Stil... :) kommenter ? {{forumTopicSubject}}

God eftermiddag kære HG'er ..

Her er lige starten på min stil.... hva' sys i ?

Skriftlig fremstilling
De sidste ord

Smerten. Jeg kunne huske den, som den nøjagtig var. Den var uudholdelig. Den bredte sig med lynets hast igennem hele kroppen. Den prikkede, hamrede og nærmest brændte mig om hjertet. Det gjorde ondt, dybt inde i mig. Jeg kunne ikke andet en at græde, tårerne væltede ned over kinderne i stride strømme. Intet kunne standse dem. Intet. Jeg kiggede på cyklen, den lå i vejkanten omslynget af det grønne sommergræs, på en højlys dejlig varm sommerdag. Dernæst kiggede jeg igen på Camilla, hun lå stadig helt stille midt ude på vejen. Hvorfor kunne jeg ikke få mine ben til at tage de ganske få skridt hen til hende, så jeg kunne sikre mig at hun stadig var i live? Hvorfor ville mine ben ikke gøre, som jeg ville have dem til? Jeg stod bare der, som en bedre statue og gloede skiftevis på Camilla og hendes cykel.

Pludselig åbnede hun øjnene svagt, trak vejret tungt og sagde ganske få ord med en lavmælt og meget mumlende stemme. Det gik så stærkt, at jeg dårligt nåede at opfatte hendes bevidsthed. Jeg stod stadig bare og gloede på hende. Hun kunne sikkert ikke forstå hvorfor jeg overhovedet ikke gjorde noget, men jeg var jo lammet. Lammet af angsten. Angsten for at også Camilla skulle gå bort og jeg aldrig mere ville se hende, snakke til hende, eller bare lytte til hende. Bange for at jeg ville miste hende, ligesom jeg havde mistet min farmor, som jeg ellers var meget meget tæt knyttet til. Camilla kiggede på mig, sukkede tungt og hendes øjne gled langsomt i, mens et vindpust kom listende forbi os. Dernæst stoppede den svage bevægelse i hendes brystkasse. Camilla var nu borte. Borte med blæsten.

Jeg kan huske, at jeg stod i et par sekunder inden jeg reagerede. Jeg kiggede ned af landevejen som vi før havde cyklet på, den lå nu øde hen. Dengang var jeg så fortvivlet på grund af situationen, at den for mig var flere kilometer lang, men det var den bare ikke. Pludselig, midt i det hele kom reaktionen, følelserne væltede ind over mig. De samme følelser som dengang med Farmor, nu bare med dobbelt så meget kraft. Nu var jeg jo alene, Camilla var jo død og jeg stod bare der som en dum dør og gjorde ingenting. Jeg fløj hen over asfalten, satte mig ned ved siden af hende og hulkede højlydt i flere minutter, inden jeg blev overdøvet af sirenerne fra ambulancerne, som føreren af bilen der påkørte Camilla havde tilkaldt. Mere har jeg ikke kunnet huske fra den dag af, hverken hvordan det skete, billisten, ambulancerne, Falckmændene, eller Camillas sidste ord. Efter ulykken led jeg af en form for desperation, hvor jeg følte mig ekstremt ensom. Desperationen medførte, at hele hændelsen nærmest var blevet til et kæmpe puslespil hvor nogle af brikkerne var forsvundet. Først efter et godt stykke tid, er flere og flere brikker dukket op igen, men jeg mangler stadig den aller vigtigste brik, nemlig den med Camillas sidste ord. Jeg må finde den! Jeg må lede dybt i min sjæl.

Lige siden min farmor gik bort har jeg prøvet at glemme det hele. Jeg var hos hende den dag hun døde, og hendes sidste ord var, at hun altid ville være hos mig og aldrig forlade mig. Men det har jeg aldrig troet på, det er efter min mening noget pjat. Når man er død, er man død, sådan er det bare og det kan der ikke laves om på.

Da det blev den dag hvor det præcis var to år siden Camilla og jeg var på cykeltur sammen, præcis to år siden en vidunderlig og sjov dag endte som en af mine værste mareridt, havde jeg endelig vovet pelsen og hoppet op på min cykel for at cykle ud og gense stedet, i håb om at gentagelsen af Camillas død vil holde op med at hjemsøge mig i mine drømme.
Jeg bremsede cyklen, der ellers var kommet op i en vældig god fart, kiggede mig til højre og venstre og drejede derefter ud på landevejen. Det var en smuk sommerdag, en frisk brise hvirvlede mit hår rundt, mens solen skinnede mig i øjnene. En smuk sommerdag nøjagtig som dengang.