*INTET NAVN* bedøm venligst :D {{forumTopicSubject}}

Er begyndt på en lille historie/roman.. bedøm den meget gerne! Ved godt det er en stor mundfuld, men ville blive rigtig glad hvis du læste den!

Jeg havde aldrig troet jeg ville få det sådan her.. Men ulykken var sket, og det sad dybt i mit hjerte.. Suget fast som en sugekop og svær at få fri. Men selvom det er 3 måneder siden, glemmer jeg det aldrig..
Det var en alm. dag og jeg ville ride på min hest, Dance for Love - bliver bare kaldt Dance. Vi red en tur og en bil kom susende.. Dance blev forskrækket og hoppede af sin angst ud foran bilen.. Det eneste jeg husker er et hvin, og en mand der kommer løbende hen til mig.. Jeg rakte min arm over ved Dances mule og kiggede ham i øjnene, mens en tåre faldt. Han døde i mit blik. Jeg skulle til at bryde ud i gråd, men så blev det sort.
Jeg lå på hospitalet i 5 uger, og græd dem alle sammen ihjel. Jeg kunne ikke glemme det øjeblik jeg kiggede på ham, hvor han døde..


Carters Ranch

Køreturen var lang ud til onkel Ben.. Men sikkert også det hele værd. Mine forældre skulle på "voksenferie", så jeg skulle bo hos min onkel i mens.. Men jeg tror nu bare det var noget de planlagde, så jeg kunne komme over min sorg. Onkel Ben har nemlig en ranch, med en masse heste.
Jeg kiggede ud af vinduet, mens min ipod spillede.. Landskabet ændrede sig faktisk lidt.. Der hvor vi boede var der mange marker.. mere industri.. Her var der flere skove, buskater, små søer og enge.. Jeg kunne nu godt lide det. Men min glade tankegang blev hurtigt afbrudt da vi kørte forbi en fold med heste. Lige i centrum, stod den smukkeste sorte hingst, med en lille stjerne i panden. Den lignede Dance på en prik. Mine tanker kørte rundt og tårende trillede hurtigt ned.
"Årh, ikke igen skat. Er du okay?" sagde min mor og kiggede sig over skulderen. Hendes mørkebrune hår fik mig på lidt andre tanker, men jeg kunne mærke mine læber skælve.
Min far prøvede at få samtalen vendt ved at sige: "Det er da godt det ikke regner." - Typisk ham at sige sådan noget. Men jeg prøvede at tænke anderledes. Det var 10 år siden jeg havde været hos onkel ben. Jeg var kun 6 år. Det fik mig til at tænke på en gang jeg var dernede: Hans lille pony Tiktak - en sort og hvid-broget shetlænder - løb rundt ude i folden og jeg gik ud til ham. Jeg kiggede på de smukke sorte øjne og han rystede glad på hovedet. Han havde det skøreste - men dejligste - sind.
Jeg kunne ikke lade være med at grine. "Hvad griner du af?" spurgte min mor nysgerrigt. Hendes smil blev stort, da hun kiggede på mig. "Kan du huske Tiktak?" grinte jeg.. "Ja.. den lille ballademager! Kan du huske dengang han var stukket af og pludselig stod inde i Tante Junes køkken?" grinte hun.
Vi drejede ned af en lille grusvej, med grønne træer på begge sider. En allé hedder det vist. Stenene var revet og havde alle den samme nuance. For enden af vejen, stod der en halvstor marmorhest på hver side. Min far parkerede og jeg steg ud på de - nærmest helt perfekte - sten. Jeg kiggede mig omkring. Der var vist ingen tvivl om at onkel Ben havde penge. På en stor hvid bygning stod der med guldfarvede bogstaver - Carters Ranch. Carter var Bens efternavn. Han havde arvet ranchen efter sin far, som havde arvet den efter sin far. Og de hed allesammen Carter. Jeg kiggede ned mellem nogle bygninger. Jeg kunne se en person gå med en trillebør møg, en voksen pige red western på banen og jeg kunne høre nogle vrinsk fra staldene. De ville nok gerne på fold, for det var så varmt.
Et kort sekund efter, kunne jeg høre nogle komme. Onkel Ben kom til syne bag en af bygningerne. "Hej!" råbte han muntert og stak en arm i vejret. "Hej!" råbte min mor og far tilbage. Jeg holdt mig lidt i baggrunden, ved ikke hvorfor. De begndte at snakke lidt, og så gik jeg hen og sagde ordenligt hej, selvom det egentlig ikke passede mig.
