Fra uridelig til ridelig på 5 måneder. {{forumTopicSubject}}

Hej HG. Jeg er så glad i øjeblikket, og jeg har lyst til at fortælle hvorfor. Det kan i læse herunder, hvis i lyster.

Det kan måske virke en smule underligt, at skrive historie om en pony, man kun har ejet i knap 5 måneder, men tro mig eller ej – der er rigtig meget at fortælle. Jeg har besluttet mig for at fortælle det hele, detaljeret, uden at undlade nogle ting(Jeg nævner dog ingen navne). Det har jeg besluttet, fordi, at det vi har gået igennem, har lært mig så utrolig mange ting. Det har givet mig udfordring, det har kostet blod og tårer, det har været dyrt, men alt dette har været det hele værd. Så her kommer Maydays historie, fra da jeg så hende første gang, til nu.

Jeg havde længe ledt efter en ny pony, som skulle være min fremtidige mounted games pony. Da man tit finder ponyer, som egner sig godt til denne sportsgren, hos hestehandlere, var det dér vi startede. Min mor og jeg tog et smut til en hestehandler i Roskilde, hvor vi blev ført ned i et hjørne af stalden, hvor der stod en høj araberlignende pony. Jeg var med det samme interesseret, da hun lignede den type pony, som jeg ledte efter. Vi tog hende ud på staldgangen, hev dækkenet af, og begyndte at strigle hende. Jeg var nu ikke et øjeblik i tvivl om, at det var den model jeg ledte efter: spinkel, langbenet, højtstillet – ja, i det hele taget en meget pæn pony. Men da alt kom til alt, og de fik vist hende frem, lignede hun noget der var løgn, under ridning. Hun slog med hovedet, løb fra rytteren, stak hovedet i vejret, og galloppen var enten store hop på stedet, eller løbe så hurtigt, at hun nær væltede. Jeg blev dog overrasket, da jeg selv prøvede hende, og den eneste grund til, at jeg stadig forblev interesseret, var fordi jeg kunne mærke, at hun havde været velredet – hun kunne stoppes så let som ingenting, blot ved at bruge benene. Vi tog hjem og tænkte længe over det, men jeg blev enig om, at jeg ville følge min mavefornemmelse – selvom det ville være et MEGET satset køb. Vi prøvede hende igen, og blev enige om en pris, som selvfølgelig kunne afspejles i, at hun ikke var ridelig. Et par dage efter tog vi vores dyrlæge med, og kørte mod Roskilde. Hun gik igennem bøjeprøve, og der var intet at sætte en finger på. Men da vi så skulle tjekke hende i en longe, var hun 2 grader halt på en snæver volte, på indvendige ben, på begge volter. Av. Jeg kunne ikke lade hende blive ved hestehandleren, så jeg trodsede min dyrlæges råd, og tog hende med hjem på prøve i 10 dage, hvor hun så skulle tjekkes igen på 10’ende dagen. Efter 10 dage var det positivt, hun var ren gående på venstre volte, men så kom mavepusteren: Hun var stadig 1 grad halt på højre. Jeg græd, og græd, men endte med at følge min mors og dyrlægens råd, og sendte hende tilbage til hestehandleren. Jeg var så ked af det, at jeg mistede lysten til at kigge videre. Hver gang jeg kiggede på nettet, kiggede jeg efter en pony, som lignede Mayday, og hvis den ikke gjorde, kasserede jeg den. En måned efter kunne jeg ikke holde det ud længere. Min mor foreslog, at vi tog ud og tjekkede hende i en longe igen – og jeg var lykkelig for bare at skulle ud og se hende igen. Men frygten sad i mig, lige meget hvor meget jeg prøvede at skjule den. Vi tjekkede hende i longen, og hun var rengående. Hun var rengående! Hun var ikke det mindste halt, og jeg var glad. Vi besluttede os for at låne hende i en måned. Lige fra den dag jeg red hende første gang siden sidst vi havde lånt hende, kunne jeg mærke, at hun havde husket nogle af de ting, jeg havde lært hende, alene på de 10 dage hvor jeg tidligere havde haft hende hjemme. Det første vi gjorde, var at få en tandlæge ud. Han fik så høvlet samtlige