Forandring fryder - Fantasy! {{forumTopicSubject}}

Hejsa alle sammen jeg har valgt at kaste mig ud i endnu en historie, og hvis folk gider læse denne kan det være at det kunne give mig motivationen til at gøre den færdig ..

Kapitel 1

”Jeg er så træt af dig! ”Vrissede Khaihan og smækkede sin dør. ”Hvor er jeg dog bare træt af det her sted … ” Sukkede han og smed sig ned på sengen. Han kastede et nedtrykt blik op i loftet og ønskede sig langt væk. ”Kan jeg komme ind.. ? ”Lød en forsigtig kvindelig stemme ude fra gangen. Khaihan brummede blot som var. ” Jeg ville ønske at dig og din far ikke var så meget oppe og skændes.. ” Sagde hun tungt og kiggede opgivende på ham. Han trak blot på skuldrende.
” Det har stået på alt for længe ” fortsatte hun, og satte sig ned til ham på sengen. ” Som din mor er jeg nødt til at lytte til din fars beslutning om hvordan dette problem kan løses ” Khaihan kiggede op på hende, ” Hvordan kan jeg komme væk herfra? ” Sagde han opgivende.
” Din far har fundet den helt rigtige kostskole til dig ” Hendes stemme var helt uden tone, og lød trist og grå. Hun tog hans hånd og klemte den kærligt. Roligt tog hun en hånd op i hans korte pjuskede hår og strøg det om bag øret.
” Hvad vil de andre ikke sige, om at jeg er anderledes ” spurgte Khaihan usikkert. ” Der er masser af andre ligesom dig Khaihan. Men de vil alle sammen helt sikkert kunne lide dig, du er verdens bedste dreng ” Sagde hun omsorgsfuldt og nussede ham fortsat i håret.
” Vi kører dig derhen i morgen, så se at få pakket ” Hun klappede ham en gang på skulderen og rejste sig for at forlade hans værelse. ” Ja skal jeg nok Irisia.. ”

Han gik hen til sit skrivebord for at pakke de vigtigste ting ned. Den første ting han tog fat i, var et billede af en sort friser. ” Tahnai .. ” viskede Khaihan lavt, og strøg en finger hen over billedet. Lige siden han blev født, havde den hest været der for ham. De lange galop ture over markerne, hans lange sorte man der bølgede som havet, og ikke mindst den vidunderlige lyd af hove mod jorden. ” jeg vil savne dig ” sagde han og kyssede rammen inden han lagde det ned i sin taske, sammen med en masse af hans tøj.
Endnu et billede fandt vej til hans hånd, det var et af ham selv med armen om en mand. Manden var godt op i årene og var næsten skaldet. Han rakte en bog hen imod kameraet med overskriften ” Lev og lær ”. Khaihan huskede straks at han havde været hans hjemme underviser. Han var en af Khaihans bedste venner, og noget af det han også ville komme til at savne.
Han skyndte sig hurtigt at pakke resten af sine ting, inden at natten faldt helt på.