"Nå, de er vist lige kommet ind til frokost, så lad os gå ind og sige hej" sagde Ben efter en kort pinlig tavshed. Jeg fulgte efter de andre med min kuffert i hånden. Den var svær at køre på de her småsten, så jeg løftede den en gang i mellem. Vi gik igennem en port og kom ind på en gårdsplads. Der holdt nogle biler parkerede, og der var ingen tvivl om at det var stuehuset foran os. Det var malet hvidt, og der var en masse krukker med blomster udenfor. Lige i midten af bygningen var der en pæn sort dør, med marmor i kanten - hoveddøren gættede jeg mig til. Men vi gik lidt længere over til højre hvor der var en anden sort dør. Den var også pæn. Det svarede nok til vores pæne dør. Men hvorfor ikke udnytte det når man har pengene, så jeg kan godt forstå ham. Vi kom ind i en gang, hvor jeg blev bedt om at stille kufferten forløbig. Så gik vi igennem et kontor, og kom så ind til et andet rum. Der var et halvstort bord, med mennesker rundt om. Der var et køkken, så de kunne lave kaffe osv. tror jeg. "Hej! Det her er så Selena." - De andre ved bordet sagde hej og jeg smilte - "Det her er Hank" - Det var en ældre mand med mørkt hår - "Han træner unghestene, og her har vi Britany" - En ung dame, med blond hår - "Hun rider vores konkurrenceheste og laver grundtræning med de små føl. Det her er Josh - han hjælper til i stalden: muger ud, fodre, lukker heste ud osv." - en dreng på min alder - måske 1-2 år ældre, mørkt hår og blå øjne. Ved ikke hvorfor jeg lagde mærke til øjnene, de havde bare sådan en glad udstråling.
Onkel Ben præstenterede også resten, men jeg glemte over halvdelen af deres navne undervejs.
Vi blev budt på frokost, og jeg blev placeret mellem Josh og en pige i tyverne. Kan ikke huske hvad hun hedder. "Nå, men velkommen siger man vel," sagde Josh med et skævt smil. "Jamen, tak," sagde jeg og smilte tilbage. På en måde kunne jeg mærke at han kiggede på mig så jeg forsøgte at sige noget, til pigen til højre for mig: "Undskyld, hvad var det du hed?" - Et lidt kejtet spørgsmål, men jeg fik da sagt noget. Jeg var normalt ikke genert, men det blev jeg lidt her. "Jeg hedder Sabrina," sagde hun og spiste videre. "Arbejder du så her?" spurgte jeg. "Altså nej. Min sorte fuldblod, Capio, står her." sagde hun og afsluttede ligesom samtalen. Ikke en særlig snaksagelig person, efter min mening.
Jeg ville gerne vide noget mere om ham Josh, så jeg spurgte ivrigt: "Hvor tit arbejder du så her?" "Altså stort set hver dag efter skole. Jeg ved hvad du tænker.. Normalt arbejder en teenager ikke så meget, men jeg elsker det og mig og Ben har lavet en aftale." sagde han og stak en gaffel i maden. "Okay, har du en .. øhm.. ligemeget.." Jeg ville have spurgt ham om han havde en hest, men orkede virkelig ikke en samtale om det ligenu. "Jeg forstår..." sagde han. Han vidste det sikkert, det kunne man se på hans ansigtsudtryk.
Min stilhed blev afbrudt da tante June sagde til mig: "Gå du ud og hent din kuffert, så viser jeg dig dit værelse."
Hun fulgte mig ind til det rigtige stuehus, hvor hende og Ben boede. Kæmpe rum. I en anden gang, gik vi op ad en vindeltrappe. Helt hvide trin, ja faktisk så hvide så man var mange for at træde på dem. Stolperne var malet med guldmaling. Da vi kom op var der et stort rum, en slags stue. Og så kom der en masse døre ude ved væggene. Hun førte mig hen til den dør der var aller længst væk. Åbnede døren og sagde: "Her skal du så bo de næste 3 uger." Hun smilte og jeg gik ind. "Nu vil jeg lade dig pakke ud i fred, og så kommer du bare ned når du er færdig," smilte hun. Jeg kiggede mig omkring. Det var nok dobbelt så stort som mit værelse derhjemme - men okay, det var måske heller ikke liiige det største. Når man stod ved døren og kiggede ind i rummet, så der sådan ud: gråligt gulvtæppe. Over i højre hjørne, stod der en seng, der var redt med lyseblåt sengetøj. I venstre hjørne stod der et hvidt skrivebord med en stilfuld sort kontorstol. Lige til venstre for mig, var der et skab i alm. størrelse - også hvidt. Lige til højre for mig, var der en kommode, med hylder og skuffer. Lige foran mig, mellem sengen og skrivebordet, var der et vindue.
