Fastlane (Ej Twilight relateret) {{forumTopicSubject}}

Nu har jeg fået rettet på romanen "Fastlane", så nu får I både kap. 1 og 2.
- Jeg tager gerne i mod forslag/idéer, konstruktiv kritik osv. til romanen..

<b>Prolog</b>

Når ens hjerte stopper med at slå, hvad sker der så? Falder man hen i en dyb og bælgravende mørk drøm, hvor man bare aldrig bliver vækket igen? Bliver man jagtet fredløst rundt i uendeligheden, for at finde ro? Bliver man glemt, og til side sat af sine nærmeste?
En skikkelse nærmede sig med stor hast, mens jeg lå på den tomme, råkolde jord. Det våde mudder klamrede sig mod min krop, mens jeg passivt trykkede hovedet mod jorden. Hvis jeg var heldig, troede denne skikkelse jeg måske var død. Selvom skikkelsen var et menneske, var denne person langt fra menneskelig. Hans kulsorte øjne afslørede ondskaben, aggressiviteten og ikke mindst ligegyldigheden. Aldrig havde jeg set noget så dødt og så iskoldt, som gik på to ben. Ikke engang den forbandede lille hund, som altid gøede hidsigt op og skulede ondskabsfuldt på folk, når man kom gående forbi dens have.
Dette var værre.
Skikkelsen slentrede mod mig, i mens jeg forberedte mig på min død. De lange arme hang ned langs siderne, og næverne var følelseskoldt knyttet sammen. Jeg mærkede hvordan min hånds smerte bredte sig, og hvordan blodet fossede ud fra min hals. Jeg havde ingen mulighed for at stoppe det, og denne person, ville sandsynligvis ikke hjælpe mig. En smerte bredte sig fra min hals til min nakke og ned igennem hele kroppen. Først var jeg sikker på, at jeg havde brækket nakken, men efterhånden blev jeg klar over det var noget andet.
Det sortnede for mig. Tiden gik langsommere. Mit hjerte slog adstadigere. Til sidst lukkede mine øjne sammen, og smerten forsvandt mirakuløst. Det samme gjorde jeg…


<b>1. PÅ BØLGELÆNGDE.</b>
Det var som at vågne fra en af de der drømme, som man havde drømt før. Lidt lige som et deja-vu. Solen slikkede sig frem mellem persiennerne. Det sved i mine øjne, og jeg underkastede mig straks solens ivrige solstråler. Heather stod i døråbningen til mit værelse og havde et lunt smil omkring de fyldige læber.
“Det er den store dag i dag,”
Hun smilede over hele ansigtet, mens hun svippede hænderne entusiastisk sammen og skønnede mig, der lå der i sengen, og prøvede at mase øjnene urokkeligt sammen for så at sove videre. “Sove…” småsnakkede jeg blot åndsfraværende.
“Du kan ikke bare sove, Rose. Vi skal flytte i dag, og det ved du godt. Dave er allerede i tøjet, og har taget den sidste flyttekasse ud i lastbilen,”
Hendes stemme var øretæveindbydende, så jeg lagde puden over mit hoved, mens jeg lavede en knurrende lyd, og smaskede utilfreds. Da hun pludselig trak i dynen sprang jeg sammenbidt op.
“Du vover lige at tage dynen fra mig!” Kom det emsigt fra mig, mens jeg krumbøjede knoerne og rynkede på næsen. Hvor vovede hun!
“Søde, du kan ikke sove hele dagen. Kom i tøjet, tjep, tjep. Vi kører om, lad mig se … 20 minutter,” Hun satte sig på madrassen som lå på det tomme gulv, mens hun lagde hovedet let på sned. “Vi skal nok få det godt … sammen med bedste,”
En smule uvilkårligt hostede jeg og så mistroisk mod min mor. “Er du selv helt sikker, overhovedet?” lo jeg, men hun stirrede bebrejdende mod mig. Det var også begribeligt, for det jeg sagde, var en smule smagløst.
“Eh, det må du undskylde. Jeg lod mig rive med.”
Hun skulede stadig irettesættende mod mig, hvilket jeg slet ikke brød mig om.
Da hun meget listigt smuttede ud af døren igen skimtede jeg efter hende, mens jeg sukkede tungsindigt. Med sløve skridt fik jeg slæbt mig selv hele vejen hen til døren, som jeg lige så pænt lukkede efter hende. Det var typisk hende ikke at lukke døren efter sig. Det spekulerede hun aldrig over.
“Husk at lukke døren efter dig,” vrissede jeg gnavent efter hende, mens jeg fandt en plastik pose frem, hvor noget skifte tøj lå i. Nu gik turen til den ensformige, indholdsløse, lille by, i en flække i Philadelphia, bedre kendt som Pale.
Jeg havde været der adskillige gange, da jeg var mindre. Bedste boede der stadig og vi skulle bo omtrend det samme sted som hun boede. Gisp. Familie forsamlinger var ikke mig. Tænk at leve dag ind og dag ud, hvor man skulle tilbringe sin tid, med at sidde over tre mennesker ved et bord. Jeg havde det slemt nok med at min bror var sammen med mig. Han talte for mindst fem personer.
Lastbilen havde en lang rejse foran sig, i mens vi bare kunne sidde der i et fly og putte os i de små timer det tog at flyve. Jeg sad og krammede stolelænende ind mellem mine fingre og knugede mig ned i sædet, mens jeg frygtagtigt stirrede omkring efter eventuelle bagdøre. Hvornår mon vanvidden hørte op?
“Slap af Rose, det er bare en … lille flyvetur,”
Dave troede virkelig han var løjerlig.
Selve flyveturen varede egentligt ikke ret længe, når man så bort fra hvor irriterende, det var at sidde foran en dreng, som hele tiden skubbede utålmodigt til mit sæde.
I mens bilen kørte lige så fint rundt om hjørnet ind til et to etagers villa hus, kiggede jeg rundt lige så snotforvirret, som jeg nu engang var. Dave og jeg sad bagerst, mens mor sad foran os med en chauffør. Da vi parkerede foran det hvide hus, med rødt tag, smilede jeg en smule. Bare et diskret smil, som ikke særlig mange kunne se. Det håbede jeg ikke nogen gjorde.
“Hvad siger du så Rose? Kan du genkende huset?”
Jeg krøb let sammen, mens jeg smilede mod Dave, der puffede mig med sin skulder. En kort latter kom efterfulgt fra min mund, mens jeg kiggede mod skoven, som lå tæt op af huset. Noget, og jeg kunne ikke sætte en finger på hvad, fangede min opmærksomhed. Der var nogen eller noget der kiggede mig direkte ind i øjnene. Fornemmelsen forsvandt blot få sekunder efter jeg havde set i mod det som skulle have været nogen eller noget.
Huset lignede sig selv. Jeg kunne se billedet for mig. De grønne blade på træerne, Dave, jeg, mor og far, ude i den store have. Dave kravlede på fars ryg, og prøvede at lave brydekamp, mens jeg sad på græsset og prøvede at lære at læse bedre. Jeg var ikke andet end seks år. Dave var næsten otte.
“Rose? Vågn lige op,”
Jeg skar en grimasse da Dave åbnede døren i min side, og trak mig op til ham, hvor han lod hånden glide over hans mørke hår. Mange piger var helt forgabte i Dave, og han udnyttede det ufattelig meget. Dave havde altid været interesseret i en pige som boede i byen. En pige, som han havde mødtes med sidste gang vi skulle besøge bedste.
Dave smilede begejstret da han styrtede op mod huset, og var allerede i gang med at skrive på sin mobil. Jeg gættede på, det var til den pige, han beundrede i byen. Han var helt vild med hende, og det vidste jeg udmærket godt. Han havde allerede op til flere gange plapret om, hvor skønt han ville få det. Især fordi pigen, Joycelin, var her.
“Prøv lige at se hvor stort det er! Jeg huskede ikke det var så stort.”
Dave lød helt forbavset. Jeg huskede det tydeligt, så det kom ikke som en stor overraskelse, så jeg trak på skulderne.
“Det ligner sig selv, på den gode måde...”
Mor kom pludselig trampende, med et kæmpemæssigt smil omkring sine røde læber. Åh nej, dårligt tegn. Det kunne sagtens tyde på, der var et eller andet, som vi nu skulle tage stilling til.
“Kan I huske Georgia?”
Navnet virkede bekendt, men jeg kunne ikke sætte ansigt på hende. Så jeg bed mig i læben, og trak på skulderne, mens jeg svagt rystede på hovedet. “Jeg kan huske navnet … men ellers er jeg blank,”
Hun smilede blot.
“Hun havde engang meget langt lyst hår, og en mørkhåret søn der hedder Zeth. Men i hvert fald, kommer de og spiser aftensmad, sammen med os…”
Nu huskede jeg det tydeligere. Dave virkede stadig en smule væk, men da mor snakkede om en søn, rynkede han blot på næsen. “Hvor gammel er ham, Zeth?” Lød det fra en muggen Dave, som havde lænet sig op af bilen med armene over kors.
Jeg stod stadig og kiggede en smule længselsfuldt mod huset. Kunne jeg dog ikke bare få lov til, at komme ind på mit nye værelse, og gemme mig dér, og først komme frem når året var omme? Det lød som en udmærket idé.
“Zeth? Han er femten, eller seksten.”
Dave smilede overlegent. Dave elskede at være ældst.
Vi var midt i august, så skolen var allerede godt i gang. Alle elever kendte hinanden, og nu kom jeg som en eller anden zombie, fra en skrækfilm, og skulle sidde for mig selv. Jeg glædede mig allerede. Ironisk ment, selvfølgelig.
Dave og jeg skulle begge gå på Pale High School, for Dave manglede ét år, pga. han var gået en klasse om. Derfor måtte han jo afslutte sit semester. Det var meget rart, at kende bare én på den nye skole. Selvom jeg allerede godt vidste Dave ikke ville være til meget hjælp.
“Rose, vil du ikke lige hjælpe mig?”
En stemme lød nedenunder fra.
Jeg havde fået åbnet 3 flytte kasser, sat et bord op, og var i færd med at prøve at få sat min seng op, men jeg havde aldrig været en god håndværker, måtte jeg erkende. Som en eller anden tjener, vandrede jeg meget standhaftigt ned til min kaldende mor.
“Ja?”
“Jeg mangler en til lige at sætte et bord op, og Dave er væk. Han er formodentligt kørt ned i byen, den knægt kan vente sig! Så gør dig lidt nytte, og hjælp din kære mor,”
Et bebrejdende blik landede ud af vinduet, mod vejen, som Dave sikkert havde kørt på. Bilen var i hvert fald væk. Så Dave havde garanteret taget den og kørt sin vej. Dumt træk.
“Tak Rose,”
Mor lød helt glad, da jeg havde samlet bordet rigtigt og endda fået stillet det op, uden det væltede sammen. For en sikkerhedsskyld lagde jeg vægten på bordet, blot for at se om det holdte. Og det gjorde det! Jeg troede ikke jeg kunne få samlet sådan et bord, men når man havde vilje, kunne man åbenbart godt.
“Du er fritaget fra alt andet arbejde, Rose. Tak for hjælpen. Bare vent til Dave kommer, han får opvasken i aften,”
Jeg smilede ved tanken, fordi jeg vidste Dave ville trække et bedemandsfjæs frem.
