"En leder om hestesport" {{forumTopicSubject}}

Har siddet med den længe i mig, og har tænkt mig at samle jeres kommentare/svar til denne, og sende den videre til DRF, nu må vi få gang i det Den er på 3 sider så hold fast !

Here we go ;


Selvudvikling og frihed i ridesport.

“ Hvis man stopper med at forsøge at forbedre sig selv, stopper man med at være god”

Hvis olympiske mestre, stoppede med at forsøge at søge deres grænser i deres sportsgren, og forbedre deres resultater, ville de så overhovedet blive så gode som de er idag ?

De mål sportsudøveren, i vores kategori er det en rytter, sætter sig selv, kan enten opnåes på traditionelvis, eller alternativ vis. Faktisk, giver det en dårlig smag i munden at bruge ordet “alternativ” ved denne lejlighed. For det første fordi ordet i sig selv i mange miljøer ofte har en negativ stemning over sig, eller har en betydning i at være mindre værd en det “traditionelle” eller “normale”. For det andet fordi begrebet ordet beskrives med, snart er så normalt og genkendt af den gennemsnitlige rytter, det kan betegnes som værende en solid del af ridningen.

For at komme det nærmere vil jeg starte lidt forfra. Mål kan opnåes på forskellig vis. Det kan være afhængig af personlig træning, personlig kreativitet eller personlig holdning at man bliver nød til at tilpasse sig sin psykiske eller fysiske rejse. Bemærk jeg benytter ordet “personlig”. I ridesport er en hest nødvendig for at deltage i sporten - lige gyldigt hvilken gren i ridesporten, skal man have en hest og nødvendigt reglementeret udstyr på denne og på dig selv. Der findes mange forskellige typer af dette udstyr, og du kan tilpasse dit udstyr til din personlige træning med hesten, din personlige kreativitet eller personlige holdning. Bemærk jeg igen benytter ordet “personlig”.

Til denne personlige tilpasning til sporten, kan sporten givent vis også give plads til personlig frihed, til at sporten kan tilpasse sig ekvipagen, for at vælge hvilke mærker, hvilke stilarter og hvilke typer af udstyr man vil bruge. For at rytteren kan vise sporten fra sin individuelle vinkel, og samtidigt give andre ryttere blod på tanden og kreativitet til at udvikle sig, og udvikle sporten efter deres egne følelser, tanker og tolkninger. Denne selvudvikling gennem og af sporten, er det der gør vi husker vores idoler, og er det der gør vi som ryttere søger denne konkurrerende del af ridning, søge grænser, opnå mål og møde fælleskab og skabe kreativ alsidighed i en ellers traditionsbunden sport.

Jeg nævner tidligere ordet personlig. Om personlig udvikling, og at man kan individuelt vælge sit udstyr og tilpasse det til ens ridestil. Når man nu i ridesporten kun er den ene halvdel af et levende team, må man gøre denne personlige udvikling, ligeværdigt med hestens udvikling - på lige vis med hestens træning, fortid og helbred. Ekvipagen som helhed, med hestens præmisser forud for rytterens, for at menneskeliggøre og knytte velfærden ind i sporten og det vi tilbyder hestene på dagligbasis. Fejlagtigt kan heste for nogle sidestilles med udstyret. Som en del af udstyret, “ en gangmaskine”, og man kan købe sig til heste der kan lyse op på stævne pladsen, og præstere bedre end billigere heste. Dette kan man ikke komme uden om er et produkt af målrettet avl for at forbedre præstationsheste som ikke er en synd i sig selv, men bliver udnyttet som en. Pointen er at hesten bliver et materielt redskab - med matchene udstyr ved siden. Netop denne pointe kommer man foruden ved at huske sig selv på netop den fakt, at hesten ikke er født til det udstyr der er reglementeret i en given gren af ridesporten. At udstyr er lavet til og for hesten, og ikke omvendt. At sporten er for mennesker og ikke heste, er ikke at komme uden om. Men vi udvikler mange gode ting af sporten, og foruden den, vidste vi nok ikke det halve vi ved om heste idag. Samt har vi evnen til at gøre ridesporten fair nok for hesten til at den kan tolerere at konkurrere med os, ja, måske endda nyde det.

Udstyr bliver lavet for at passe til hver enkelt hest. De fleste heste passer måske de sadler der er tilgængelige på markedet, andre gør ikke. Sadler special laves derfor til disse heste for etisk korrekt ridning - uden smerte. Så udstyr bliver taget til betragtning skal passe til alle heste. Nu tilbage til de jeg startede med at beskrive. Mål kan opnåes traditionelt eller alternativt - på en individuel vis. Og som sagt før, må man gøre sin personlige ridestil, ligeværdig med hesten. Altså at hesten også kan have specielle krav til at træningen eller ridningen ikke kan forblive traditionel eller blot hvad nogen ser som “normal”. At rytteren må tage affære og være opmærksom på hestens lydløse krav til ridningen.

