Tilmeldt:
11. feb 2008 Følger: 107 Følgere: 99 Heste: 7 Emner: 101 Svar: 2.874
Dødsspillet Fanfiction {{forumTopicSubject}}
Hey! 
Der er en konkurrence på www.movellas.dk om at skrive en Dødsspillet fanfiction, i anledning af filmen i Marts Jeg kunne ikke lade være med at forsøge, selvom jeg ikke har de store chancer, men her får I så prologen
Hvis I kan lide den, må I MEGET gerne gå ind og ''like'' den, eller, hvis I har movellas, sætte den på favoritlisten, da det er noget af det konkurrencen bliver bedømt på, samt kommentere!
Xenias eneste veninde trækkes ud som soner for Distrikt tolv, og på grund af sit knuste hjerte, melder Xenia sig frivilligt til at tage hendes plads. Her starter Xenias livs rejse. Og måske også sidste. For hvad skal hun gøre, når hendes ekskæreste Tyler også trækkes ud. Hvordan kan hun slå ham ihjel, når hun stadig elsker ham? Hvad gør det hende til, hvis hun gør? Credit til Mette for titel!
Something Worth Figthing For
"We've all got something to do in life. And I'm going to do my shit, before I leave this world."
"May the odds be forever in your favor!"
Prolog
"Det er slut."
Ordene, så små, så uskyldige, og så utrolig smertefulde genlød i mit hoved. Og så lige på høstdagen.
Høstdagen! Med den pludselige panik, og adrenalinen ræsende i kroppen, sprang jeg op fra min afsides plads op af det aldrig tændte hegn, og spurtede mod torvet i centrum af byen.
Høstdagen. Lodtrækningen. Mit navn i beholderen. Seksten år, seksten lodder. Måske var det bedst hvis jeg blev trukket ud.
Gaderne var mennesketomme, hvilket bare fortalte mig at jeg var forsinket. Hvis jeg kunne snige mig ind i forsamlingen uden at blive bemærket, ville det ikke have nogen konsekvenser. Med min lille, spinkle krop, ville det måske ikke være så svært endda. Jeg kunne jo trods alt komme igennem det mindste hul i hegnet. Det ingen andre kunne komme igennem.
Jeg løb videre, ned af Distrikt Tolv's tomme gader, ud af Fugen, og nærmede mig torvet.
Hvis jeg blev trukket ud, hvad ville det så gøre. Min far blev slået ihjel af vores Overfredsvogter da jeg ikke var mere end fire år, min mor døde af sult for to år siden, og min kæreste og eneste kilde til føde, havde lige slået op med mig. Hvem ville det såre?
Jeg nåede udkanten af torvet, og kiggede mig omkring, efter alle de steder der stod Fredsvogtere placeret. Borgmester Undersee var stadig i gang med den sædvanlige tale, om hvordan Dødsspillene var Distrikternes egen fortjeneste, fra det oprør der aldrig havde ført til noget godt. Det eneste det havde ledt med sig, var et Distrikts udslettelse, og den årlige straf, i form af Spillet, hvor børn fra hele landet, blev sat ind i en hemmeligt beliggende arena, og tvunget til at slås til døden.
Ovre til venstre for scenen, spottede jeg gruppen af sekstenårige, der alle frygtede for at netop deres navn ville blive udtrukket, og diskret satte jeg kursen mod dem. Jeg sneg mig igennem mængden, der ikke engang gad at lade som om de lyttede efter, men bare stod og kiggede. Det var det eneste oprør de kunne opføre. Tavshed og ligegyldighed.
Endelig nåede jeg udkanten af de sekstenårige, og stillede mig bag en høj dreng, jeg ikke kunne navnet på. Jeg havde med stor sandsynlighed set ham i skolen, men min hukommelse har aldrig været mit store talent. Slet ikke med ting jeg fandt ligegyldige.
Borgmester Undersee talte færdig, med sin egen form for komplet kedsomhed, og præsenterede derefter Effie Trinkett, som, ligesom de sidste mange år, skulle stå for udtrækningen af deltagere.
