Problemer med mor {{forumTopicSubject}}

Hej folkens!:)

Jeg sidder her med tårer i øjnene og ved ikke hvad jeg skal gøre..
-Og jeg ved heller ikke helt hvor jeg skal begynde..
Altså jeg er skilsmisse barn og det har jeg været siden jeg var 2. Min far fik en ny kæreste da jeg var 4 og de fik et barn da jeg var 8. Det er fint og jeg elsker virkelig min far, min papmor og min lillesøster. Vi bor på en gård hvor min hest og min hund er.
Min mor er stadig alene den dag i dag og hun bor i det samme hus hun altid har gjort. Vi har ingen dyr. Jeg bor hver anden uge hos min far og hver anden hos min mor.

Mit problem er bare at jeg har det svært med min mor. Det har jeg haft i mange år, men jeg synes virkelig det er blevet slemt siden jeg kom hjem fra efterskole sidste år.

Min far sagde inden mit efterskoleophold at han gerne vil have at jeg flyttede ud til ham på 'fuldtid' hvilket jeg syntes var en super idé!
Det er ikke sket.

Min mor og jeg har det med at komme op og skændes meget meget hurtigt over næsten ingen ting. Så sent som i dag kommer hun hjem et par timer efter mig. Jeg havde inden da lagt vasketøjet på plads, men havde åbenbart glemt at slå en af de der 'klapper' ned som sidder på stativet. Det blev hun virkelig gal over. Hun stod og råbte af mig og sagde at jeg simpelthen ikke kunne finde ud af noget.
Hun står tit og råber af mig på den måde. Men det er værst når hun har drukket. Hun drikker virkelig meget vin synes jeg.
Hun er virkelig bare som en bombe der kan eksplodere når som helst, når hun har drukket. Samtidig har hun de sygeste humørsvingninger.. Det ene øjeblik kan hun stå og råbe af mig og kalde mig selvisk (et ord hun tit bruger om mig) og det næste er jeg hendes 'lille pusse-nusse pige' osv.
Jeg føler at jeg enten er hendes 6 årige lille datter eller hendes 46 årige dovne mand; alt efter hendes humør.

Hun kan snakke til mig som om jeg er en lille pige. Fuldstændig overbeskyttende. Bestemmer mine sengetider (kl. 8 senest 9 efter hendes mening. (skal du ikke snart ind og putte-sove tulle? og taler med den der babystemme) minder om ting 100 gange som om jeg ikke kan finde ud af noget selv.

En dag bad jeg hende om at lade være med at minde mig på den samme ting SÅ mange gange. Hun havde mindet mig på en ting rigtig mange gange, hvor jeg fik et dette svar tilbage: 'Det bliver jeg jo nødt til, for du kan jo intet selv. Hvis jeg ikke gjorde det ville du jo ikke engang huske at du skal op i skole i morgen. Jeg prøver jo bare at være sød. Du er ligesom din far! Han kan heller ikke noget!'

Hun bruger tit den med min far og sårer mig ved at sige grimme ting om ham. Hun siger også tit at min far ikke kan lide mig og at han aldrig gør noget for mig. Det er ikke rigtigt. Min far gør virkelig alt for mig og jeg elsker ham virkelig og kunne slet ikke forstille mig ikke at have ham som min far.

Men ja, ellers er der virkelig trist herhjemme. Jeg fortæller aldrig min mor noget for jeg bliver ofte skældt ud/afbrudt af det jeg siger. Jeg for sjælendt lov til at færdiggøre det jeg vil sige.
Jeg er faktisk gået hen og blevet lidt små bange for hende. Jeg er virkelig bange for at sige noget forkert eller gøre noget forkert for så ved jeg hun bare begynder og råbe af mig.

Hvis der er noget med hendes computer/mobil/ipad giver hun altid mig skylden for at det ikke virker. For ikke så længe siden mente hun at det var min skyld at hendes computer ikke ville overføre et billede til facebook. Det endte i et slemt skænderi, for jeg ville ikke finde mig i at hun stod og sagde at jeg ødelagde hendes computer når jeg ikke engang havde brugt den.

Jeg har snakket med min far og min papmor om at jeg er meget ked af det når jeg er hos min mor, 2 gange. Den ene gang fortalte jeg også at jeg havde skåret i mig selv i en lille periode for et par år tilbage, fordi jeg var sikker på at jeg var en dårlig datter og derfor ville 'straffe' mig selv. De blev meget kede af det da de hørte det og sagde at de ville prøve at snakke med min mor om at jeg var ked af det når jeg var hos hende.
Det skete aldrig.

Jeg tror også at min far er lidt små bange for hende. Hvis der er en konflikt vil han ikke rigtig løse den og virker som om han bare skynder sig væk eller bare overgiver sig med det samme.

Men det absolut værste er at når jeg er hos min mor må jeg ikke se min hest. Hun mener at ridning er en dårlig ting for min og jeg burde sælge Disa. Det vil jeg jo ikke.
Jeg har det virkelig(!) dårligt med at jeg ikke kommer ud til Disa hver dag. Hun bliver self passet og sådan når jeg ikke er der, men jeg savner hende virkelig grumt...

Jeg har prøvet at snakke med min mor om det her. Stille og roligt. Det har endt op i kæmpe skænderier og hvor jeg endte med at være skurken.

Jeg er ikke sådan en teenager som bare prøver at være på tværs altid. Jeg vil gøre det bedste for min familie og gør alt for at hjælpe til herhjemme og gøre dem glade. Jeg spørger dem altid om lov i god tid hvis jeg skal noget, laver mine lektier og passer skolen osv.

Jeg ved min mor har det svært. Hun har det rigtigt svært. For 5 år siden døde hendes mor (min bedstemor) og det var der alt blev rigtigt slemt. Det er som om min mor ikke er kommet over det selvom hun har fået psykisk hjælp.
Hun har ikke rigtigt nogle venner og det eneste hun laver er at arbejde og ryge og drikke vin.
Jeg er ærlig talt bange for at hun begår selvmord hvis jeg siger til hende at jeg flytter ud til min far. For hvad har hun så tilbage? Jeg kan bare ikke holde det her ud mere. Jeg er så ked af det og trist når jeg er hos hende, fordi jeg er så bange for at hun skal stå og råbe af mig...

Nogle råd?

Respekt hvis du gad at læse alt det her igennem

-Grøndahl.