{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
628 visninger | Oprettet:

Blodsøstre - vol II {{forumTopicSubject}}

Efter dette indlæg for 2 år siden http://www.hestegalleri.dk/html/for_messageDetail.asp?Msg_ID=307698

tror jeg det er på tide at opdatere. Jeg vil mægtig gerne have, hvis nogle stykker vill skriv en kommentar med jeres mening. Det er starten af den bog jeg kom til at skrive, som nu er i gang med at blive udgivet, Forlaget har sagt ja og jeg redigerer igen og igen. Det er tæt på, vi snakker forhåbentlig inden jul. Du er velkommen til at ansøge mig som ven herinde, så kan du holde øje med mine logmenter når udgivelsesdatoen nærmer sig =)

Dette er en del af første kapitel, her er 28 sider (i word 2007) så hvis HGs font er udmattende at læse, kan du evt. lægge det over i et Word-dokument til "senere brug"

Blodsøstre

Kapitel 1
Fire skæbner bliver forenet


Solen var ved at gå ned og lod sit sidste bløde, orange lys ramme jorden. Steder hvor lyset ikke kunne nå, lod det små områder stå i mørke og kulde. Steder hvor fantasien nemt kunne forme og vise sig, på både godt og ondt. Inde fra skyggerne, vil det springe frem og gribe dig om anklerne for, at trække dig med ned. Det ingenting, det som ingen har set. Hvis du ikke skynder dig, at lade dine fødder glide hen over jorden, lader vægten placere sig skiftevis på hvert ben i en hvis fart, tager det dig. De gamle eventyr bliver vagt til live, men helten er udeladt denne gang.

Denne gang er der ingen til at komme og stoppe det hele, redde prinsessen, få det halve kongerige og gøre hele verden god igen, redde dig fra den Ingenting som ellers er så godt i gang med, at fortære hele verden. Det er en af de ændringer, der er foretaget i hele eventyret, det eventyr som du har hørt som godnathistorie, gang på gang. Gamle hekse der tryller dig til sig, efter en gammel, hemmelig opskrift på noget sært heksebryg med en enorm tiltrækningskraft. Du kan intet gøre, du sidder i saksen uden en eneste mulighed for at kontrollere det. Drevet af ønsket om at overleve rykker du dig fri, tager det hele med dig indtil den dag graven kalder. Kommer du fri, slipper ud af skoven ønsker du at vende tilbage. Ikke for atter at blive fanget, men for at tage hævn…

Mille gik igennem dette skyggeland, netop på vej hjem fra veninden, Laura. Hele eftermiddagen havde de to siddet og fniset over alle mulige ting, mest bare useriøst pigesladder. De havde snakket om musik, fyre, fester, mode og den slags, som nu engang har tendenser til, at være det vigtigste i en ung piges verden. Laura havde fortalt om en ny dreng der var startet til dans, han var lækker og hun var blevet vild med ham. Hun fortalte om hans silkebløde hænder, hans stemme og de brune øjne, som havde betaget hende så meget. Mille havde ikke haft en historie i den retning at bidrage med, hun måtte nøjes med at nikke bekræftende, som om hun kendte alt til den slags følelser. Laura og Mille havde været veninder i årevis. Som små kunne de finde på at klæde sig ens og sige de var tvillinger, også selvom de ikke lignede hinanden det mindste! Laura var høj og lys, Mille lav og mørkhåret. Hendes naturlige hårfarve var lysebrun, men hun havde farvet det kulsort.

Mille tænkte sine mange tanker, efterhånden som hun gik længere og længere, ind i skyggelandet. Nåede sin skole og fulgte den sædvanlige sti bagom de småhærgede bygninger. Der havde hun været så mange gange, at hun ikke lagde mærke til det. Hun gik bare, fødderne var på autopilot. Det kunne nu være ret praktisk, så kunne Mille jo bare koncentrere sig om, at sende sms’er til Laura og den slags. Eller måske hun kunne tænke på de lektier, som hun jo egentligt burde lave til i morgen? Også selvom de absolut ikke havde høj priotet! Hun gik ned af stien, der i starten bestod af dejlig grus at gå på og et hegn af stakitter, der vendte ind imod baghaverne. Lidt længere henne var det hækkene der tog over, de indkransede stien næsten som små mure. Solen var på vej ned, og de steder hvor stien stod i skygge, fik hun gåsehud og småfrøs. Solnedgangen var smuk denne aften, himlen eksploderede i et væld af farver, særlig meget rød denne aften, men Mille tog sig ikke tid til at beundre den. Himlen lignede noget fra et af de smukke malerier, som hele klassen havde været på kunstmuseum for at se sidste mandag, men eftersom Mille ikke havde kigget på billederne og ikke så himlen, ville hun aldrig opdage ligheden. Nu var stakitterne helt og aldeles erstattet af hække, om ikke så lang tid ville de nydelige og veltrimmede hække blive erstattede af vildtvoksende buske, de bsuke som afgrænsede de grunde som endnu ikke var blevet udstykket og solgt.

Blot ved, at kigge på hver enkelt hæk, vidste hun hurtigt, hvilken type mennesker der boede i huset, hvor hækken hørte til. Der var flere af hækkene, der var tilpasset naboens. Så var der jo selvfølgelig også dem, der blot lod deres hæk vokse som den nu engang havde lyst til…
Tankerne i den retning fortsatte i hendes hoved, da en fyr, uden varsel, sprang ud fra en busk og greb hende om mave, arme og låste hende fast. ”Hey guys, jeg fik sgu fat i stikkersoen. Nu er hun sgu ikk’ så rapkæftet længere, vel din horeunge?” Mille begyndte at vride sig, for at komme fri. Der sprang yderligere tre fyre ud fra de buske, de havde gemt sig bag. De begyndte, at skubbe hende frem og tilbage mellem sig, mens de kaldte hende grimme navne. Diverse grimme fornærmelser fløj igennem luften, med samme fart, som et maskingevær i krigstid. Den største af fyrene pustede sig op. Med den enorme styrke, som hans forbitrelse gav ham, tog han fat i hende, med den ene hånd og smed hende ind i tjørnebusken. En af de andre fyre, hev hårdt fat i hende, holdte hende foran ham der umiddelbart måtte være deres leder. ”Sådan nogen som dig, gør mig fanme så gal. Sådan, at få mig, smidt ud af skolen, hva? Din stikker! Du tænker ikke på andet, end gode karakterer vel, fucking dengse? Og ved du, hvad jeg gør ved sådan nogen? Jeg smadrer dem sønder og sammen!” Mille så lige ind i øjnene på ham og i trods spyttede hun ham i ansigtet, selvom hele hendes krop gjorde ondt og der sad tjørne i hende: ”Fjern labberne fra mig!” Hun undrede sig over, hvorfra denne trods var kommet, men nu var det for sent. Han kneb øjnene sammen og gjorde et tegn til ham, der holdte hende, som tog efterfølgende hårdere fat om hende og klemte så hårdt, at hun følte, at han mindst bøjede to af hendes ribben. Heldigvis kom hun slet ikke rigtig til skade, af det overdimensionerede knus. Hun skreg af smerte, hvorefter den store fyr, slog hende hårdt i ansigtet, hun kunne mærke, hvordan det sved på kinden, der hvor han havde ramt hende. ”Nu stikker jeg fanme en arm igennem dig, luder!” Den største af fyrene skreg det, medens han slog hende hårdt på næsen, som straks sprang op og begyndte at bløde kraftigt. Mille kunne mærke, hvordan knoglerne gav efter og den bitre smag af blod, fyldte hendes mund. Før hun nåede at reagere, havde han plantet endnu et knytnæveslag, denne gang i hendes mave. Hun prøvede, at folde sig sammen, men forgæves, da en af de andre fyre stadikvæk holdte hende. Derefter slog han hende hårdt under hagen, hun bed et lille hul i tungen og nakken knækkede tilbage. Hun kunne mærke at tårerne blev flere og flere, mens de strømmede ned af hendes kinder. Han slog hende atter hårdt i maven, hvorefter hun brækkede sammen og landede tungt på jorden, fyren der allermest mindede hende om en gorilla havde åbenbart givet slip på hende. Landingen slog den sidste luft ud af hende og hun følte sig som lammet! Nu var Mille stensikker på at hun skulle dø, her på stien omme bag skolen.

Fyrene begyndte at sparke hende hårdere, i både ansigt og mave. En af drengene hev fat i hendes trøje og rev den i stykker. Ikke at den bare sprækkede i det øjeblik han tog fat, han måtte kæmpe med den. Så stod han der, triumferende med to lange lyserøde stykker stof i hånden. Derefter tog han fat i hendes BH og rykkede den af hende i ren og skær arrigskab. Nu skulle hun for alvor ydmyges, den so der var skyld i alle deres ulykker! De andre fyre blev revet med, tog fat i hendes bukser og rykkede dem af. Hun kæmpede imod af alle kræfter, i blinde slog hun ud til alle sider, selvom det ikke føltes som om hun kunne yde nogen egentlig modstand. De slog hende hårdt, hun tog sig til hovedet, der føltes, som om det var ved at eksplodere af smerte!

