Tanker. {{forumTopicSubject}}

Det op til jer selv om i ville læse det.
En masse flød bare gennem mit hoved, og jeg skrev det ned.
Hvis i enlig læser, må i dog gerne lægge en kommentar.

-Hvordan mon det bliver? Det at rejse væk. Væk fra alt jeg ejer, og kender. Bare langt væk fra det hele. Allerede nu begynder jeg at mærke alvoren i det. At på søndag, skal jeg vinke farvel til Jennum. Til min hjemby. Til alt jeg kender. Hestene skal blive hjemme. Ikke engang den ene kan jeg få med i starten. Det at forlade min familie, venner og veninder. For en uddannelse. Det giver mig et slå i maven, når jeg tænker over det nu. For hvem ved? Hvornår jeg kommer til at se dem igen. Kolding og Jennum er jo ikke lige særlig tæt på hinanden. Hvad hvis jeg ikke kommer hjem, hvad hvis der for meget der nede. Og alt kontakt heroppe forsvinder, og jeg kun har dem der nede. Hvad så? Hvad hvis man mistede alt, fordi man drog ned til et uddannelse sted. Ville de så være ægte venner. Ja faktisk, det jo ikke jeres skyld at forholdet måske knækker. Men fordi afstanden er for lang, fordi man ikke ser hinanden særlig tit. Så skal det jo gå gal. Så skriver man bare et par gange, og til sidste ønsker man bare tillykke når der sker noget. Er det sådan mine venskaber heroppe ender? Fordi der for langt imellem os. Eller ”glemmer” hinanden. Fordi vi ikke har tid mere, i har jeres uddannelse og ser til. Jeg har min. Jeg fortryder ikke jeg har valgt for min fremtid, jeg kan jo ikke hænge fast her. Fordi jeg orker ikke mere skole, så alt det der læse fis. Det ville jeg væk fra. Men det ikke min skyld, de ikke har min uddannelse tæt på. Det ikke mig der har valgt det. Jeg havde intet valg. Nu tænker i jo nok, jo du har da et valg? Vælg noget andet. Men der er ikke andet jeg ville, ikke andet jeg brænder for. Ikke noget som siger mig en skid. Så kan i være noget så kloge, men hvorfor uddanne sig til noget man ikke brænder for? Hvorfor vælge noget, man ikke gider? Det spild af tid. Men jeg kan mærke det, at det er op over. De gammel bliver ved med at snakke om det, min far kan stadig ikke li’ at jeg flytter i en alder af 17år. Han kan ikke vænne sig til tanken. Jeg forstår ham helt ud, hans eneste datter ud af 3sønner. Flytter nu, ikke bare ind til byen. Men hele 138km væk. Det altså et stykke, hvis man savner sin familie. Jeg kan ikke bare tag hjem for et kort besøg, selve rejsetiden tager 5-6timer. Fordi der skal skiftes to gange tog, og bus + alt ventetiden. Så det ville være en umulighed for mig. Hvis jeg ringer, og jeg græder. Hvordan skulle de så kunne hjælpe mig? Det kan de jo ikke. De kan ikke komme og trøste mig, som de kan ved jer. Det afstanden som gør det. De har jo arbejde. Så kan ikke bare smide alt hvad de har. Det brister i mit hjerte, at det her er en af de sidste aftener på mit værelse, hvor jeg kan kigge ud på mine dejlige heste. Og min ene hest, ikke kommer med den første måneden. Hvis den overhovedet kommer med ned. Selvom det er mit mål. Jeg ville have en støtte der nede. Selvom hun er opmærksom og varm, og til tider farlig. Så ville jeg sætte min lidenskab til hun kommer her ned. Om jeg så skal blive ringet op om natten. Og få at vide min hest er sluppet ud, jamen så la’ det være det. Bare så længe hun overlever, så længe vi overlever. Det værste bliver nok at sige farvel til den anden hest. Den som aldrig ville komme ned til mig. Min første hest, og den jeg forsømte da jeg fik min nr. 2. Min elskede petit, som den dag i dag er 22år. Du kan kun hygges med, men jeg har haft dig 9år. Du virkelig en enér. Og dig ser jeg nok ikke særligt tit. Jeg har billeder som minder, men hvad hvis de ringer. Og siger dine dage er over.. Mens jeg har vært her nede. Så ville jeg knække sammen. Der ville blive et stort hul i mit hjerte, selvom jeg aldrig rider på dig mere. Men kun kæler med dig, når jeg har tid. Så du den jeg aldrig ville af med. Der noget over dig. I begge elskede.
Jeg ville hver i sær, savner alle her omkring. Dette bliver en ny start på mit liv. En svær en, fordi jeg er helt alene, jeg på ny.

-Held og lykke.