Derfor slår du din hest! Epona artikel {{forumTopicSubject}}

Jeg ved godt artiklen er lidt lang, men synes i skal læse den. Det er fra Epona og kunne måske give jer noget at tænke over, eller i lære bare noget nyt og spændende.

Hvis i vil se det på Epona er linket her:
(link fjernet)

Hvad er det, der får i øvrigt normale mennesker, som holder af deres hest, og passer den efter bedste evne, til at blive voldelige imod den, når den ikke indfrier deres forventninger? På konkurrencebanen, foran traileren, eller ved vandspiltovet. Det er de færreste hesteejere, der kan sige sig fri for nogensinde af have overreageret på deres hest. For nogle er det et stort og hyppigt optrædende problem, som bortforklares med at hesten havde fortjent det. For andre er det noget, som sker uhyre sjældent, og som man tænker tilbage på med skam. EPONA.tv har talt med en specialist i voldelig adfærd, og det viser sig, at de mekanismer, som får mennesker til at begå vold, er de samme, uanset om offeret har to eller fire ben.

"De mænd, som kommer til behandling her, føler alle sammen, at de mister besindelsen, eller taber kontrollen, når de begår vold,” siger psykolog Peer Nielsen fra Roskilde Kommunes behandlingstilbud, Alternativ til Vold. Han er specialist i at hjælpe kærester og ægtemænd, som ikke kan lade være med at slå på dem, de elsker. ”Men det er vigtigt at forstå, at voldsudøvelse ikke er et kontroltab. Det er et sidste, fortvivlet forsøg på at bevare kontrollen over noget, som man oplever, er ekstremt vigtigt.”



Peer Nielsen og hans kolleger på Alternativ til Vold (ATV) arbejder med regulering af de såkaldte affekter. Mennesker og andre pattedyr interagerer med omverdenen ved hjælp af affekter, som for eksempel kan være interesse, irritation eller forbavselse. ”Vi har brug for affekterne,” forklarer Peer Nielsen. ”Interessen skal vækkes, når der er noget, vi skal opnå. For eksempel skal en hest interessere sig for at få noget at spise. Ellers finder den ikke noget græs, og så dør den af sult. Når vi møder et problem, skal vi blive en lille smule irriterede på det, så vi motiveres for at rydde problemet af vejen. Og uden affekten ængstelse ville vi konstant bringe os selv i fare.”



Den rigtige affekt til situationen



Affekter er altså nyttige og sunde, men kun hvis vi reagerer med den rigtige affekt i forhold til situationen, og kun hvis affekten kan reguleres, så vi ikke over- eller underreagerer. Peer Nielsen forklarer: ”Hvis jeg kommer gående, og der ligger en sten i vejen, som jeg er nødt til at fjerne for at komme videre, kræver det, at jeg bliver irriteret nok på stenen til at give den et lille spark. Hvis jeg i stedet for at blive småirriteret, blev rasende, og samlede stenen op, og kastede den i hovedet på nogen, ville det være tegn på at jeg havde svært ved at affektregulere.”



Kan ikke tage ansvar



Voldsudøvere bruger volden til at forsøge at få det bedre med sig selv, når der er noget inden i dem, som de ikke kan rumme, for eksempel frustration eller afmagt. De har det tilfælles, at de har svært ved at se årsagen til deres problemer i deres egen adfærd, følelsesliv eller måde at prioritere på. ”Næsten alle voldsudøvere gør det, som vi kalder at eksternalisere problemerne,” siger Peer Nielsen. ”De siger: ”Hun provokerer” eller ”Det var hendes egen skyld, at jeg slog”. Det er sjældent dem selv, der er noget galt med.”



Med andre ord bliver konen eller kæresten eller hesten til småstenen, der ligger på vejen, og spærrer. Når så affekten irritation er dårligt reguleret, bliver den til vrede eller raseri over den eller det, som voldsudøveren oplever, står i vejen for ham eller hende. Ægtemanden slår sin kone, fordi han ser hende som årsag til et problem, der gør livet surt for ham, og fordi han ikke kan regulere sin sunde problemløsnings-irritation, som derfor eskalerer til raseri og aggressivitet. Ponypigen ser ponyen som trodsig, når den ikke vil springe, og bliver irriteret, fordi hun oplever, at det er ponyen, og ikke hendes egne evner som rytter, der står imellem hende og den røde roset, der venter på hende oppe i sekretariatet. Hvor godt, pigen er i stand til at regulere sin irritation eller vrede, afhænger af hvor vigtig, hun opfatter, at sløjfen er.



