er gået i stå? {{forumTopicSubject}}

ja jeg er igang med en stil men er gået i stå.. ret træls ved ék hvordan jeg skal komme videre (:



<b>De lysebrune øjne

Kan det virkelig passe? Er min lille pige druknet? Hvorfor min lille pige? Det er disse tanker det kører rundt i mit hoved lige nu. Min lille Celina ligger der stivfrossen og med helt blå læber. Hendes tidligere smukke lyse blonde hår, er nu helt lyst og kedeligt at se på. Hendes glimt i hendes blå øjne er nu helt væk, kigger man ind i dem er det som at kigger igennem et ny pudset vindue. Der er ingen ting, der kommer intet glimt tilbage, lige meget hvor meget jeg håber. Der er ingen der har de blå øjne som min lille Celina, hendes øjne var ligeså blå som den skyfrie himmel og det krystalklare hav. Jeg glemmer aldrig den dag min lille prinsesse kom løbende hen af stranden uvidende om at det var hendes sidste dag i live. Jeg bliver ved med at tænke på at det virkelig var sidste gang jeg så hende glad og lykkelig. Nu ligger hun bare der og har fået fred. Pludselig midt i alle mine tanker kommer ambulancelægen hen. Han se meget trist ud. Han har røde øjne, som der intet glimt er i. Jeg vidste godt hvorfor han kom gående hen til mig, og ja det var derfor han kom hen til mig. Han var den der var blevet valgt til at komme med den dårlige nyhed. Den dårlige nyhed om at det intet var at gøre for min lille pige, hun var bukket under for mørket der var kommet for at tage hende. Jeg vidste også at jeg aldrig kom til at se hende smile igen, jeg kom aldrig til at se hendes smukke hvide tænder, i hendes vidunderlige smil. Ligesom hendes øjne var der noget meget specielt over hendes smil. Hun havde det sødeste, smukkeste og dejligste smil, man kunne ikke andet end at blive glad af det smil. Jeg kan virkelig ikke beskrive det mere nøjagtigt, men der var noget specielt over min lille pige. Noget som gjorde hende helt unik. Hun var den pige jeg tror alle drømte om. Jeg bliver ved og ved med at tænke dagen i gennem hvor hun druknede, den dag hvor alt blev sort og hvor jeg mistede alt lykke og glæde. Den værste dag i mit startede som en helt normal dag, alt var som det plejede. Det eneste der var anderledes var at jeg havde givet Celina en dukke som jeg havde købt på et loppemarked dagen før. Jeg ved ikke hvad der var med den dukke, men der var et eller andet specielt over den. Den havde store lysebrune øjne, som lyste af glæde. Bag de glædesfulde øjne var det dog som og det gemte jeg noget trist og mørkt. Jeg vidste ikke helt hvad det var det var bag de øjne, men der var noget. Noget som gjorde mig utryk, noget som jeg ikke turde sige noget om, for alle ville tro jeg var skør. Der var bare noget med de øjne som gjorde jeg følte mig utilpas når jeg så ind i dem. Når jeg og celina kom gående med dukken hen til vores hund, for den ned i knæ rystende. Den var bange, det var tydeligt at se, så bange at man skulle tro der var nogle der havde slået den. Jeg har aldrig oplevet vores hund sådan, men der var altså et eller andet specielt over den dukke. Den var speciel, så speciel at man ikke kan forklare det med ord.
Den dag var ellers helt normal, udover det med hunden og dukken. Dagen startede med at vi spiste morgenmad, det sædvanlige i weekenden. Nemlig rundstykker, som vi henter oppe ved bageren. </b>



Disposition

skygger
ingen hjælp
bliver forladt
skrig
dukken ligger bare og kigger
druknedød
siger farvel
mørket nærmer sig
husker fortid

det starter med flashback også nutid (:


på forhånd tak!!!!