De fik på en eller anden måde, hevet hendes bukser af. Hun kunne mærke jordens kulde, den lå i skygge. En af dem rev fat i hendes g-streng og rykkede i den, hun skreg af smerte, en anden af dem tog fat om hende og holdte hende for munden, så man ikke kunne høre hende. Der var endnu en af fyrene, der tog fat om hende, så nu var de to om at holde hende fast. Mille kæmpede af alle de kræfter som hendes vrede og angst havde givet hende, men de var stærkere end hende. En af dem, som indtil videre havde banket hende, tog sin mobiltelefon op af lommen og begyndte at filme deres overfald. Der lå hun så, nøgen på den kolde jord og det sås også tydeligt på filmen. Han tog fat i hendes ben og spredte dem så han også kunne få nogle billeder dernede fra, billeder som efter overfaldet straks blev sendt rundt, han stak en finger op i hende og kradsede hende, hun forsøgte at skrige. En af de andre tog hårdt fat om Milles bryster, den første filmede det hele ivrigt. Den fjerde lynede sine bukser ned og begyndte at voldtage hende, under store tilråb fra de andre. De begyndte at piske hende med grene. De skreg alle mulige ting, men alle lyde blev blandet sammen i hendes hoved. Hun kunne akkurat skelne deres stemmer fra hinanden, men der gik grænsen også. Ingen ord, ingen tale, ingen forståelse. Alle lyde var blandet sammen til en, udgjorde den eneste lyd i hendes verden. De voldtog hende på skift, og hver gang mærkede hun smerten, der tog til i styrke. For hver fyr, for hvert piskesmæld, for hvert spark, for hvert knytnæveslag, hvert eneste ryk inde i hende. I sin desperation besluttede hendes frygt at bruge hendes allersidste kræfter på at kæmpe imod igen, forsøge endnu en gang. Hun slog en af fyrene i ansigtet, men de gengældte hurtigt hendes lussing med et ordentligt knytnæveslag. Alting sortnede for hendes øjne, hun mistede bevidstheden. Lå der på jorden, nøgen, forslået og livløs. Gassen gik af ballonen, også ved fyrenes vrede. De stoppede voldtægten, forlod gerningsstedet og lod Mille ligge livløst tilbage på stien bagved skolen. De forsvandt lige så pludseligt, som de var kommet. De var høje over det, dette var bedre end når de rendte stive rundt i weekenden. Det føltes nøjagtigt som når de sniffede hvidt pulver i weekenden, samme rus. Stikkeren måtte bare lære, at sådan gik det stikkere!

Det var næsten blevet helt mørkt, før Mille endelig vågnede igen. Hun kunne mærke smerten i hele kroppen, faktisk var der ikke et eneste sted på hendes krop, som ikke gjorde ondt. Så det iturevne tøj, huskede på det hele. Inde i hendes tanker, spilles scenen igen og igen. Smerte. Hun kunne endnu mærke smerten, som om hun blot troede at de var stoppet, men at de i virkeligheden slet ikke var. Var hun besvimet? Var hun død? Døde hun for lidt siden, men det havde de ikke opdaget så de fortsatte med at voldtage hendes jordiske retser? Eller var hun blot endnu forbundet med kroppen, men lige om lidt ville alt omkring hende blive sort? Alle følelser blev blandet sammen, hun kunne ikke rigtig skelne mellem dem, ligesom hun ikke havde kunnet skelne mellem deres ord. Smerten, den var faktisk den eneste følelse, der overhovedet stod klar for hende lige nu. Hun rejste sig op, alt imens hun græd som pisket. I det øjeblik hun rejste sig, løb fyrenes sæd ud af hende og hun skreg af chok. Tog det eneste der var overlevet, hendes jakke, og løb af sted. Hun skulle bare væk derfra! Panikken, flugtinstinktet tog over og hun løb. Stenene gjorde ondt når hendes nøgne fødder ramte dem, men hun registrerede det overhovedet ikke. Hendes hjerne havde lukket af for alt, den tænkte kun på at komme væk! Hun løb væk fra stien og ud på den store brakmark der var overfor skolestien, der standsede hun endelig. I et ganske kort øjeblik, hvor hun ingen fornemmelse for tiden havde, stod hun der. Hun var forpustet. Der lød et bip fra hendes mobil, som stadigvæk lå i jakken. En eller anden havde sendt hende en sms med ordene: NØD DU DET STIKKERSO? DET KUNNE JO VÆRE VI KOMMER EN ANDEN GANG, BITCH! Følelserne var forsvundet, selvom hendes hjerne sagde, at hun burde græde af angst lige nu. Men det gjorde hun ikke, ikke en eneste tåre sneg sig nedover kinden. Hun kiggede sig bare omkring, så efter om en eller anden skulle se hende stå der. Der var ingen, kun en enkelt bil eller to der kørte på landevejen på den anden side af marken. Eftersom det næsten var helt mørkt nu, ville de ikke se en mørk skygge stå inde på en tilfældig brakmark, flere hundrede meter væk. Mille begyndte at gå i retningen af hjemmet. Det gik langsomt, for hun begyndte stille og roligt, at registrere smerten fra det der var sket. Hun havde hele tiden følt den, det var bare som om den tog til i styrke nu. Heldigvis boede hun ude i en lille landsby, det var blevet helt mørkt nu, så det var til at skjule sig, for hvad der nu engang skulle kunne komme til at se hende. Hun var fuldstændig nøgen under jakken, resten var blevet reet itu. Hvad var det egentligt de havde været så vrede over? Noget med at hun havde sladret og fået dem smidt ud, hun forstod først nu de første af de ord de havde sagt. Som om alt de havde sagt var forsvundet ud i ekkoet, som nu langsomt kom tilbage. Ordene blev klarere og klarere, hun forstod dem langsomt. Normalt havde hun slet ikke problemer med at tænke forløb igennem, heller ikke grimme forløb. Og nej, det var ikke engang hende der havde sladret om et eller andet, det havde garanteret været Samantha! Folk troede bare altid alt det værste om Mille. Hver gang noget skete, det var stort set altid Milles skyld. Nu hvor de var blevet bortvist, var det straks hendes skyld. De eftersidninger de i tidernes løb havde fået, var vel også. Skideballerne, stuearrest (hvis de da havde prøvet det!) og diverse andre ubehageligheder, havde de alle sammen fået fordi hun havde en eller anden magt til at overbevise voksne om andres børns skyld i ting som du jo absolut ikke havde gjort!

Da hun kom hjem, var hun lykkelig over at der var mørkt i hele huset. Hun tog sig et langt bad og gik i seng. Mille følte sig i et kort øjeblik både frisk og ren, men så skyllede fornemmelsen af urenhed ind over hende. Som en kold bølge, det var som at ligge sig i strandkanten og pludselig mente den største bølge den dag bare, at nu, skulle man afkøles! Smerten havde ikke lagt sig og truede med at fortsætte til evig tid.
Hendes forældre kom først hjem så sent, at de ikke engang bemærkede de små hulkelyde fra Milles værelse, hun græd sig selv i søvn den forårsaften. Da hun endelig faldt i søvn var det til små grå drømme, der handlede om ingenting. Dette var så hendes første gang.


Næste morgen stod Mille op før hun plejede, hun var endelig sluppet ud af de små, underlige, grå drømme uden at vide, hvordan hun overhovedet var faldet i søvn, og kommet ned til de underlige drømme. Som en der havde sovet for længe, var hun stadigvæk træt. Overtræt, men uden, at blive hyperaktiv. En del af hende var bare interesseret i at komme til at sove igen, så hurtigt som muligt og samtidig ville det have været et mirakel, hvis hun havde sovet i så meget som et eneste minut mere! Hun følte sig både tyk, klam og ulækker, så hun besluttede sig for at tage et bad. Det føltes dejligt at stå der, under den varme bruser, med fornemmelsen af, at det beskidte gled af hende, skyllede ned i kloakken og forsvandt for evigt. Efter badet gik hun ud i køkkenet for at spise morgenmad, men nippede kun lidt til det. Hendes mor bemærkede alle hendes mærker, men hun sagde at hun bare var væltet med scooteren. Moderen rystede bebrejdende på hovedet, Mille burde jo egentligt ikke køre på den når hun kun var 15, men det måtte vel være hendes eget problem! Egentligt burde hun jo tale med hende om konsekvenserne af hvis hun blev opdaget, men hun havde egentligt ikke rigtig tid lige nu. I det hele taget var der ikke så meget til så meget andet i moderens liv end arbejde lige for tiden. Der kørte en del store projekter for tiden, de var alle for spændende til, at hun kunne vælge nogle fra, så hun tog det hele. Sådan havde hun altid været, hun ville både have mand, børn, villa og job, samt forsøge at udleve sine drømme så det hele endte med, at hun gjorde det hele halvt i stedet for at satse på få ting, og så følge dem til dørs. Da hendes mor endelig gik ud af køkkenet, tog på arbejde, smed Mille resten af sin morgenmad ud, hentede sin skoletaske og gik af sted tidsnok til at nå i skole til tiden, men hun ankom aldrig til skolen. Mille var næsten dernede, standsede et par hundrede meter fra stedet. Men nej, hun kunne ikke! Så hun vendte om, gik den anden vej.

I stedet tog hun en bus ind til byen og gik lidt rundt. Det var som om hun det ene øjeblik havde stået og kigget på skolen, så havde hun lukket sine øjne, men kun for at blinke, og da hun atter åbnede dem, stod hun midt inde i Århus. Det gik op for hende, at den sidste halve time, var forsvundet fra hendes hukommelse, men det gjorde ikke noget, det var lige meget. Hun kiggede lidt her og der, fuldstændig uden interesse. Det var som om, at hendes øjne slet ikke kunne fæstnes, på noget som helst. De flakkede bare rundt, ledte efter noget som hverken de eller hun selv vidste hvad overhovedet var. De kiggede bare, helt uden at registrere hvad det var de overhovedet så på.

