfølger det mig. Jeg løber, prøver at flygte, men jeg har stadig ansigtet foran mig. Lige pludselig hører jeg en telefon, som kimer mig ned, den ringer og ringer, mens jeg bare står og kigger på den. Ringetonen er afsindig skarp, men alligevel er tonen så dyb, at det føles som noget kalder på mig. Jeg har aldrig lagt mærke til, at der var en telefon før, så jeg står bare og glor. Jeg løfter forsigtigt røret, og straks hører jeg tusinde stemmer, der råber og skriger, at Allan er død. Skrigene bliver ved og jeg træder et par skridt tilbage, mens jeg holder mig for ørene. Jeg vil have lydene til at forsvinde, men det hjælper ikke, skrigene fortsætter inde i mit hoved, hvor de bare bliver højere og højere. Jeg skriger og falder bagover. Så vågner jeg. Nogle gange bliver jeg vækket af mit eget skrig, andre gange af den forskrækkelse jeg får, når jeg falder.

Hvis jeg bare havde været ved hans side, da han døde. Jeg nåede aldrig at sige farvel. Kun da jeg så ham i kapellet, men der var han allerede så… død! Jeg håber bare ikke han led. Det ville jeg ikke kunne holde ud.

Jeg forstår bare ikke længere verden. Jeg bliver utryg, når jeg går på gaden. Skal jeg virkelig være nervøs for, at ende som Allan, død og begravet i en kiste, fordi en eller andet idiot ikke kunne holde sin pistol i ro. Jeg ved godt, at Allan er politimand. Nej, undskyld. Han var politimand. Jeg synes bare stadig ikke, det er fair, at han skulle dø på den måde. Men det var en værdig død, han døde for at forhindre andre i at dø. Han var modig. Jeg turde ikke at stille mig op foran en kriminel, men det turde Allan. Hvis bare alle var som ham. Men alligevel, hvis bare han ikke havde befundet sig i den gade på det tidspunkt, så ville alt stadig være det samme. Vi ville stadig gå den samme tur i Rosenborg Have hver dag, hånd i hånd, som vi gjorde i foråret.

Hvordan kan man bare gå hen og skyde en person? Morderen kendte ikke engang Allan. Han vidste ikke hvilken dejlig person han var. Han vidste ikke, hvor meget han var elsket. Mon han selv har prøvet at miste en person, som han holdte af`? En person han elskede så inderligt meget, at hans dag blev grå og farveløs, da personen forsvandt ud af hans liv? Hvis han havde det, ville han ikke kunne have trykket på pistolens aftrykker. Han ville selv have følt smerten gennembore ham, som kuglen der gennemborede Allans bryst. Mon han selv har mareridt nu? Kan det være, at han ser sig selv stå i den gade med en trukket pistol mod en anden mand? Ser han Allan komme løbende ud fra politibilen, hvorefter han ser sig selv trykke på aftrækkeren? Ser han blodet flyde i gaden? Ser han Allan ligge på brostenene, død? Det må være den værste straf et menneske kan få, at se sig selv som en morder og se sit offer ligge død på gaden. Jeg tror, han har det hårdt. Ingen ville kunne holde det ud.


Jeg er ikke den samme som før. Mit hjerte er knust, som det var blevet skudt, ligesom Allans. Jeg fantaserer nogle gange, sidder i min egen verden og dagdrømmer, om hvordan livet ville have blevet, hvis Allan og jeg kunne have levet sammen resten af livet. Det er dér tårerne kommer frem.
Ligeså stille triller de ud fra øjenkrogen, løber forsigtigt ned ad min kind, som var de fokuseret på et punkt de vil ramme. Ofte forsvinder de inden de rammer gulvet, men selvom de er væk, sætter de sig i mit hjerte, som små knive, der flænser mig op indvendigt.

Det er bare ikke meningen, at mit liv skal være sådan her. Jeg kan ikke andet end at drømme om ham. Nogle gange har jeg bare lyst til at forlade verden, for at komme op til ham. Jeg kan ikke klare det her. Jeg er alene, helt alene i verden, uden en at holde om. Uden en at elske. Jeg falder mere og mere sammen når jeg går. Efterhånden ligner jeg en gammel abe. Jeg kan datoen på hver dag, jeg har levet uden ham. Jeg kan slå dem op side om side, som var mit liv en stor, tyk bog. Det er bare det samme der står på hver side i bogen, nemlig intet. Jeg kan ingenting uden ham. Virkelig ingenting! Mange dage går med at sidde og stirre på hans grav, som jeg var en eller anden zombie. Jeg kan virkelig, virkelig ikke klare det længere. Jeg savner at mærke hans arme omkring mig, jeg savner hans dårlige ånde om morgenen, jeg savner alt ved ham!

Men livet kan ikke ændres. Jeg kan ikke få ham tilbage, selvom jeg ønsker det mere end noget andet. Hvis jeg bare havde været sammen med ham den dag. Jeg kunne have forhindret hans død! Jeg ved godt, at det ikke var min skyld. Men man kan ikke lade være med at tænke sådan nogle gange. Jeg må komme videre. Det er så svært. Han var mit livs eneste kærlighed, den eneste mand jeg nogensinde har elsket. Så hvordan skal jeg glemme ham? Det kan jeg ikke. Men jeg må holde ud. Det ved jeg han havde ønsket. Jeg må være stærk, for hans skyld. Selvom han ikke er på jorden mere, vil hans ånd altid leve videre i mig. Jeg vil altid elske ham.

Tak, jeg ved, at du altid vil være her for mig, kære søster. Jeg må holde hovedet oppe, være stærk og prøve på at overleve. Dette brev har fået mig til at forstå det hele bedre. Nu ved jeg, at han ikke ønsker, at jeg skal gå og ligne en død længere. Jeg vil kæmpe.
_____________________

Hvis nogle gider, vil i så læse den, og sige hvad der er godt/dårligt ved den? Hvordan den kunne blive 'stærkere' at læse? og hvad karakter i ville give?

Obs, der er ikke rettet stave/kommafejl endnu.

På forhånd tak, Nadia