”Damerne først!” bekendtgjorde hun optimistisk, som kun en Capitol-beboer kunne og stak hånden langt ned i navnebeholderen, indeholdende pigernes navne.
”Mara Haven!” råbte Effie udover pladsen. Det tog mig et øjeblik at forstå, at det ikke var mig, men min eneste veninde, der var blevet råbt op.
Impulsivt trådte jeg frem, og sagde, med klar og sikker stemme: ”Jeg melder mig frivilligt!”
”Og hvem er du, om jeg må spørge?” spurgte Effie med sin fjollede Capitolaccent, og kiggede igennem mængden på mig.
”Xenia Locksby, og jeg melder mig frivilligt som Soner i Dødsspillet,” svarede jeg, og stirrede tilbage.
Historien vil blive opdateret regelmæssigt (har allerede første kapitel, og er igang med andet)
nov 2008
Følger: 80 Følgere: 73 Heste: 7 Emner: 320 Svar: 5.593
jan 2011
Følger: 84 Følgere: 79 Heste: 2 Emner: 3 Svar: 333
feb 2008
Følger: 107 Følgere: 99 Heste: 7 Emner: 101 Svar: 2.874
feb 2008
Følger: 107 Følgere: 99 Heste: 7 Emner: 101 Svar: 2.874
feb 2008
Følger: 107 Følgere: 99 Heste: 7 Emner: 101 Svar: 2.874
feb 2008
Følger: 107 Følgere: 99 Heste: 7 Emner: 101 Svar: 2.874
The Reaping
Efter det, gik alting hurtigt. Med faste skridt, fandt jeg min vej op på scenen. Alle flyttede sig for mig uden tøven, et tydeligt tegn på respekt. Maras blik fangede mit, på samme tid taknemligt og sorgfyldt, men hurtigt måtte jeg videre. Dog fangede mine øjne på vejen, en enkelt tåre i hendes øjenkrog, som hun hidsigt tørrede væk.
Mine fødder fandt trappen, og langsomt og roligt skred jeg op af de slidte trin.
Som proceduren foreskrev, stillede jeg mig uden et ord bag ved Effie, og kiggede ud over mængden.
Jeg fangede Tylers blik, drengen der for mindre end to timer siden, havde knust mit hjerte. Han rystede kort, bestemt og misbilligende på hovedet, som om han ikke var ligeglad, og holdt så mit blik med sine stormfulde grå øjne.
Bare for at tirre ham lidt, nikkede jeg, kun fordi det var at sige ham imod.
Alle blikke hvilede på mig et øjeblik, som en påmindelse om at stå rank, og se stærk ud. Så begyndte Effie Trinkett at tale igen.
”Og nu til drengene!” bekendtgjorde hun endnu engang overentusiastisk, med Capitolaccenten, og stak hånden dybt ned i beholderen, med de mulige mandlige Soneres navne.
En lille lap papir fulgte hendes hånd op af glasbeholderen, og hun foldede den ud med øvede bevægelser.
Folkemængden der fyldte torvet holdt vejret, mens de ventede anspændt på at høre navnet, der ville ændre nogle menneskers liv denne aften. En familie ville blive flået fra hinanden, ud af elendigheden i Distrikt tolv, og ind i et langt værre helvede.
”Tyler Hawthorne!” råbte hun smilende ud over mængden, som om hun ikke lige havde skrevet en drengs dødsattest under. En dreng, der bare ikke måtte dø.
Tyler rankede ryggen endnu mere end han sædvanligt gjorde, og begyndte med tunge, men faste skridt at gå op af trappen. Udtrykket i hans ansigt var det samme, som det havde været da han havde skåret mig ud af sit liv, samme formiddag. Forstenet i en grimasse af afsky.
Han gik op af trappen, og hen over scenen, for at stille sig bag ved Effie Trinkett, der storsmilende vendte sig om, og bredte armene ud.