Senere besluttede hun sig for at tage ind til Katrine, en af hendes få veninder. Katrine boede tæt på hvor Mille var lige nu, så Mille fik fat i hende og tog derind. Katrine gik egentligt i gymnasiet, men var næsten lige droppet ud. Hun var simpelthen for doven! I bybussen ud til Katrine, sad Mille og holdt øje med hvilke typer der steg på og af, for første gang den dag med en lille smule interesse for, hvad der foregik omkring hende. Selvom fortalte sit selv at chancerne var lig nul, forventede hun hele tiden at se en af fyrene fra i går, stige på. Det lille gys der gik igennem hende hver eneste gang hun mente at hun genkendte en, blev ikke mindre og mindre. Hver gang den gule bybus standsede for at samle en op, frygtede hun det lige så meget som gangen før hvor den var stoppet. Hun var både lettet og samtidig mere angst, da hun stod af og så enden af den gule bus svinge til højre i krydset længere henne. Der var ikke andre mennesker end hende på fortovet, der foran de store lejlighedskomplekser. Et par enkelte biler kørte forbi, der gik en ældre dame med en hund på den modsatte side. Mille kiggede sig over skulderen for at sikre sig, at der ikke var nogen der fulgte efter hende, før hun skyndte sig af sted. Forbi boligblokkene, men konstant insisterede hendes hjerne og forsigtighed på, at hun lige kastede et hastigt blik over skulderen. Mille standsede foran havelågen der hørte til haven, som hun ledte efter, inde i huset boede Katrine. Mille kastede et sidste blik over skulderen, før hun åbnede lågen og gik op til hoveddøren. Hun ringede på, Katrine lukkede op. Inde i gangen omfavnede de hurtigt hinanden, kort og helt uden følelser.

Mille lod som om, det bare var en ganske normal pjækkedag hun tog sig, fortalte om et eller andet dødssygt arrangement, som skulle foregå på skolen i dag. Men det var ikke sandt, hun løj! Dagen i dag var en ganske almindelig skoledag, ligesom alle de andre. Katrine rullede med øjnene over alle de dødssyge aktiviteter, som Milles klassekammerater tilsyneladende skulle igennem den dag. Det var lykkes Mille, at overbevise Katrine om løgnen. Men selvfølgelig var det lykkes, Katrine stillede aldrig uddybende spørgsmål ved den slags.

Der sad de så, i husets eneste rum, med farver på væggene. Resten af huset var holdt i hvidt og rent design. Ikke alt for meget farve og ingen nips. Faktisk havde Mille altid været lidt misundelig på det hus, Katrine boede i, indretningen altså! For det lignede noget noget hun havde set i de dameblade, som hendes mor tit sendte hende ned på tanken efter. Milles mor sendte selvfølgelig ikke kun Mille af sted efter bladet, det var ofte i forbindelse med at hun lige skulle hente 3 liter mælk, tyve prince og så kunne hun lige så godt også tage det seneste boligmagasin med samtidig.

Mille så sig omkring, selvom hun godt kendte hele huset, hun var kommet der i nogle år efterhånden. Alting var holdt i hvidt og alting virkede så moderne. Katrines møbler havde farve, selvfølgelig uden at det hele lignede de malerier, man lavede i børnehaven, der havde været ét stort kaos af farver.
De sad overfor hinanden på hendes kulsorte, kæmpestore sofa med de store puder og snakkede. Katrine plaprede bare om noget med en ny fyr hun var sammen med for tiden, om atter at drikke sig stiv næste weekend og den slags. Hun havde nemlig ikke andet i hovedet! Katrine var en typisk poptøs. Sippet, blondine, poletneger og alt det der, gik lidt for meget op i sig selv glemte lidt for tit resten af verden. En brækket negl, var allermindst en national sørgedag værd. Katrine var ikke den skarpeste kniv i skuffen og ejede ikke meget empati. Men det var Mille glad for, for så bemærkede hun nemlig ingenting, så Mille slap for de ubehagelige spørgsmål, som hun ikke ville kunne besvare. Eller rettere, måtte forsøge sig med en løgn, for at undslippe sandhedens klør. Katrine var lidt af en livsnyder og en livsæder, for hun havde tendenser til at tage folk ind i munden og tyggede godt og grundigt på dem. Hvis hun så kunne lide smagen, tyggede hun ivrigt på dem som et stykke tyggegummi, blæste bobler og trak det ud af munden i lange tråde og snoede det om sin lillefinger. Hun snoede folk om sine fingre i mere end én forstand. Både hendes kærester, som egentligt ikke var hendes kærester. De var mere en form for påklædningsdukker, ligesom i de små klasser, hvor man beundrede hinandens glansbilleder. Den der havde flest af dem og som havde den smukkest dekorerede mappe, med flest smukke billeder, havde magten. Alle de andre ville gøre hvad som helst for at få, et enkelt ark med de smukkeste glansbilleder, ejeren kunne forlange hvad som helst for dem. Eller den af dem som havde en mor som lavede den lækreste madpakke. Der var både dem hvor forældrene lavede den flotteste med masser af godt pålæg, på noget virkelig lækkert rugbrød. Brugte lidt grøntsager i spændende farver for, at gøre det lidt festligt. Eller dem hvor børnene fik lov til at få små chokoladebarer med. Katrine var typen der fik den lækreste mad i madkassen dengang i de små klasser og i julemåneden kørte hendes forældre oven i købet en lille pakkekalender, med en overraskelse hver eneste dag til deres elskede datter, som også var enebarn.

Formiddag blev til eftermiddag og eftermiddagen blev til aften, mørket faldt på udenfor. Katrine havde brugt hele eftermiddagen på at fortælle om en eller anden fyr, i alle detaljer. Lige fra da hun havde gjort sig klar til den fest og til de lå hjemme hos hende og legede egern hele natten. Katrines forældre havde ikke været hjemme den aften, så de havde bare trykket den af! Normalt havde Mille været ved at dø af grin, i dag måtte hun tvinge sig selv til at grine som hun plejede. Eller i det mindste bare lade som om det var sjovt. Katrine ville sikkert ikke have lagt mærke til det alligevel, men man vidste jo aldrig.

Før aftensmaden, fik Mille lov til at tage et bad. Det var meningen at hun ville blive hos Katrine om natten, så Katrine kunne godt forstå at hun havde lyst til badet. Flere gange kunne Mille mærke, hvordan det dunkede i hovedet, ikke bare lidt som det nogle gange gjorde, men meget kraftigt. Det skete sådan med et par minutters mellemrum, smerte, pause, smerte, pause. Mille bøjede hovedet indover vasken og lukkede øjnene. Det var faktisk et rigtig godt badeværelse, masser af plads og der var endda et badekar på løvefødder. Katrine havde tilbudt Mille at bruge det, hun havde taget imod tilbuddet.

I det store kar med vand kunne hun mærke velværen strømme igennem sig, som sand i et timeglas. Hun var stadigvæk så øm dernede, at hun knap nok kunne vaske sig, resten af kroppen gjorde stadigvæk ondt, på trods af alle de hovedpinepiller hun havde taget den dag. Ville hun mon altid gøre ondt? Tiden gik, snart var tiden på badeværelset forbi. Efter aftensmaden begyndte hun for alvor at få det underligt. Hun følte ikke rigtigt, at hun var sig selv. Faktisk var hun lidt i tvivl om hvem hun var, hvor hun var og hvad der overhovedet forventedes af hende. Hun kiggede på Katrine, for første gang den dag var Mille åbenhjertig og ærlig overfor Katrine. I et ganske kort øjeblik glemte hun hvad facader var. ”Jeg har det så sært,” nåede Mille akkurat at hviske, før hun mistede kontrollen over sig selv. Vågnede op, genvandt kontrollen og opdagede hun havde været væk i et ganske kort øjeblik. Katrine sad helt henne ved hende, holdt om hende, for første gang den dag lignede hun faktisk et menneske med følelser. ”Er du okay, baby?” hviskede hun engleblidt, kærligt og næsten som om hun kunne fornemme al Milles indvendigt smerte. Mille satte sig op, kiggede sig forvirret omkring. ”Jeg fik det bare så underligt,” hun tog sig til panden. Lod som om intet var sket. Katrine nævnte heller ikke episoden med et eneste ord. Da hun forsøgte at gå ind på emnet, fik Mille skubbet hende i en anden retning. Katrine gik i den retning Mille havde udstukket for hende og Mille var lettet.


Hun rettede mascaraen i taxaen en sidste gang, selvom den i forvejen sad helt perfekt. For fredag betød fest og det skulle gøres med stil! Kim var på vej til fest sammen med sin kæreste, Rasmus. I dag var det 5 uger siden, de havde mødt hinanden. Det havde også været til en fest, Kim var dengang taget af sted med sin daværende kæreste. Men de slog op efter et skænderi under festen og kort tid efter fandt Kim sig selv i favnen på denne lækre fyr, som hun lige nu sad i en taxa på vej til endnu en fest. Livet var godt!

