Det sidste fra Maggie - rip {{forumTopicSubject}}

Jeg skrev med et par stykker herinde fra om Maggie den dag hun var syg og i ville alle høre en opdatering.. Det er først i dag. 2 måneder efter jeg kunne tage mig sammen og i får den her for jeg har slettet alle beskeder.. For at komme lidt væk..

Håber i har tid til at læse det lange stykke..
Så her er det fra hendes profil:
Tænkte at nu var jeg snart nød til at lave den sidste opdatering på Maggie. Uanset hvor meget jeg ikke vil indse det, bliver jeg nød til at komme videre. Det vil tage lang tid, selvom jeg aldrig tror at det sker. Det meste af juli måned er vi på ferie. Maggie står opstaldet og bliver redet ved min ridelærer. Jeg rider hende nede ved min ridelærer og lørdag den 2. rider jeg hende. Hun går bedre end nogensinde før. Godt den sidste tur var den bedste. Den vil jeg altid huske hende for. Vi tager hende med hjem samme dag.
Søndag morgen, den 3, bliver vi ringet op fra stalden. Maggie er helt ude af den og slet ikke sig selv. Hun har ikke spist aftensmaden fra dagen inden. Hun var blevet bange og faret nogle gange rundt i boksen og hun svedte. Vi kørte der op. Da vi kommer der op står Maggie, våd af sved, slet ikke et tørt sted. Fråde ud af munden. Hun var HELT dehydreret. Jeg græd og græd. Stald ejeren(som også er en af mine ridelærere, godt nok ikke der hun stod under vores ferie) og hendes mand, siger stille: "vi har altså en mistanke om en hjerneblødning" og der knækkede jeg fuldstændig. Jeg har aldrig hørt godt om det og jeg var ikke klar til et farvel. Vi ringede til dyrlægen. Han var der efter 15 minutter. Han gav hende lidt smertestillende og hun faldt til ro. Hjerneblødning udelukket. Jeg faldt lidt ned da han sagde det og sagde han troede det var tarmslyng, men han kunne ikke mærke om tarmen faktisk var drejet. Men han troede stadig det var tarmslyng. På under 5 sekunder sad vi i bilen med pony i traileren. Vi kørte den lange tur på godt 3-4 timer. Selvom det føltes som 20 timer. Hver gang hun flyttede et ben fløj mit hjerte op i halsen. Vi ankom til Ansager og Maggie havde det meget værre. der var fråde ud i hele traileren og blod. Maggie havde bidt sig selv. Vi brugte meget tid på at få hende ud af traileren, hun var helt væk, slet ikke sig selv. Havde ingen balance og var ved at vælte flere gange! Dyrlægen på Ansager kiggede på hende og sagde at det her, blev svært, meget svært. Han tog blodprøver, tjekkede for tarmslyng. Men det var ikke tarmslyng. Han gav hende væske for dehydreringen. Min mor og jeg kørte en tur. Vi gik en tur og græd og græd. Da vi kom tilbage efter 1 time stod Maggie der så jeg kunen se hende fra bilen. Jeg åbnede døren og kaldte og hun lystrede. Dyrlægen troede på det, hun havde det allerede meget bedre. Jeg sagde her mine sidste ord til Maggie, som jeg aldrig glemmer. "Uanset hvad eller ej så står jeg altid ved dig. Jeg elsker dig af hele mit hjerte". Vi kørte hjem og om aftenen ville dyrlægen ringe. Han ringede og sagde at Maggie havde det meget bedre. De ville holde øje med hende hele natten og han troede virkelig på det. Hun havde det så fint nu og var blev stillet i boksen.

Næsten morgen klokken cirka 6 står min mor foran min seng. Jeg tænker yes nu er Maggie rask og vi skal snart hente hende. Men da jeg kigger op står min far for enden af sengen og jeg ved hvad der er galt. Jeg rejser mig og skriger, husker jeg flere gange siger nej nej nej. Ellers så løber jeg bare. Til jeg ikke kan komme længere i huset. Jeg smider mig ned på badeværelset og min mor kommer. Hun fortællet at Maggies organer langsomt i løbet af natten har givet op. Hendes hjerte, nyrer og bare det hele. Hun siger at nu kan de ikke gøre mere. Hun siger: "De er nød til at aflive hende hvis det er okay med dig. Men det er det eneste at gøre". Det er det hårdeste svar jeg nogensinde har givet. Vi ringer til Ansager og siger at det er det. Jeg beder dem sige det sidste. "at jeg virkelig elsker hende.." og at klippe lidt man og hale. De siger at de ringer når hun er væk, når hendes sidste åndedrag er taget. De 10 minutter føltes som en time. Og tanken om at min smukke stjerne ville lukke øjnene og aldrig åbne dem igen. Aldrig kigge på mig. Aldrig give mig gode minder igen. De ringer og siger at Maggie nu er død og spørger om de må obducere hende. Jeg var imod men hvis ikke de gjorde det kunne vi ikke få forsikring og jeg ville gå med en sten i maven resten af livet. De obducerer hende de næste timer og ringer så tilbage.
Maggie har en tarmsygdom der giver koldbrand i tarmen. Der var ingen tarm tilbage, den var bare hullet. Ingen tarm.. Overhovedet... Sygdommen kan opereres, der er dog aldrig kommet noget godt ud af det. 90-100% dør af sygdommen.. Det var så det. Alle de gode minder, dejlige timer. De dage hvor intet har været med mig var hun altid med mig. Min elskede bedste ven. Jeg glemmer hende aldrig.. Det har bare været et skod år... De værste dage i mit liv.. At ens bedsteven på 2 dage er revet ud af armene på en. Mine sidste og evige ord til dig: "Jeg elsker dig"
Jeg har fået en ny pony som det går godt med.. Han er virkelig dejlig.. Men Maggie kunne også bare nogle ting som ingen andre kunne!
Billdet er fra den dag hun blev min