voksne børn-julen-nyt forhold {{forumTopicSubject}}

Min kæreste og jeg har offecielt kendt hinanden siden i sommers, uoffecuielt har vi kendt hinanden i snart 2 år.
vi er for nylig flyttet sammen, i hans hus.
Han har to voksne sønner fra sit første ægteskab, han og drengene skal være sammen i Norge i julen, og han har et ønkse om at jeg deltager.
Jeg har forsøgt som en gal at få fri fra arbejde i julen netop for at tage med. Det er nu lykkedes mig at få fri, men så syntes drengene ikke at jeg skal med, og de siger "det er lidt for mærkeligt at tilbringe en uges ferie med en vi ikke kender"

Min kæreste er ked af det, og klart splittet mellem mig og sine sønner, han siger han forsøger at få dem til at ændre opfattelse. og mit svar svar har indtil videre været "så bliver jeg bare hjemme"
men så er det at det begynder at irritere mig, jeg har knoklet for at få fri og bruger ferie på som det ser ud lige nu at sidde hjemme og glo alene. det irriterer mig at jeg er med til at betale deres juleferie (fælles økonomi), og det irriterer mig at hans drenge umiddelbart stadig er to barnlige og egoistiske individer.
min kæreste er selvfølgelig splittet, og så er det at mit dilemma opstår, for egentlig har jeg lyst til at fortælle ham om mine tanker i forhold til hans drenge, og julen, men satidig har jeg ikke lyst til at gøre hans splittelse større.
jeg har lyst til at spørge ham hvor længe hans drenge skal have lov at sætte dagsorden, lyst til at bede ham sætte foden ned og minde drengene om at de er inviteret med på vores regning. minde dem om at når de starter på uddannelse, på arbjde, eller til feks sport, så kender de heller ikke folk i forvejen.
spørge dem hvordan og hvornår de har tænkt sig at lære fars nye kæreste at kende.
ja en uge er lang tid, men det er jo ikke just fordi vi skal sidde lårene af hinanden, de skal stå på ski med deres far, de skla ikke hænge på mig.
jeg forstår godt at drengene syntes det er underligt at jeg skal med, jeg forstår deres betænkligheder, og kan også godt se at når de ikke ved at deres far og jeg har kendt hinanden i snart 2 år så virker det overilet.
jeg ville da selv hvis det var mine forældre der pludselig præsenterede mig for en ny og yngre partner, have mine betænkeligheder, men jeg ville sandelig give det menneske en chance.

samtidig med at forståelsen er der, så er der også en side i mig, der bliver ond. jeg får tanken at så skal de forkælede knægte ikke være specielt velkomne i mit (vores fælles hjem), at jeg da bestemt ikke har lyst til at være gæstfri og imødekommende over for dem...
ja hurra Rikke 5 år, så belv du lige så barnlig...... nej for det er tanker, selvfølgelig ikke noget jeg har i sinde at føre ud i livet.

det er ret negative tanker der er om min kærestes sønner, og deres opførsel, men jeg kan ikke fine ud af om jeg skal dele disse tanker med min kæreste, eller om jeg bare skal sluge kamelen og lade som ingen ting. og i stedet for støtte min kæreste og bakke ham op i at han syntes det er træls at de reagere som de gør.
hvordan kan jeg får mine tanker ud uden at det bliver et angreb på ham og hans drenge og uden at han føler sig i klemme*????