Det var så den eksamen ... {{forumTopicSubject}}

Jeg har virkelig brug for at komme ud med mine følelser lige nu.

Jeg har en svær depression, buhu for mig, hvilket i bund og grund har sine rødder i, at jeg er overbelastet af skolen. Siden 7. klasse har jeg været fuldstændig ødelagt mentalt, men først her i 2.g har jeg fået behandling. Nu hvor året ebber ud er jeg blevet så stresset, at jeg ikke kan føle noget som helst - end ikke nervøsitet, som plejer at være min mest fremtrædende følelse. I dag skulle jeg op i naturgeografi (jeg er supersproglig), som jeg hverken havde haft overskud til at læse op til eller overveje. Ja, okay, så har man ligesom lagt standarden for en god, velforberedt eksamen ... I know.

Jeg er en straight A student, medlem af Master Class og vant til en hulens masse ros - som i bund og grund er ondskabens sande ansigt i og med, at dette har skabt min depression. Jeg er så skoletræt, så træt af livet, at jeg op til flere gange har overvejet selvmord, fordi jeg slet ikke kan overskue hvilken retning, jeg skal gå i. Når det er sagt, så fik jeg godt nok noget af et wake-up call i dag.
Lærer og censor pisker mig rundt i manegen, afbryder og snakker så meget, at jeg selv ikke kan få lov til at få et ord indført. Desuden er mit eksamensspørgsmål så kringlet formuleret, at lærer knapt nok selv forstår det.

Da jeg skal ind og have min karakter, sætter læreren sig ikke ned men kigger kritiserende på mig og spørger: "Hvad gik der lige galt?" Øhhh, galt? Jeg har fremlagt, det er, hvad der gik galt.
"Du består, men det er lige på kanten." Ja, undskyld mig, men I har lige rost mig for alt det, jeg har sagt og alligevel ender jeg med et 02. Med tårer ned af kinderne tager jeg mine ting, vender mig og går ud af lokalet uden at sige et eneste ord til dem. Hold da fast.
Nu sidder jeg her, spiser Ben & Jerry's og ser tegnefilm.

Det er ikke så meget, at det gik dårligt. Helt ærligt, jeg var ikke forberedt. Det er mere det, at jeg i forvejen har sådan en nedtur over hele min tilværelse, at den karakter virkelig virkede som en hammer i ansigtet. På torsdag står der fransk mundtlig årsprøve på skemaet, men jeg ringer til min studievejleder, som er ganske klar over min depression og stress, og siger, at jeg på ingen mulig måde kan overskue bare at skulle tage sokker på.
Måske tager jeg det for tungt, måske ikke. Ikke desto mindre havde jeg brug for at komme ud med min oplevelse, så tak fordi du læste med.

Hvordan går det med jeres eksaminer?