novelle {{forumTopicSubject}}

Heej piger hvis i ikke gider læse rigtig meget så skal i bare gå ud af det igen med det samme

Vi har novelle for i skolen og jeg har så valgt at skrive om venskabet mellem hest og menneske..
Det er IKKE digtet men min egen oplevelser og tanker
Så KUN hvis i vil så kan i da lige læse den og sige hvad i sys


Her er den:

Det helt specielle venskab



Jeg tror ikke folk der ikke har oplevet det selv, nogensinde vil forstå det…


Det er så stort og dog så enkelt?
Fantastisk men også nogen gange et mareridt?

Men en ting er sikkert… Den slags venskab kan ikke overgås.

Jeg ved jeg altid kan regne med hende uanset hvilket humør jeg er i…
Når jeg er ked af det er det fuldstændigt som om hun forstår det,
nusser mig og lader mig falde på knæ og bore mig ind i den varme pels i evigheder, mens tåren triller ned af kinden…
Så har jeg en dårlig dag er jeg sikker på trøst!
Når jeg er glad, er hun altid med på sjov, og det bedste ved det er at det ikke har betydning HVAD vi gør, men at vi gør det sammen er det der tæller.

Når jeg kommer, om jeg så har været væk i en time eller flere dage, får jeg altid den dejligste hilsen.
Og de store sorte øjne der møder mig?
Det er nogen man bare smelter af at se på! jeg kan bruge lang tid på bare at kigge ind i hendes øjne, nusse hende på halsen, imens jeg fortæller hende med den blideste stemme hvor meget hun betyder.

Når jeg er ved hende glemmer jeg tid og sted og er bare i nuet, det er så fantastisk!

Først var jeg bange for hende, men jeg lærte at forstå…
Lærte at læse hende som en åben bog… og sikke nogle mærkelige ting der stod skrevet i den bog.
Mange ting jeg til at starte med ikke forstod noget som helst af, men hun hjalp mig!
Nu ved jeg altid hvad hun tænker og hvorfor hun gør som hun gør.
De svære ord i bogen er nu rigtig lette at læse…
Det var en stor bog og den tog lang tid at komme igennem men er glad for jeg læste den færdig.

Nu er jeg aldrig bange for hende…
Stoler 120 % på hende, og jeg ved hun ikke kunne finde på at gøre mig noget…
Igen noget der er utroligt ved dette venskab… hvis hun ville kunne hun i princippet slå mig ihjel,
men hun gør mig intet ondt. Men hun gør meget!
Hun får mig til at føle mig levende! Føle mig elsket! Og ingen tvivl om jeg også elsker hende…

Det er ved hende jeg ALLER helst vil være af alle steder i verden!
Om så det er minusgrader eller hedeslag…
Bare hun er der ved min side, så skal alt nok gå… Alt er okay.

Jeg husker TYDELIGT den dag jeg vidste hun havde lukket mig ind.. ind i hendes verden…
Jeg var nu accepteret og var mere end velkommen hos hende.


Jeg græd… græd af glæde, det hårde arbejde med at komme igennem bogen havde givet pote!
Jeg ved ikke hvordan jeg vidste det var NU jeg var budt velkommen i den fantastiske verden,
det var bare noget jeg kunne mærke! Jeg vidste det, jeg havde jo trods alt læst den tykke bog så grundigt at jeg kunne den udenad…
Det var en sen eftermiddag i sensommeren…
Jeg sad ved siden af hende og kærtegnede de små øre og den silkebløde pande,
hun fik lidt godbidder som jeg havde med i lommen…
Lyden af hende spise noget gør et eller andet ved mig! Om så det er hø, godbidder eller fuldfoder.
Da hun havde gnasket det færdigt kiggede hun op på mig, kiggede mig dybt i øjnene.
Jeg skulle lige til at give hende et kys, men inden jeg nåede noget kom hun mig i forkøbet…
Strækkede halsen og kørte mulen op af min kind,
jeg grinte lidt af hende men hun sendte mig et blik som bare sagde at hun mente det…
Hun elskede også mig for alvor! Så kom tårende!
Jeg var så lykkelig! Hun betød jo alt for mig, så den anerkendelse fra hende…
Ja den anerkendelse jeg havde kæmpet så hårdt for i et halvt år…
Den betød SÅ ufatteligt meget!

Jeg blev ved hende resten af aftenen indtil sent om aftenen..
Jeg kyssede hende godnat, kiggede en ekstra gang ind i de store varme øjne, og gik så om til cyklen.
Hun fulgte med hele vejen langs hegnet og satte i løb da jeg satte mig op på cyklen og kørte op af den lange grusvej… hun blev ved med at løbe indtil hegnet forbød hende at komme længere.
Jeg var så glad!
Hele vejen hjem i solnedgangen havde jeg trukket det største smil på!
Der kom endnu en glædes tåre som jeg forsigtigt tørrede væk med armen…

Jeg var der sikker på at vi var skabt for hinanden, vi havde brug for hinanden,
og vi elskede hinanden!


Jeg elsker hende så meget at jeg tit bliver rigtig rigtig bange for der sker hende noget…
At hun en dag lige pludselig ikke er her mere?
Jeg ved at den dag vil komme men der skal gå mange år hvis det stod til mig!
Nogen gange er det ikke sjovt at elske nogen så højt…
Jeg for smerter, dybt dybt indeni…
En knude i maven som ikke kan gå væk med mindre jeg ved at hun er okay..
Hendes øjne er det eneste der kan binde den knude op!
Desværre for jeg rigtig tit den følelse at der er sket hende noget..
Hun er jo min lille skat? Jeg er tit urolig for hende…
Når jeg for den fornemmelse,
forstår jeg pludselig godt når mine forældre er så bekymret over ingenting?
De elsker mig…

Og jeg elsker hende så meget så det gør helt ondt!


Ja… et venskab med en hest, er noget GANSKE specielt!!!