Somtimes holding on, does more damage than letting go. {{forumTopicSubject}}

Har lige brug for at komme ud med det

Jeg har altid været en person hvor når folk har sagt at det kan jeg ikke, ja så prøver jeg og jeg giver ikke op for det er svært at give op..
Jeg fik at vide at jeg ikke ville kunne tilride en unghest, så for 2,5 år siden købte jeg en 2,5 års vallak.
Jeg faldt for ham med det samme og der vare bare kemi.. træningen fra jorden blev bedre og bedre og da han blev 3, begyndte tilridningen stille og roligt og det gik rigtig godt.. Der skete så en masse i mit liv og jeg ender med at flytte en del rundt.. Heldigvis er Piraten ikke en hest der blev stresset af det og vi endte så på en selvpasser stald i Herfølge, det begyndte at gå godt og mit liv begyndte at blive mere stabilt.. En aften jeg så rider ham sammen med en anden der var ude at ride, går det galt og han stejler for første gang nogensinde og flere gange (vil indrømme, min reaktion gjorde det kun værre )
Det ender med at han bukker højt, jeg ryger fremad og hiver i tøjlerne samtidig hvilket jo får ham til at stejle, med det resultat at jeg slår min mund ned mellem hans øre og slår en fortand tilbage.. Nogle dage efter var jeg begyndt at finde en indre ro når jeg red ham, og han var dejlig at ride og der var ingen problemer.. Pludselig begynder angsten at komme, det kunne være når jeg satte mig i sadlen eller efter 5 min i sadlen.. Derefter gik det bare ned af bakke, jeg blev hurtigt frustreret og ked af det og bare det at trække ham fra fold kunne ende i store arrige bevægelser.. Min frustredion var så tyk så alle i stalden kunne mærke det, og de måtte flere gange sige noget til mig, en dag eskalerede det hele så for mig og jeg fik et anfald ude foran stalden (PNES anfald) efter det var overstået gik jeg igang med at muge hans boks, da en af de andre spørg mig hvad der er galt og jeg bryder sammen og græder, jeg ville ikke give op men jeg kunne psykisk heller ikke klare det længere.. Samme aften skriver en af de andre fra stalden til mig, og spørg om jeg er sikker på at jeg ikke ville sælge ham for så ville hun gerne købe ham.. Jeg snakker med hende om det, og det ender med at jeg sælger ham til hende.. Da det hele var ordnet kunne jeg mærke lettelsen, det var som om at alle de mørke skyer var væk og jeg havde nu en klar blå himmel.. Den dag idag fortryder jeg intet, jeg kan stadig følge ham og hans nye ejer da de stadig står i stalden.. efterfølgene købte jeg en 13 års 1´pony.. Alt frustration er væk, mit humør er bedre og træningen med ham går godt..
Og hvor vil jeg hen med dette lange indlæg
Somtimes holding on, does more damage than letting go..