Rasmus havde drukket en masse og var efterhånden ubehagelig at være sammen med, selvom han ikke altid var sådan, når han var stiv. Nogle gange skete der intet, andre gange blev han vildt liderlig, andre gange bare enormt glad og så var der i dag, hvor han var aggressiv. Eftersom dette var hans femtende øl, var han ret beruset efterhånden. De var stået ud af taxaen, Rasmus havde straks knappet en øl mere op, efter at have betalt chaufføren for turen. Han slingrede ind imod huset og festen, Kim troede flere gange at han ville falde sammen på den flisebelagte sti, der midt i forårsnattens kølige mørke. Men hver eneste gang han nær var faldet, lykkedes det ham mirakuløst, at blive på benene. Han havde også tændt sig en smøg og delte ivrigt ud af pakken til de andre. Det gjorde han altid, delte altid ud af alting; smøger, sprut eller hvad der nu lige var aktuelt. Rasmus var en rod, altid kom han op at slås og altid var der problemer med ham. Han var blevet smidt ud af sin gamle folkeskole, fordi at han havde slået et par af de andre elever ned. Ikke en specielt ”good guy”, men han havde penge. Mange penge. Rasmus forkælede Kim i ekstrem grad. Det var da det eneste som talte, specielt i denne hjertekolde tid, mente Kim. Han tog hende tit med til alle de dyre steder og han købte dyre ting til hende. Så sent som i sidste uge, kom han forbi det parcelhus hvor hun boede med sine forældre, for han havde da lige købt nogle fine smykker til hende. Der havde han stået i deres slidte entre og han havde lignet en forelsket prins fra et sukkersødt eventyr. Og smykkerne havde bestemt ikke været billige! Det eneste der i et splitsekund bekymrede Kim, var hvor han mon havde fået pengene fra? Men det behøvede hun ikke meget fantasi til at forestille sig. Hun kunne hurtigt se Rasmus for sig mens han kravlede ind igennem et vindue og stjal lidt af hvert. Smykker, penge og alt andet af værdi, det som kunne omsættes hurtigt. Men hvad gjorde det? Måske skulle man bare lære at tage chancer her i livet og stoppe med at bekymre sig?

Kim trak på skulderen, slog tanken ud af hovedet for det var jo ikke hende der gjorde det og hun vidste jo sådan set intet, så hvad skulle der kunne der ske? Rasmus var bare en fri fugl! En underlig fugl som ikke kunne flyve, fordi han røg for meget græs. Ups? Han var lækker og havde penge. Og intet andet betyder noget. Alt det der fis med ægte kærlighed, troskab og så videre. Det var noget sentimentalt fis, noget værre sludder. Nej, intet andet betyder noget! Det fandtes i eventyrene og i de nuttede familiefilm. Du ved, den der med moderen og faderen og deres børn. De elsker alle hinanden og sådan. Vræ, vræ, vræ hvor er det bare SÅ sentimentalt! Det er sådan noget man får tårer i øjnene af at se på film, men findes det i virkeligheden? Næh nej, selvfølelig ikke… Selvom Kim ikke ville indrømme det, havde hun da gjort sig overvejelser i den retning. Om hvor godt det ville være at finde en, en der passede perfekt til hende. En som var ligesom Rasmus var, når han var ædru. Ham her skulle bare være det døgnet rundt. Han skulle være høj og flot og… Ja, rigtig lækker! Charmerende, dødcharmerende. Han skulle være hensynsfuld. Og kærlig! Sådan en der ikke bare den ene dag elsker dig og den næste dag ligger og knepper din bedste veninde. Han havde et godt hjerte og samtidig gerne en god forstand. Han behøvede ikke at være et geni, men han skulle klart være fornuftig. Og han var sådan en som ens forældre var mindst lige så vild med som man selv var. En som vidste lidt om det som faderen gik op i, en som gerne havde en buket blomster med til moderen. Havde man små søskende, så var han en, som de små uhyrer så op til. Og når han viste sig hjemme hos hende, ja så var de nærmest ved at overfalde ham! Når han friede var det ikke bare noget som alle andre, nej det var super romantisk, han var helt nede på knæ. I et øjeblik lod Kim sig synke ned i al sentimentaliteten, lod sig drømme med og forsvandt ind i den verden som hun ellers hævdede at afsky.
De var i en stor smuk have, han gik ned på knæ foran hende. Han åbnede en lille æske, der hvor den smukkeste ring lå i. Hun sagde ja, omfavnede ham. Deres bryllup ville blive det smukkeste nogensinde. De ville være det totalt lykkelige par, alle ville kunne se det og alle ville misunde dem…!

Rasmus kom til at skubbe til Kim, så hun nær havde mistet balancen, det rev hende ud af hendes drømme. Han stod med en dåseøl i hånden, han havde været ret tæt på at spilde udover hende.

Der gik endnu et par timer. Hvordan det var lykkedes vidste Kim ikke, men Rasmus havde drukket sig endnu fuldere (kunne han snart klare mere?). Han var som sagt noget af en vendekåbe, denne dag reagerede han aggressivt på sin brandert. En eller anden fyr kom ved et uheld til, at strejfe Kims bryster i forbifarten og mere skulle der ikke til, for nu så (tyren Ferdinand) Rasmus rødt! Jalousien blev brugt til at gennemvæde en bunke tørre kviste, den sidste månedsaviser lå nederst og sugede så meget som muligt til sig, denne fremmede tog først Kim på brysterne hvorefter han strøg en tændstik og smed den ind i brandfælden. Ilden blussede op, flammerne havde en god grobund i de tørrede kviste og al den benzin, de blev hurtigt store og stærke. Rasmus farede fremad og gik uden videre til angreb. Han tog fat i den fremmede og kylede ham ind i et bord, der stod midt i rummet. Han trak sin knytnæve og placerede den lige i ansigtet af den fremmede, hvis næse sprang op. Der sprøjtede blod ud over det hele og Kim fik kvalme. Martha, hende der holdte fest og som selv var ret stiv, kom ud med en Breezer i hånden og bad dem temmelig ligegyldigt om, at gå udenfor hvis de absolut skulle slås. Rasmus nikkede indforstået til hende, hev fat i fyren og slæbte ham udenfor, på trods af, at han sprællede imod af kræfter, men Rasmus var stærkere.

Udenfor placerede han ham ved en lygtepæl og begyndte at tæve ham. Rasmus sparkede ham i skridtet og det fik den fremmede fyr, hvis navn hverken Rasmus eller Kim kendte, til at knække sammen. Rasmus sparkede ham hårdt i ryggen flere gange. Da han lå nede på jorden, begyndte Rasmus for alvor at slå og sparke. Ham på jorden var for fuld til rigtig, at kunne gøre ordentlig modstand. Kim tog fat i Rasmus og råbte og skreg for at han skulle stoppe, men hun blev bare brutalt skubbet væk. Hun fløj flere meter tilbage! I mellemtiden havde de andre fået den anden fyr slæbt væk igen, ud fra farezonen. Dog var der ingen der turde gå hen til ham der slog, de sørgede bare for offeret. ”Kom” sagde Rasmus og hev fat i Kim. Han nærmest trak hende med sig og prajede en taxa, der lige havde læsset et par andre af ved festen. Da taxaen kørte med Rasmus og Kim, ringede Rasmus til nogle venner, der åbenbart også holdte fest. ”Han kender bare så mange”, tænkte Kim for sig selv. De tog derover og Rasmus begyndte at drikke videre. Kim havde mistet lysten til at feste, efter Rasmus’ sammenstød med ham fyren. Men hvis hun tog hjem nu, ville Rasmus garanteret blive enormt gal og hun ville ikke miste ham, for han brugte så mange penge på hende og desuden var han vildt dejlig når han var ædru. De kunne ligge ude på græsset i haven i timevis og bare kigge på skyerne, der sejlede forbi. Snakke om deres former, hvad de hver især kunne få dem til at forestille. Alt imens de holdte i hånden, det var fantastisk! Kims tanker gik tilbage til en pragtfuld forårsdag i sidste uge. Han havde hentet hende i sin bil, de var kørt ud i skoven. Skoven lå kun få kilometer fra, hvor Kim boede.
De gik rundt derude, hånd i hånd. Kim kunne endnu mærke forårets solstråler, fuglene sang på livet løs. De gik rundt på de snoede stier, måtte bukke sig for grene der var i vejen. Han gik først, holdt grenene til side for hende, som en perfekt gentleman taget direkte fra den romantiske film de havde set i biografen samme aften. Der, midt inde i en lysning, lagde de sig i det bløde, lysegrønne forårsgræs. Fuglene sang, lagde baggrunden til den gode stemning imellem dem. Talte skyerne atter engang, der var næsten lige så mange som før. Så efter hvad det var, hvad det forestillede. Han holdte om hendes hånd, nussede den blidt.