Da jeg nåede op af trapperne, og havde lukket døren efter mig, begyndte jeg at arbejde igen. Jeg havde opgivet at lave sengen, men jeg var fuld færd med at få lavet alt andet. Jeg havde sat et skrivebord op, som var samlet rimelig godt. Så havde jeg fået sat nogle hylder op, som hang sådan rimelig lige. Skabene havde flyttemændene heldigvis sat på plads, så der skulle jeg bare ligge tøj ind.
Jeg kiggede mod den store bunke som stod henne i hjørnet. At den bunke træ skulle blive til en seng, det fattede jeg ikke meget af.
Heldigvis havde jeg da mig en stol som jeg kunne sidde på. Et skrivebord, og en lampe. Hvad ellers behøvede man? Jeg havde hverken et fjernsyn eller en computer på nuværende tidspunkt. Eller en seng, for den sags skyld.
Da jeg hørte en bil komme kørende ind af indkørslen, skælvede jeg en smule. Det var lidt synd for Dave. Jeg gik hen til vinduet, jeg havde endda en meget lille altan, men jeg havde meget højdeskræk, så jeg turde ikke gå udenfor. Men jeg stod bag ruderne, og så på en rød bil, som kom kørende. Det var ikke Dave.
I stedet trådte en lyshåret kvinde ud af bilen, og i den anden side, trådte en mørkhåret fyr ud. Meget muskuløs, og med hår som stod ud til alle sidder. Det måtte være Georgia og Zeth, men hvad lavede de her så tidligt?
Jeg hørte stemmer nedenunder, men mor kaldte mig ikke nedenunder. I stedet hørte jeg skridt på vej op mod mig. Det bankede på min dør.
“Kom bare ind,”
Da det ikke var min mor, som trådte ind, men en mørkhåret fyr, smilede jeg blot. “Hej Rose, du kan garanteret ikke huske mig, men vi legede meget sammen – du og jeg, og Dave,”
Zeth var højere end jeg troede. Han var monster høj!
“Altså jeg husker lidt. Navnene giver mening, men jeg kan slet ikke huske du var sådan et muskelbundt!”
Mit grin afslørede mig lidt, og jeg smilede undskyldende. Han trak bare på skulderne.
“Man ændrer sig jo lidt med årene,”
“Hvor gammel er du egentligt?”
“Jeg er seksten,”
“Hold da op, så vil jeg ikke vide hvordan du ser ud som tyveårig!”
Nu måtte jeg snart holde op. Jeg holdte mig for munden, men han grinede bare. Han syntes sikkert ikke det var så slemt. Han var vist vant til det.
“Hvor går du så i skole, Rose?”
Jeg så på ham, med et smil.
“Jeg skal gå på Pale High School. Hvad med dig?”
“Der går jeg også, som 1. G’er,”
“2. G’er,”
En smule stolt var jeg over at være den ældre. Jeg havde altid været den mindste. Mine brors venner var alle sammen et eller to år ældre end mig, så jeg var altid den ’lille’ pige, men ikke mere. Endnu en bil kørte ind af indkørslen. Denne gang var det Dave.
“Jeg håber ikke hun flår ham levende...”
Min bekymrende mumlen hørte Zeth udmærket godt, så han så bare på mig med et venligt smil. “Bare rolig. Heather er ikke så morderisk, som hun lyder til,” grinede Zeth bare. Han kendte åbenbart min mor rimelig godt, siden han kunne sige det på den måde.
“Men hvad laver du heroppe? Din mor sagde du var i gang med et vigtigt projekt,”
Jeg grinede, mens jeg pegede mod træ bunken.
“Jeg prøvede at få lavet min seng, men jeg droppede det. Jeg er ikke den store håndværker,”
“Heather viste os ellers det flotte bord, du havde samlet i køkkenet,”
Zeth smilede, mens han gik hen til min seng, som lignede mere eller mindre end skrotbunke. Jeg ville hellere sove på gulvet, end at sove på hvad dét der blev til. Hvis jeg samlede det ville det bare ende galt.
“Hey, det er ikke så svært det her. Hvis du vil have det, kan jeg sagtens samle det,”
Nu gik det i den rigtige retning.
“Vil du? Det ville være skønt!”
“Selvfølgelig, hvad gør man ikke for gamle legekammerater,”
Det tog ikke Zeth ret lang tid at få lavet min seng. For pludselig stod der noget der lignede en seng, på benene, efter en tyveminutters tid. “Tusind tak, Zeth!”
Jeg smilede stort, fordi jeg nu ikke skulle sove på en madras på gulvet. Jeg ville hellere sove i min seng. “Starter du i skolen i morgen?” spurgte Zeth, med et smil.
“Ja, det gør både jeg og Dave,”
Han så uforstående ud.
“Dave gik 1. G om, så han skal gå i 3. G, regner jeg med...”
Zeth nikkede blot. Det var helt rart at kunne føre en samtale med en. Det var faktisk mere end rart. Det var overskuelige emner, og vi snakkede om ting, som interesserede mig. Måske virkede jeg lidt kedelig for Zeth, men jeg hyggede mig faktisk rigtig meget.
Senere fik jeg lagt en madras på min seng, og fik lagt lagen, dyne og hovedpude på sengen. Nu lignede det faktisk et helt almindeligt værelse, hvis det ikke havde været for de tomme flytte kasser.
“Spisetid!”
Min mors stemme var gennemtrængende, selvom hun stod nedenunder, og døren var lukket. Jeg sad på min seng, og Zeth sad på en stol og vi havde snakket om forskellige interesser. Det havde faktisk været en ganske hyggelig aften. Jeg håbede på at se Zeth igen.
Om aftenen da Georgia og Zeth var taget hjem, følte jeg mig pludselig meget alene, da jeg sad på mit værelse. Min mor var gået i seng, og Dave sad på sit værelse, med sit fjernsyn og så et eller andet med monstertruck.
Min ensomhed generede mig denne aften, selvom jeg havde det med at hvile godt i mig selv. Men lige nu følte jeg mig forfærdelig ensom. Jeg følte mig rastløs. Selvom jeg flere gange prøvede at ligge mig i min seng, for at sove, kunne jeg ikke. Flere gange stod jeg op, kiggede længselsfuldt ud af mit vindue, for så at konkludere der ikke kom nogen for at redde mig. Det var kun i film sådan noget skete. Men man kunne nu være heldig? Hvem ønskede ikke, at ens udkårne – som jeg endnu ikke havde fundet, men det var en anden side af sagen – stod udenfor ens vindue, og ville have en til at snige sig ud midt om natten? Jeg ønskede det, men jeg havde allerede overgivet mig til det realistiske. Jeg troede ikke på overtroiske ting, eller på hvad der skete i film. Jeg kunne godt skelne mellem fantasi og virkelighed. Det her var virkeligheden.
Den her forfærdelige ensomhed, det var virkeligheden.
Men i alle virkeligheder, falder man i søvn. Og jeg var åbenbart faldet i søvn, i min seng, efter lang tids længsel efter selskab. Jeg vågnede i hvert fald næste morgen, med missende øjne, fordi solens stråler stak mig i øjnene. Jeg holdte, hænderne for øjnene, for at skåne dem.
Herefter strakte jeg mig, og rejste mig op fra sengen. Jeg sukkede let, mens jeg vandrede ned af trapperne. Daves snorken afslørede, at han stadig sov. Fra trappen af kunne jeg se uret. Klokken var kvart over, så han havde tre kvarter. Jeg åbnede døren til hans værelse, og så muggent ind på hans allerede rodet værelse.
“Så det op!”
Halv råbte jeg, med en rimelig overdøvende tone. Dave vendte sig mod mig, mens han skulede. “Gå. Ud.” Hans ord var meget direkte. “Dave, du har tre kvarter, til at du skal stå henne på skolen. Jeg ville skynde mig lidt, med dit snegle-tempo.”
Pludselig kylede han en pude i mod mig, som jeg med refleks greb. “Gør du det igen, vækker jeg dig aldrig! Så kan du sove dig igennem dit sidste år!”
Min snerren var meget tydelig, så smed jeg puden tilbage, gik ud fra hans værelse og smækkede døren i efter mig. Med tunge skridt fik jeg slæbt mig selv ned af trapperne, og fik lavet noget morgenmad. Heather var formodentligt taget hen på sit nye arbejde. Hun havde aldrig fortalt mig, hvad hun arbejdede med, men det ville jeg udspørge hende om senere.
“Har du lavet morgenmad?”
Dave gned i sine øjne.
“Til mig, ja.”
Min stemme var en smule giftig, og jeg rejste mig, efter jeg havde spist, mens satte tallerkenen i opvaskemaskinen. Jeg gik op på mit værelse, og gjorde mig klar til min første skoledag. Dave havde bare at være klar, for det var ham der skulle køre. Mor havde tilsyneladende efterladt bilen, så hun havde nok selv taget bussen eller gået? Det lignede hende ikke, men hun tænkte meget på os, og vi havde længere end hende, hvis hun skulle ned i byen. Så det ville næsten være oplagt, at vi havde bilen.
Jeg overvejede selv at køre, da jeg stod klar nede ved bilen. Den gråblå bil, var ikke for køn, men så slem var den heller ikke. Mit lange, brune hår blev fanget af vinden. Dave var hundrede om, at komme. Først da den var fem minutter over, kom han daskende. Hans hår var sat pænt, for engangsskyld, og han havde endda pæne bukser og sko på. Sikke et syn.
“Har man gjort sig pæn i dag?”
“Du lukker bare, Rose. Ellers får du lov til at gå til skole!”
Jeg himlede med øjnene, mens jeg surmulende satte mig ind i bilen. “Du ved godt vi kommer for sent, ikke?” Min bebrejdende stemme var ikke til at tage fejl af. Jeg halv skulede mod Dave, som tog selen på, og tændte bilens motor.
“Du ved godt, det ikke rør mig, hvis vi gør?”
“Det rør mig…”
“Så kan du jo bare gå, i stedet for at sidde og brokke dig,”
Jeg blev stille, og så ud af vinduet. Klokken var ti over. Vi skulle senest møde klokken kvart over. Så fem minutter endnu, hvis jeg løb ind til skolen, ville jeg kun komme fem minutter for sent. Det ville være bedre end ingenting.
“Undskyld, hvis det betyder så meget for dig, at komme til tiden.”
Daves stemme var oprigtig, og pludselig joggede han speederen i bund, og vi rasede af sted, med en rimelig drabelig hast. Ikke at det skræmte mig, fordi det gjorde det ikke. Fart havde aldrig skræmt mig. Kun højder.
Da vi endte nede ved parkeringspladsen var klokken præcis kvart over, og klokkerne ringede ind. Jeg skyndte mig alt hvad jeg kunne ind af døren. Dave gik bare meget langsomt, og roligt ind. Han havde i hvert fald ikke tænkt sig at komme til tiden, men det havde jeg. Så jeg fræsede forbi flere forskellige mennesker, som stod foran mig. Jeg havde ingen idé om, hvilken klasse jeg skulle finde og som jeg skulle have undervisning i. Jeg havde et stykke papir i hånden, som var mit skema. Der stod ’Matematik’, som det første fag. Lokalet hed ’lokale 245’, nummeret gjorde mig virkelig nervøs, fordi jeg kun stod ved lokale 5. Heldigvis for mig, stod en lærer længere fremme.
