passende overskrift (stil) {{forumTopicSubject}}

jeg er næsten færdig med min stil til på onsdag, men jeg kan ikke finde en overskrift til den håber der er nogen der gider læse den igennem og komme med et forslag til en overskrift

Jeg gav dig det sidste kram lige inden vi sagde farvel for alvor. Jeg kommer ikke til at se dig igen før om mange, mange år. Intet ville blives om før, alt bliver anderledes når du ikke er her til at holde mit humør oppe.
Dit fly lettede fra jorden og fløj mod Thailand hvor du nu skal bo. Jeg kørte hjem i min bil, jeg tænkte ikke over hvad jeg lavede jeg kørte bare. Jeg tænkte kun på at du ikke ville være inde ved siden af i nummer 4. Du er min bedste ven, jeg vil savne dig til jeg ser dig, og så savne dig igen... Jeg kom hjem, satte mig på sofaen og kiggede ud i luften. Nu er du virkelig væk.
Den næste uge levede jeg ikke, mit liv gav ingen mening uden dig. Jeg spiste, sov og kiggede ud i luften, jeg tog ikke på arbejde, jeg kom aldrig ud for huset, jeg lavede intet. Jeg havde ikke et liv længere. Jeg vidste det ville blive hårdt, men ikke så hårdt. Jeg troede mit liv ville fortsætte, men jeg tog fejl. Det føltes som om jeg var død, væk fra jordens overflade, jeg var hjemløs i mine tanker.
For første gang efter to måneder uden dig gik jeg en tur. Det var så længe siden jeg havde set verden udenfor mit hjem. Det var rart, men lige da jeg kom forbi det hus hvor du boede,brød jeg ud i gråd. Jeg løb tilbage til mit hus og låste mig igen inde for verden udenfor.
Efter flere timer hvor jeg kiggede ud i luften, jeg tænkte på dig, og hvad vi havde aftalt før du tog afsted. Mail. Vi skulle skrive sammen over mail! Jeg havde glemt alt om at skrive sammen hver dag.
Jeg skyndte mig hen til min computer og tændte den mens jeg tænkte på hvor længe der egentlig var gået siden du tog afsted? To måneder og 3 uger, 79 døgn. Jeg havde ikke haft kontakt til verdenen udenfor min hoveddør i 79 døgn. Jeg selv havde ikke anet hvor længe der var gået, jeg havde ikke engang en fornemmelse.
Der var kommet næsten 70 mails fra dig. Jeg åbnede den du sidst havde sendt i går hvor der stod: ``Hey? Hvad er der sket? Jeg har skrevet næsten 70 mails til dig… Hvorfor svarer du ikke? Jeg savner dig så meget… Svar mig! Please! Jeg har brug for stadig at have dig i mit liv, uden dig tænker jeg ikke klart, jeg tænker hele tiden på dig, er der sket noget? Hader du mig? Hvorfor ignorere du mig? Hvorfor svare du mig ikke?! Kom nu! Det her er sidste mail jeg sender dig… Jeg håber virkelig du vil svare mig! ´´ Jeg blev rørt, men samtidig sur på mig selv fordi jeg fuldstændig havde glemt dig. Jeg skyndte mig at svare tilbage før du blev mere bekymret for mig. `` Hej! Undskyld jeg ikke har svaret dig før nu, men jeg har været HELT nede over at du er rejst Siden du er rejst er der gået 79 dage, jeg har kun været ude en gang i de 79 dage… Og det var kun i en halv time… Ellers har jeg siddet og kigget ind i væggen mens jeg har tænkt over hvordan min verden ville fungere uden dig… Endelig har jeg fundet et svar, jeg har virkelig savnet dig! :)´´
Efter jeg havde skrevet til dig prøvede jeg igen at gå ud for at se hvordan verden så ud udenfor. Det var iskoldt og sneen lå i et tykt lag udenfor. Jeg gik ind igen og tog mere tøj på, og gik ud igen. Jeg gik en tur rundt i kvarteret. Halvanden time efter frøs jeg så meget at jeg måtte gå hjem igen for at få varmen. Jeg tændte igen min computer for at se om du havde skrevet tilbage. Det havde du ikke… Men jeg tog det pænt og slukkede bare computeren og begyndte på noget andet. Efter et par timer med lidt forskelligt beskæftigelse tjekkede jeg computeren igen. Du havde svaret mig! ``Åååh hvor er det rart at høre at der ikke er sket noget med dig! Jeg troede du var kommet slemt til skade siden du ikke svarede mig… Men det er så rart at høre fra dig! Tænk at det er så længe siden? Hvordan er vejret i Danmark egentlig? Er der kommet sne? Jeg har så meget at spørge om, men jeg syntes du skal starte med at komme med alle de spørgsmål du nu vil! Håber at høre snarest muligt fra dig! ´´