Afbrydelse fra tankerne/drømmene igen, heller ikke denne gang nåede hun at tænke dem til ende! Rasmus havde fået en flaske vodka og sprang nu op på et bord. Han var så fuld at han havde svært ved at holde balancen, svajede og måtte kæmpe for at holde sig på benene. For at føje spot til skade, begyndte han at synge: ”Åh Kimmie, vil du kneppe lidt med mig? Så tager jeg min stive pik og gennemhorer dig!!” Kim fandt det enormt pinligt og prøvede at få ham til at hoppe ned fra bordet igen, eller i det mindste holde sin kæft. Men han begyndte at stå og luftbolle og stønne højt, hun havde bare mest lyst til at grave sig ned og ville betale alt det guld der fandtes i verden for, at få jorden til at åbne sig og opsluge hende. Han sprøjtede vodkaen ud over det hele og råbte igen. ”Nu kommer jeg ud over dig Kim! Årrrh jah det er dejligt hva?? Slug det skat, slug det! Kom nu, det plejer du at være så god til! Slug!” Kim kiggede den anden vej, strudseeffekten. Rasmus blev altid liderlig når han var fuld, det eneste der varierede var hvor meget! Her for et par uger siden, havde han gjort noget der såmænd var endnu værre. Han havde også stået på et bord, men denne gang havde han smidt bukserne! Så hun var da glad for at han i det mindste ikke gjorde det i dag. Han tog fat i Kim og tvang hende op på bordet. Han begyndte at snave hende og tage på hende. ”Nu knepper jeg dig fanme Kim. Lige her foran de andre, så de kan se hvor dejlig du er. Fuck jeg elsker dig!” Han kyssede hende igen, denne gang mere lidenskabeligt end hårdt. ”Panserne er her!” En flok fyre kom ind, råbte og løb deres vej igen. Rasmus tog hårdere fat i Kim og trak hende med sig, ud af bagdøren. Kim kunne ikke andet end at følge med ham, han havde alt for godt fat i hende til at hun kunne slippe fri! Politiet løb efter dem, men Kim og Rasmus havde et godt forspring. De løb over på den anden side af vejen, hen over fortovet og ind i en tilfældig baghave. De kunne høre politiet løbe forbi, ude på fortovet. Rasmus lænede sig frem og så ondt på hende: ”Var det dig der ringede til panserne, din horeunge?” Hans ånde stank langt væk af sprut og smøger, hun havde allermest lyst til at komme væk fra den, så hun ikke blev kvalt. ”Nej det var ej,” svarede Kim ham, hun var åbenbart ikke bange for ham alligevel. Rasmus tog fat i Kim og lagde hende forsigtigt ned, hun anede ikke om det var godt eller skidt, men turde heller ikke kæmpe imod. Han lynede sine bukser ned og tog Kims tøj af hende, så hun kun lå i undertøj, hun strittede ikke imod af frygt for hvad han kunne finde på. I det samme kom politiet ind i baghaven og lyste ham i hovedet med en lygte. ”Rasmus Christoffer Larsen? Vær venlig at følge med. Du er anholdt, sigtet for overfald. Du har ret til ikke at udtale dig!” Rasmus så vantro på betjentene, og derefter på Kim. Han rejste sig op og fik trukket sine bukser på igen, knappede dem uden at slippe blikket fra betjentene et eneste sekund. Hans ansigtsudtryk var koldt som en seriemorders, det kunne hun se fra hvor hun lå på jorden. Han tog fat i Kim, hev hende op på benene og trak hende ind foran sig. ”Hvis I kommer nærmere nakker jeg kællingen her. Så hvis I vil se blod, kommer i bare. Men tro mig, det bliver jeres fucking blod!” råbte han koldt. Trak en kniv frem han havde haft i sin lomme, trak den ud fra dens skede og placerede bladet på Kims hals. Der var ikke bare de to betjente som havde opdaget dem, der var i mellemtiden kommet forstærkninger. ”Hold nu op Rasmus, du kan ikke undgå det. Følg nu bare med nu, det er lettere for os alle. Rasmus, vi mener det seriøst. Følg så med, nu!” Men Rasmus holdte Kim foran sig som et skjold, han bevægede ikke en eneste muskel. Kim frøs, tænderne klaprede i munden af hende og minutterne gik. Betjentene prøvede igen og igen, Kim fik det underligt. Mens hun stod der, stod Rasmus med en hånd på hendes røv og tog på hende. Hun kunne mærke hans pik mod sin ryg, den havde ikke lagt sig endnu, eller også tændte denne situation ham helt vildt. Den tændte derimod ikke hende spor, så da han trak strengen på hendes g-string til side og stak en finger op i hende, gjorde det ondt. Kim følte sig stiv af kulde, kunne ikke bevæge sig. Det hele begyndte at køre rundt for hende og til sidst faldt hun livløs sammen, til alt held undgik hun knivens skarpe blad. Rasmus blev paf, overrasket over hendes besvimelse og betjentene stormede frem og greb ham. Der gik et halvt minut før hun kom til sig selv igen, efter at være faldet sammen i et krampelignende anfald, forårsaget af kulden. En betjent insisterede på at hun skulle forbi skadestuen og tjekkes, men han gav sig til sidst eftersom hun nægtede. Kim blev kørt hjem, hun klaprede med tænderne i flere timer. Både af kulde, men selv efter den havde fortaget sig fortsatte hun. Det var svært at falde i søvn, normalt havde hun ellers ingen problemer med at sove. Kroppen nægtede at samarbejde. Til sidst, efter utallige dybe vejrtrækninger, lykkedes det da endelig for hende. Søvnen var urolig, men den var der.


Mia gik gennem skolegården, med tasken på ryggen. Den var fuld af bøger, notater og den slags. Hele weekenden, havde hun forberedt sig til sin eksamen. Første skriftlige prøve og hun var klar til at vise hele verden, hvad hun var lavet af. Hun var kommet i god tid, der var mere end en time til at de skulle begynde. Om natten havde hun haft mareridt. I mareridtet var hun stået op klokken seks og havde gjort sig klar. På vej til skole var der sket en masse ulykker, hun brugte en dag på at komme ned til skolen og hun gik glip af eksamen! Heldigvis var det kun en drøm, eller rettere et mareridt. Fik man ingen eksamen, fik man ingen god uddannelse. Fik man ingen god uddannelse, fik man ikke et fedt job. Hendes liv var fuld af fejl, men det måtte denne enkelte præstation ikke være!

Hun gik ind på skolen og op af gangen. Jakken hængte hun på en af de mange, røde knagerækker ude på gangen. Gik i sine egne tanker og forberedte sig til den forestående prøve. Hun var på vej ind i lokalet, hun var ikke den eneste der var kommet i god tid, kiggede rundt i lokalet og så at fem andre, var lige så fornuftige som hun. Fandt sin plads, der hvor hendes navn stod på et lille skilt, og slog sig ned. Mia fandt sine ting frem og sikrede sig, at det hele var med. Den bærbare computer satte hun frem og tændte for den, holdte øje med den imens den startede op, med et halvt øje. Hun kunne lige nå at gennemgå sine noter endnu en gang eller to, så hun var helt sikker på at alting var klart. Hun havde sin MP3 i gang, lyttede lidt til musikken og forsøgte, at holde fokus på det hun gennemgik og musikken hjalp hende med at lukke baggrundslarmen fra de snakkende mennesker ude. Der begyndte at komme mennesker ind i lokalet, der var mennesker ude på gangen som larmede. Mia blev revet ud af musikkens rytme, ved lyden af hendes penalhus, der faldt på gulvet. Der var åbenbart en eller anden, som var kommet til at skubbe til det? Nej, ikke en enkelt. En gruppe på fire piger. De gik grinende videre, men Mia ignorerede dem og samlede bare sit penalhus op, puttede indholdet tilbage i det igen. For sig selv tænkte hun, nu var der heldigvis ikke så lang tid tilbage. Skriftlige eksamener i denne uge og skole den næste, så var der sidste skoledag efterfulgt af læseferie. Derefter de mundtlige eksamener, og så skulle hun aldrig se disse mennesker her igen. Hele sommeren skulle hun bare slappe af, være sammen med sin hund, se venner og veninder. Næste år var det efterskole, det ville blive rart at slippe for disse rædselsfulde kællinger! Selvom hun ikke var vild med ideen om efterskolen, men det var desværre det eneste alternativ til, at skulle tage endnu et år på denne rædselsfulde skole, med rædselsfulde mennesker og for en gangs skyld, virkede det nye og ukendte alligevel mere fristende. Alt nyt, kunne efterhånden kun være godt nyt, på trods af, at Mia stadigvæk havde sine tvivl.

Prøven startede til tiden, til stor frustration for et par af skolens drukrøve, der kom ti til femten minutter for sent. (Tømmermænd? Mia var ret sikker på at det var det de havde, for de så ikke for godt ud! Klassens to landmandssønner, så mon ikke de havde været i ”engen” hele natten med en kasse øl?) Selve prøven gik okay og hun var faktisk rimelig tilfreds med det arbejde, hun havde fået lavet. Hun brugte alt den tid der var til rådighed og ville såmænd gerne have brugt mere. Pigerne der havde skubbet hendes penalhus ned, var nogle af de første der gik. Mia så op hver gang der var nogle som forlod lokalet, ganske ubevidst, det forstyrrede dog ikke på noget tidspunkt hendes effektive arbejde. Da tiden var gået, fik hun printet sin stil ud, efter at hun var helt sikker på at den var som den skulle være. Hun pakkede tankefuldt sine ting sammen og gik ud af lokalet. Da hun skulle til at finde sin jakke, var den forsvundet!

