Novelle..Selvmordet.. {{forumTopicSubject}}

Ja det er en dansk stil jeg skal lave og er endelig blevet færdi med den. Den hedder selvmordet og her kommer den.

Selvmordet
Det var en sensommeraften. Amber sad og kiggede ud af vinduet, hende og hendes mor var lige flyttet til en lejlighed i en dybt kedelig by. De boede på første sal i nr. 4. Lige pludselig mens hun sad der i sine egne tanker og kiggede ud af vinduet kom hendes mor ind på hendes værelse. Hun stod der kort og gik så igen. Amber savnede sine venner og hendes far, hun ville meget heller være hos ham end hos hendes mor. Hendes telefon vibrerede:” Er i kommet frem?? Er der hyggeligt og savner dig allerede? Knus Cille” hun begyndte at græde. Hun hadede sin mor. Hvorfor skulle de lige gå fra hinanden? Er det min skyld at de er det? Sådan nogle spørgsmål stillede hun sig selv. Hun gik hen på sin seng og tændte for hendes bærbar. Hun gik på facebook for at se om der var nogle på. Hendes far var på, hun skrev til ham:” Hej far, jeg savner dig. Kunne jeg ikke bo hos dig i stedet for hos mor?” hun trykkede enter så den sendte den.
Mens hun ventede på hendes far ville svarer skrev Cecillie til hende:” Hey du svarede ikke på min sms. Er der noget galt??” Amber sad bare og stirrede på den. Hun græd endnu mere. Hendes mor råbte at der var mad. Hun tørrede hendes øjne og gik ud i køkkenet og spiste. Hun snakkede ikke med sin mor hele vejen igennem maden.
Efter hun havde spist gik hun ind på sit værelse igen. Hun tændte for hendes bærbar igen, hendes far havde svaret:” Jeg er ked af det, men du kan ikke bo hos mig? Jeg savner også dig rigtig meget. Men du kan snart komme på besøg” hun sad og kiggede på svaret og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv: ” Jeg vil besøg dig nu, far. Jeg vil ikke være hos mor. Det er kedeligt.” Amber var græde færdig, hun kunne ikke klarer at tænke på at alt var forbi i mellem dem. Pludselig tog hun sig selv i at hun var begyndt at tænke på de minder de havde haft sammen. Alle sammen. Hendes mor var i mellem tiden kommet ind på hendes værelse:” Græder du?” spurgte hun Amber om. Amber svarede ikke før hun havde siddet i et minuts tid og tænkt over svaret:” Ja, det gør jeg,” svarede hun. Hendes mor gik hen til hende og satte sig på sengen:” Hvorfor er du ked af det? Kan du ikke lide det her?” spurgte hendes mor. Amber begyndte at græde endnu mere:” Nej det kan jeg ikke. Jeg vil være hos far. Jeg hader dig!” råbte hun af ren frustration til sin mor af. Hendes mor sad bare og kiggede ud i luften, til hun til sidst kom med et svar:” Ved du hvad? Det kan du ikke være bekendt at sige til mig. Jeg har gjort så meget for dig. Men du er bare en utaknemlig lille unge!” råbte hun tilbage. Amber sad og kiggede ud af vinduet, hun blev så ked af det. Hun kiggede hen på sin mor, nu sad hun bare og stirrede på hende:” Vil du så svarer mig!” råbte hendes mor. Amber sad stadig bare og stirrede på sin mor. Hendes mor blev så vred at hun slog hende. Amber græd endnu mere mens hun tog sig til kinden:” Mor! Hvordan kan du finde på at slå mig?” hun sad bare og græd og græd:” Nu har du grunden til hvorfor jeg ikke vil bo hos dig,” sagde hun snøftende. Amber hadede kun sin mor endnu mere efter det. Hendes mor gik ud fra værelset, hun smækkede med døren da hun gik ud. Amber hørte hende råbe af raseri, og smide et eller andet på gulvet eller væggen. Amber åbnede sin computer igen, hendes far var stadig på hun skrev til ham:” Hej far, jeg holder det ikke ud. Mor har lige slået mig?” hun kiggede et øjeblik på den før hun så trykkede enter. Hun græd og græd, hun kiggede på klokken den var 22.00. Hun ventede bare på at han ville svarer, men til sidst ville hun ikke vente på det længere, og klappede bærbaren sammen. Hun samlede sin ben op omkring sig, og lagde sit hoved på hendes knæ. Hun begyndte igen at græde helt vildt, hendes bukser blev helt våde. Hun begyndte at tænke igen.:” Hvorfor slog hun mig?” hun kunne ikke rigtig finde svaret på det.
Efter et stykke tid hvor hun bare havde siddet og grædt gik hun ud på badeværelset. Hun fandt et barberblad frem.:” Nu er det slut jeg kan ikke mere.” sagde hun. Hun skar sig selv i begge håndled og faldt sammen grædende. I løbet af den tid hvor hendes sjæl forsvandt mere og mere væk, tænkte hun på alle de gode minder hun havde haft. De sidste ord hun sagde inden hun døde var:” Undskyld Cille,… undskyld far” så gik hun bort.
Efter noget tid gik hendes mor hen til badeværelset -fordi hun havde set hende gå der ud- og bankede på og sagde Ambers navn. Amber svarede selvfølgelig ikke. Hun lagde mærke til der ikke var låst, hun åbnede døren og så hendes lille pige ligge der. Helt livløs. Hun skyndte sig derhen grædende, hun satte sig ned på hendes knæ ved siden af hende.:” Hvorfor? Hvorfor dig?” sagde hun grædende. Hun skyndte sig ud og ringede 112, hun gik hen til en nabo og ringede på. Naboen åbnede døren og så at hendes ny tilflyttede nabo stod og græd med blod på hænderne.:” Jamen hvad er der dog galt,” spurgte hun.:” Det er min datter hun har taget livet på sig selv,” sagde hun stor grædende. Naboen kom med hende og så Amber ligge der ude på badeværelset.:” Har hun ikke skrevet noget til dig?” spurgte naboen.:” Måske i hendes dagbog den ligger inde på hendes værelse,” svarede hun. Naboen gik ind på Ambers værelse og så at hendes dagbog lå på sengen. Hun gik ud til moren og begyndte at læse op.