Jeg blev glad og satte mig med det samme til at skrive en lang mail som svar, jeg fik hurtigt svar tilbage med svar på alt hvad jeg havde spurgt om! Det var så rart at høre at du også savnede mig næsten lige så højt som jeg gjorde, men der var et enkelt spørgsmål der slet ikke blev nævnt i dit svar? Hvad skal jeg gøre for ikke at blive som det har været de sidste 79 dage? Der stod intet om dét spørgsmål…
Jeg skrev igen til dig: ``Det lyder alt sammen super rart, og det lyder som om at du virkelig nyder dit nye hjem! Men du nævnte ikke noget om mit ene spørgsmål? Hvad skal jeg fortsat gøre for at jeg ikke isolere mig fra verdenen igen? Har du ikke et svar til det eller vil du bare ikke svare på det?? ´´
Jeg gik derefter i seng. Jeg sov rigtig godt den dag. Jeg drømte om hvor dejligt mit liv ville blive fremover, det ville næsten blive det samme som før du tog af sted! Men selvfølgelig kun næsten, du som person ville jo ikke være der, men det kunne ikke blive bedre som tingene stod til nu…
Dagen efter vågnede jeg tidligt. Tanken om at du måske havde svaret mig vækkede mig. Jeg skyndte mig op til computeren igen, og så at du havde svaret tilbage igen.
``Jeg undlod at svare på lige det spørgsmål da jeg bare ikke rigtigt ved hvad jeg skal svare… Men hvad med at finde nogen du kan snakke med? Altså så du ikke kun skriver med mig hver dag? Få nogen gode og tætte venner som du kan snakke med. Du skal stole på dem og tro på at du kan fortælle dem om alle problemer du går og har, og så SKAL du fortælle både dem og mig om det, du må ikke gå alene med problemer for tiden, hvis du gør det vil du nok bryde sammen igen og isolere dig fra alt kontakt til omverdenen. Så kom ud og mød nogen mennesker, find evt. nogen gamle venner og snak med dem? Det er det eneste jeg lige nu kan komme med af forslag, men husk at jeg ALTID er her for dig! ´´
Jeg svarede tilbage hvor jeg takkede for svar, og svarede at jeg ville forsøge.
Jeg gik igen ud. Jeg prøvede at gå hen til de steder hvor nogen af mine tidligere venner havde boet, men ingen af dem boede der længere… Alle var flyttet så langt væk at jeg umuligt ville finde en ven som jeg kunne fortælle om de problemer der dukkede op i mit liv uden at det skulle være over telefon eller mail…
Jeg gav op og gik hjemad igen… Jeg ville skrive til dig igen om at din plan om at opsøge gamle venner var slået fejl. Men da jeg gik i mine egne tanker om hvordan jeg skulle forklare hvad jeg følte over en mail, men jeg måtte forsøge. Jeg så mig ikke for, og gik direkte ud i en bil der kørte i mod mig med 80 km/t. Alt så sort ud, jeg så mig selv ligge bevidstløst som om jeg selv stod og så på mig selv ligge på jorden. Jeg prøvede at råbe men intet kom ud af min mund, jeg var virkelig bevidstløs og kunne ikke gøre noget ved det… Mange mennesker strømmede om mig, og få minutter senere kom en ambulance for at hente mig. Jeg fulgte med mig selv, stadig som om jeg kiggede på mig selv udenfor min egen krop. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre, så jeg stod egentlig bare og ventede på hvad der videre skulle ske.
Alle menneskerne i ambulancen gik uroligt rundt om min bevidstløse krop uden at gøre noget… Men pludselig blev alt sløret igen, jeg kunne ikke længere se mig selv ligge i ambulancen længere. Alt var sort i et kort øjeblik, men pludselig kunne jeg åbne øjnene igen. Jeg så direkte op i ambulancens tag, jeg kiggede rundt og jeg var stadig omringet af ambulancefolk. Der kom en dame hen til mig og spurgte mig om hvad jeg hed, jeg svarede hende. Hun spurgte om hvornår jeg havde fødselsdag, jeg svarede hende igen uden tøven og sådan blev det ved indtil vi nåede hospitalet.
