Avery Tempt Kap. 1 {{forumTopicSubject}}

Hej.
Så kommer kapitel 1 af min historie om Avery Tempt.
Jeg ved godt det er meget langt, men de næste vil ikke blive helt så lange! ;D
Skriv rigtig gerne din mening og evt. om der er interesse til Kapitel 2..!
//Anne

Kapitel 1
Jeg tog en dyb indånding og gjorde mig klar til at møde min modstander. Han stod allerede klar og kiggede på mig med mørke øjne i den modsatte ende af lokalet, cirka femten meter væk og det skarpe lys fik det hele til at virke som en scene. Jeg nikkede kort til ham og han svarede ved at nikke tilbage. Så fór vi begge frem med så meget fart at mellemrummet mellem os forsvandt i løbet af sekunder. Jeg kastede mig frem få meter fra ham, landede elegant på hænderne og låste mine ben omkring nakken af min forskrækkede modstander, jeg nåede lige at se ham spærre øjnene op inden jeg lod min krop falde og rev ham med, med hovedet først mod det hårde gulv. Da vi begge lå på gulvet smilede jeg tilfreds inden jeg løsnede mine ben og rejste mig. Min modstander rejste sig også, men gnubbede ømt sit hoved.
Mr. Lawford kaldte de ivrige elever, der havde siddet som tilskuere, til orden og undersøgte hurtigt drengen Ethan, der i denne omgang havde været min modstander, for alvorlige kvæstelser. ”Frøken Avery, godt klaret, men jeg tror du har lavet nok for i dag” Sagde Mr. Lawford og skævede endnu engang til Ethan der havde sat sig tilbage på en af bænkene hvor de resterende elever også sad. Jeg tog en dyb indånding og kørte en løbsk pandehårs lok om bag øret og satte mig hen ved siden af Ethan.
”Er du okay?” Spurgte jeg mens jeg fraværende bandt mine snørebånd om igen og skævede til ham. Han sukkede og vendte sig mod mig med hovedet på skrå ”Helt ærligt, så fatter jeg ikke at du bare skal køre så hårdt på. Vi træner jo bare” Beklagede han sig og vendte sig mod den anden sidekammerat og diskuterede lystigt et eller andet uinteressant med ham.
Okay, Ethan var måske heller ikke ham hun var bedst på fode med, men der var jo Liam, Carter og Jack. Hun smilede kort for sig selv. Ja, de ville altid være der for hende. Og ud over det var der jo alle de drenge på skolen der altid sukkede efter hende når hun gik forbi, men dem kunne hun i sidste ende ikke regne med. Hun var den eneste på skolen der var af hunkøn, hvis man da ikke talte lærerne med.
Breedow kostskole lå cirka i midten af staten Kansas i en by der hed Lyons. En mellemstor by med museet og de velholdte huse og grunde, samt rene, rolige kvarterer, er det en by man kun kan sige et ord om; Perfekt.
Men så er der jo lige kostskolen der træner lovende fremtidige vampyrjægere, men det vidste offentligheden selvfølgelig ikke. De vidste kun at det er en skole der går højt op i kampsport og har en meget høj standart. Og nå ja, så optager de kun drenge. Med en undtagelse selvfølgelig – mig.
Alle på skolen stammer fra meget fine familier med mange generationer af tidligere vampyrjægere og kun dem med de mest kendte forfædre og mest lovende fremtid bliver optaget på Breedow. Endnu en grund til bekymring, for jeg kender ikke mine forfædre, men fremtiden som den ser ud nu; tja, den passer ind.
Jeg er vokset op her på skolen. De fleste starter når de fylder elve eller tolv, jeg boede her fra jeg var tre. Mine forældre er ukendte og hvordan jeg havnede her, aner jeg ikke. Lærerne fandt mig tumle rundt på et stort græsareal indenfor skolens område og de blev alle enige om at tage mig til sig. Så mine forældre består af tre mødre og fem fædre. Alle skolens lærere. Jeg har hele mit liv modtaget alt skolens undervisning og ligger derfor nu på et niveau over min aldersgruppe på skolen. Jeg startede på selve skolen sammen med de andre elever da jeg selv fyldte elve og i undervisningen tager lærerne ikke hensyn til mig som normale forældre måske ville have gjort. Jeg har ligesom de andre et værelse i elevblokken, og jeg har ikke boet hos lærerne siden jeg startede på skolen, men vi er stadig sammen som normale familier og de andre elever er med deres forældre.
Det eneste privilegium jeg har, er at jeg får lov at tage med på vampyrjagter nogle nætter og de andre nætter, der sniger jeg mig ud.
Vampyrjæger unionen ser helst at jeg slet ikke havde noget med dette at gøre, ikke fordi jeg er pige. Ikke fordi jeg ikke kommer fra den rigtige familie, men fordi de ser mig som en svaghed vampyrerne endnu ikke har opdaget og de mener at jeg kunne komme i fare hvis de valgte at bruge mig som afpresning. Jeg er den eneste oplærte vampyrjæger af hunkøn. Alle andre kvinder der ved besked, er alle lærer på skolerne rundt om i verden eller fungerer på almindelige jobs.