Starter i vuggen



”Evnen til at affektregulere udvikles allerede fra man er spæd,” siger Peer Nielsen. ”Det er vores forældre, der viser os, hvilke affekter, der hører til i hvilke situationer, og hvordan de affekter reguleres. Et spædbarn er født med evnen til at blive glad, men det er mor og far, der er rollemodeller for, hvad vi bliver glade for, og hvor glade, vi bliver.”



Hele livet er omgivelserne med til at regulere vores affekter. Og ifølge Peer Nielsen ved vi godt, når vi har brug for ekstern regulering. Hvis vi er meget kede af det, ringer vil til nogen, som kan hjælpe os med at få det lidt bedre. Hvis vi er bange, opsøger vi nogen, der gør os trygge. Vi kan også godt selv regulere vores affekter, men når de begynder at tage overhånd, vender vi os til omgivelserne for at komme tilbage i balance.



Mister realitetssansen



Det er altså rytterens baggrund og omgivelser, der slår tonen an for, hvor vigtigt det er, om hesten springer fejlfrit eller går ind i traileren eller står stille for smeden. For yngre ryttere er det især de voksne rollemodeller som forældrene og berideren. Hvis de rollemodeller opfører sig som om det er det vigtigste i verden, at Daisy eller Buller kommer over vandgraven, vil barnet regulere affekten irritation derefter, og blive rasende og aggressiv på ponyen, hvis dens adfærd afviger fra det forventede.



Føler at verden går under



Aggression kan være en helt normal og endda nødvendig reaktion i en livstruende situation, ifølge Peer Nielsen. Og hvis rytteren har mistet sin realitetssans, og vitterligt føler, at verden går under, hvis ikke hesten gør, som hun vil have, er den eneste naturlige udvej at kaste sig ud i en vild kamp for overlevelse med hesten som repræsentant for modparten. Det er derfor, man ikke siger hos ATV, at en voldsudøver mister kontrollen. En voldsudøver kæmper febrilsk for at bevare kontrollen på kanten af en fiktiv afgrund.



Interesse bliver til aggressivitet



Affekten, som kan lede til den ensporede overprioritering af et mål, hedder interesse. ”En let vakt interesseaffekt, som ikke reguleres, bliver til aggressivitet, når der kommer en forhindring i vejen,” siger Peer Nielsen. Han mener, at det sandsynligvis er det, der får både børn og voksne ryttere til at miste besindelsen, når hesten ikke opfører sig, som de forventer. Det er i hvert tilfælde en dårligt reguleret interesseaffekt, der leder til det meste af den vold, som Peer Nielsen hører om i de samtaler, han har med sine klienter. Manden bliver monomant fikseret på ét aspekt af sin tilværelse, og når forventningerne ikke indfries, frustreres han. Ansvaret for sin egen frustration kan han ikke rumme, og så kommer han til at bruge konen eller kæresten som syndebuk. Hun får hans raseri at føle, selvom han elsker hende, og ikke ønsker at gøre hende ondt.



Hesten får skylden



På samme måde kan en rytter sagtens blive overfikseret på et mål, som hun vil nå med hesten. Når det bliver tydeligt, at målet alligevel ikke er inden for rækkevidde, gør det for ondt at erkende, at det er på grund af rytterens egen utilstrækkelighed. Det bliver hesten, der er dum, fordi den ikke vil køre i trailer eller have vasket fødder eller springe vandgrav. Den provokerer, prøver af, løber om hjørner. Den bliver i rytterens hoved årsag til, at hun har det skidt, og det vækker hendes irritation, vrede eller ligefrem raseri, alt efter hvor godt hun er i stand til at regulere sine affekter. ”Affekterne har ikke logik,” siger Peer Nielsen. ”Det er derfor, voldsudøvere bliver ved med at være voldelige, selvom de godt kan se, at volden ikke hjælper dem på længere sigt.”



Volden sættes i system




Men pæne piger flipper jo ikke ud, bare fordi de ikke får deres vilje. ”Pigers vrede reguleres almindeligvis hele tiden af andre,” pointerer Peer Nielsen. Piger får at vide, at de skal være rolige, og ikke hidse sig for meget op. Ikke som drengene, der opmuntres til at ”Gå på ham, Kurt”, når de spiller fodbold eller ishockey. Men når man møder til sin første ridetime, er der netop mange småpiger, der starter med at lære at bruge pisken på ponyen for at ”vise den, hvem der bestemmer,” og derved er ridesporten anderledes end mange andre af de sammenhænge, hvor piger skal lære at begå sig. ”Hvis ridelæreren lærer eleverne, at her skal man slå, når man ikke får sin vilje, legaliserer det jo en affekt, som er upassende,” siger Peer Nielsen. ”Det kunne godt være lidt bekymrende. Hvis en gruppe er blevet enige om, at en form for vold er acceptabel, er volden blevet institutionaliseret. Så er det sværere for individet at gøre op med sin voldelige adfærd. Det svarer til at en soldat, som er i krig, rejser sig op, og siger, at han faktisk har det ret dårligt med at skyde folk.”