“Goddag, du kan vel ikke hjælpe mig med at finde lokale 245?”
Hun smilede hjerteligt. “Selvfølgelig, følg efter mig.”
Herefter fulgte jeg efter hende, på en lang gang, hvor der var en masse skabe.
“Du er Roselin, ikke?”
“Rose,”
“Det her er dit skab, hvis du lige hurtigt vil smide dine ting ind, Rose.”
“Jeg er sent nok på den i forvejen, undervisningen er garanteret i gang, så jeg må skynde mig…”
“Bare rolig, det er mig der er din matematik lærer, så du har god tid.”
Det lettede en del, så jeg smilede taknemmeligt, og åbnede mit skab, hvor jeg lagde min taske ind. Så tog jeg en matematik i bog, som jeg fik udleveret i hånden, og gik efter læreren. “Mit navn er Jessica Tale, du kan bare kalde mig Jess, for jeg er ikke så glad for alt det Mr., Mrs. og Miss.” Hun smilede en smule akavet, dog nikkede jeg bare.
“Navne er irriterende nogle gange. Jeg vil også bare helst kaldes Rose, det er nemt at huske.”
Jessica smilede, og nikkede herefter. “Du siger noget,”
Hun åbnede døren til et lokale, hvor en klasse sad på bordene og knevrede sammen, om himmel og jord. Efter Jessica kom jeg gående, som en eller anden lille mus, og gemte mig bag hende. Hun pegede mod en stol, hvor der ingen sad. Der var hverken nogen sidemakker, eller noget som helst.
“Du kan sidde der, Rose. Alle sammen, det her er Rose. Hun er lige flyttet til Pale, så jeg håber I tager godt i mod hende.”
Jeg satte mig bare ved bordet, helt alene, og satte mig ud mod vinduet, så jeg ikke så godt kunne ses. Der var kun ét bord bag mig, og så sad jeg ellers næsten bagerst. Jeg strøg håret væk fra øjnene, og tog mig selv i flere gange at dagdrømme. At kigge ud af vinduer, var noget jeg kunne bruge lang tid på, og tit faldt jeg i staver, og blev ukoncentreret. Jessica virkede ellers meget sød og flink. Hun virkede også dygtig i sit fag, ingen tvivl om det. Dog var disciplinen helt anderledes her. Folk var langt mere åbne, og tillod sig flere ting. Den skole jeg gik på i Kingston, var langt mere disciplinær. Der gik man endda i uniformer, men heldigvis var det ikke indført her. Det var rart, at denne skole var mere åben. Så følte jeg mig mere tilpas. Jeg regnede også med, at Dave fandt skolen langt mere, som noget for ham.
“Hvor kommer du fra, Rose?”
Da jeg var ved at pakke mine ting sammen, kom en lyshåret fyr hen. Hans hår var der slet ikke gjort noget ved. Hverken voks eller noget som helst. Det hang der bare. Det var halvlangt, og passede ham fint.
“Jeg kommer fra Kingston, men så flyttede min mor, for at komme lidt væk fra alt det travle,”
“Ha! Pale, er ikke ligefrem den største by.”
Fyren smilede. “For resten er jeg Nathan,”
“Hvad er dit næste fag?”
“Historie,”
“Fedt! Så kan vi følges, jeg skal den vej, for fysiklokalet ligger lige ved siden af,”
Omkring mine læber dannede der blot et smil. Jeg havde det helt fint med, at han kunne følge mig derhen, så slap jeg for at gøre mig til grin, ved at jeg fløj rundt, som en eller anden idiot.
“Tak.”
Min pibende stemme, var ikke til meget hjælp. Det var helt forfærdelig at høre på. Dog var det bedre end ingen stemme overhovedet.
Uden for det lokale han stoppede ved, stod en sorthåret pige, som havde hår der gik lidt længere end til skuldrene. Hun var en meget køn pige, og hun havde de flotteste grønne øjne. Da vendte hun sig helt i mod mig og smilede varmt. “Hej, mit navn er Shannon. Du må være den meget berygtede Rose?”
Jeg smilede kort, det lød forkert i mine ører.
“Jeps.”
“Velkommen til, Rose! Jeg håber du får det godt her. Vi er ikke så slemme som vi ser ud til,”
Hendes grin beroligede mig. Shannon virkede som en type der også hvilede godt i sig selv. Ved siden af hende, stod en blondt pige, hvis hår var næsten lige så langt som mit. Mit gik til ned over midten af ryggen. Næsten til lænden. Det var helt utroligt smukt, men dog så hun langt mere nervøs ud.
“Hej Rose. Mit navn er Faith,”
Den blonde pige, Faith, smilede prøvende. “Goddag Faith,”
Jeg følte mig egentlig godt tilpas her på denne skole.
Da klokkerne ringede, kom en lærer ind. En mand med skæg stubbe, og med mørkebrunt hår, meget pjusket. Han smilede venligt, og pegede mig hen til en dreng, der sad for sig selv nede i hjørnet, med en hætte trøje. “Du kan sætte dig ved siden af Casper Williams,”
Navnet fik mig til at stivne, og jeg så mod fyren. Det kunne da ikke … kunne det være ham? Jeg kendte engang en dreng, der hed Casper Williams, der var min bedsteven i Kingston, men han flyttede da jeg blev 13år, og siden havde jeg ikke set ham. Han havde i hvert fald ændret sig en del. Han var ikke lige så muskuløs som de andre drenge, men jeg satte mig ved siden af ham alligevel.
“Ryk dig lidt.”
Hans stemme var knurrende, og jeg rykkede mig frivilligt længere væk fra ham. Et tvivlende blik landede på ham, men så herefter fik jeg øje på en dreng. Han sad og kiggede på mig, men han smilede ikke. Hans hår var helt perfekt sat op, og det havde den flotteste brune farve, med det flotteste gyldne skær. Når lyset ramte rigtigt lignede det bronze. Nej, næsten guld.
“Har du forgabt dig i Adrian Crowe?”
Stemmen lød muggen, og jeg vendte hovedet mod denne Casper, mens jeg rystede på hovedet. “Jeg ved ikke engang hvem det er, du snakker om, og jeg har ikke forgabt mig i nogen.” En halv sur mine lød fra mig. Et helt igennem drillende smil dannede sig. Jeg kendte det drengerøvs smil.
“Casper … Alex Williams, er det dig?” udbrød jeg.
Han hævede et bryn, mens han så helt forskrækket på mig. “Hvor fanden kender du mit navn fra?”
“Du kan måske ikke huske mig? Siger Roselin Lucy Withel, dig noget?”
Endnu engang måbede han, mens han rykkede sig helt væk fra mig. Han så på mig med store øjne, og det smil han havde før, var blegnet fuldkommen. Nu var det min tur til at smile. “Den havde du ikke regnet med, hva’?”
“Wow. Du har ændret dig. Jeg mener … du er jo blevet … helt vildt … smuk!”
“Spar mig for alt smigeren, det ødelægger lidt det hele.”
“Jeg mener det virkelig, Rose.”
“Seriøst?”
“Ja, helt seriøst.”
Et nervøst smil tegnede sig om mine læber, og jeg så forlegent op mod Mr. Davidson, som prøvede at undervise, han havde sendt mig et par bebrejdende blikke. “Sh, vi snakker bagefter.”
“Hey, din lover, er vist ikke så glad for vi snakker sammen,”
Casper kneb øjnene sammen, og pegede mod fyren som jeg før havde set på. Han havde pakket sine ting, og var på vej ud af klasselokalet. Uden et ord strøg han forbi Mr. Davidson, som ingenting sagde. I stedet sad vi andre forundret tilbage.
“Hvorfor gik han?”
Min stemme var mere end nysgerrig.
“Sådan er han. Han kommer og går, men han har tårnhøje karakterer. Han er mega klog!”
Han trak på skuldrene efterfølgende, som om det ikke var noget. For sikkert at virke lidt sej, men jeg smilede bare af ham. Resten af timen gik med at vi snakkede frem og tilbage. I sidemands arbejdet, snakkede vi bare, så opgaverne blev egentlig ikke lavet, men i stedet blev det til lektie.
“Skal vi ikke hænge lidt ud sammen en dag? Bare efter skole og sådan?”
“Jo. Det kan vi godt.”
“Fedt!”
Han virkede helt lykkelig nu, så jeg smilede da på Caspers vegne. Alligevel var der noget som undrede mig. Denne fyr, var det fyren Adrian?
“Var det Adrian, ham som forsvandt i dag?”
Vi gik ned af gangen, på vej mod mit skab sammen. Casper sukkede.
“Ja, det var Adrian Crowe. Den mest eftertragtede på hele skolen, blandt piger. Han har kun gået på skolen i to måneder, og han er allerede vildt populær,”
“Lad mig gætte. En hjerteknuser-type?”
“Om han er? Alle piger er knuste. Han afviser dem gang på gang. Inviterer de ham ud, svarer han nej. Der er ingen der kan få fingrene i ham.”
Klask! Der røg den plan i vasken, om at lære ham at kende.
“Helt ærligt, du skal ikke spilde din tid på ham. Det ender bare med at han afviser dig også. Han virker flink. Jeg har snakket med ham, der er slet ingenting dér, men han er ret uinteresseret i piger. Han forklarede mig, at han ikke rigtig syntes der var nogen interessante piger, på denne skole. Så regn ikke med, at du lige er den ene.”
“Bare rolig, jeg er realistisk. Desuden kender jeg ham ikke, så jeg er jo ikke vild med ham eller sådan noget. Jeg må indrømme, at hans udseende fik mig til at falde i staver et kort sekund, men det er også det,”
Casper smilede tilfreds.
“Sådan skal det lyde! Det er den Rose jeg kender.”
Igen måtte jeg blot smile, dog en smule halvhjertet. “Jeg har virkelig savnet dig, Casper. Det er så lang tid siden. Hvad er der ellers sket i familien?”
Han trak sin hætte af hovedet, og nu kunne jeg se hans næsten maskinklippede hår. Heldigvis var det ved at vokse ud, så det strittede en smule. Hans hår var ravnesort. Det havde det altid været, syntes jeg at huske. Han havde også altid været solbrun. Lige nu var han lidt bleg, men normalt plejede han at være helt solbrun. Mon hans nye look havde afskærmet ham fra solen?
“Det går fint…” Hans halv mumlen var ikke så nem at høre, men i det mindste svarede han da. Så jeg regnede med det gik … fint?
Da jeg senere stod nede i kantinen, stod Shannon og Faith ved siden af mig. De havde alle sammen været så søde, og havde fulgt mig rundt. Shannon var især sød til at være der hele tiden. Hun sørgede for jeg ikke var alene, og så dum ud. Vi satte os tre piger for os selv.
“Nå, har du set nogen pæne fyre?”
Shannons smil var drillende, men nysgerrigheden lyste ud af hendes øjne.
“Ikke rigtig. Jeg mødte min gamle bedsteven, Casper Williams. Det er lang tid siden jeg sidst har …”
“Casper Williams? Den Casper Williams?”
Shannon så på mig med et spørgende blik. “Ja?”
“Åh, pas virkelig på med ham. Han har været ude i en masse rod. Han har været med i masser slagsmål i år, og han har lavet hærværk forskellige steder, sammen med hans to venner.”
“Hvad? Jeg tror ikke det er den samme vi snakker om…”
“Hvis han går på skolen her, så er det ham.”