Da vi nåede hospitalet kom jeg ind i et stort rum og blev løftet over i en seng der stod midt i rummet. Jeg var stadig vågen men var så træt, men når jeg prøvede at lægge mig til at sove, fik jeg ikke lov at lægerne der nu stod omkring mig. Jeg skulle undersøges før jeg måtte noget som helst. Jeg ville egentlig bare gerne skrive til dig, men fik ikke lov. Der gik flere timer, og jeg blev mere og mere træt. Til sidst faldt jeg i søvn, men blev flået ud af min søvn igen med det samme af den smerte der brød ud i min arm da lægerne bandt gips om den. Jeg havde aldrig i mit liv prøvet noget mere smertefuldt eller forfærdeligt. Jeg skreg af smerte og ville vride mig hvis jeg kunne få min krop til at reagere, men det var som om at intet i min krop fungere længere… Så jeg lå bare og skreg så højt jeg overhovedet kunne.
Pludselig stoppede smerten, eller den var der stadig, bare meget, meget mindre. Jeg stoppede med at skrige og begyndte at kigge rundt, jeg så en læge stå og kigge ned på mig. Jeg spurgte hvad der var sket med mig siden jeg lå her. Lægen fortalte jeg var blevet kørt ned at en bil og var sluppet kun med en brækket arm. Men min arm var brækket næsten helt over. Først forstod jeg ikke hvad lægen egentlig sagde til mig, men efter jeg havde tænkte det igennem et par gange begyndte jeg at huske hvad der var sket for kun et par timer siden. Jeg huskede det meste af det der var sket, og ville med det samme kunne skrive det til dig, men fik stadig ikke lov. Lægerne skulle have mig til observation i et par uger for at se om der evt. skulle være sket andet med mig end at min arm var brækket.
Endelig fik jeg lov at skrive en mail til dig efter 2 uges ventetid. Jeg startede min mail med at skrive alt hvad jeg kunne huske fra ulykken, og derefter alt hvad jeg ville have skrevet til dig lige før ulykken. Min mail blev meget lang og sikkert indviklet, men jeg vidste at du ville forstå mig som du plejede.
Du svarede først dagen efter, hvor du kom med opmuntrende ord til hvordan jeg skulle blive ved med at skrive til dig, og om jeg vidste hvornår jeg fik lov at komme hjem igen.
Jeg svarede dig tilbage hurtigt: ``Det er dejligt at høre at du stadig svare mig efter de to uger jeg ikke har kunnet skrive til dig. Jeg siger mange tak for din hjælpsomhed med hvad der er sket, men jeg fortjener det vel egentlig ikke, jeg gik jo selv direkte ud i bilen. Det er 100 % min egen skyld at jeg ligger her, jeg gik i mine egne tanker uden at ane at jeg fik drejet direkte ud på vejen. Så jeg fortjener ikke alt den medfølelse…
Jeg ved stadig ikke helt præcist hvornår jeg kommer hjem igen, men lægerne regner med en gang i næste uge. Men som sagt er det ikke sikkert endnu…
Men har du egentlig ikke mulighed for at tage på ferie i julen og besøge mig? Jeg savner dig så uendelig meget… jeg ved godt at det sikkert er umuligt med det budget du har, og at du er nødt til også at have råd og alt det der, men jeg mangler virkelig en person jeg stoler på, og som jeg kan snakke med, ikke kun skrive med… jeg mangler bare at se dig igen, bare en sidste gang…
Jeg har regnet ud at der er gået præcist 94 dage efter du er taget af sted, det føltes virkelig som om der er gået 3 år, eller mere… Har du stadig ingen mulighed for at komme tilbage til jul?´´
Efter jeg trykkede send, lukkede jeg computeren ned og lagde mig til at sove.







Den skal ende ud i at vennen kommer hjem på besøg hele julen, og at ''jeg'' finder en ny god ven. men selvfølgelig stadig hole kontakten med den gamle ven
(og undskyld den er så lang, håber den er til at kommer igennem )