Jeg gik hen og kiggede ud af vinduet. Der var udsigt til stalden. Jeg kunne se Josh komme ud med en hest. Ih, han var lidt sød, selv når han gik. Nå, jeg fik pakket tøjet i skabet, og mine andre småting kom over i kommoden. Så skubbede jeg kufferten ind under sengen, og satte mig lidt ned.
Efter 5 minutters stirren ud i luften, rejste jeg mig op og gik ud af døren. Ned af trappen og tilbage til det rum hvor de ansatte spiste frokost. De var gået ud igen, så det var bare min mor, far, onkel Ben og tante June, der stod der og snakkede. "Åh der var du Selena. Vi kører nu," sagde hun og rakte armene frem. Jeg gik over og krammede hende og min far farvel og så kørte de.
"Jeg går ud og ser til arbejdet!" råbte Ben ude fra gangen. Jeg stod bare og stirrede ud i luften.. June skrællede kartofler og jeg kunne se på digitaluret, at klokken var 17:06. Det var egentlig ret pinligt.. Endelig sagde June noget: "Du må gerne gå ud og se dig lidt omkring, hvis du vil.." Hun vente sig om mod mig og smilede så hendes røde kinder blussede helt op.
Det var da bedre end ingenting, så jeg gik ud og tog mine gamle gummisko på, og gik så ud af døren.
Det varede ikke længe før jeg kort havde set det hele - en ridebane, et ridehus, en longeringsbane, og så et eller andet der vist nok var beregnet til western. Jeg gik hen mod stalden, da jeg lige så et glimt af Josh på vej ind med noget hø. Da jeg gik ind af porten i stalden, var det første jeg lagde mærke til, alle boksene. Det var en lang stald, med bokse på hver side. Da jeg gik forbi den boks hvor Josh var inde med hø, sagde vi lige hurtigt hej, og så gik jeg videre. Nede for enden til højre, hvor der nok egenrlig skulle have været 3-4 bokse, var der 2 rum - sadel- og foderrum, efter hvad jeg lige kunne se. Jeg kiggede ind i sadelrummet - en masse westernsadler, men også lidt engelske, hovedtøjer i alle mulige farver og former, bid, ekstragjorde, strigler og meget andet. Så gik jeg ind i foderrummet og det første jeg lagde mærke til var en kæmpe tavle. Den var overtegnet med navne på heste, om hvor meget de skulle have af hvad og hvornår.
I mens jeg stod og stirrede, kom der lige pludselig to hænder om livet på mig, og et højt: "BØH!" - Jeg gispede - eller var det et lille skrig? - og vente mig om. Der stod Josh og grinede, og jeg gav ham et dask på skulderen, og grinte også selv lidt af det..
"Nå hvad laver du herude ?" spurgte han med et muntert smil. "Tja, kigger mig lidt omkring, er der noget jeg kan hjælpe dig med?" spurgte jeg, nærmest desperart efter at lave noget. "Ja, jeg er lige blevet færdig med høet, så hvis du vil hjælpe mig med at strø halm?" "Klart." sagde jeg og fulgte med ham. Hans mørke hår sad lidt her og der, pga. arbejdet, men det klædte ham faktisk.. Vi gik over i et hjørne hvor der var en masse halm. Så fyldte han det på en stor trillebør, og vi gik hen til den første boks. Han tippede trillebøren, og jeg kunne se hvordan hans muskler i overarmen spændte. "Så er det bare om at strø halmen ud!" sagde han. Jeg gik straks i gang. Jeg kunne godt lide at lave det her, for det mindede mig ikke om heste. Jeg grinte lidt for mig selv, for jeg havde fået en lille "plan". Da jeg "lod som om" at jeg skulle ryste noget halm ud, kastede jeg det i hovedet på Josh, og sagde med et smil: "Tak, for sidst." "Haha, meget morsomt.. Er det ikke Justin Bieber?" sagde han og kiggede mod sadelrummet. Og dum som jeg er kigger jeg bagud og får den største bunke halm, lige i hovedet. Jeg vente mig om med sammenbidte læber og var lige ved at flække af grin. Men han kom mig i forkøbet, og det endte med at vi grinte, mens vi lavede "halm-kamp".
"Vi må vist.. haha.. hellere.. hah.. komme videre." sagde jeg grinende. "Ja, hah," svarede Josh, så godt han kunne.
Vi fik strøet i alle boksene, og jeg havde også på fornemmelsen at mig og Josh, ville blive gode venner.