“Jeg kan ikke fatte det. Sådan var han slet ikke dengang.”
“Folk ændrer sig, Rose.”
Da jeg bed mig i indersiden af kinden, lukkede jeg øjnene sammen af smerte. Dog var det ikke kun pga. bidet, men også fordi jeg lige havde fundet ud af min bedste ven var tæt på at være kriminel, og at han var blevet alt det han altid havde holdt sig fra. Han var en god dreng, da han var lille.
“Ved I hvad der er sket med ham?”
“Det er noget med hans mor døde i en trafikulykke, og hans far er vidst begyndt at drikke rimelig meget, og arbejder hele tiden.”
“Er … Er Veronica død?”
Angsten stod mig op til halsen. “Ja. Eller … efter trafikulykken forsvandt hun på mystisk vis.”
“Stakkels Casper…”
“Som sagt. Pas på med ham, Rose. Du ved ikke hvad han finder på. Han er meget voldelig. Da Faith kunne lide ham, og hun så fandt sammen med Shane, blev han rasende! Han slog Shane ned!”
Nu blev jeg da helt bange. Jeg gispede helt. “Umuligt.”
“Nej, det passer.”
Stemmen kom nu fra Faith, som deltog i samtalen. “Han slog ham ned på caféen, til en lille fest. Det er derfor vi ikke inviterer ham derhen mere.”
“Hvad med Adrian Crowe?”
Shannon kiggede på Faith, som kiggede på Shannon. De så helt underlige ud i hovederne.
“Han kommer aldrig. Han gider ikke sådan noget. Til gengæld kommer hans overlækre fætter af og til, Caleb. Faith er helt vild med ham!”
“Nej, jeg er ej,”
Faith skubbede til Shannon, som fnisede.
“Okay. Jeg tror bare jeg holder mig fra alle fyrene,”
Jeg grinede en smule over det jeg havde sagt.
“Nathan virker rimelig interesseret, ham kan du da sagtens snuppe!”
Da han sagde det, smilede jeg og fægtede afværgende med hånden. Mens jeg skar en grimasse. Faith fnisede bare piget, mens Shannon efterfølgende grinede.
“Han er ikke ligefrem … Min type,”
“Det var en joke. Nathan er cool nok, men ikke som en flirt, vel Faith?”
Jeg så, overrasket på den lyshårede pige. Hun havde været rundt omkring, eller hvad?
“Shh! Vi havde en aftale om ikke at nævne det. Det var en dum aften.”
“Tro mig, Faith har været sammen med alle drengene i byen. Undtagen Caleb og Adrian.”
Faith så helt mut ud. “De kan bare ikke se hvad der er godt!”
“Eller også har de god smag,”
Shannon kastede med sit sorte hår, men blinkede drilsk til Faith. Jeg holdte mig bare i baggrunden.
Da Dave kørte ind af indkørslen sagde han ingenting. Han havde ingenting sagt under hele turen. Jeg forventede ikke det havde været så fedt, siden han ikke blærede sig. Han smuttede bare ud af bilen, og rodede lidt i håret.
“Hvad skal du nu?”
Dave så tilbage mod mig, med et ligegyldigt blik. “Rager det dig?”
“Næh, men jeg spørger alligevel…”
“Jeg tager hen til Joycelin,”
“Aha. Lad mig gætte, du var også derhenne i går, inden vi fik gæster?”
Han skulede mod mig. “Og hvad så hvis jeg var?”
“Jeg siger ikke noget. Jeg spørger kun…”
“Okay, men jo, det var jeg.”
Dave var for dum nogle gange. Han udnyttede mor engang i mellem, og det hadede jeg ham for. Han løj, for at få penge til at købe ting til pigerne, eller til at betale regninger, når han var ude med alverdens piger. Han havde gang i alt for mange piger på en gang. Det var en fejl. En rigtig dum fejl.
Da jeg satte mig op på mit værelse, rasede ensomheden over mig. Jeg lagde mig ned på min seng, og fladede bare ud. Bare at slappe af, for det havde jeg brug for. Ikke at tænke på noget. Selvom jeg blev ved med at tænke på Casper, og hvorfor han var endt som han var. Jeg havde uendelig meget ondt af ham. Veronica var væk for altid. Hun var forsvundet ud i den blå luft. Det gjorde mig helt skræmt, at hun ikke var i blandt os længere. Medmindre, hun måske blev holdt fanget et sted? Jeg droppede idéen, men det kunne være. I så fald ville hun være død nu, for ingen ville holde andre fanget så længe, uden en løsesum. Hun var så kærlig. Hendes væsen var så imødekommende, jeg kunne bare ikke slå det ind i hovedet, at hun var væk for evigt og altid.
Min opmærksomhed blev vendt mod døren, da der lød tre bank mod den. “Kom bare ind,” min stemme var mild, opdagede jeg. Min mor trådte ind af døren.
“Jeg ville lige se til dig. Dave er stadig væk, ved du hvor han er smuttet hen? Jeg har det fint med, at han tager ud til venner … men som hans mor, vil jeg gerne vide hvor min søn befinder sig.”
“Han er hos en eller anden Joycelin.”
Min mor så helt trist ud. “Det var bare det jeg ville vide…”
Hun lukkede døren efter sig, meget forsigtigt. Da hun lukkede døren, styrtede jeg hen mod vinduet, og jeg så ud mod vejen. Der holdte en bil i indkørslen, men det var ikke Dave? Så jeg tog en bluse over hovedet, åbnede døren og tog flugten ned af trapperne.
“Hvor skal du hen?”
Min mors stemme var helt forfærdet, og hun så på mig med ængstelige øjne. “Bare rolig, jeg skal bare have noget luft…”
Hun åndede lettet ud, og vinkede mig så ud.
Da jeg kom udenfor, holdte bilen der stadig. Eftersom at det var mørkt udenfor, så blændede for lygterne mig en smule. Jeg satte tempoet en smule op, og stoppede ved førerens side, hvor en sorthåret fyr sad. Hans hår var meget kort, men dog modelleret med voks. Han var let at genkende.
“Casper! Hvad laver du her?”
Hans vindue var rullet ned, og han så på mig med et smil. “Jeg kunne ikke holde mig væk. Jeg måtte se dig igen. Ved du hvor meget jeg har savnet dig?”
“For ikke at give mit mor endnu et hjerteanfald, vil du så ikke med ind?”

Han så helt overrasket på mig, men nikkede så. Han parkerede bilen der hvor der hvor plads til det. Herefter kom han hen i mod mig, og trak mig ind til sig, i et kram. Jeg omfavnede ham, dog med en usikkerhed i min mave.
“Kommer du med ind eller hvad?”
Det var mere for at bryde den pinlige stilhed.
“Jo, lad os komme ind. Jeg skal også lige hilse på Heather,”
Da jeg trådte ind af døren stod min mor og vaskede op. Dave var ikke kommet hjem til aftensmad, så han kunne ikke tage opvasken, som var hans straf for bare at stikke af. “Mor, kan du huske Casper Williams?” Hun kiggede ud mod mig og Casper, og så smilede hun.
“Casper! Hvor er det skønt at se dig. Hvordan går det?”
Han trak på skulderne. “Det går fint,”
“Lad os komme ovenpå,”
“Vi ses nok senere, Heather.”
Jeg trampede næsten op af hvert et trin, og Casper fulgte efter mig. Da jeg åbnede døren til mit værelse, smilede han blot. Der var ikke så rodet, men flyttekasserne stod der stadig, selvom de var tomme. Det var kun på grund af min dovenhed, at jeg ikke havde fået dem smidt ud. Det var min egen skyld, men de generede mig ikke. Dog generede de min mor, fordi hun syntes det så sjusket ud.
“Altså … jeg har ikke ret mange ting herinde, men det er bedre end ingenting,”
“Jeg kom også bare for at se dig,”
Caspers åbenhed skræmte mig en lille bitte smule. “Det er jeg glad for…” var min eneste kommentar på det. Hvad ellers skulle jeg sige?
“Jeg så du snakkede med Shannon og Faith. Du fik vel historierne af vide?”
“Mh, men jeg er ked af det med Veronica.”
“Hvis jeg får fat i ham eller dem, som måske er skyld i hendes forsvinden … så slår jeg dem ihjel,”
Det værste af det hele var, at det stod ud af hans øjne. Hans lyst efter at hævne sig. Det stod bare malet i hans øjne, og det skræmte mig ekstrem meget. Jeg sagde intet. I stedet så jeg bare på ham, med et næsten opgivende blik. De havde ret. Han havde ændret sig, for den Casper jeg kendte var ikke blodtørstig. Han var ikke ond, og ville aldrig gøre fortræd.
“Hvad er der sket med dig?” udbrød jeg.
Han så forbavset ud. “Hvad snakker du om?”
“Hvor den gamle Casper? Hvor er min Casper? Ham som altid var så kærlig, og ikke gjorde en flue fortræd. Jeg ved ikke om det er sandt, men jeg har hørt du har slået en anden ned. Er det sandt?”
Han så bare ned i jorden, og var tavs i lidt tid.
“Det betød ikke noget,”
“Slog du ham ned. Svar mig, Casper Williams!”
Min hævede stemme, fik ham til at åbne øjnene, og han kneb øjnene sammen, mens han sukkede.
“Ja. Jeg slog ham ned,”
Det var alt jeg ville vide. Det sagde alt. Jeg behøvede ikke at vide mere. Jeg havde fået nok af vide. Shannon havde ret. Jeg havde ondt af fyren som han havde slået ned. Det var forfærdeligt sådan noget. Jeg havde altid været i mod vold.
“Rose … det betød ikke noget. Han stjal hende fra mig. Hun sårede mig,”
Jeg bed tænderne sammen.
“Det giver dig ikke ret til at slå ham ned! Er du fuldkommen skudt i låget? Man slår ikke andre ned, Casper! Det burde du da vide! Hvis det er hende som sårede dig, er det hende du skal gå til. Kan du ikke gøre det uden at bruge vold, eller hvad?”
“Det … var ikke med vilje. Jeg blev så rasende.”
“Det giver dig overhovedet ikke lov til at slå ham ned! Du slog et andet menneske ned, Casper! Kan du ikke se hvor latterligt det er?”
Casper sad og fumlede med sine hænder. Han skar en smule tænder. Hans nervøsitet var rimelig tydelig, når han skar tænder var det fordi der var noget der ikke behagede ham. Det huskede jeg, fra den gang hvor vi legede sammen i 5års alderen, og jeg gerne ville bestemme. Han skar altid tænder. Det havde han altid gjort, og det mindede mig om at han stadig var den samme.
“Hvorfor … nej, hvordan er du blevet sådan?” Mit spørgsmål var meget hårdt og kontant, men jeg ville have svar nu og her.
“Jeg har rodet mig ind i mange ting. Jeg har gået med de forkerte mennesker, fordi jeg var så naiv. De har gjort mig til den jeg er.”
Jeg bed mig i læben.
“Er det umuligt at få den gamle Casper tilbage? Min Casper?”