Jeg smed håndklædet på bænken og trak i mine grå joggingbukser, hvorefter jeg strammede mit korset så jeg fik et så fladt bryst som muligt, inden jeg trak min mørkeblå T-shirt på. Jeg gik hen foran spejlet med min sorte Humör hue og samlede mit lange halv våde hår og trak huen over det og skjulte det. Det var Unionens bestemmelse at jeg skulle skjule så meget af min kvindelige side som muligt. Jeg studerede mit udseende, min sol gyldne glatte hud, mine sølvfarvede øjne omkranset af en bred sort iris og lange naturligt mørke øjenvipper. Mine lidt for tynde øjenbryn passede ikke helt til drenge-looket, men jeg nægtede altså at rende rundt med et kæmpe mono på bredde med motorvejen. Min spinkle krop lignede bestemt ikke en der kunne slå en voksen mand i gulvet på ingen tid, men man kunne også se at den var pænt veltrænet, vi snakker ikke mega muller om armene, men nok til at jeg ikke gik som de fleste teenagere på min alder og hang forover med ryggen i en doven stilling. Jeg tog en dyb indånding, samlede håndklædet op og holdte min hånd på siden af hovedet så det spærrede mit syn i højre side og gik ud af mit eget lille private omklædningsrum og direkte ind i drengenes. ”Hey!”, ”Shit Ave!” og ”Skrid for fanden!” var nogle af de kommentarer der stødte imod mig da jeg vadede hensynsløst gennem rummet og kunne mærke den varme damp fra badene komme mig i møde inden jeg hastede ud af døren og kunne ånde lettet op. De havde måttet reservere et lille rum til mit eget omklædningsrum, da jeg jo ikke skulle klæde om med drengene, men for at komme til det, måtte jeg igennem omtaltes omklædningsrum.
Jeg gik raskt gennem undervisningsbygningens gange for at nå til kantinen. Der var allerede godt fyldt op med skolens elever, der er i alt otte årgange og man var færdiguddannet vampyrjæger når man fyldte atten, så jeg havde kun et enkelt år tilbage og lige nu var vi cirka midt i skoleåret. Jeg gik op til maden og tog et stykke pizza på en bakke og en flaske vand før jeg satte mig hen til mit sædvanlige bord i det ene hjørne af kantinen. Carter og Jack sad der i forvejen, men Liam var væk, sikkert sad han i et hjørne af biblioteket men næsen i en bog. Han interesserede sig meget om vampyrernes historie og ligeledes vampyrjægernes historie og han studerede ivrigt udenfor skoletiden. Han haltede til gengæld bagefter i kampsporterne, bestemt ikke hans stærke side. Jack var en stor fyr, både høj og muskuløs og ham jeg bedst kunne lide at træne med. Han gav mig nemlig lidt at kæmpe imod for han var også blevet trænet lidt hjemmefra inden han startede på Breedow. Han var næsten sorthåret med store smilehuller i de blege kinder, en kontrast der gjorde ham skøn at kigge på, på en anderledes måde. Han afstammede ikke fra de bedste vampyrjægere, men ligesom jeg, klarede han sig udmærket. Han var blevet optaget på grund af sine allerede strålende talenter inden skolestart.
Carter var mere gennemsnitlig som de andre drenge på skolen. En højde i halvfjerdserne, et kønt smil og gik mest op i kampsporterne, men tog også fat i det boglige uden at sløse. Han havde lyst hår og klare blå øjne og havde sat håret i en rodet, men moderne stil og bekymrede sig ikke om penge, for det havde han nok af. Han afstammede fra en højtrangerede gruppe vampyrjægere, men gik ikke op i det som så mange andre.
Jeg satte mig smilende ved siden af Jack som smilende kiggede op på mig ”Nå? Nogen der overlevede?” Spurgte han sarkastisk ”Ja, desværre.” Beklagede jeg mig ”Lawford lod mig kun kæmpe en gang” Carter klukkede lavt og fik mig til at kigge op ”Jeg tror godt jeg ved hvem det gik ud over” sagde han og pegede mod Ethan der sad og sendte onde blikke mod vores bord. Jack smed armen om min hals og sagde grinene ”Nårh.. Skal jeg til at huske dig på hvem der er stadig er bedst af os to?” Han klemte lidt til med armen ”Det skulle jo nødig komme til at virke kedeligt her, vel?” Jeg prikkede ham let i siden og han slap mig før han knækkede sammen, ”Unfair!” råbte han ”Det er ikke en del af kampsport det der..” jeg smilede til ham ”Du sagde ikke vi skulle bruge ting fra kampsporterne af” Sagde jeg og Carter grinede med. Jack var nemlig helt utrolig kilden og det var hylende morsomt at se han gang efter gang, knække sammen af grin.