tandspidser af, og hun havde mange sår i kinderne – stakkel! Vi fik brudt den onde cirkel, og kunne nu trave. Hun løb stadig fra mig (altså øgede traven) når jeg gav efter. Jeg viste hende frem til min dressur underviser, hvor Mayday slet ikke var til at samarbejde med, hun tog snuden i vejret, og hvis jeg prøvede at tage det mindste i tøjlen, satte hun i gallop og hoppede på stedet. Hun sagde, at jeg ikke var rigtig klog at købe den pony, men hun kunne se på mig, at jeg ikke ændrede mening. Jeg ville følge min mavefornemmelse. Hun sagde, at hun kunne se, at den var skæv i kraniet, og vi fik derfor en kiropraktor ud. Efter det, var hun markant bedre. Den 28. januar købte jeg hende, for mine egne penge. Der var ingen vej tilbage, og det føltes godt. Hun var endelig min.
Jeg begyndte at bruge glidetøjle, og her hjalp min mor og min dressurunderviser mig, sådan så jeg brugte den rigtigt. Efter 2 uger med glidetøjle, kunne hun slappe mere af i traven, men da jeg smed glidetøjlen blev hun igen bedre – ikke mere glidetøjle til hende. Jeg var lykkelig over at kunne ride hende mere og mere stabilt i trav, selvom det stadig ikke så godt ud, kunne hun gå til bidet og slappe af ca. 10 skridt på en volte. Vi fik kiropraktor til hende igen, men denne gang var der ingen ændring, desværre. Jeg var påbegyndt at træne mounted games på hende, hvor hun bukkede når jeg skulle lave højrevendinger, og stejlede meget højt, når hun ikke vidste hvad hun skulle. Jeg blev opmærksom på den sadel jeg red på hende med, da hun gik bedre uden sadel end med. Da kiropraktoren havde rådet os til at vente med at købe sadel, til hun havde opbygget nogle flere muskler (Noget værre sludder fandt jeg ud af), begyndte jeg at ride i en ponypude. Vi begyndte at arbejde med galloppen, jeg fik ondt i ryggen af de hop hun lavede, men vi kæmpede videre, og en dag fik vi brudt cirklen, og hun gik til biddet og brugte ryggen rigtigt for første gang!
Efter de gik det kun fremad, indtil jeg tog hende med til mounted games stævne, hvor det hele gik galt. Hun blev mere og mere fustreret, hun bakkede rundt om tingene, væltede alt, stejlede, og jeg var så ked af det. Jeg indså efter det, at det enten var hendes temperament, eller også havde hun stadig enormt ondt et sted. Da jeg troede mest på det sidste, tog vi hende til en sadelmager, som sagde at hun, for at kunne opbygge de rigtige muskler, helt sikkert skulle have en ordentlig sadel – så det købte jeg da, og min konto gik i bund igen igen;) Dette var endnu et rigtigt valg, hun blev bedre at ride. Søndag den 9. juni, altså et par uger siden, fik vi en anden meget dygtig kiropraktor ud, som sagde, at hun var skæv i ryggen, krydset, nakken, kraniet(!), og bagbenene havde ingen frihed. Han gav hende behandling i 2 timer, hvorefter hun skulle have fri i 2 dage og skridtes i 20 min i 2 dage. Jeg kunne så ride hende i fredags – og hun kunne gå til biddet i gallop til begge sider, hun kunne bøjes til højre, og hun var en helt anden pony. Jeg tog til mounted games stævne i Sverige fredag eftermiddag (kiropraktoren havde taget hensyn til dette), og hun var en helt anden pony at ride på – hun var glad, hun bukkede ikke, hun kunne stå stille når man bad hende om det, hun væltede ikke tingene, og hun havde ikke det vilde blik hun tidligere havde haft. Nu sidder jeg så i dag, rigtig glad, og glæder mig over, at jeg hele vejen har fuldt mine mavefornemmelser, og har en pony som er ridelig, glad, frisk, og en kommende mounted games stjerne! På 5 måneder har jeg været mere igennem, end jeg nogensinde har med andre heste, i hele mit liv. Det har gjort, at jeg elsker den pony mere end noget andet. Og hun er jo ikke blevet kaldt ”Mayday” for ingenting. Hendes rigtige navn er Little Miss May