Der var helt stille. Han bevægede sig ikke, men i stedet så han ned i jorden, og så meget tvivlsom ud. Han sagde ingenting, og det bekymrede mig. Jeg stirrede på ham, mens han bare så ned i jorden. Hans blik flakkede frem og tilbage, men så slog hans blik op, og hans øjne var kolde. Der var ingen form for barmhjertighed i hans blik. Han var iskold. Ligeglad. Anderledes. Han var ikke den samme længere. Havde det været min gamle Casper, så havde han været meget omsorgsfuld. Han havde aldrig … aldrig sendt mig så iskoldt et blik. Han var varm indeni. Måske var varmen sluppet ud? Han virkede udadtil helt i gennem kold. Det var måske … for sent at redde ham?
“Ja. Han er væk, Rose. Han kommer ikke tilbage, det er umuligt. Han har forandret sig, han er blevet en anden. Og det er bedre for ham sådan … og nu er det bedst han går,”
Han rejste sig målrettet, med knyttede næver. Hurtigt greb jeg efter hans arm, og rejste mig op, mens jeg klamrede mig ind til ham.
“Vil du ikke være sød, at lade være med at gå?”
“Rose, du gør det ikke bedre. Jeg går nu. Det er bedre for dig,”
Hans ord fik mig til at slippe ham. “Hvad. Mener. Du?”
“At jeg går min vej nu, og at du skal lade være med at tænke tilbage på det her, okay? Prøv … prøv om du kan lade, som om vi ikke kender hinanden. Lige som før, da du troede du ikke skulle se mig igen. Da du troede, jeg var rejst for evigt. Da du troede du mistede din bedsteven. Du skal droppe, at opsøge mig. Det bliver værst for dig selv, Rose. Jeg mener det virkelig. Du skal ikke snakke med nogen af mine venner, forstået? De må ikke vide jeg har været her. Lad som jeg ikke var her. Vi lever i to vidt forskellige verdener. Du har dine venner, jeg har mine. Jeg er et dårligt selskab for sådan en fin pige som dig,”
“Du må ikke gå…”
“Vi ses Rose. Jeg kommer tilbage på et tidspunkt, men jeg har noget jeg skal ordne nu. Farvel.”
Da han lukkede døren, satte jeg mig på min seng. Ensomheden rasede ned over mig. Jeg hørte stemmer nedenunder, og en undskyldende tone. Jeg styrtede hen til vinduet, hvor jeg så ham tage hætten over hovedet, og så satte han sig ind i bilen, og speedede op. Han forsvandt ud af indkørslen.
Nu var jeg alene igen. Det gjorde ondt. Et suk undslap mine læber. Da en ny bil kom ind af indkørslen tog jeg mig selv i at håbe på han var kommet tilbage, men det var bare Dave. Så jeg slentrede hen til min seng, og satte mig ned. Han ville ikke komme tilbage, og det var det som gjorde mest ondt på mig. Heldigvis kendte jeg hans sande jeg nu, men jeg hadede den. Jeg savnede for hvert sekund hans gamle jeg. Jeg ønskede inderligt han indså hvad han var blevet. Han var blevet gemen, han var blevet det han selv havde afskyet allermest selv. Han var blevet så ond og kold. Han var følelsesløs. Havde det været i gamle dage, havde han aldrig efterladt mig, når jeg bad ham ikke, at gøre det. Han gjorde altid, hvad der var bedst for andre. Han var så uselvisk.
Måske var det mig, som var egoistisk? Lige nu var det svært at indse, at min bedsteven var … som han var. Det var et hårdt slag. Men det var virkeligheden. Det var hvad han var. Lige nu skulle jeg bare vænne mig til tanken, så ville alt være okay. Nej, det ville det selvfølgelig ikke, men jeg håbede det hele ville falde på plads. Der skete alt for mange ting oveni hinanden. Først Veronicas forsvinden og nu Caspers opførsel. Mon hans opførsel var kommet før eller efter hendes forsvinden?


<b>2. TILLIDSBÅND</b>

Den næste dag vækkede Heather mig, ved at ruske hårdt i mig. Hun stod bøjet ind over mig. Jeg gned i øjnene, mens jeg rejste mig halvt op af sengen. “Hvad sker der?” mumlede jeg snøvlende.
“Du skal op. Du har en halv time, til at gøre dig klar. Du har sovet over dig. Du har ikke stillet dit vækkeur,”
Pokkers! Jeg glemte alt om det, fordi Casper var kommet forbi i går. Min mor smilede venligt til mig, og tog noget tøj som lå på gulvet. Hun ville sandsynligvis smide det til vask.
“Var det hyggeligt med Casper i går? Han gik lidt tidligt, gjorde han ikke?”
“Det var fint, og jo. Men han havde noget han skulle ordne,”
Mor smilede, og forsvandt ud af døren. Hun lukkede den pænt efter sig, så fik jeg rejst mig op. Jeg gik hen til det spejl jeg havde sat på mit værelse, op af væggen. Jeg redte mit lange mørkebrune hår, med en børste, og hurtigt fik jeg gjort mig klar. Min mor var som regel rimelig ukompliceret, fordi hun aldrig behøvede, at skulle stille en masse spørgsmål. Hvis jeg fortalte noget kort, så var det godt nok for hende. Det var rart med en, som ikke behøvede, at skulle vide alting. Derfor var min mor så nem, at føre en samtale med. Hun havde selv været en ung pige engang, så hun vidste sikkert hvordan det var. Hvorimod mænd, fyre, drenge … de skulle hænge over skulderen på en, fordi de var så nysgerrige. Den eneste mand i huset var Dave, hvis man kunne kalde ham det. Tit syntes min mor, at jeg virkede ældre end ham, fordi han var så utilregnelig. Han var lige som en stor teenager, som rodede sig ud i alt muligt. Han var meget nysgerrig, men han var ikke interesseret i mit liv. Han havde altid været irriteret på mig, lige siden far døde. Som om han havde udset, at det var udelukkende min skyld, at han ikke var blandt os længere. Det var ikke nogens skyld. Det var livets gang. Uheldigvis havde Dave et andet syn på verden, det var som om han ikke værdsatte det liv han havde. Han lavede alle mulige vanvittige ting (som jeg selvfølgelig holdte hemmeligt for min mor, for ikke at gøre hende mere nervøs end hun var), han var tæt på at være lige så langt ude som Casper, hvis ikke længere. Han var tit ude hvor han ikke kunne bunde, og han var også tit i slagsmål. Uanset hvor hårdt jeg prøvede, at få ham til at holde op med den slags, så hørte han ikke efter. Jeg var bare hans dumme, uforstående lillesøster … Dog en bekymret, dum, uforstående lillesøster. Der var tit hvor jeg ikke forstod hans væremåde, fordi han engang var en livsglad dreng, som selvfølgelig skulle på eventyr. Nu var det gået over gevind, han tog aldrig til fester mere. I stedet hang han ud med en gruppe unge, som nogle gange sad og drak ude i skoven eller nede ved en eller anden sø.
Jeg brugte ikke så lang tid på at gøre mig klar. Jeg havde det nemt, det eneste jeg behøvede af makeup var en smule mascara, og så var det egentlig det. Jeg var ikke speciel bleg, så derfor var jeg sådan set ikke så forfærdelig at se på. Det ville se lidt dumt ud til mit halv mørke hår, hvis jeg var helt ligbleg, men jeg havde aldrig været så speciel bleg.
Igen stod jeg og ventede på Dave. Han kom igen svansende, denne gang til tiden. Jeg sad inde i bilen, og han åbnede døren, rodede lidt i håret, som han ellers havde modelleret fint med voks, og tændte bilen. Så kørte vi ud af indkørslen.
“Er du så kærester med Joyce?”
Spørgsmålet harmede ham, for han brummede en smule. Det tydede på han ikke gad svare, men han plejede altid at gøre det alligevel.
“Nej. Du ved udmærket godt, jeg ikke er til sådan noget,”
“Jamen okay.”
Han trykkede lidt på speederen, så vi kørte hurtigere. “Sæt farten lidt ned, vi har ikke så travlt…”
“Du skal ikke sige hvordan jeg skal køre bil!” Fanatiserede han sig op, mens han yderligere joggede på speederen. Dumt træk, Rose. Dumt træk. Jeg blev siddende, og knugede mig ind til sædet. Da vi endelig parkerede ved skolen, var mareridtet ovre. Jeg skulle ikke bekymre mig længere.
Dave var temperamentsfuld, og det var virkelig irriterende. Især fordi han tit hidsede sig op uden nogen grund. Han var selvfølgelig ikke selv skyld i han var som han var, han havde arvet fars temperament. For han kunne så nemt komme op i det røde felt.
Jeg steg ud af bilen, og tog min taske over ryggen, mens jeg så vandrede ind til time. Jeg skulle have geografi, biologi, matematik og historie. Fagene passede mig fint, men det var en lang dag.
I geografi, havde jeg time med Faith, som jeg sad ved siden af. Dog var Adrian, som jeg endnu ikke havde mødt, men kun hørt om, også til geografi timen. Mon han smuttede denne gang? Uvilkårligt smugkiggede jeg hen mod ham. Da jeg så på ham, stirrede han på mig, og smilede skånsomt. Helt panisk smilede jeg bare, og satte mig tilbage i stolen. Faith så helt undrende på mig, som om jeg var syg eller sådan noget.
“Hvad kigger du på?”
Hun gjorde store øjne, og prøvede at se hvad jeg kiggede på. I stedet så jeg op på tavlen. Læreren var en gammel kvinde, ved navn Elizabeth Reckert, men hun ville kaldes Mrs. Reckert, så det måtte vi kalde hende. Hun stod og forklarede om jordens cyklus, om menneskernes tilværelse på jorden. Om hvor meget vi ødelagde. Jeg skælvede ved tanken. Faith gav mig en albue i siden. Hendes forhørende blik var helt gennemhullende.
“Det var ikke noget,”
“Jo det var, Rose. Det kan du ikke snige dig uden om. Lad mig gætte, du sad og kiggede på Adrian Crowe?”
“Nej, jeg gjorde ej…”
“Tilstå det nu, ellers går jeg over og spørger ham!”
“Okay, okay. Jeg kiggede lidt, men det var ikke noget særligt,”
“Husk nu … pas på med hvem du går sammen med. Der er så mange dårlige selskaber,”
Jeg nikkede til hvad hun sagde, og fulgte med i undervisningen. Heldigvis for os, sad vi nede i enden, hvor hun knapt nok kunne høre os. Det var nemmere, nu når hun var lidt ældre, så kunne hun umuligt høre os, hvis vi hviskede.
Da timen var færdig, rejste jeg mig. Jeg var den sidste der forlod lokalet, men da jeg kom ud på gangen, hamrede jeg ind i en person. “Åh, undskyld. Jeg så mig ikke for…” Da jeg så op, mødte jeg par brune øjne. Et smil som var virkelig flot, og helt utroligt charmerende. Håret var sat pænt, og det havde stadig den gyldne farve. Det lignede endnu mere guld, på så kort afstand. Lyset fik det til at reflektere så billedskønt. Det gyldenbrune hår passede ham helt perfekt.
“Det gør ingenting, jeg kunne bare lade være med at træde ud foran dig,”
Hans stemme var melodisk, og helt fantastisk perfekt. Tonefaldet var meget roligt. Han virkede oprigtig, men som Faith havde sagt, skulle jeg passe på. Det havde jeg tænkt mig at prøve, at tænke over fremover. Jeg havde allerede set de havde ret med hensyn til Casper.
“Mit navn er Adrian. Jeg formoder du er Roselin?”
“Rose,” rettede jeg hurtigt, dog med et lille smil.