Soldaten er medlem af et fællesskab, som accepterer, at man slår andre mennesker ihjel. På samme måde tilhører rideskolerytteren et fællesskab, som accepterer, at man slår på heste, som ikke gør, som man vil have. ”Hvis individets adfærd skal ændres, kræver det, at gruppen ændrer syn på, hvad der er rigtigt og forkert,” siger Peer Nielsen. ”Spørgsmålet er, om det er tilladt at diskutere og problematisere det, som foregår. Hvis ikke, har man at gøre med et tabu, som skal hæves først, inden gruppeholdningen kan ændres.”



Nødt til at se skammen i øjnene



At overkomme skammen ved at tale om den vold, man har udøvet, er én af de store hurdler, som Peer Nielsens klienter skal over. ”Det er en vigtig del af terapien, at vi kalder en spade for en spade. At vi ikke omskriver volden til at hedde noget andet.”



For rytteren betyder det, at man erkender, at man selv bærer ansvaret for de konflikter, som man roder sig ud i med sin hest. Hvis man efterrationaliserer volden med at hesten jo ”er et stort dyr, der er nødt til at høre efter” eller ”ikke må tage magten,” er det for let at undskylde overgrebene overfor sig selv, så de fortsætter under påskud af ”opdragelse.” Men selv når man har erkendt, at det ikke nytter at ”opdrage” på hesten ved at slå på den, kan det være svært at styre sig. Der skal mere til for at regulere affekterne end blot indrømmelsen af, at de har taget overhånd.



Gå i stedet for at slå




Peer Nielsens klienter lærer forskellige strategier, som skal forhindre, at de kommer ud i situationer, hvor de ikke kan lade være med at slå. ”Hvis du kan slå, kan du også gå,” hedder ét af mantraerne. Det kan i ryttersprog oversættes til det gode, gamle råd om at skridte en tur i skoven på hesten, hvis man kan mærke, at det ikke rigtigt kører med dressuren. Man fjerner sig selv fra den situation, som man har svært ved at overskue, for at få et andet perspektiv. Når situationen er kommet på afstand, er det de færreste mænd, der stadig synes, at konen trængte til en lussing. På samme måde er det sjældent, at man som rytter skridter afsted på skovstien efter at have opgivet at træne sidebevægelser, og tænker: ”Jeg skulle have givet hesten nogle klø, og kæmpet videre.” Man kan godt se, at éns vrede var uden for proportioner.



Bed om hjælp




”Ud over at øve sig i at regulere sin affekt, kan man også bede andre om hjælp til at dæmpe den,” siger Peer Nielsen. ”Man kan få nogen til at sige til, hvis man de synes, man begynder at være for hård ved hesten, men det kræver, at man kan tale om noget, som for mange er enormt skamfuldt.”



Hos ATV er mændene i behandling i mindst et år, og ofte to, før de er klar til at klare sig selv. Det er nok de færreste voldelige hestefolk, der ligefrem føler behov for et terapiforløb, om end man af og til ser eksempler på ryttere – også børn - som kammer så langt over, at det ligner noget, der kræver professionel hjælp.



Vold gør ondt



Nøglen er ifølge Peer Nielsen et mere afslappet forhold til heste og det at ride. En afslappethed, som skal være der fra starten, når den lille, nye rytter begynder på rideskolen. ”Forældrene må ikke pace børnene, og de skal holde øje med, at den fokus, der er på ponyen, ikke tager overhånd.” Små ridepiger skal med andre ord lære at styre deres hesteinteresse, så det at ride forbliver en sund og sjov hobby, og ikke bliver en monoman besættelse. For når presset bliver for stort, går det ikke kun ud over den pony, der får klø. Det går også ud over pigen eller den voksne rytter, som har slået på heste hele sit liv. ”Vold gør ondt – også på den, der bruger vold,” står der på ATVs hjemmeside. ”Det gør ondt at slå eller true den, man er glad for.”