”Så er det nu! ” var de første ord Khaihan hørte den morgen. Det var uden tvivl Saine, hans såkaldte far. Khaihan sukkede dybt og skyndte sig at tage sine tasker på nakken. Det første han så da han kom ud i køkkenet, var hans mor der stod og rørte i en gryde. ” Det lygter som blod ” Sagde Khaihan og kiggede ned i gryden. ” Det smager også bedst varmt ” Fortsatte han og slikkede sig en enkelt gang om munden.
” Det er noget af en rejse i to skal på, så jeg ville lige lave lidt mad til jer ” Sagde hun og smilede til ham. ” Men hvad med Saine, han spiser jo ikke blod? ”Spurgte Khaihan spørgende. Saine var nemlig en form for dæmon, han havde dog ingen hale eller horn. Men han havde et stort temperament, og var næsten ikke til at holde ud at være sammen med.
” Jeg har pakket det til far som han skal have med ” Sagde hun og kiggede over i en lille kurv, der stod klar på bordet.
Da blodet var dejlig lunt hældte Irisia det op i små flasker, som gjorte det nemt at drikke af. ”Jeg vil hellere lave det til dig, end du selv skal finde det ” Sagde hun og hentydede til dengang Khaihan havde prøvet at bide en af naboerne. ” Jeg var ikke så gammel dengang! ” vrissede Khaihan ad hende, ” det var du udmærket også godt! Og det er kun sket den ene gang ” Han stampede en enkelt gang i jorden for at understrege det.
” Jeg ved det godt, jeg prøver jo også bare at hjælpe dig ” Sagde hun roligt og krammede ham.
”Bliver det i dag?! ”Snerrede Saine ude fra gården.
Khaihan kiggede ud ad vinduet, og så at den smukke friser, Tahnai, stod klar. ” Jeg vil savne dig mor ” sagde Khaihan, han kunne næsten ikke fuldføre sætningen, da en stor klump havde sat sig i hans hals. ” Det skal nok gå al sammen” Sagde hun trøstende og krammede ham en sidste gang. ”Husk din mad ” påmindede hun ham idet han var på vej ud af døren.
Khaihan hoppede hurtigt op i vognen, og med det samme satte Saine vognen i gang. Han kastede et sidste blik ned ad vejen til hans barndoms hjem. Han lænede sig tilbage og kiggede op i himlen, for at tænke på noget andet.
Det føltes som en evighed, og Khaihan vidste ikke om han skulle sige noget eller ej. Efterhånden havde han siddet og tænkt på hvordan den nye skole ville være, og hvordan han ville falde til. Alt var tænkt igennem, og der var efterhånden ikke mere at lave. Vejene var hullede og helt forfærdelige at ride på. Da mørket endelig var ved at falde på afbrød Saine tavsheden - ”Vi er først fremme engang i morgen tidlig ” Sagde Saine og fjernede ikke blikket fra vejen, han ikke så meget som blinkede. Khaihan trak blot på skuldrene og lagde sig helt ned i vognen og trak et tæppe op om sig.




* * *




Langsomt kunne Khaihan begynde at se skolen tage form. Den lange allé med de store huller, havde varet en evighed. Han kiggede op på Saine, og ville egentlig godt have sagt noget. Bare den sidste sludder. Han lukkede i stedet øjnene og prøvede at tænke på at det måske ville være meget sundt for ham og anderledes.
Solens første stråler skinnede, så han holdt blot øjnene lukkede. ” Så ! ” snerrede Saine, han skulede over til Khaihan og gav ham et afventende blik. Khaihan trak blot på skuldrene og hoppede ned fra vognen. Saine skubbede, den eneste taske Khaihan havde taget med, ned fra vognen og direkte ned på den støvede grusvej. Khaihan bukkede sig ydmygt ned og samlede sin taske op og støvede den af. ”Jeg vil savne dig.. ”Sagde han idet han klappede Tahnai kærligt på halsen for måske den sidste gang. Hun prustede venligt på hans arm, og kørte mulen rundt i hans T-shirt.
Khaihan vendte sig blot om, uden som så meget at vinke til sin far. Foran ham strakte sig en stor port lavede en nogle enorme sten. Det lignede næsten at det var hugget ud af en klippe. Ovenpå stod porten to skabninger, de havde begge horn og vinger der pegede op imod himlen. De stod overlegent og kiggede ned mod ham, han holdt hånden op for øjnene for at se nærmere på dem. De havde begge også en lang hale som de brugte til at holde sig fat med. Piggene på halen gik hele vejen op langs ryggen, og gav dem et farligt ydre. Den enes mund stod på vid gab og dens tænder var syle spidse.
” Du må være Khaihan.. ” Sagde en stemme. Han kiggede rundt, og prøvede at finde ud af hvor stemmen kom fra. ” Bare kom ind.. ” sagde den samme stemme roligt, og porten åbnede sig langsomt. Ud ad porten kom en hætteklædt skabning, hætten var så langt ned over hovedet at det var umuligt at se ansigtet. Han havde en slags stav med sig, og han støttede sig til den da han humpede. Hans hånd der holdte rundt om staven var helt sort, samt hans klør var boret dybt ned i staven som om han ikke ville miste den.
”Kom med mig..” Brummede han. Khaihan kiggede sig omkring, men besluttede sig for at gå med. Da han vendte sig om kom hans store vinger til syne, Khaihan gispede og holdt sig for munden. Han havde kun læst om sådanne skabninger, en Coelina, de var halv menneske halv drage. Det var derfor han var hætte klædt, for med det samme da de kom ind og porten var lukket tog han sin hætte ned. Hans ansigt var langt, og lignede en drages. De store pigge startede helt ude i hale spidsen og sluttede først oppe på toppen af hans hoved. ” Jeg er Collin...” Brummede han igen, og Khaihan nikkede blot.

- Skriv meget gerne kritik, ris og ros :D! Men kun noget jeg kan bruge dvs. IKKE " DIn historie er dårlig " =) tak på forhånd!