Hvad end hesten behøver i træningen skal der sørges for - rytterens egen holdning til udstyret hesten har på, bør ikke overdøve hestens krav til udstyret. Denne alternative indgang for træne jeg taler om, er selvfølgelig den bidløse ridning, som er banlyst fra stævnepladserne. Hackamoren og sidepull tilbydes dog i springning, selvom hackamore betragtes som et bid er der kun muligheden for sidepull, som er en forfriskende nyhed i springning - men det er kun for hesteklasser. Hvorfor netop det kun gælder heste og ikke ponier, er ikke helt til at gennemskue. Men glædeligt er at muligheden findes for nogen, ærgeligt at ikke alle har chancen for at tilpasse træningen til deres ponier, og heste og ponier der går alt andet end springning.

Den bidløse mulighed i ridesport giver altså ikke frihed, langt fra. Det adskiller ryttere med forskellige ønsker og valg for deres heste, der har valgt en anden udvikling for dem og deres heste. At udstyr skal stå i vejen for ryttere kan udvikle deres evner og konkurrere med andre ligeværdige på stævnepladsen - endda sætte sig selv som eksempler for andre - at vise dem man kan gøre det anerledes, men ligeså godt, hvorfor så lade udstyr stoppe dem? Vi kan se når man er gået for langt. At stille op i cordeo/halsring (et reb om halsen der sidder ved 6-7 nakkehvirvel) er knap det samme som at have tøjler - og dommerne ville skulle gøre forskel på tøjler og cordeo/halsring, hvilket er for meget at forlange. Men en bidløs trense er det samme som et bid. En trense er en trense, uden eller med bid. Der er stadigt 2 tøjler, der bliver brugt fuldstændigt på samme vis som hvis de var fæstnet til en bidring. Der er pandebånd, hagerem og næsebånd, alt som på en trense med bid.

At lade rytterne udvikle deres sport, fornyer sporten, og giver nyt liv, nye valg og nye aspekter i ridningen. Den bidløse mulighed er ikke kommet til at erstatte biddet. Biddet skal ikke stille sig i skyggen, men nærmere give plads ved sin side for et ligeværdigt stykke udstyr. Det kan være én ekvipage behøver et bid, og det kan være en anden ikke gør. Det er kun fair at ofre muligheden for ikke at pålagt et stykke udstyr man har fundet ud af 80% af alle heste i verden, ikke har plads til i munden ( på grund af den lave gane forekommer hos de fleste heste). Lad det være op til hver enkelt rytter at vælge, og lad ingen blive pålagt hverken bid eller den bidløse mulighed. Lad rytterne udvikle sig, hvad end de vil gøre det bidløst eller med bid, hvis man har ansvar nok til at ride sin hest korrekt, som kræver et stort ansvar og stor bevidsthed om det man laver, så burde det ikke tage meget af den enkelte rytter at blive enig med sig selv hvilket valg man vælger.

Selvudvikling for alle ryttere kommer af friheden i at vælge hvilken gren man vil deltage i ridesporten, hvordan man vil træne og hvilket udstyr man vil bruge. Mål opnåes på individuel vis, for netop at opnå charmen i sporten “ at man gjorde det på sin egen måde”. Ingen ekvipage er ens, og sporten må give plads til individualitet, hvad end man vil ride bidløst for sin egen holdnings skyld, eller hestens helbred. Hvis ikke sporten kan give plads for heste der er bidløse, beviser sporten blot hesten bare er blevet til et udstyr, som er i udu hvis der ikke medfølger bid. Altså er hesten til for sporten, selvom det burde være omvendt.

Alt liv er i evig forandring og forbedring, er ridesporten så død hvis ikke den tillader ekvipager fornyer ideer, og forbedre metoder og teorier ? Lad ridesporten leve, og tænk nyt og lad nye idéer spire..

Skrevet Af, Fleur Penter.

Så her er mit spørgsmål :

Bør man kunne stille op bidløst til at typer af stævner ; ride bidløse væddeløbsheste, dressurheste, pony games-ponier, poloheste, springheste, militaryheste, distanceheste, og westernheste? Hvad mener i ?

Jeg kan røbe så meget, at jeg skal til at træne en galophest fra starten ( fra åring af) og jeg vil gøre så meget jeg kan for at ride hende bidløst, til hendes stævner. Så om 2 år, hvis jeg kæmper hårdt nok, kan det være en bidløs væddeløber ser dagens lys - og måske sætter ild til andre med samme ønske. Håbet ligger altid forude.