Hun fandt den, efter at have ledt kortvarigt, nede i en skraldespand. Hun havde kunnet se ærmet stikke op. Da hun tog jakken op af skraldespanden, var den tynde, mørkeblå sommerjakke revet i stykker flere steder. En flygtig tåre trillede ned af hendes kind og i det samme slog det hende. Mobiltelefonen! Hendes mobil havde ligget i lommen og den havde endda været tændt! Hvordan kunne hun dog være så letsindig? Det var slet ikke meningen den skulle med i skole den dag, den skulle ligge hjemme på værelset. Det var kun af ren og skær vane og refleks, hun havde stukket den i lommen. Hun fumlede nærmest panisk med den iturevne jakke og fandt mobilen, hel. Men hun kunne ikke forstå at hun tilsyneladende ikke havde fået nogle sms´er. Da hun så tjekkede indbakken opdagede hun så til sin gru, at hendes beskeder var slettet, hver og en! Da hun så tjekkede sin telefonbog, opdagede hun at også den var slettet. Ikke nok med at hendes helt nye jakke var ødelagt, også alle numre og beskeder! Mobilen var heldigvis helt ny, så hun havde stadigvæk numrene på en liste på hendes computer. Men beskederne, og der var især den fra da hendes mors veninde blev mor, var tabt for evigt. Hun bandede for sig selv og svor hævn!

Mia trak cyklen hele vejen hjem, mens hun tænkte for sig selv. Hvordan skulle hun mon få sin hævn? Hjemme fandt hun sin mor i køkkenet, hvor hun gjorde rent. Terrassen bar præg af, at moderen havde ligget der. Der lå nemlig ugeblade ud over det hele! Moren opførte sig nu og da, som en teenager. Hun kunne godt finde på at fylde en liggestol en hel dag, hun kunne godt se det fede i de der nye jeans fra Diesel, hun kunne godt høre at det der nye band der var fedt. En ret god mor, men nu og da lidt overfladisk. Men inderst inde var Mia enormt glad for sin mor, sådan når alt kom til alt. Specielt nu, hvor de var alene. Mia samlede alt sit mod, for at fortælle moderen om det der var sket med hendes nye jakke. Hun fortalte sin mor det hele, det gik faktisk lettere end hun havde forventet, sikkert takket være Mias eget raseri. Hendes mor stoppede med det, hun havde været i gang med og lyttede til Mias beretning. Til sidst blev hendes mor vred og smed skurebørsten hen af gulvet, for at demonstrere hvad hun mente om denne sag. Hun rejste sig op og snakkede om at nu var det altså snart for meget, før hun nærmest fløj hen til telefonen og ringede til skolen. Fik fat i skoleinspektøren med det samme, ingen turde sætte hende på ventelinjen. Efter at have forklaret ham sagen i korte træk og om, at NU var det altså nok, blev der aftalt et møde, lige med det samme!

En halv time senere sad Mia og hendes mor, i skoleinspektørens efterhånden ret slidte kontor. Han fortalte det sædvanlige med, at skolen intet kunne stille op, at de ikke kunne overvåge alle eleverne og så videre. For Mia var det hele bare tom snak. Bl.a., bl.a., bl.a. og så lidt mere bl.a. kombineret med alt det sædvanlige gylle, både om dit og dat og om hans gamle, syge tante Marthas kat som havde en lyserød hale. Til sidst slog Mias mor hårdt ned i bordet: ”Hvis ikke du snart gør noget, pudser jeg en advokat på dig! Jeg har ikke lyst til at se min Mia blive ødelagt fordi, du ikke gider lette din fede røv!” Mias mor blev rød i hovedet af raseri. I flere år havde hun set sin ellers glade pige, blive forvandlet til denne indsunkne zombie, blot en skygge af sit gamle jeg. Skoleinspektøren prøvede at forsvare sig og kom med endnu flere af de sædvanlige undskyldninger. Mias mor hev bare fat i Mia og trak hende med ud af det slidte kontor og ned af gangen. Mia prøvede at følge med, men havde svært ved det. Hun følte sig ret mat. Hun så skoleinspektøren som i en tåge, som han tilsyneladende løb efter dem…


Der gik et par dage, Mias mor kontaktede de skyldige pigers forældre. Mere skulle der ikke til for at skabe flere problemer. Endnu en eksamen kom, denne gang var det matematik, Mias stærkeste fag. Atter var hun mødt i god tid før prøven, nøjagtigt som sidste gang. Hun bredte et væld af skriveredskaber ud over bordet og tænkte det hele igennem en sidste gang. Nu skulle der laves en god karakter, til et godt gennemsnit! Næste år var det tiende klasse på Bækkelund Efterskole. Intet måtte ligge under ti i gennemsnit, når hun var færdig på den skole. Mias store drøm var at blive læge og gerne en meget, meget dygtig speciallæge. Hun ville tjene mange penge, lidt af dem kunne doneres til at redde verden. Helst hele verden, selvfølgelig. Endnu en prøve kom og endnu en prøve gik. Som altid, udnyttede Mia tiden ordentligt. Som den allersidste forlod hun lokalet halvdød af skræk for, om hun mon alligevel havde lavet nogle fejl. I cykelskuret fandt hun hurtigt sin cykel og låste den op, satte sig op på den og kørte hjemad. Tasken havde hun på ryggen, tung som altid. Hun tog vejen hjem i roligt tempo, tænkte flygtige tanker, hendes hjernes måde, at slappe af på. Halvvejs hjemme, kom en cykel bagfra, så Mia trak lidt ind til siden for, at give lidt ekstra plads selvom det ikke var nødvendigt. Den havde fart på, men det var der jo så mange, der havde. Den, som kom cyklende på den anden cykel, havde en bagpå, som sad med en kæp. Før Mia nåede at reagere, havde de stukket kæppen ind i Mias baghjul og før hun overhovedet kunne nå at forberede sig på det, blev hun slynget til jorden. Der kom to cykler endnu, som transporterede de andre piger. Lederen af dem, Maja, spyttede Mia i ansigtet og sparkede hende i maven, før hun atter satte sig op bag sin veninde igen. ”Det får man fanme ud af at lægge sig ud med gangsterpigerne,” hvorefter hun satte sig op bagpå cyklen og de kørte videre. Mia ømmede sig, da hun rejste sig, det blødte fra hendes højre albue. Men op på cyklen, det kom hun, og hun kom også hjem.


Hanne sad ovre i hjørnet, med sin MP3-afspiller som eneste selskab. Jo, der var mennesker omkring hende, men de var jo alligevel ligeglade. Hun tyggede på sin madpakke og skruede lidt op for musikken. Det var et skønt vejr i dag, og hun lod solens stråler bage sin ryg, da hun sad i vinduet. Ensomheden trængte sig på, selvom der var masser af mennesker. Mennesker, som hun kendte godt, men alligevel ikke. Ingen af disse mennesker, kendte hun sådan for alvor. Jo, hun kendte Lykke og Sandra, som de eneste. I de mindre klasser havde hun og Lykke været uadskillelige. Hun plejede at tage Lykke i hænderne og sige: ”Åh Lykke, min evige Lykke” og blev altid svaret med: ”Hanne, Hanne, for evigt min Hanne,” men ikke så meget af den slags, her på det seneste. Nu var det mest Sandra og Lykke, der gik sammen og holdte Hanne lidt udenfor. Det føltes, som at sidde på et bjerg af is og se foråret, men uden selv at tage del i solens varme stråler. Se de andre rende rundt i dalen, leende, mens man selv frøs. Men i starten, i de små klasser, havde det hele jo været godt. Intet kunne stoppe hende, mange der gerne ville lege efter skole, hele tiden. Desværre begyndte moderen for alvor at te sig, det havde tendenser til altid at gå udover Hanne. Hvis nogen ville lege med Hanne, fik de altid at vide, at det ikke kunne lade sig gøre. Derefter stak moderen sin datter en løgn om, at det var nogen der havde fået forkert nummer. Hvis så Hanne skulle komme på den ide, at hun ville lege med sine legekammerater, fik hun straks en eller anden undskyldning stukket i hovedet. Moderen var træt, stresset eller havde migræne. Hvis Hanne elskede sin mor, lod hun hende sove i fred, var svaret altid. Det var ikke det eneste hun havde gjort. Moderen holdt gerne Hanne og bankede hende. Flere gange var det blevet opdaget, men hver gang, de skulle til en samtale, havde Hanne altid fået instrukser på, hvad hun skulle sige. Hanne fik bank, men sjældent fordi hun havde gjort noget særligt stygt. Det kunne næsten virke som om det var underholdningen i at give sin datter et lag tæsk, der fik moderen til at fortsætte. En dag var hun kommet hjem med et 7 tal i sit svageste fag, matematik. Den dag havde de haft gæster, moderen havde sikkert vigtet sig med Hannes karakterer. Moderen var en snob, skulle altid være bedre end naboen. Moderen kontrollerede absolut alt, så hun vidste naturligvis også at det var i dag de fik halvårskarakterer. Hanne havde fået 7, både skriftligt og mundtligt. Moderen var blevet rasende! Da gæsterne var gået igen, havde moderen taget fat i Hanne og gennembanket hende som straf. Først havde hun skubbet hende hårdt ind i køleskabet, sparket hende i maven, Hanne slog aldrig ud efter sin mor eller kæmpede imod, smerten gik igennem hele hendes krop, hun sank sammen på gulvet og forsøgte at lade være med at hulke, tårerene pressede på og sved som syre. Spark, spark, spark. Pludselig var moderen standset med sit forehavende, Hanne satte sig op og var på vej op på benene igen, da hendes blik mødte moderens. Kulde, raseri, kulde. Hanne kunne ikke tage øjnene fra hende, det kunne moderen derimod godt. Hun rakte ud efter en kniv, gjorde sig klar til at stikke, da Hanne endelig var kommet til sig selv, havde fattet situationen og hurtigere end en gazelle var hun flygtet ud af farezonen.Men det var lige meget, det var helt lige meget. Al moderens vold og psykiske terror var så lige meget. For bare vent til i eftermiddag! De dejlige heste, som fyldte Hannes hverdag op med noget positivt. Hver dag efter skoletid var det dem, der holdte hende oppe. Hun havde hesten Shadow stående, hos en lokal landmand. Og Shaw, som den kærligt blev kaldt, var ikke den eneste hest i Hannes liv. Bondemanden havde fire ponyer, der skulle røres hver dag, samt en dejlig hest på godt 178 cm. Den havde været hans datters, men nu gik den bare og lavede ingenting. Så den tog Hanne sig af! Desuden underviste hun både i dressur og spring, for Hanne drømte om at få en uddannelse som berider. I starten havde moderen kunnet true hende med, at hun så ikke kunne komme til stævner, men den undervisning hun nu gav, betalte for stævnerne. Hendes hest kunne moren heller ikke sælge, den var en gave fra hendes far. Opstaldningen blev klaret ved, at hun hjalp bondemanden med at passe de andre heste, og hun altid var klar til at hjælpe, når han havde brug for en hånd ekstra til et eller andet i marken. Hendes far kørte troligt med hende, når hun skulle til stævne. Så hendes eneste håb for at slippe ud af alt dette, kunne ingen tage fra hende. Selvom moderen ellers havde prøvet! Efterhånden hang der langt over trehundrede rosetter hjemme og pyntede på væggen, mange var førstepladser. Ikke en eneste af dem, havde hendes mor set hende ride hjem. Der stod pokaler, der hang medaljer i læssevis. Hanne var sågar blevet jysk mester i ridebanespringning, uden at moderen havde lagt mærke til det. Og flere gange havde hun repræsenteret Danmark til stævner i Nordeuropa, hun havde fået en enkelt medalje til Danmarksmesterskaberne. Da den lokale avis troppede op for at tage billeder, havde moderen været så fræk at snakke, som om hun havde støttet Hanne hele vejen. Heldigvis havde Hannes far også været der og med sit skønne, venlige væsen taget opmærksomheden fra Hannes mor.