”Dette er Distrikt Tolv's Sonere i det Tooghalvtredsindstyvende Dødsspil! Disse to modige unge mennesker vil kæmpe bravt for deres overlevelse. Glædeligt Dødsspil, og må heldet altid være med jer!” hilste hun, og blev derefter eskorteret ned af scenen af to fremmede Fredsvogtere.
Borgmester Undersee gav tegn til at Tyler og jeg skulle give hånd, og nationalsangen begyndte at spille over pladsen. Hans håndtryk var varmt og trygt, og jeg ville have sværget på at han gav min hånd et klem, før vi slap hinanden igen.
Da nationalsangen sluttede, blev vi eskorteret igennem mængden, og direkte ind i Byretten. De fulgte os ind i hver vores rum, hvor vi havde mulighed for at sige farvel til vores kære en sidste gang, før vi blev ført til jernbanestationen, og sat i toget på vej mod Capitol, mod vores sikre død.
Præcis som jeg forventede, kom der ikke nogen. Ikke engang Mara, hvis liv jeg reddede, ved at tage hendes plads. Men hvorfor skulle hun også det, når vi alle sammen vidste at et rent brud er bedre, end en lang og sørgelig afsked. Det minimale savn, der måske ville være, er nemmere at fortrænge, hvis man ikke har noget minde om et endeligt farvel.
I stedet for at sidde i den fløjlsbeklædte sofa og føle mig ensom, rykkede jeg en blød, støvet lænestol hen foran det ene vindue i rummet, og kiggede ud over byen. Hvis jeg havde haft en chance for at klare mig alene, uden for Distriktet, havde jeg muligvis forsøgt mig med at springe. Men at vide at jeg bare ville blive fanget, og enten tvunget til at deltage i Spillet, eller henrettet på stedet, hvorefter det ville blive camoufleret som en ulykke, gjorde at det ikke var det værd.
”Miss Locksby,” lød en formel stemme bag mig, og jeg vendte mig om med et ryk, for at finde ud af hvem der talte til mig.
Det viste sig at være Damien, en ung Fredsvogter, som jeg nu og da havde udvekslet få ord med.
”Ja?” spurgte jeg, på samme nøgterne måde, og forsøgte at afskrive mit kendskab til ham og hans eksistens. Nogle Fredsvogtere kunne faktisk være venlige nok, og Damien var en af dem, men i virkeligheden var han vel bare endnu en af dem, der hellere så mig død.
”Det er tid,” sukkede han, og sendte mig et halvt smil.
Jeg nikkede, og rejste mig stolt og elegant. Måske var jeg ikke stærk, eller dygtig med våben, men jeg var uden tvivl adræt, smidig og elegant. Samt intelligent. Måske ville jeg overleve den første dag.
Damien førte mig, sammen med en ældre Fredsvogter jeg ikke genkendte, ud af Byretten, og direkte ind i en bil med tonede ruder. Udover i fjernsynet, og til Høsten havde jeg aldrig set en bil før, og jeg havde i hvert fald aldrig siddet i en.
Turen var kort, og sluttede alt for hurtigt. Da jeg trådte ud på togstationen overfaldt journalisterne mig, og et øjeblik efter også Tyler, da han fulgte efter mig, ud af en anden bil.
En storskærm viste vores ankomst direkte, og til min lettelse, lignede jeg mere en der så Spillet som rent tidsfordriv, end den skrækslagne, og alligevel ligeglade pige jeg var.
Vi fandt vores vej over til toget, mens kameraerne omringede os, og måtte også stå i døråbningen i lidt tid, så de fik det hele med.
Endelig fik vi lov til at gå indenfor, og dørene lukkede sig, på en gang betryggende, og uhyre skræmmende, bag os. Den sidste sprække i døråbningen var knap forseglet, før det begyndte at køre.
nov 2008
Følger: 80 Følgere: 73 Heste: 7 Emner: 320 Svar: 5.593
Dødsspillet Fanfiction
Du skal være medlem af gruppen for at kunne kommentere.
Gå til gruppens forside