“Okay, Rose. Er du lige flyttet hertil?”
“Ja, det er kun nogle få dage siden…”
“Jeg synes heller ikke at have set dig før på skolen. Jeg lagde godt mærke til dig i går, du virkede helt ny, så jeg gættede du lige var flyttet til…”
Et forsigtigt smil tegnede sig om mine læber og jeg sukkede tungt, mens jeg efterfølgende blev ved med at minde mig selv om, at jeg skulle passe på. Alligevel virkede han så venlig. Så fantastisk. Så perfekt.
“Jeg boede i Kingston, men efter min fars død, besluttede vi at flytte hertil. Det ville være nemmere for os,”
“Det gør mig ondt.”
Mit smil blegnede og jeg nikkede let. “Sådan er livet, nogen må jo give afkald på alt. Det er unfair, men sådan er det,”
Han smilede til det jeg sagde, som om han forstod det. Som om han accepterede det. Mange kommenterede på min fars død, og skulle spørge om årsagen, men Adrian spurgte ikke om hvordan han var død. Det var faktisk overraskende rart.
“Hvilket fag skal du have nu?” Han smilede.
“Biologi.”
“Så kommer vi til at skulle den samme vej. Jeg skal også have biologi.”
Vi kom forbi mit skab, og jeg lyttede til ham da han snakkede noget om at kom fra en by i Washington, og hans familie og ham var flyttet hertil. Han boede sammen med sin fætter, onkel og sin faster. Hans mor var død, og hans far var bortrejst, og ville ikke have noget med familien at gøre. Det var faktisk en meget rørende historie, den han fortalte om sin onkel. Han havde åbenbart taget ham til sig, i mod fasterens mening. Hun syntes det havde været en for stor opgave, men i dag passede hun og plejede Adrian som var han hendes egen søn. Så snakkede han lidt om sin fætter, Caleb, som var en ballademager.
“Vi er ikke de bedste venner,”
Så smilede han bare, som om det ikke rigtig rørte ham.
Vi sad ved siden af hinanden til biologitimen, men af en eller anden grund følte jeg mig overvåget, så jeg kiggede en smule mod ham af og til. Hver gang jeg så mod ham, smilede han bare.
“Jeg har hørt der er noget fest på caféen i aften. Vil du ikke med?” adspurgte jeg ham, med et smil.
Han trak på skuldrene. “Det skader vel ikke, at tage derhen denne ene gang,”
Nu smilede jeg helt henrykt.
Senere i kantinen sad jeg sammen med Shannon og Faith. “Gæt hvem der kommer i aften,” mit hemmelighedsfulde smil dukkede op, og de andre så nysgerrigt på mig, mens de prøvede ihærdigt at regne det ud.
“Ikke Casper vel?”
Halvhjertet rystede jeg på hovedet, med et suk.
“Hm. Nathan?” Faith smilede strålende.
“Han kommer alligevel…”
Shannon så på Faith, mens hun himlede med øjnene. “Du ved han altid kommer,”
“Jamen så sig det!” Faiths tålmodighed var ved at blive opbrugt.
“Adrian Crowe…”
Både Faith og Shannon måbede, mens de så på hinanden og smilede henrykt. “Wow!” sagde de i munden på hinanden, mens de virkelig smilede stort. Dog blegnede Faiths smil.
“Han siger altid nej til alle, når folk spørger ham om han ikke vil med. Har du bestukket ham?”
Jeg rystede på hovedet. “Jeg brugte bare min charme,” Jeg kastede demonstrerende med håret, mens jeg smilede meget tilfreds. Det var en fed følelse, men så ringede en lille klokke i hovedet på mig.
“Bare pas på. Du skal virkelig passe på, Rose. Det er ellers fedt du har lokket ham med,” Faith virkede ikke lige så glad som Shannon. Da Faith forsvandt hen til nogle andre piger, så Shannon på mig. “Bare rolig, hun er ikke så oprevet i aften. Hun har bare været vild med ham længe. Hun har prøvet og prøvet, at invitere ham ud, men han har altid afslået hende. Så det genere hende sikkert grænseløst, at han vil ud med dig!”
Shannon virkede faktisk rimelig tilpas over det. Hvorimod Faith var en smule oprevet, og vimsede rundt hos nogle andre piger. Hun undgik i hvert fald mig resten af dagen. Jeg tog det dog ikke så personligt. Jeg havde lært hende bedre at kende, og vidste hun nok skulle blive god igen. Det sagde Shannon også, og hun havde kendt Faith siden de var 3år, så hun var meget tæt knyttet til hende. Hun havde desuden forklaret mig lidt om Faiths svagheder, og det var at hun var meget naiv, fordi hun var så godtroende. Hun troede på det meste, man lukkede ud. Det kunne meget hurtigt gå hen og blive dårligt for hende.
Allerede på få dage, havde jeg fået utallige rygter om, hvordan Faith var. Det var synd for hende, men jeg kunne lige så godt se i øjnene, at der ikke var noget at gøre. Det var noget hun selv måtte rette op på, men jeg ville være der for hende, uanset om hun kunne lide mig eller ej. Shannon havde forklaret mig flere gange, at Faith faktisk rigtig godt kunne lide mig. Det virkede ikke sådan altid, men det var jo forskelligt, hvordan hvert menneske reagerede på andre. Jeg ville give det en chance, for jeg håbede hun en dag ville åbne sig mere op, så hun stolede mere på mig. Shannon var meget venlig, det virkede allerede som om hun havde åbnet sig op for mig, og at hun havde tiltro til mig. Hun fortalte mig i hvert fald nogle hemmeligheder engang i mellem. Hun forklarede hun engang var helt vildt forelsket i Casper, da han var den søde betænksomme fyr. Jeg havde spurgt hende, hvornår han havde ændret adfærd, men det huskede hun ikke.
I den sidste time, havde jeg historie. I stedet sad jeg og stirrede ud af vinduet. Casper var ikke i skole, havde jeg bemærket, dog havde jeg hilst på Zeth, som havde virket helt nede på jorden – hvorimod hans venner, blev helt oppe og køre over, at jeg havde snakket med ham. Det var lidt underligt, men jeg kunne godt finde mig i det. Jeg lyttede knapt nok efter til hvad Mr. Davidson sagde i timen. Alle mine tanker fløj forvirret rundt i mit hoved. I dag skulle jeg gå hjem fra skole, fordi Dave tilsyneladende pjækkede fra sidste time. Han havde i hvert sendt mig en besked, om at han skred ud sammen med nogle venner, og derfor kunne jeg ikke køre med ham. Suk.
Timen kørte langsomt derud af. Især fordi jeg begyndte at tælle sekunderne. Sekundviseren sneglede sig langsomt rundt, og det føltes som om tiden gik helt i stå. Hvert et sekund gik langsommere og langsommere. Jeg blev mere søvnig.
“Rose, kan du fortælle hvilket årstal og dato Berlinmuren faldt?”
Jeg rettede mig op, mens jeg bed tænderne sammen. Shit, det her spørgsmål havde jeg ikke forberedt mig på. Vi havde været blevet sat i gang med at læse omkring Tyskland og jeg havde bare siddet og dagdrømt, og ventet på det ringede ud.
“1989, d. 9 november,”
Stemmen kom fra en dreng, der sad længere væk fra mig. “Tak for svaret, Mr. Crowe, men det var nu Rose, jeg stillede spørgsmålet.”
Det var altså Adrian, som havde svaret for mig. Taknemmeligt smilede jeg til ham, og han løftede afværgende hånden. Det var som om, han vidste jeg ikke havde fulgt med. Han reddede i hvert fald mig.
“Nyt spørgsmål. Anden verdenskrig, hvornår startede den, Rose?”
Hurtigt skimtede jeg bogen, men jeg huskede også en samtale med mor, som jeg havde haft tidligere, fordi vi snakkede om, at bedste næsten måtte have oplevet krigen, som barn.
“1939 … den sluttede i 1945,”
“Korrekt,”
Et dybt suk undslap mine læber, og jeg lukkede bogen sammen, i det jeg så på mit ur. Der var et minut til at klokken ringede ud. Så kunne jeg gå hele vejen hjem. Ikke fordi det gjorde mig noget, det var mere det at Dave var forsvundet. Hvad nu hvis … han begyndte på det der skovdruk igen? Hvis nu han også forsvandt, lige som Veronica? Det kunne umuligt ske, han passede på sig selv. Desuden var han sammen med nogle andre, så mon ikke han kunne klare det? Jeg havde i hvert fald tænkt mig, at stikke mor en løgn, for ikke at gøre hende bange. Jeg ville sige han var taget hjem til hende Joycelin, og at han ikke sagde hvornår han ville komme hjem, men at han sikkert tog til fest nede på caféen, ligesom os andre.
Da jeg åbnede døren, regnede det udenfor. Så jeg trak en hætte over hovedet, som min jakke bar rundt med. Heldigvis for det. Selvom det var august, så var lidt køligt, når det altså var overskyet. Så tog jeg en dyb indånding og gik ud i regnvejret. Faktisk havde jeg ikke noget i mod regn. Når jeg altså var inden døre. Jeg brød mig ikke om den kolde, klamme fornemmelse. Det var lidt for … omklamrende. Det var ubehageligt, men alligevel trængte naturen også til noget vand, selvom der virkede rimelig frodigt her. Ikke at det var en regnskov, men der var grønt over det hele. Det gav mig en god fornemmelse i maven, det gjorde mig på en måde glad. Turen hjem, ville blive lang. Mor ville sikkert blive tosset, hvis hun fandt ud af, at Dave bare havde ladet mig gå hjem, så jeg valgte ikke at sige noget. Selvom han var irriteret på mig, og sagde jeg altid var i vejen, så reddede jeg ham gang på gang, uden han vidste det. Han troede bare han var heldig.
På en måde troede jeg, at han ikke vidste, hvor meget det sårede mor, at han var så ’vild’, og utilregnelig. Hvis hun bare vidste, hvad han egentlig rendte rundt og lavede, så ville hun få et hjerteanfald. Det var netop derfor jeg holdte det top hemmeligt. Jeg prøvede hele tiden, at holde familien sammen, så vi ikke flød fra hinanden. Dave var myndig, han kunne flytte hjemmefra, hvis det var hvad han ville. Han havde selvfølgelig ret til, at gøre hvad han ville, men så længe han boede hjemme hos mor, så var det hende der bestemte. Hun lavede reglerne, og det blev han nødt til at finde sig i. Han turde heller ikke flytte hjemmefra, han havde ingen penge, intet sted at bo, og så vidste han godt han ikke kunne trække på mor længere. Dave var en slags snylter, når det kom til stykket. Ikke fordi jeg ville flytte hjemmefra, lige den dag jeg fyldte 18, men jeg ville ikke udnytte hende på samme måde. Han bedte altid om penge, og fik lige hvad han ville have – og brugte pengene på noget helt andet. Det var forfærdeligt, at mor blev udnyttet på denne måde, men jeg sagde ingenting. Det ville såre hende, endnu mere, end hvis han selv fortalte det.
“Har du brug for et lift?”
Stemmen bag mig … virkede bekendt. Da det var en dyb, men alligevel helt ren stemme, som lød var jeg overbevist om, at det ikke kunne være Shannon eller Faith. Forsigtigt vendte jeg mig om, og der holdte en mørkegrå Audi. Det lignede den var ny. Indeni denne flotte bil, sad en fyr. Han havde et let smil omkring læberne.
