Hvad syntes i om min fri stil ? {{forumTopicSubject}}

Livet i overhaligsbanen


Basketballen blev kastet efter mig ni gange, syv af dem ramte hård både fysisk og psykisk.

Fysiklæreren Louise sagde stop første gang. Resten ignorerede hun bare. Selvom jeg sad og råbte at de skulle stoppe, fortsatte undervisningen som om ingenting var hændt. Hun var tydeligvis ligeglad med mig, ligesom alle andre. Jeg fik nok, tårerne pressede sig på. Jeg kunne ikke mere. Kunne jeg selv vælge ville jeg bare gerne væk. Væk til et sted uden bekymringer. Væk til et sted, hvor man ikke behøver være bange for de dømmende blikke. Jeg løb ud af klassen og om til skuret, hvor de store elever sad og røg i frikvartererne. Støttepædagogen som skulle være der i alle timerne fulgte efter mig. Hun skulle være der fordi jeg ikke lavede mine lektier, og pjækkede når jeg kunne komme til det. Men hvorfor gjorde jeg det mon? Det havde alle de klamme psykoselærere aldrig tænkt over. Jeg var mobbeoffer, og det skulle stemples midt i panden på mig.

" Hvad er der i vejen? Er du ked af det fordi din mor lige er død? "

" Klamme smatso, skrid ad helvedes til !"

Tankerne fløj igennem hovedet på mig. Er hun idiot? Så hun ikke, at de sad og kastede en basketball i hovedet på mig? Og nu prøver hun at knække mig psykisk. Flot.


Tiden fortsatte. Jeg kunne ikke flygte fra ordene der hver dag blev slynget i hovedet på mig. Jeg var tyk, grim og intet værd. De håbede at jeg ville tage livet af mig selv, så de kunne blive fri for mig. " Hæng dig selv din fede so!" Kom det fra Hassan som sad nede i hjørnet. Dansklæreren Ditte ignorerede det, ligesom alle de andre lærere gjorde. Når man får sådanne ting at vide hver dag tror man til sidst på det. Jeg var jo tyk, troede jeg.

Jeg vejede 47 kg og var tyndere end de fleste piger i klassen. Jeg havde fået nok af at være den tykke pige. Jeg sultede mig selv. Det blev til anoreksi og selvmordstanker.

Selvom lærerne gentagne gange blev kontaktet af mine forældre, blev der intet gjort. Lærerne ignorere beskederne fra mine forældre. Mine forældre var klar over problemerne, men ikke hvor slemme de var.


I midten af ottende klasse flyttede jeg skole. En ny start. Men jeg troede ikke på, at jeg nogen sinde kunne blive glad. Jeg var bange for at folk ville dømme mig. Jeg var flabet, svarede igen. Barrikaderne var højt oppe. Jeg fik nye venner. De venner der røg hash og tog stoffer, de kriminelle. Men jeg var ligeglad for de accepterede mig for den jeg var. Jeg blev en del af de kriminelle. Dem de andre børn ikke måtte lege med.

Jeg fik skæld ud hver gang de fandt ud af at jeg havde været sammen med dem. Men jeg var ligeglad med mine forældre. For mine nye venner og eneste rigtige venner, accepterede mig. Jeg blev langsomt afhængig af hashen. Men hver gang jeg tog et sug af jointen, følte jeg at jeg kunne lægge min hjerne på hylden. De barske tanker forsvandt. Jeg var glad. Der var ligesom at være på lykkepiller. Det fik mig til at grine, som jeg aldrig har grint før. For jeg kunne alligevel aldrig blive til noget. Og jeg var jo intet værd. Så jeg kunne ligeså godt tage stoffer, og ødelægge mit liv helt. For det kunne næsten ikke blive mere ødelagt. Dagen jeg tog coke var fantastisk, jeg var omringet af de mennesker jeg holde af og elskede. Festen blev holdt nede ved Mathias, der var gang i den. Musikken blev hele tiden højere, og man kunne mærke bassen i gulvet. Vi gik ud i hans garage, hvor hans sprit nye Toyota supra stod. Vi kyssede lidt opad bilen, imens de andre stod ved arbejdsbordet og sniffede. Jeg elskede ham, der var noget ved ham der gjorde mig glad, nærmere lykkelig. Vi gik sammen hen til bordet, hans hånd var ved min talje. Vi startede med en streg og det blev langsomt til mere. Jeg blev svimmel og dårlig. Alkoholen og alle de stoffer var ikke et godt mix. Jeg sad i armene på mathias, han holdte om mig. Han kiggede mig dybt i øjnene, jeg var forelsket. Mine øjne lukkede pludseligt, og mit hjerte stoppede med at slå. Jeg døde lykkelig og flyvende. Jeg var ikke længere bange.


Jeg fik stød igennem hele min krop, mine øjne åbnede bradt. Jeg kunne høre en masse sirener omkring mig. Hvor var jeg? Hvad sker der? Jeg var jo død? Eller det burde jeg være.

En person klemte min hånd, jeg kunne intet se for lygten der blændede mine øjne.

To læger stod bøjet over mig, Mathias stod ved min side. Han så bekymret ud.

Det næste jeg husker var den sygeplejerske der kom for at tjekke op på mig.

Min telefon ringede, det var Mathias.

“ Hej søde. Jeg er på vej op for at hente dig, du er blevet udskrevet.”

Jeg kunne ikke rigtigt snakke, mit hovede snurrede stadig lidt rundt.

“ Hvornår er du her? Så stiller jeg mig ud til hovedindgangen. “

“ 2 min, vi ses. “

Han smækkede røret på, jeg følte mig varm indeni. Han bekymrede sig faktisk for mig.

Jeg begav mig ud mod hovedindgangen. Der holdte han i sin røde arbejdsbil. Jeg satte mig ind, han krammede mig og kyssede mig blidt en enkelt gang. Han tændte en cigaret, og rakte mig en som jeg tog imod. Han standsede foran hans hus. Han kiggede på mig, slukkede bilen og steg ud.

“ Mathias vi skal snakke sammen “ sagde jeg med usikkerhed i stemmen.

“ Snakke om hvad? “

“Da de undersøgte mig på hospitalet fortalte de mig at jeg er gravid.”


Mit liv kom til at ændre sig drastisk. Jeg skulle være mor, og han skulle være far.

Selvom han ikke var vild med tanken, blev han nødt til at acceptere det. Mit barn skulle ikke gennemgå hvad jeg havde gennemgået. Jeg ville være en god mor.