Nogen der vil rette min dansk stil? Nogen der vil rette min dansk stil?

Hej, jeg er i en periode hvor jeg fucker op med kommaer, ifølge min lærer, så er der nogen der vil tjekke min historie igennem? (vi skulle skrive til et billede, derfor den underlige historie )

Uro

Jeg undre mig tit over en masse. Jeg har en uro, en person inde i mig, en person der vil ud.
Jeg har svært ved at slappe ordentligt af, jeg prøver, det gør jeg virkelig.
Det er egentlig ikke fordi min dag er slem, eller at jeg har det dårligt, jeg har bare den uro siddende dybt i mig.
Jeg kan ikke komme af med den, den sidder der som en del af mig, en del jeg ikke kan leve uden, selvom det ikke altid er rart at skulle gå rundt med den konstante uro.
Jeg har brug for frihed, men min uro vil ikke samarbejde, så jeg må ty til andre muligheder – Bjerget.
Når min uro er slem, virkelig slem, må jeg tage ud i bjergene og få noget ro, det er som om, at uroen er bange for bjergene, for aldrig dér følger den mig.
Når jeg er i bjergene, sidder jeg og kigger ud, jeg tænker egentlig ikke rigtigt når jeg er der, jeg slapper af, helt af, uden uroen.
Det sker dog at jeg tænker over ting, ikke på forstyrrende ting min uro får mig til, men på dejlige ting.
Jeg tænker ofte over alle de dejlige ting ved livet, når jeg sidder der og er i ét med naturen.
Jeg tænker aldrig negative tanker der, det hele er bare fantastisk!
Dét er noget af det mest fantastiske ved livet, naturen!
Mennesker er fyldt med forventninger, fordomme, had og andre negative ting, men naturen, naturen har ingen fordomme, naturen forventer intet, naturen er altid positiv.
Jeg sidder altid samme sted, det bedste sted af alle!
Jeg sidder i en fordybning, i de øverste bjerge, her kan jeg kigge ud over alle de andre bjerge, se på dyrene der leger, og stille kommer nærmere.
Det er utrolig smukt at se, at de lidt efter lidt kan mærke min uro, bliver vendt til ro, til sidst glemmer de jeg er der, og kommer helt tæt på.
De er ikke interesseret i mig, men leger videre helt tæt på mig, uanset om jeg rykker mig eller ej, så tænker de ikke over jeg er der. Der er min ro så stor, at jeg går i ét med naturen. Jeg er en del af den smukke natur, en del af bjergene, og alt er perfekt.
Jeg tænker tit over, om naturen mon selv ved det? Ved hvor stor og magtfuld den er.
Mon naturen kan mærke den ro, som den giver mig?
Mon naturen altid har det så godt, som jeg har nu?
Jeg undre mig tit over det, men jeg får aldrig noget svar, jeg er dog kommet frem til mit eget svar, at det må den næsten gøre! Hvordan skulle jeg ellers få den ro? Det er vel naturen der bestemmer hvem den giver energi til, ligesom den gør med mig. Den må da vide hvem den deler sig med!
Når jeg sidder der i bjergene og skuer over landskabet, ved jeg at naturen vil mig, jeg er accepteret af naturen, og derfor hjælper den mig, giver mig ro og støtte.
Naturen er egentlig vidunderlig. Den er smuk, stor, magtfuld, og støttende.
Jeg tror virkelig, at naturen har en sjæl, at naturen lever, bare på en anden måde end mennesker.
Jeg drømmer mig altid ud til bjerget, når jeg ikke kan komme derud, og der ser jeg mig selv udefra, jeg ser mig sidde dér, i ét med naturen, jeg falder bare ind og passer til.
Jeg ser mig selv sidde og kigge ud over bjergene, og ser hvordan alt er roligt omkring mig.
Alt ser så fredeligt ud, men alligevel banker uroen stille på døren, jeg fornemmer uroen når jeg drømmer mig derud.
Uroen er der jo stadig, kun når jeg virkelig er der, og ikke kun drømmer mig derud, er der ro.
Men når jeg vågner fra drømmen igen, er uroen der med det samme, jeg har lært at leve med den, den er en del af mig, og vil altid være det.