Dansen gennem sommeren ? {{forumTopicSubject}}

Nogen der har læst den roman ?

Nå, men vi skulle lave denne her novelle som skulle være en fortsættelse af den

Lisa= Jacobs kæreste/x
Stankelben(Morten) Jcobs bedste ven som er død)
Jacob = jeg-personen


Håber i vil læse den igennem
Kom gerne med ris/ros, forbedringer, retninger og kommaer osv

Dansen gennem sommeren - Fortsættelse:


Da jeg tog hjem fra lufthavnen den dag, var det som om en del af mig var fløjet med Lisa. Jeg følte mig fortabt, lille og alene i verden. Lisa var væk, Stankelben var væk. Der var kun mig tilbage.
Jeg savnede dem begge helt forfærdelig.

Et par uger efter fik jeg brev fra Lisa. Hun havde det godt derovre, men hun havde meget tid hvor hun var alene, fordi hendes far arbejdede så meget. Hun savnede mig, og hun savnede Stankelben.
Hun skrev også lidt om hendes nye skole, og folkene derpå. Et kort og fortællende brev. Jeg opfattede det meget koldt og ligegyldigt, sådan bare et forpligtende brev fordi hun havde lovet at skrive. Jeg smed det ud og lagde mig på min seng, og kiggede op i loftet. Det var sidste gang i lang tid jeg hørte fra Lisa.

Der var gået ca. 5 måneder siden jeg sidst havde hørt fra Lisa.
Dagen startede helt normalt, og min mor havde pænt spurgt mig om jeg ville købe ind for hende, siden jeg ikke havde så meget andet at give mig til sagde jeg ja, og traskede af sted til supermarkedet. Da jeg kom hjem igen med hænderne fulde af varer kom min mor styrtende ud i døren og rev dem ud af hånden på mig. ”Lisa sidder oppe på dit værelse Jacob” hviskede hun hurtigt. Mit hjerte bankede voldsomt, hvad lavede hun dog her ? Jeg løb op af trapperne og væltede ind af døren. Der sad hun, som jeg så mange gange havde drømt om, på min seng igen. Som de gode gamle dage. Jeg var overvældet af glæde, og jeg så på hendes ansigt og mit blik bevægede sig ned over hendes krop, men stoppede brat ved hendes mave. Så så jeg hende direkte i øjnene. ”Jacob, jeg er gravid” sagde hun ligeså stille. Jeg viste ikke om jeg skulle grine eller græde. Jeg kunne ikke tyde hendes ansigts udtryk, jeg kunne ikke se om hun var glad eller ked af det. Indtil hun lyste fuldstændig op. ”Er det ikke fantastisk?” ”Øh, jo, nej, vent nu lige!” ”Er det mit?” Hun kiggede mærkeligt på mig ”Jeg ved det ikke Jacob,” ”Men jeg kom tilbage til dig, for at spørge dig om vi skal have det sammen?” Jeg blev helt tumulsk i hovedet. ”Jamen, Lisa. Vi er 16 og 17 år


gamle?” ”Vi kan da ikke have et barn nu.” Hun så mig direkte i øjnene ”Man kan hvad man vil Jacob” Sagde hun meget bestemt. Jeg ved ikke hvordan hun fik mig overtalt til det den aften, men min verdens synes at styrte endnu mere i grus, end da hun først forlod mig.

Lisa var nu i syvende måned og havde en stor mave. Vi var flyttet i gæsteværelset hjemme hos mig og indrettet mit gamle værelse som barneværelse. Min mor havde givet os lidt penge til en seng, og Lisas far havde sendt penge til diverse tøj, barnevogn, og puslebord. Så mange penge, så man troede vi skulle have fem børn og ikke kun et. Jeg var helt rundt på gulvet og kunne ikke forstå at jeg skulle være far som 16-årig. Jo tættere på dagen kom, desto mere nervøs blev jeg.
Selvfølgelig skulle det hele blive vildt kompliceret og indviklet. Lisa vågnede en nat med stærke veer, og vi kørte hende til hospitalet. Vi blev straks dirigeret ind i et fødselslokale hvor Lisa blev lagt på en seng. Da hele showet gik i gang besvimede jeg, lige inden det blev sort for mine øjne kunne jeg høre Lisa skrige. Jeg vågnede op i en af hospitalets senge et par timer efter. Det var ved at blive morgen. Jeg kiggede op i hospitalets hvide gipsloft. Jeg kunne mærke der var noget galt, noget der ikke var som det skulle være. Jeg smed dynen til side og løb ud på gangen, og hen i informationen. ”Hvilken stue ligger Lisa på?” råbte jeg højt. ”Hvilken stue?!” I det samme kom min mor bagfra og greb fat i mig ”Jacob, kom med mig, vi må tale sammen” Jeg vidste det med det samme. Lisa var død, min mor behøvede ikke engang fortælle mig det. Hun var væk, borte for evigt ligesom Stankelben. Min mor tog mig med ned til stuen hvor de nyfødte lå, og der lå hun. Min lille datter. Så rynket og rød i huden. Så lille og skrøbelig. Hun lignede Stankelben og Lisa. Jeg vidste med det samme at hun ikke var mit barn, men jeg lovede mig selv at jeg ville passe hende og beskytte hende som var hun min egen. ”Det lover jeg dig Amanda” hviskede jeg til den lille sovende baby. Hun var mit sidste minde om de to bedste personer i mit liv..