analyse af "Drivhuset" af A. Bodelsen {{forumTopicSubject}}

er der en der brænder for at læse den, den er ikke helt færdig endnu, men tager meget imod kritik

Drivhuset

- af Anders Bodelsen fra novellesamlingen ”drivhuset” fra 1965

Novellen handler om en mand der ser tilbage på sin barndom, eller det er en bestemt episode fra hans barndom, som udspiller sig omkring Sankt Hans.
Denne episode udspiller sig i den store have, som er lagt sammen med nogle andre. Her er jeg-personen er 12 og den ældste, han er med til at lege gemme sammen med Inger, og 10-15 andre børn. Jeg-personen og Inger kender alle de bedste gemme steder, hvor mod ”ham der er den” er yngre og ikke kender de bedste steder. Ved en tilfældighed løber jeg-personen og en pige ved navn Inger hen til det samme gemmested, mens de kunne høre ”ham der er den” tælle til 100. Inger og næsten på alder med jeg-personen Det var en af havens bedste gemmestedet, under trillebøren var ikke det første sted fangeren ville lede, og den lå op ad muren ind til det ”forbudte” område, nemlig det gamle gartneri. De kunne se at fangeren kiggede alle de dårlige steder, hvilket de frydes lidt af. Jeg-personen kravlede op på den mur der skiller haven og det gamle gartneri. Jeg-personen rakte sin hånd ned mod Inger, som først kiggede spørgende på ham, men tog hans hånd, og de gik begge ind på det forbudte område. De gik lidt rundt inde i gartneriet, indtil at de fandt en dør i en gavl, som de så gik ind af. Her lagde de sig ned mellem nogle tomatplanter. Der lugtede anderledes i drivhuset, langt mere sødt. I det hun tog Jeg-personens hånd i sin, ramte aftensolen drivhuset glas og det røde lys begyndte langsomt at fylder det hele. Inger sagde at det var verdens bedste gemmested.
Jeg-personen og Inger vendte os imod hinanden, hvorefter de kyssede hinanden. De rykkede sig lidt væk fra hinanden, og rejste sig op, mens Inger børstede sine bukser sagde hun ”Vi kan tit gemme os her”. Hvorefter de hoppede over muren igen, ind i de kendte omgivelser og så ikke på hinanden igen.
Jeg-personen havde det samme værelse i mange år og sad hvert år og kiggede på de brændende drivhuse. Men en sommer var drivhusene væk, de var blevet flyttet længere ud ad byen, i stedet var der blevet bygget nogle rækkehuse. Men hver gang jeg-personen kommer forbi nogle drivhuse tænker han tilbage på dengang han selv var der inde, sammen med Inger og hendes ord ”Vi kan tit gemme os her”.
Jeg-personen mindes de få aftener om sommeren hvor han sad i hans vindue og kiggede ned på det brændende gamle drivhus. Det var lysets spil, der satte ild i det hele, når den røde aftensol ramte glasset på de forsømte drivhuse i det gamle gartneri. Han kunne høre hans ældre kammeraters stemmer, de havde fået lov til at blive oppe mens han var lagt i seng.

Det forfatteren vil med denne tekst er at vis overgangen mellem barn og ung, mellem leg og alvor. Der hvor jeg-personen for sit første kys vises ungdommens usikre omgang mellem det modsatte køn. Men også hvordan unge bliver fascineret af det ukendte, og vil derfor undersøge det, her er det vist med jeg-personens fascination at de brændende drivhuse. Man kan sige, ved at de gik over muren blev de det ældre der gjorte at de ikke længere ville være med til at lege gemme.