Novelle ting xD `? {{forumTopicSubject}}

Ja min veninde sendte den her til mig, så syntes altså i skal læse den, syntes nemlig den er pisse flot skrevet.


Lad mig være din helt, fucking antihelt!


Kroppen gik selv, han styrede den ikke længere. Hans hjerne var slået fra, han gik i de mørke gyder, slingrende, men han blev ved med at gå. Han ville bare væk fra tankerne, væk fra verden, væk fra alt! Hans familie var splittet, alle var sure på alle, og alle var sure på ham. Det følte han selv. Han havde nogle gange mareridt. Det var faktisk ret tit. Derfor valgte han ikke at sove om natten, han turde ikke. Nogle gange kunne han ikke holde sig vågen, han faldt i søvn. Nogle gange sov han godt, men mange gange var han våd af sved og tårer når han vågnede. Han virkede som den stærke dreng. Prøvede at være den stærke. Men inderst inde var han svag. Men han turde ikke betro sig til nogle. Hans fortid var stemplet på ham. Han kunne ikke få den af sig. Det var det der gjorde ham bange om natten, derfor han fik mareridt. Man skulle tro tiden læger sår. Men hans stod helt åbent. Det var som hver gang han blinkede kom der salt i. Derfor havde han nærmest givet op. Han troede alt håb var ude. Han lavede en masse lort. Dem han troede var hans venner, lavede det sammen med ham. Han troede, at han fik respekt af at spille sej. Han troede, at når han slog, ville andre kunne lide ham, og se op til ham, og synes at han var sej. Det gav ham noget at tro på. Et håb. Han vidste bare ikke at det lort han lavede virkede modsat. Han kunne faktisk heller ikke lide at være sådan. Men han følte, at han blev nødt til det. Og han turde ikke komme ud af det. Men han ville jo gerne, han ville gerne være en god dreng. Alle han kendte, dømte ham bare som den, der altid var med til alt lortet. Han følte, at han ikke kunne komme ud af det. De andres øjne hvilede konstant på ham, de dømte ham, hvert et skridt han tog.

Han blev ved med at gå, men tankerne holdte ikke op. Han kunne ikke holde det ud længere. En bil kom farende imod ham, men han flyttede sig ikke fra vejen. Han gik bare videre, med den snart tomme vodka flaske i hånden. Bilen nåede lige at styre uden om ham. Han ønskede, at den havde ramt ham. Han ønskede at tage sit eget liv, han var bare ikke stærk nok. Han faldt over en kantsten, landede på vejen, på ryggen. Han orkede ikke at rejse sig op, ventede kun på, at den næste bil kom. Han lå med åbne øjne, det føltes som en evighed. Han faldt i søvn, prøvede at holde sig vågen, men kunne ikke. Han drømte. Hans fortid blev pludselig klar igen, han så på sig selv, en lille dreng, ikke særlig gammel. Han lyttede, hans forældre skændtes igen, som så mange gange før. Denne gang var det bare anderledes. Pludselig kom moderen ud, med en pakket taske. Storesøsteren begynde stille at græde. Han kunne ikke forstå hvad der skete. Hans forældre havde sagt en masse onde ord til hinanden, men det var jo ikke første gang. Han havde holdt sig vågen, for at høre det. Pludselig blev han og storesøsteren hevet ud i bilen. Storesøsteren begyndte at græde, skreg til moderen: ,, Ikke igen!”. Han begyndte at græde. Han forstod ikke noget. Forældrene havde et underligt udtryk i øjnene, alligevel blev de ved med at skændes. Bilen startede. Han så bagud, indtil faderen forsvandt af syne. Grædende spurgte han moderen hvad der skete. Svaret blev kun stilhed. Han troede, virkelig troede, at det var hans skyld. Hvis han bare aldrig var blevet født, så ville alt …

Han vågnede. Hans kind var våd af de tårer, som han havde haft i drømmen. Han lå stadig på vejen, han havde ikke lyst til at rejse sig. Prøvede at hælde vodkaen i munden, men ramte ikke. Prøvede igen, men der var kun få dråber tilbage. Han rejste sig, knaldede den tomme flaske mod asfalten. Han gik videre. Tankerne væltede frem igen. Han prøvede at gå fra det. Han kunne ikke. Han var forvirret. Han kunne ikke kende sig selv. Han ar ked af det. Hvem havde han at stole på. Han kendte ingen mere. De ville ikke kende ham mere. De turde ikke. Det var deres skyld. De kunne jo bare prøve. Måske ville han ændre sig. Men inderst inde vidste han godt, at meget af skylden var ´hans. Men han ville ikke stå inde for det. Han turde ikke tage ansvar for sine handlinger. Det ville jo nok bare gå galt. Som alt andet han lavede, eller prøvede. Han kunne meget, men han havde ingen selvtillid. Han havde ingen tillid. Ikke til nogle, ikke til noget. Alt var i hans øjne meningsløst. Det han ønskede mest var bare at forsvinde fra verden. Han ville ikke mere. Han ville bare væk. Alt det godt i hans liv, var blevet skubbet væk. Han troede ikke, at nogle var til at stole på, han ville ikke tro på det. Ingen ville jo hjælpe ham. Han kunne ikke tro på det. Men han havde prøvet at stole på én, fortalt om hans liv. Men pludselig, følte han, at den person var kommet for tæt på. Han havde skubbet personen væk. Han gjorde det hårdt. Han huskede hvordan den person, havde såret ham, ville såre personen tilbage. Måske, måske var det bare ikke den person der havde såret ham, han sårede tilbage. I minuttet efter havde han fortrudt, men blev ved med at såre. Ville ikke give efter. Han havde ødelagt det, som han havde gjort med alt andet. Han ville ikke tro på sig selv. Ville ikke tro på at han kunne blive til noget. Ville bare væk! Han satte sig på kantstenen. Tænkte. Ingen turde stole på ham længere. Han havde ødelagt det hele. Det var jo ikke meningen! Tårerne kom frem, ud af den hårde facade. Skylden kom over ham. Hvis han nu bare havde taget sig sammen. Det han gjorde den dag, havde vendt alle imod ham. Det havde vendt ham selv imod sig selv. Havde kun de venner tilbage der slog. Og var de hans venner? Han vidste det ikke. Ikke længere. Han vidste ingenting. Han ville ikke vide noget. Ville ikke tage ansvar. Når noget gik imod ham, gav han de andre skylden. Skabte en løgn. En løgn, som han selv kunne tro på, selvom han inderst inde vidste, at løgnen ikke var sand. – ellers flygtede han. Ville bare ikke se sandheden i øjnene. Han turde ikke. Han følte, at han kæmpede, men fik ingenting for det. Prøvede at se på andre, leve op til andres meninger. Men når han fik venner, der prøvede at hjælpe ham, smed han venskabet væk. Det skete altid. Derfor ville han væk. Selv hans familie hadede ham. – Ifølge ham selv. Han snakkede ikke med mange. Mormoren var sur. Moderen var sur. Faderen var sur. Han boede hos hans moster. Men hvor lang tid? Hun kunne også smide ham ud. Ingen kunne lide ham. Alle snakkede ikke sammen. Mon det også var hans skyld? Følte, at ingen ville savne ham hvis han en dag var væk. Ingen ville komme til begravelsen. Han ville nok ikke engang blive begravet. Men han ville jo så gerne.. Han ville så gerne være en god dreng. Ville gerne løse alle problemerne. Han havde bare selv for mange problemer, til at løse andres. Men han ville gerne. Ville have at alt blev godt!
- Han troede bare ikke på det!