“Jeg har lagt mærke til din bror normalt kører dig, men det så ud til han smuttede tidligere.”
Adstadigt gjorde jeg et nik. Det var Adrian Crowe, som holdte foran mig. “Altså … jeg kan sagtens gå,”
“Det er tilbud. Jeg synes bare, det er synd hvis du skal gå den lange vej…”
Det undrede mig, at han vidste der var lang vej. “Hm. Tak, jeg … Æhm, det vil jeg rigtig gerne,”
Jeg var lige ved at takke nej, men jeg kunne ikke modstå, at køre med ham. Jeg måtte bare gøre et eller andet. Faiths ord skræmte mig ikke længere. Måske var det på tide, jeg valgte mine egne venner. Så gik jeg hen til den anden side af bilen, og satte mig ind. Jeg tog selen på, og satte min taske på gulvet foran mig.
“For resten, tak fordi du reddede mig i historie. Jeg sad i min egen verden…”
“Du behøver ikke takke. Jeg er rimelig god til det med årstal og sådan, så det var ingenting,”
Jeg smilede. Han satte farten lidt op, og drejede den vej hvor jeg boede. “Ved du overhovedet hvor jeg bor?” Mit smil blegnede, fordi han kørte den rigtige vej, men hvorfra vidste han det?
“Ja, jeg har kendskab til din bedste mor, hun bor lige ved siden af, ikke?”
Med de ord nikkede jeg, med et smil. Desuden var jeg dårlig til at forklare hvor man skulle køre hen. “Det er korrekt,” sagde jeg, en smule overrasket alligevel.
“Hvad laver din bror i fritiden? Bare siden han forsvinder sådan hele tiden…”
Spørgsmålet generede mig ikke. “Min mor ved ingenting, men han render sandsynligvis rundt med alle mulige dumme typer … også hænger han ud sammen med en eller anden pige, der hedder Joycelin,”
“Joycelin Monroe?”
Han rynkede i panden, og pressede læberne sammen til en lige streg. “Eh, ja?”
“Hm, okay … Ikke så underligt,”
“Hun er måske pæn?” Jeg smilede ikke, men jeg så bare på ham.
“Hun er vel okay. Hun er bare noget særligt, for mange. Hun er speciel, hvis man kan sige det,”
Det han sagde, fik mig til at tænke mig om. Så nikkede jeg blot, mens jeg sukkede og lagde hovedet tilbage. Dagen havde været uendelig lang og hård. Faktisk vidste jeg ikke, om jeg overhovedet orkede tage af sted i aften.
“Tager du så ned på caféen i aften?” Adrian smilede. Hans smil var charmerende, og alligevel så normalt. Det var underligt.
“Det tror jeg. Jeg føler mig bare udmattet,”
“Jeg synes ikke du skal tage af sted, hvis du er udmattet, Rose…”
Han lød pludselig næsten helt beskyttende. Jeg smilede bare, og trak på skulderne. “Jeg går også op og sover nu. Så tager jeg den der fra…”
Min mobil vibrerede, og jeg tog den op. Der var en besked fra Dave. Kommer ikke hjem i nat. Sig jeg sover hos Joycelin. – Dave. Endnu et suk undslap mine læber. Jeg svarede ham ikke, men jeg besluttede for at gøre som han sagde.
“Problemer?”
Adrians stemme var meget venlig.
“Ja, Dave. Han kommer slet ikke hjem i nat. Jeg aner ikke hvor han er, så jeg må lyve for min mor igen,”
“Jeg håber du finder ud af det med ham…”
Han drejede op af min indkørsel, og parkerede bilen. “For resten, kan du lige få mit nummer. Så kan du skrive til mig i aften om du kommer eller ej. Jeg ved ikke hvor fedt det er, hvis jeg tager af sted alene. Husk, du skal ikke komme hvis du er træt.”
Så smilede jeg, og rakte ham min mobil, hvor han kodede sit nummer ind. Herefter tastede jeg hans navn ind. “Jeg lover jeg skriver,” sagde jeg, og hoppede ud af bilen, og hev min taske med mig.
“Vi ses i aften. Tak for liftet!”
Han smilede. “Intet problem.”
Klokken var fem da jeg vågnede i sæt. Min mobil vibrerede igen, og jeg tog den frem. Vi mødes klokken 7 på Vincent. Shannons navn stod ovenover. Jeg rejste mig op, mens jeg tog en børste frem, og tæmmede mit nu uglede hår. Heldigvis lagde det sig glat ned langs mine skuldre, da jeg havde strøget børsten over håret få gange. Mit hår var rimelig glat, så derfor var det nemt, at ordne igen.
Da jeg endelig havde fundet nogle jeans, og en lidt pænere top frem, kom jeg i tanke om, jeg hellere måtte skrive til Adrian. Så jeg tog mobilen frem, og skrev at jeg kom i aften. Efter kort tid svarede han rimelig hurtigt, at det lød godt. Så nu gjorde jeg mig klar, jeg havde allerede gjort mig klar i morges, så det eneste jeg manglede var bare at skifte tøj, og det tog ikke ret mange minutter. Så kunne jeg enten lave mad selv, eller se om mor lavede noget. Da jeg åbnede døren, efter at have skiftet tøj, gik jeg ned af trappen. Mor var i fuld gang med at lave pasta. Hun var faktisk god til at lave mad.
“Hvor er Dave?” Mors stemme var rolig.
“Jeg tror han tog hen til Joyce, og sover hos hende.”
“Hvad med bilen?”
Shit. Det havde jeg jo ikke tænkt over. “Den har han. Jeg sagde til ham, at jeg bare kunne tage bussen til skole.”
“Der går ikke nogen bus direkte hen til skolen,”
Endnu engang … Shit! Så trak jeg på skuldrende, og så rundt i køkkenet. “Er der noget jeg kan hjælpe med?” Jeg blev nødt til at hjælpe hende lidt, nu hvor hun skulle sidde hele aftenen alene. Faktisk havde jeg ondt af hende. Hun havde intet selskab.
“Du må gerne dække bord. Bare til os to. Georgia kommer senere. Zeth ville gerne have været med, men jeg forklarede du skulle i byen, så han tager hen til nogle venner i stedet.”
Faktisk ærgrede det mig, jeg kunne godt lide at være sammen med Zeth, men jeg havde en aftale med de andre, og det skulle nok blive hyggeligt. Jeg kunne ses med Zeth en anden gang.
“Det var godt,” sagde jeg, mens jeg var i fuld gang med at finde tallerkener og bestik. Da alt var stillet på bordet, satte jeg mig, mens jeg så mod min mor der var næsten færdig med maden. Det duftede i hvert fald godt. Hun så på mig.
“Hvor er du bare smuk Rose. Er den top ny?”
Jeg rystede på hovedet. “Jeg har bare ikke rigtig gået med den, men tak. Det er ikke så fantastisk, men det er også bare en lille fest.”
Da Shannon hentede mig – fordi Dave havde bilen – sad Faith også i bilen, dog på bagsædet, med en eller anden fyr, som jeg ikke kendte, men det var en af deres venner, der hed Steve. Han virkede flink nok, men han var også lidt skør. På vejen samlede vi Nathan op.
“Vi bliver rimelig mange i aften,”
Faith lød helt glad. “Hvad er rimelig mange?” Min stemme var en smule dæmpet.
“Jeg vil skyde på 58…”
Jeg måbede for mig selv. Så mange havde jeg overhovedet ikke regnet med. Jeg regnede med at vi måske ville være … 20 stykker, og så nogle udefra, som måske kom. “Altså mange er udefra, men vi kender de fleste. Alle vil se den berygtede Rose,” drillede Shannon.
“Det er jo løgn,”
“Ha! Der er nogen der glæder sig til at se dig.”
Jeg himlede med øjnene, men smilede. Nathan rykkede sig lidt frem. “Casper og hans slæng kommer vidst,”
Gisp. Måske skulle jeg bare spille syg? Nej, det kunne jeg ikke tillade mig nu. Jeg måtte bare holde mig til Shannon og de andre jeg kendte. Desuden, så bare fordi han kom, betød det da ikke han ville ses udelukkende med mig? Han havde sagt, det var bedst sådan her. Hver for sig.
“Så … Nu er vi her,”
Da jeg trådte ud af bilen, var der en svag musik. Det var jo ikke ligefrem en natklub. Lige så snart vi trådte ind, var musikken højere, men ikke overdøvende. Indenfor lignede det godt nok ikke helt en almindelig café, men de lavede den også lidt om sådanne aftener, fordi der kom så mange mennesker. Det var åbenbart et populært sted. Lige som ’bål festerne’, som Shannon havde fortalt mig om.
“Hvad synes du?”
“Der er mange mennesker…”
“Der kommer altså flere endnu … Der er ikke specielt mange lige nu,”
Vi satte os over ved at bord og snakkede lidt frem og tilbage. Folk fik masser af drikke, men jeg takkede nej. Jeg var ikke i humør til at drikke lige nu. Ikke fordi jeg var kedelig … men jeg var kommet i en fase, hvor det bare ikke var noget jeg sådan havde lyst til.
Jeg var lidt udenfor i samtalen på et tidspunkt, lige ind til en høj skikkelse trådte ind af døren. Hans brune, men gyldne hår var ikke til at tage fejl af. Jeg rejste mig op, og gik hen i mod ham. Hans brune øjne, fulgte mine mørke øjne. “Så kom du,”
“Jeg sagde jo jeg ville komme,” Han smilede til mig, mens han førte mig hen til baren, hvor vi satte os. Jeg lagde godt mærke til Faith, som sad og stirrede en smule surt i mod os. Hun kastede forfinet med håret, og smilede for sig selv, bare for at have lidt værdighed. Så vendte jeg opmærksomheden mod Adrian. “Jeg tror ikke hun bryder sig specielt meget om mig,” sukkede jeg.
“Selvfølgelig gør hun det. Giv hende tid,”
Det han sagde, var tankevækkende. Måske skulle jeg bare give hende tid. Måske skulle jeg bare lade hende komme til mig, i stedet for at jeg kom til hende.
Men så trådte en sorthåret fyr ind af døren. Hans blik var meget intenst, og meget gennemsøgende. Det var som om han ledte efter nogen. Jeg kneb øjnene sammen, for at se hans ansigt, men lyset gjorde det næsten umuligt.
“Det er Caleb,” Adrians stemme var hård.
“Skal vi gå et andet sted hen? For han er på vej herhen lige nu…”
Adrian rystede på hovedet. “Det ville være en dårlig idé.”
“Jamen godaften Adrian. Hvad bringer dig herhen? Jeg syntes normalt ikke, du plejer at feste?”
“Hm, jeg blev inviteret…”
“Ha! Blev du inviteret? Af hvilken idiot?”
Jeg så på ham, mens mit blik blev mere ligegyldigt. “Af denne idiot, som sidder lige her,” sagde jeg surt.
Caleb trak sig tilbage, og så helt overrasket på mig. Han så herefter forfærdet på Adrian. “Det var pokkers. Der er ellers ingen som kan få ham lokket med. Har du forført ham? Har du givet ham en eller anden drik … Bestukket ham?”
Adrian så på Caleb, mens hans kæber smækkede sammen. Jeg lagde også mærke til at han knyttede næven. “Nej. Ingen af delene. Jeg spurgte ham, og han svarede ja. Er det meget svært at forstå?”
