Poison Love; Forbudt kærlighed - feedback {{forumTopicSubject}}

Ja, jeg har valgt at deltage i den konkurrence som Movellas.dk kører, om forbudt kærlighed. Og da mit første bud gik død ret tidligt, er her mit andet, som jeg ville elske feedback på!
Resumé: I det perfekte samfund, lever mennesker 100 år. I det perfekte samfund, er der ingen der ligger på hospitalet, uhelbredeligt syge af kræft. I det perfekte samfund er ingen underernærede, ingen fattige og ingen lider af mentale forstyrrelser. Ingen er sindssyge, ingen er depressive, ingen har ADHD eller er autister. Mennesket er endelig blevet perfekt. I dette perfekte samfund, bor Kayla. I hendes boenhed bor kun hun selv, da hendes forældre sluttede sig til oprøret kort efter hendes fødsel. Alle der nægtede at få indsprøjtningen, sluttede sig til oprøret. Kayla fik indsprøjtningen som lille, og kan intet forkert se i det. Hun er tilfreds, og gør alt det hun gerne vil. En dag møder Kayla dog en mystisk dreng, der af en eller anden grund ikke er til at slå ud af hovedet, og langsomt vågner det i Kayla, som indsprøjtningen så desperat forsøger at kontrollere. Den indsprøjtning, der foresager døden for de kærlighedsramte.

Historien:
You're a force of darkness, that should make me want to run away. Still I'm drawn to you by something that I can't explain.
And the mystery around you, makes me want you even more. If I can't have you, what am I living for?
But you tell me to stay away, 'cause you love me too much.
But your love is like a drug, I come crashing down, without your touch. It's tearing me apart, but I just can't get enough.

But your love is poison
Poisoned with every kiss I taste.
Poisoned by every move you make.
Poisoned, but I just cant get enough.

Addicted to your Poison Love.

I'm so conflicted, why does wrong still feel so right?
'Cause I all want is, for you to stay with me tonight.
Lets rule out reason, and just follow our hearts.
'Cause I would rather die, than for us to be apart.
I used to fear the empty darkness. But when I close my eyes, you are the light.
When I'm in your arms, my end draws nearer. But if I must die, then let it be tonight.

Prolog

Jeg er døende. Der er absolut ingen grund til at forsøge fortrænge fakta. De hundrede år jeg skulle have levet, bliver ikke til mere end sytten.
Jeg kunne hade ham for det. Jeg kunne beskylde ham for at have bragt døden til min fordør. Jeg kunne bebrejde ham min snarlige bortgang. Men det ville betyde at jeg skulle fortryde at have mødt ham. Fortryde noget af alt ved vi har været igennem sammen, og ligegyldigt hvor meget jeg prøver, kan jeg ikke få mig selv til det.
Hele mit liv, har været perfekt. Alt i det har været nøje planlagt ned til mindste detalje, så det kunne gå mig bedst muligt. Jeg hader det.
De sidste to måneder, derimod, har været turbulente, farlige, fulde af spildt tid. Jeg elsker det. Jeg har elsket hvert sekund. Fornemmelser og indtryk jeg aldrig anede eksisterede er begyndt at materialisere sig i min krop, og selvom det er fremmed, og det fremmede sjældent er godt for noget, har det været det hele værd.
Så jeg kan ikke få mig selv til at fortryde at møde ham, og endnu mindre at give mig selv hen til ham. For disse to måneder, har været mere mindeværdige, end resten af mit syttenårige liv.
Fordi, hvis jeg skulle fortryde det, skulle jeg også fortryde at være den jeg er.
Hans.

Kapitel 1.

”Godmorgen,” lyder vækkeuret, med sin smukke mekaniske stemme, og jeg lader langsomt og dovent mine ben glide ud over sengekanten. Otte timers dejlig fredfyldt søvn, som altid,var lige hvad jeg trængte til, efter den hårde, forfriskende løbetur i går aftes.
Som en hver anden morgen, står min morgenmad klar på bordet, i samme sekund jeg kigge derhen. Duften af noget delikat, man engang kaldte vafler, rammer mine næsebor, og jeg ånder dybt ind.
Der er ingen der får vafler mere. De var usunde, og dyre at producere, i modsætning til den hemmelige, proteinholdige diet, alle får nu.
Maden er betryggende velkendt, og ensartet i sin konsistens.
Efter dette, skal jeg sidde og slappe af i en time, og må så løbe en tur på en halv time. Jeg bliver enig med mig selv om at jeg vil bruge den halve time, på at løbe ud til Udkanten igen, da det er det smukkeste sted jeg kender, i hele Kori provinsen. Og eftersom jeg aldrig har været i andre provinser, har jeg ikke så meget at sammenligne med.
Efter måltidet, der minder om det fra i går, og forgårs og de sidste sytten år, rejser jeg mig som tidsplanen foreskriver, og placerer mig selv i lænestolen i hjørnet. Og tænker. Jeg har hørt at folk engang læste i bøger, når de sad et sted som her, men jeg har aldrig selv set en bog, andet end på billeder på museet. Her starter min tankestrøm, og selv den bevæger sig i velkendte mønstre, og slutter hvor den altid gør, ved Oprøret, og mine forældre, der valgte at følge det.
Den gang børnene i skolen stadig med jævne mellemrum spurgte, om jeg ville ønske at de ikke havde valgt som de gjorde, begyndte jeg at spekulere over noget, som jeg endnu ikke har fundet en konklusion på. Om jeg savnede dem.
Indtil videre, efter ti år, er jeg nået frem til at jeg ikke ville have haft noget imod deres tilstedeværelse, men at jeg samtidig har klaret mig glimrende uden, og dermed har jeg ikke savnet deres indflydelse. Men her på det seneste har en ny tanke strejfet mig. Kan savn kun være på det praktiske plan? Eller kan man godt savne nogens tilstedeværelse, bare for at savne den? Jeg har ikke selv prøvet det, men når jeg smager på ordet savn, har det noget stærkt over sig, som jeg ikke ved hvad betyder.
Nogen banker på min dør, netop som jeg skal til at rejse mig, for at tage min løbetur, men da jeg åbner døren, står der ikke nogen foran den. Til gengæld ligger der en lille lap tykt papir, den slags der heller aldrig bruges mere.
'Kayla', står der, som det eneste, og det undrer mig. Hvorfor ville nogen mon give mig en seddel med mit navn?
Jeg får ikke noget svar på det spørgsmål, men må forvirret lukke døren igen, og finde mit motionstøj. I dag er det grønt, bemærker jeg, og prøver at regne ud hvad i morgens farve mon vil være.
Mens jeg spekulere over denne interessante gåde, forlader jeg boenheden, og sætter i løb ned af gaden, mod skoven, og Udkanten.

- Jeg har mere, men jeg vil ikke belemre jer med for meget, hvis I ikke finder den interessant
Kom frisk med konstruktiv kritik og ros!