Kære dagbog,
Jeg kan ikke mere. Jeg må på en eller anden måde komme væk herfra. Jeg vil ikke være hos min mor, jeg må komme hjem til min far. Jeg kan ikke klare at være her, min far er MEGET sødere end det svin til en mor. Hun er forfærdelig. Hun vil ikke tilgive min far selvom han har sagt undskyld en milliard gange, og han angre. Jeg kan huske det hele. Da han sagde af sin gode vilje, at han havde været ude hos hendes søster for at finde trøst, fordi at hans bedste ven lige var gået bort, og hun ville aldrig forstå det. Han fortalte at de fik nogle glas vin og fik snakket ud. Han sagde at det så desværre udviklede sig på en dårlig måde, de gik i seng sammen. Han var så oprindeligt ked af det. Men min mor sagde nej og nu er jeg flyttet væk fra min bedste veninde og til et lorte sted. Vi flyttede væk fra min far, ved godt det er den første dag, men jeg kan ikke klare det. Hun… slog mig:” Slog du hende” spurgte naboen.:” Vil du ikke godt læse videre?” spurgte moren.
Hvordan kan ens mor finde på at slå en, fordi man ikke vil svarer hende, fordi man er trist? Hun vil ikke have noget med min far at gøre, men det VIL jeg. Jeg kan ikke leve uden ham og Cille, hvad vil Cille ikke sige til det her. Kl. er 22.30 nu og jeg har fundet ud af hvad jeg vil. Jeg vil gå ud på badeværelset og finde barberbladet, og så vil jeg skære mig i håndleddene. Så er det slut. Jeg er ked af det far. Jeg er ked af det Cille. Mor hvis du læser dette har du fundet mig. Jeg kan ikke klarere dig, men jeg elsker dig stadig. Undskyld mor.
Farvel verden.
Naboen stod bare helt stille bag efter.:” Du slog hende. Hvad er du for en mor?” sagde naboen.:” Jeg var sur jeg kan ikke gøre for det, det har taget mindst lige så hårdt på mig som på hende,” sagde hun stor tudbrølende. Hun sad der i ti minutter mere så kom ambulancen. De kom op og da de så den stakkels lille Amber sagde de ikke andet end:” Stakkels lille pige, tænk hun skulle herfra så tidligt,” nærmest hviskende til hinanden. De tog hende med, mens moren blev tilbage helt tom. Naboen valgte at flytte væk pga. moren der slog sit barn, det er sådan hun husker moren som den dag i dag.