“Nej, selvfølgelig ikke. Han har været heldig, når han fået sådan en pige som dig til, at invitere ham, men han har aldrig nogensinde sagt ja til nogen. Han er vidst ikke typen der gider, at feste. Er du vel, Adrian?”
Igen havde Adrian blot et næsten rasende blik. Han havde en skjorte på hvor ærmerne var foldet en smule op, så jeg kunne se hans muskler spænde helt vildt. Så lagde jeg en hånd på hans skulder. “Tag dig ikke af det,” Hans muskler blev mere afslappede.
“Nu må vore veje skilles. Stemningen er lidt bekvem.Vi ses senere, Rose.” Caleb tog min hånd, og lod sine læber strejfe hånden, mens han så trykkede læberne ned mod den. Da han slap min hånd, trak jeg hurtigt den til mig. Han blinkede herefter til Adrian, som så alvorlig ud. Han så på mig efterfølgende.
“Jeg er ked af du skulle møde ham på denne måde.”
“Det er okay, men nu forstår jeg godt hvorfor I ikke er de bedste venner. Han er rædselsfuld,”
Adrian smilede kort. “Det er som regel aldrig den reaktion han får fra piger,” Han lød næsten helt glad over min kommentar. Caleb var en nar. Hvis Faith stadig var vild med ham, ville jeg fortælle hende, hvor grov han var. Når hun en gang selv ville henvende sig til mig.
“Jeg er meget venlig normalt, men Caleb … han er … helt igennem afskyelig. Jeg er ked af det, hvis det rører dig, Adrian, men jeg kan ikke forstå i er i familie med hinanden…”
“Tro mig … det kan jeg heller ikke,”
Hans stemme døde lidt hen til sidst, hvor han så ned i gulvet. Jeg prøvede ikke at fange hans opmærksomhed med alle mulige kommentarer. Det var et dårligt tidspunkt. Heldigvis kunne han selv godt se, at han var en … idiot, rent ud sagt.
En flok drenge, på måske fem eller seks stykker, kom ind af døren. En af dem havde en hætte på, og gik forrest. Det var Casper. Jeg var ikke tvivl, men han satte sig ved et bord sammen med vennerne, han havde ikke fået øje på mig. Eller også ville han ikke få øje på mig. Måske ignorerede han mig? Han havde sagt, at han faktisk ikke ville ses med mig mere. Det var et hårdt slag, fordi han var min gamle bedsteven, men folk ændrede sig. Det gjorde Casper åbenbart, og jeg ville ikke være venner med ham, så længe han var som han var. En der slog folk ned? Jeg ville ikke kunne se ham i øjnene, hvis han en dag kom til at slå et andet menneske ihjel. Hvad nu hvis det skete? Hvad nu hvis hans temperament boblede over, og han blev rasende? Så hvis han slog en person ned og bagefter tævede personen ihjel, eller stak personen ned med en kniv… Jeg kunne se billederne for mig. Det var et forfærdeligt syn.
“Hvad er der galt?” Adrians stemme vækkede mig.
Jeg så op og prøvede at skjule mit næsten tomme blik. “Det er bare min gamle ven, som bekymrer mig,”
“Casper Williams?”
“Hvordan ved du jeg var venner med ham?”
Adrian var tavs, og han trykkede læberne sammen igen til en tynd streg. “Rygterne går. Folk snakker så meget,” sagde han, med et skuldertræk. “men har han gjort dig ondt?” Hans stemme var næsten helt overbeskyttende. Hans alvorlige blik gjorde mig lidt nervøs.
“Nej … Slet ikke. Han har bare ændret sig til det dårlige. Jeg savner ham bare … det er alt,”
Han så på mig, med et medlidende blik. “Det er jeg ked af. Jeg vil helst ikke hænge folk ud, men Casper er ude hvor han ikke kan bunde længere. Han er et dårligt selskab. Du skal virkelig passe på. Vil du ikke love mig det Rose?”
Det gjorde mig ondt at høre. En smertende fornemmelse fra mit bryst … hjerte, spredte sig ud over hele kroppen. “Det lover jeg,” hviskede jeg. Adrian smilede nådigt. Han lagde hånden på min skulder, og så på mig med et blik, som jeg simpelthen ikke kunne slippe øjenkontakten fra. “Tak Rose…”
En anden ting der undrede mig, var hvorfor Adrian så gerne ville beskytte mig. Han virkede helt lettet, og han kunne nu slappe af i skuldrene. Han sad helt afslappet nu, mens jeg sad lidt for bøjet ind over baren. Mit blik var stadig en smule fjernt. Smerten var ikke gået væk endnu. Jeg måtte ligge det bag mig. Casper skulle blive fortid nu. Da han flyttede fra Kingston, var jeg sikker på aldrig at se ham igen. Jeg havde lært at leve med det, men efter jeg kom til Pale, og mødte ham. Så var det svært at slippe ham. Især fordi jeg ville være der for ham, nu hvor han havde mistet hans mor. Det mindede mig om…
“Ved du hvad der skete med hans mor Veronica?”
Adrian så på mig. Han blev mere anspændt og hans øjne flakkede let rundt. “Hun forsvandt.”
“Jamen … ved du andet? Hvorfor hun forsvandt? Hvordan? Hvem der måske kunne stå bag det?”
“Jeg har ingen idé.”
Suk. Der røg den plan. “Hun kørte galt, og så da ambulancen nåede frem til bilen var hun væk. De gennemsøgte den skov, som lige op til ulykkestedet. De sendte dykkere ud i den nærliggende sø. Der er ingen spor af hende. Jeg tror hun er død… Hun var sikkert faret vild, og døde af manglende mad og drikke. Måske af kulde?”
“Det lyder frygteligt. Stakkels Casper,”
“Han lader til at have det fint. Siden hendes forsvinden, har han været meget frembrusende…”
Endelig kom der noget jeg kunne bruge.
“Blev han sådan som han er nu, efter hendes forsvinden?”
“Ja, han forandrede sig meget. Han begyndte at få nye venner, og så ville han udforske grænser. Han værdsatte ingenting. Han bor kun sammen med sin far, som aldrig er hjemme…”
Så blev jeg stille. Det satte tankerne i gang. Det fik mig til, at kunne ligge brikkerne bedre sammen. Han kunne jo ikke blive så led ud i den blå luft? Måske var det fordi han skulle ud med sin vrede. Han var sårbar, og smerten ville han sikkert have ud af kroppen. Hans ømme punkt var hans familie. Han elskede sin mor højere end noget andet. Dette var måske han reaktion på hendes forsvinden. Han var endt i et dybt hul.
Eller også havde disse fyre, han sad sammen med, taget ham til sig? De så en mulighed i ham, fordi han var rimelig temperamentsfuld, når han endelig ville. Spørgsmålene væltede forvirret rundt i hovedet på mig. De tumlede så meget rundt, at jeg begyndte at få hovedpine. Jeg blev mere og mere svimmel, men jeg sad bare, og stirrede uvilkårligt på Casper. Faktisk havde jeg slet ikke bemærket, at jeg stirrede på ham. Jeg fik øjenkontakt, men hans blik var faretruende. Jeg huskede hans ord, og jeg så væk. Hans venner måtte intet vide. Alligevel kunne jeg ud af øjenkrogen se, at de vendte sig mod mig, for at se hvem Casper havde sendt dræber blikke til. Først nu opdagede jeg, at Adrian sad og stirrede olmt mod disse personer, der sad længere væk. En af dem rejste sig, men Casper viftede med hånden, og fyren satte sig ned. Adrians muskler var igen spændte, og jeg bed tænderne sammen.
“Jeg tror jeg tager hjem…” mumlede jeg.
Adrian så på mig, med et roligt udtryk i øjnene. “Det er okay, men lad mig køre dig hjem,”
“Nej, bliv endelig siddende. Jeg tager bare en bus, eller går hjem.”
“Det er en dårlig idé. Der er mange fulde mennesker derude, og de fyre dér tror jeg godt kan volde problemer. Jeg kører dig,”
Dette var ikke længere et tilbud, nu var det en konklusion. En slags ordrer, på at han skulle køre mig hjem. En ordrer han selv havde lavet.
“Hm, okay… Hvis du siger det,”
Jeg smilede mildt. Forsigtigt rejste jeg mig. “Jeg går lige over til de andre og siger, at jeg tager hjem.” Min stemme var en smule nervøs. Faktisk havde jeg det underligt ved, at skulle køre med ham alene … om aftenen. Endda rimelig sent. Alligevel stolede jeg blindt på ham. Det var helt underligt, men jeg stolede faktisk på ham. Hvis han ville, så kunne han få mig til alt muligt, fordi jeg bare fulgte ham. Andet var der ikke, at gøre. Da jeg havde sagt farvel, havde de spurgt mig om hvorfor jeg gik så tidligt. Jeg forklarede, at jeg var blevet en smule dårlig, fordi jeg havde været så udmattet hele dagen, og de sagde festen knapt nok var begyndt. Så jeg takkede for, at de gad slæbe mig med, og håbede de gad tage mig med en anden gang. Det lovede de. Shannon gjorde i hvert fald.
Jeg gik ud af caféen og der stod Adrian op af sin bil, mens han smilede omgængeligt. Han virkede ikke forandret, men hans smil var anderledes. Det var … mere end bare et smil nu. Det var noget mere. Så meget kunne jeg tyde – selvom det sikkert bare var mig.
“Skal vi komme af sted?”
“Jeps.”
Han åbnede døren for mig, jeg takkede høfligt, og satte mig ind. Så fik jeg taget selen på, og Adrian satte sig ind ved siden af mig. Han så på mig med et roligt blik. “Hvis det er … kan jeg altså sagtens hente dig, og køre dig til skole. Jeg skal alligevel lige forbi, hvor du bor. Det er bare hvis Dave, laver de stunts igen…”
Et taknemmeligt smil dannede sig. “Tusind tak, men jeg tror næsten hellere jeg må køre med Dave. Min mor vil bare dø af angst, hvis hun også er ved at miste sin datter. Hun har nok problemer med Dave, og ser hun en dreng sammen med mig … som jeg ikke har nævnt, så er det ikke så godt.”
Det sidste blev en slags mumlen. Han nikkede helt forstående. Så trykkede han let på speederen, og drejede ud mod vejen, hvor han speedede lidt op, dog uden at være uansvarlig.
Da han holdte parkeret ude foran mit hos steg jeg ud, og holdte bildøren åben, mens jeg kiggede ind mod Adrian.
“Jeg ville gerne invitere dig med ind … men jeg er bange for hvad min mor vil sige. Jeg tror jeg skal advare hende inden.”
“Heather sover …” mumlede han.
“Hvordan ved du det?”
Han bed sig i læben, mens hans blik flakkede rundt. Herefter fik jeg øjenkontakt. “Huset ser rimelig … sort og dystert ud. Jeg vil mene hun er gået i seng, men … jeg tror også jeg må komme hjem.” Han så væk, mens han gned sig i øjnene. Han så den anden vej i noget tid, men herefter så han igen på mig, og smilede roligt.
“Vi ses Rose,” Hans rolige stemme, fik mig til at glemme hvad jeg skulle sige. Jeg lukkede døren, vendte mig om og gik. Først da lyden af spindende hjul lød, vidste jeg at Adrian var forsvundet.