Hårdt brug for at få det ned på skrift. {{forumTopicSubject}}

Jeg skriver det her, fordi jeg har brug for det. Jeg har skrevet med min bedste veninde om det, og snakket med min mor om det, men det er ikke nok. Bliver nødt til at få det ud til nogen andre også.

Jeg sidder og næsten er ved at bryde sammen. Jeg er så inderligt rasende, frustreret og ked af det.
Min kusine. Min dejlige, dejlige kusine på 9-10 år må hun være, bor ved sin mor. En rigtig møgkælling, for at sige det pænt. Og min kusine vil ikke bo ved hende, hun vil bo ved sin far. Men, moren vil ikke frivilligt give slip på børnene. Hun har et horn i siden på min onkel, og ved at den eneste måde at ramme ham på er, at holde på hans datter. + Hun får jo børnepengene, så de er en god 'investering' for kællingen så hun kan få sine smøger. Hun er fuldstændig ligeglad med mine kusiner (Hende der vil bo ved sin far er ældst, hendes lillesøster er 7 ca.), så længe hun kan ramme min onkel og få pengene.
Begge piger er tynde, har ingen energi fordi de får ikke 'rigtig' mad. Det er altid et eller andet usundt. Det undrer mig de ikke er vildt tykke, men de er utrolig tynde.
De må ikke få et varmt bad om sommeren, fordi morens kæreste ikke gider fyre så der kan komme varmt vand. En ven af moren og kæresten har fået forbud om at komme i huset, fordi han vred min kusines arm afled, så hun måtte på skadestuen. Idioten kommer stadig i huset.

Min onkel fik så et møde i retten, om at kunne få min kusine hjem til sig at bo. På trods af min kusines ord om at hun vil hjem til sin far, fortalt hvad der sker i hjemmet osv osv, ender det med at min onkel ikke får medhold, og min kusine SKAL med sin mor hjem. Hun var helt knust og brød sammen. Og den idiotiske kælling stod bare og grinte skadefro af min onkel da de kom ud.

Jeg er SÅ rasende!! Og jeg håber aldrig, at jeg kommer i nærheden af den kælling, for så kan jeg ikke love for konsekvenserne!

Det værste af det hele for mig er, at jeg intet kan gøre. Jeg kan intet gøre for at hjælpe min elskede kusine væk fra sin mor. Og det skærer i mit hjerte.. Hun betyder meget for mig, selvom jeg sjældent ser hende, og hun skal bare have det godt, for hun er en af de sødeste, kærligste, dejligste, smukkeste piger jeg kender, og jeg elsker hende som var hun min egen søster. Så det at jeg intet kan gøre, tager hårdt på mig..

Puha. Måtte lige ud med det. Skulderklap til dem som fik kæmpet sig gennem min roman af en tekst.