Flere af drengene så gerne sit snit til at kaste bolde i hovedet på hende mens hun sad i vindueskarmen, men Hanne ignorerede dem. Holdte sit fokus på det dressurprogram, hun var ved at indøve til distriktsmesterskaberne næste weekend. Lykke gik mere og mere sammen med Sandra. Hanne var ligeglad, hun havde Lise og hun havde Katja. Udover det, var der naturligvis hestene. Så hvad mere kunne hun ønske sig?

”Er du okay?” En af Hannes lærere havde bemærket alle de blå mærker som gårsdagens mishandling havde givet hende, Hanne havde forberedt sin reaktion, sine ord og sagde det hele som om det ikke var noget. ”Årh det er ikke noget, du ved hvordan det går når man kommer lidt for tæt på en pony som ikke synes den skal være ridehest…” Hanne smilede tappert, læreren begyndte at stille spørgsmål og Hanne svarede, fortalte hvordan den havde bukket og til sidst sendt hende til jorden, det var ikke helt løgn, hun fortalte skam om den pony der smed hende af, det var bare lidt over en måned siden den havde gjort det. Og hun havde ikke fået så meget som et mærke dengang, mindre detalje. Ingen vidste noget som helst om, hvad der foregik bag de nedrullede gardiner



Augustsolen bagte ned over skuldrene på de langt over trehundrede mennesker, der stod på pladsen. Bækkelund hed efterskolen og de omkring hundrede teenagere der stod på pladsen, var de nye elever. Borte var ekkoet efter sidste år, nu kom de nye til. Nye personligheder, nye problemer, nye udfordringer, ny spænding. De fleste af de unge havde glædet sig, andre havde frygtet denne dag. Desuden var der de lige glade og der var andenårs eleverne. De kendte godt rytmen fra sidste år, men var alligevel spændte på, om dette år også ville blive godt. Ovre fra stalden lød der en vrinsken af nye heste, der snuste til hinanden for første gang. Nogle heste hvinede og sparkede mod boksens sider, imens andre bare stod lige så roligt. Hanne tog grimen og dæknet af Shadow. Hun hang det ud foran boksen og gik ind til hendes andre heste. Hendes far betalte for opstaldningen af alle fire heste, han vidste hvor højt hun elskede dem alle og vidste at de ville give hende værdifuld erfaring, hun faldt for aldersgrænsen til at måtte konkurrere med ponyer i år, så efter jul skulle ponyerne hjem igen. Hun skulle blot udnytte sine sidste måneder! Hestene var også et godt udgangspunkt for, at knytte hende til andre elever på efterskolen. Hjemmefra, havde hun lavet skilte til boksdørene, hun var travlt optaget af at hænge dem op. Da hun havde hængt skiltet op på Shadows boksdør, kunne hun mærke at der stod en og betragtede hende. Hanne vendte sig om og så ind i et par lyseblå øjne, de tilhørte en lyshåret pige. ”Hej mit navn er Fie. Har du virkelig fire heste med på efterskole?” ville hun vide. Hanne nikkede til hende, hvorefter de var faldet i snak.

Mille stod sammen med sine forældre, de havde omkring femogfyrre minutter til at finde deres værelser og begynde på udpakningen, hvorefter de alle skulle samles i salen. Mille havde hilst på sin nye rumbo, hvorefter hun begyndte at pakke sine ting ud. Nicoline hed pigen, som Mille skulle bo sammen med. Milles mor hjalp Mille og hendes far snakkede med Nicolines far. Mille og Nicoline udvekslede blikke og smilede kort til hinanden, bare et lille, flygtigt øjeblik, før de begge fortsatte med, at pakke ud. Nicoline virkede trods alt som en sød pige. Da det blev tid til at samles igen, kiggede Mille på Nicoline, uden at Nicoline opdagede det. Mille ømmede sig stadigvæk, hendes ribben var næsten gået i orden igen efter, at hun havde været så forslået. Nu kunne hun efterhånden være sig selv igen, uden at det gjorde alt for ondt.

De to, små familier fulgtes ad op i samlingssalen, den officielle velkomst til efterskolen skulle foregå deroppe. Forstanderen fortalte sådan lidt løst og fast, om det hele. Lidt om skolens grundværdier, principper og alt det andet standartfis. Mille lyttede kun efter med et halvt øre. Ellers holdte hun øje med de andre, lidt skræmt over situationen. Bagefter var der kaffe og kage og så var der en time til at forældrene skulle tage af sted igen. Alene, helt alene. Mille følte sig ulækker, hendes hår var allerede fedtet og at de andre stirrede på hende. Hun var stået op klokken syv i morges og havde som altid startet dagen, med at gå i bad. Alligevel ville Mille ønske at hun havde været i bad igen, lige før de tog af sted, så hun havde været helt ren. Nu opfattede de andre hende sikkert allerede som en gris, det ville blive et forfærdeligt år, måske skulle hun bare finde en rigtig god måde som hun kunne slippe for dette på?

Foran, midtfor. Her sad Kim, under tvang og pres, med sine forældre. Forældrene havde gået meget op i denne dag, så for deres skyld var Kim stået op før middag. Dagen før havde hun været til fest, hun havde endnu lidt tømmermænd der hamrede og bankede inde i hendes hoved. Skøn start! Nu sad hun så her og hørte på en eller anden latterlig forstander som snakkede løs: Lektier, skole, efterskole bla-bla-bla, og endnu mere bla! Som om hun gad lytte efter, som om hun overhovedet var interesseret! Hun havde ikke selv valgt dette her, hun ville ikke på efterskole. En søndag havde hendes forældre bare kylet hende ud i bilen og var kørt af sted. Den dag havde de set på efterskoler, rigtig mange efterskoler endda. Som om hun overhovedet var interesseret! Men forældrene havde valgt én og Kim havde været enig. Hvis man nu absolut skulle af sted…

Selvfølgelig var det ikke noget Kim bifaldt, bestemt ikke! Hvad var der nu galt med folkeskolen? Der kunne man bare pjække når man ikke gad og sådan, når hun ikke gad til et bestemt fag eller bare lige trængte til en fridag. Her boede man der li´som og hvem havde egentligt lyst til, at BO på en SKOLE?!? I hvert fald ikke Kim, så hun undskyldte sig med at hun skulle på toilettet, listede ud af salen, hvor de alle sammen sad samlet, fuldstændig ligeglad med at folk stirrede på hende. Ude på toilettet skrev hun et par beskeder på sin mobil, hun kunne bare undskylde sig med at der var kø, som om hendes forældre nogensinde ville opdage hvorfor hun var kommet lidt senere. Hun blev ude på toilettet i noget der lignede et kvarter, blot for at undgå al den kedelige snak som forstanderen leverede, inde i salen. Om skole, lektier, studieture og alt det andet. Studieturene var vel fint nok (hvis altså de gik til en storby så man kunne liste sig ud om aftenen og gå i byen!), men alt det der med ansvar og pligter. Så ville Kim faktisk hellere have været hjemme i Esbjerg, så hun kunne gå til fest hele tiden. Det der alligevel holdte hende oppe, var tanken om hvad der skete, når hun var færdig med dette spildår. For efter året på efterskolen, kunne hun tage et sabbatår, eller rettere et drukår. Et år kun med fester, druk, sex, venner, kærester og den slags. Ih DET ville da blive et noget bedre år, belønningen lå og ventede. Tiden sneglede sig af sted, hvorfor kendte hun ikke en som ejede en tidsmaskine, nu hun skulle bruge en?

