Dansk stil: Romantisk novelle {{forumTopicSubject}}

Skriv gerne en kommentar, hvad i synes Min veninde har hjulpet mig lidt med sproget et par steder

Hun kiggede sig forvirret omkring, da hun vågnede op i et ukendt værelse. Det var først efter et par minutter hun kom i tanke om hvorfor hun var her - Zack. Efter han havde tigget og bedt hende om at tage med ham i byen, havde hun endelig for første gang siden hun mødte ham sagt ja. På det tidspunkt var det bare for at få ham til at holde op med at plage hende, men nu efter denne aften, var det blevet noget helt andet. Hun trak dynen hen over hendes nøgne krop, og lage sig tæt ind til Zack igen. Han mumlede blidt hendes navn og vendte sig om imod hende. ”Jeg fatter ikke du er her med mig” sagde han og skar ansigt. Hun kyssede ham blidt på munden. ”Det gør jeg heller ikke” grinede hun. Han trak hende ind til sig. Hun strittede ikke imod og lod ham kysse hende. Hun pressede sine læber mod hans, og trykkede sine hænder ind i hans smukke sorte hår. Hun gispede let da han trak sig væk fra hende. ”Jeg går ud og laver morgenmad, klæd dig på i mens” hviskede han til hende. Han havde en sødt, men lidt skummelt smil om munden "tak for en dejlig nat, jeg føler mig heldig" Hun grinede, og kiggede efter ham, mens han gik ud af det lille rum, og ind i køkkenet.
Mens hun klædte sig på kom hun i tanke om det, hun længe havde prøvet at skubbe væk. Seb ville blive rasende. Efter alt hvad hun havde sagt og lovet, så havde hun ikke kunne holde et eneste ord. Hun viste hun ville sårer ham, det kunne hun ikke undgå. Men tanken skræmte hende, så hun skubbede den væk igen. Da hun var kommet i tøjet, listede hun ud i køkkenet hvor Zack havde allerede nået at lave morgenmad til dem begge. Hun smilede sødt til ham og listede over og satte sig på sin plads ved siden af ham. ”Gentleman” sagde hun og smilede igen. Han bukkede sig for hende og grinede fjoget. Hun kunne ikke andet end at grine, selv om han var vildt kikset.
De snakkede sammen, over morgenmaden, som om intet var sket imellem dem. Det var ikke som hun havde frygtet - ingen pinlig tavshed. Selv om de nu tydeligvis var mere end bare venner, kunne de stadig pjatte og joke som de altid havde gjort. Selvom hun havde troet, deres forhold ville blive akavet og kompliceret, var det bare blevet stærkere. Da hun forlod Zack´s lejlighed for at tage hjem til hendes bekymrede forældre, var hun i bedre humør end hun havde været de sidste mange dage, men hun kunne ikke skubbe tanken væk længere, hun måtte besøge Seb. Fortælle ham sandheden.
Heldigt for hende lå Seb´s hus på vejen hjem til hendes, så hun havde ingen god undskyldning for ikke at besøge ham. Hun kunne selvfølgelig også bare tage hjem og lade som ingenting, men hun holdt for meget af ham til at kunne holde ham for nar. Han havde hjulpet hende dengang hvor hun behøvede det mest og selvom hun viste sandheden ville sårer ham, så fortjente han den mere end nogen anden.
Hun bankede let på den velkendte brune dør. Hun lage mærke til den brune maling var falmet, som om nogen havde glemt at holde den ved lige. Lige i det øjeblik hun skulle til at banke på en gang mere, åbnede nogen døren så hårdt at hun nærmest faldt bag over. Det var Seb, der stod i døren, fuld. ” Hva-ad laver du her Lulu” fik ham fremstammet. Hun havde kun set Seb fuld en gang og det havde ikke været noget kønt syn. ”Kom ind skaht” sagde han og grinede åndssvagt. Hun blev trukket inden for, så hårdt at han næsten rev hendes arm af led. Han lukkede hurtigt døren og skulede så vredt til hende. ”Jeg kender din lille hemmelighed” sagde han vredt og tabte den tomme flaske han havde haft i hånden. Hun tryggede sig op mod muren af ren frygt, fra drengen hun engang havde elsket. ”Seb, du er fuld, lad nu være med at gør noget du fortryder” sagde hun mens hendes stemme dirrede. ”Fortryde ha? du fortalte mig en løgn Lulu, du lovet mig det skulle være os to, du sagde der ikke var noget der kunne skille os ad, du løj!” han råbte ophidset og slog ud efter hende. Hun nåede lige præcis at dukke sig. ”Jeg tog fejl Seb, jeg er ked af det. Jeg ville ønske jeg kunne lave det om” græd hun. ”Dine tårer betyder ikke noget mere!" Hun skreg, da Seb igen slog ud efter hende. Denne gang ramte han hende. Hun mærkede en stikkende smerte i hendes højre arm, da hun faldt ned på det hårde gulv. Da Seb løftede en øl flaske over hendes hoved, viste hun at den dreng hun engang havde elsket var væk og at det var hendes skyld. Hun lukkede øjnene og besluttede at accepterer hvad der måtte komme, hun havde fortjent det.

Et ordentligt brag lød, men hun følte ingen smerte. Hun vidste ikke om hun turde åbne øjnene. ”Lulu” sagde en blid stemme. Det kom som et chok. Hvad lavede han her? Var han kommet til skade? Han lage sin hånd over hendes kind og sagde hendes navn igen. Nu turde hun åbne øjnene, og til hendes store glæde, så hun op i de smukkeste brune øjne. Hun var i sikkerhed.