Mille gemte sig bagerst, helt omme bag alle de andre. Det var ligesom på tegnefilm, hun kunne se hvordan stanken steg op fra hende, tyk som ærtesuppe og lagde sig som en grøn tåge. Hendes hår var fedtet, hun kunne mærke hvordan hendes hovedbund dannede det og fedtede håret til, sådan var det altid. Derfor var hun begyndt at gå med store hættetrøjer og skjulte for så vist muligt altid sit hår. Ingen måtte se det for et hvert anstændigt menneske, ville straks mene at hun var klam og stod nederst på listen over populære personer. Den nylagte makeup hang allerede i laser, mascaraen gled af hendes fedtede øjenvipper og tværede hende hendes ansigt til med sort farve. Hendes øjenskygge føltes som om, at den tværede sig ud fra øjnene og til hele ansigtet. Hendes pudder føltes som om at det skallede af ansigtet, akkurat som når, man har været solskoldet og huden skaller af. Forstanderen snakkede noget om ansvar, pligter, skole, lektier og endnu flere ting. Mille hørte intet af det. Det eneste hun tænkte på var, at komme væk, hun glædede sig til at komme hen til værelset igen. Når hun havde pakket ud ville hun se efter, at komme i bad.

Endelig afsluttede forstanderen sin tale, lod eleverne komme til at pakke ud. Mia fik hurtigt fundet sit værelse og begyndte at pakke ud. Det forstanderen havde snakket om, havde været okay på visse punkter. Det lod til at være på et fint niveau med undervisningen, fagligheden, kompetencerne og sådan. Men alt dette pjat med sammenhold og fællesskab, det lød som en slags hippie-ting på niveau med kollegiet, socialisme og alt det andet fællesskabspis. Fællesskabet, som han havde snakket om, var garanteret et image for syns skyld, desuden var Mia ligeglad. Som om ”fællesskab” betød noget som helst?

Allerede den første aften var det endt med, at to piger kom op og slås. Naturligvis under store tilråb og noget der lignede jubel, hos en flok blandt drengene, bitchfight! Bagefter kom det så frem, at de to piger havde kendt hinanden længe og bar et enormt had til hinanden. Pigerne blev skilt ad, desværre lidt for sent. Den ene var blevet slået halvt fordærvet, tre brækkede ribben og hjernerystelse, hun blev kørt på skadestuen hvor de valgte en indlægge hende.

De efterfølgende dage var utroligt intense, konstant stemmer der forsøgte at få kontakt. Nogen af dem gjorde absolut alt, for at skabe det gode førstehåndsindtryk, andre var så ligeglade man overhovedet kunne være. En del af stemmerne udvekslede informationer, navn, alder, bopæl, linjefag og alt det andet. Officielt lettede stemningen, hele skolen tog på lejrtur og der var utroligt mange som så positivt frem til turen. Indtil de endte i en pænt fugtig spejderhytte, medens det regnede ret så meget udenfor. Alle himlens sluser åbnede sig, få timer efter ankomsten. Alle steder dryppede det ind i den i forvejen ret fugtige hytte. Dem der skulle ligge i telt, var endnu mere gnavne end de, som var i hytten. Men egentligt kunne de andre godt forstå dem i teltene, det regnede så meget, at teltene, plus indhold, naturligvis!, var gennemblødte døgnet rundt. Folk gad ikke komme hinanden ved, sådan som lærerstaben ellers havde håbet på. Jo nogle stykker havde sagt ”nå ja okay det er der jo ikke noget at gøre ved, at det var sådan et møgvejr!”. Den lille gruppe af positive mennesker, havde givet sig til at spille matador, ludo, uno og hvad der nu ellers var medbragt af brætspil. Stille og roligt trak de folk til og i løbet af aftenen opstod det første fællesskabstegn, fællessang foran pejsen! En stor del af den danske sangskat blev fundet frem og en stor del af flokken, brægede med. Men naturligvis var der da også sure miner, de opstod fordi alting var klamt, vådt og mudret. Det var nemlig umuligt at gå i stiletter og den slags! Og så var der en flok som ikke havde noget imod, at blive lidt fugtige, så de trak i badetøjet og sprang rundt i vandpytterne. De blev oversprøjtet med mudder og de var gennemkolde, men i godt humør, da de kom ind igen.

Senere blev der lavet varm kakao og stemningen steg endelig et par grader. Der var udpræget glæde da de fik at vide, at de alle blev hentet af en bus dagen efter, det vil sige tilbage tre dage før end planlagt, det ville blive stormvejr og det ville nok ikke være det bedste at opholde sig på en cykel i.

Midt i al glæden følte Mille sig tvunget til, at komme udenfor i en fart, hun havde igen kvalme. Mon ikke noget frisk luft, ville hjælpe lidt på det? Måske trængte hun bare til at være lidt alene, det var jo også hårdt at gå sådan op af de andre på den måde. Det føltes som om at maven vendte sig i hende og til sidst besluttede hun sig for at gå en tur i skoven, alene. Det regnede trods alt ikke lige nu og det så ud som om at solen ville komme frem snart, for en kort bemærkning. ”Stilhed før stormen” mumlede Mille for sig selv. Hun kunne mærke hvordan hun føltes klam, fed og fugtig under regntøjet.

Mille nød stilheden i et kort øjeblik, før kvalmen tog til og hun kastede op, ikke særligt meget og kun en enkelt, lille klat. Så hun fortsatte med at gå lidt, det føltes som om kvalmen var på vej væk sammen med uvejret.
Skyerne virkede med et mørkere og mere truende end før, solen havde kun lige strejfet hende et ganske kort øjeblik. Nu trak det op igen, dagen var grå og uden både farver og nuancer. Hun følte en trykken mod sit hoved og begyndte at hive efter vejret, luften hun forsøgte at indånde var tung som bly. Det føltes som om hun ikke rigtigt kunne koncentrere sig, som om at hun manglede ilt, selvom hun prøvede at hive så meget luft til sig, som overhovedet muligt. Hun kunne mærke hvordan jorden gav efter og hun gled ned af skråningen og hamrede hovedet ned i jorden.

Der gik flere minutter, før Mille vågnede op og kom til sig selv igen. Det hun vågnede af var regnen, skyerne gjorde alvor af deres trusler og nu begyndte det at stå ned i lårfede stråler igen. En af lærerne havde set hende falde og var kommet hende til hjælp. Mille vågnede og var bange, hun havde mistet fornemmelsen af, hvad der var sket. Kvalmen lå endnu øverst i halsen, men hun følte ikke længere, at hun konstant skulle kaste op. Hun fik sig undskyldt med, at hun bare var trådt forkert og var faldet. Læreren havde foreslået at hun burde komme et smut på skadestuen, hun havde trods alt set ud til at have mistet bevidstheden i et kort øjeblik. Mille afslog hurtigt, hun havde ikke mistet bevidstheden! Hun fik løjet sig ud af det, læreren så faktisk næsten overbevist ud, så hun slap nok for nærmere tiltale, for denne gang. På den anden side, havde hun jo ikke løjet helt, hun krydsede trods alt tæerne nede i gummistøvlerne.

Ugerne kom og ugerne gik deres vej igen, en hverdag begyndte. Masser af timer, typisk at lærerne havde samlet masser af energi, til at gå amok med at udsprede deres lærdom, i løbet af ferien. De havde energi til at gå så meget amok at eleverne fik hovedpine! Med mindre man var Mia, som sugede alt til sig og for sig selv så hun den dag hvor hun var færdig og det var lykkes! Dem tilbage fra den grumme tid i folkeskolen gjorde store øjne når hun, Mia, var den dygtigste af dem alle i dette land. Timerne gik som en leg, lektielæsningen gik hurtigt. Den altid forberedte Mia blev hurtigt en af de dygtigste elever på efterskolen, rygtet gik hurtigt. Stort set altid kunne hun svare på spørgsmålene og kunne hun ikke, kom hun altid med et kvalificeret gæt. Typen der mødte op som den første, gik som den sidste. Fulgtes altid med lærerne, til næste klasselokale til den næste time, der var lige endnu et par ting hun skulle have helt styr på. Eller også skulle hun bekræftes i, at hun havde forstået det hele. Flere af lærerne rystede kærligt på hovedet, overfor den flittige pige, men de havde kun ros tilovers for hende, hun var jo dygtig! Hun skulle nok ende på universitetet og der ville hun sikkert ikke have svært med at få en smuk eksamen, en af dem der kunne bejle til at få årets højeste gennemsnit! Hun hang ikke bare i, hun havde også naturlige evner for det. ”Intelligent og flittig pige,” skrev en af lærerne i sine notater, de notater som blandt andet skulle bruges ved forældresamtalerne. Og som senere skulle give anledning til hovedrysten!




<i> Tak fordi du læste med. Jeg vil blive glad for en kommentar, uanset om du kan lide det eller ej </i>


Spar penge på din forsikring

Kommentarer på:  Blodsøstre - vol II
Kommentér på:
Blodsøstre - vol II

Annonce