...den svære beslutning... {{forumTopicSubject}}

...ja, så er det jo, at man sætter pris på at man er mellem heste-venner i et relativt lukket forum. For dette er ikke nogen behagelig tråd, men jeg føler simpelthen at jeg må vende det med nogen...
Det er mit lille smertens-barn Victoria Ballarina. Jeg kan næsten ikke holde ud at skrive dette, men hvornår er nok, nok?

Victorias lille hjerte er på overarbejde, men hun trives og kan selv regulere det. Desværre er hendes vejrtrækning også skidt. I starten troede vi, at hun hyperventilerede fordi hun var ivrig og opmærksom,stresset og svækket, men nu, hvor hun er kommet i top-form kan vi høre, at det ikke er bedre med hende. Hun er gammel (25 år) og var mildest talt misrøgtet da jeg fik hende.

Sidst dyrlægen var på besøg, sagde han de ord, som ingen af os ønsker at høre nogen sinde. Dels fordi ansvaret for vores hests mulige lidelser bliver lagt på vores skuldre, og dels fordi byrden er SÅ VANVITTIGT svær at bære. Han sagde, at så længe hu ikke hyperventilerede mere end hun gør, var det OK, men det skulle ikke blive værre - i så fald, skulle vi vurdere, for hvis skyld hun blev holdt i live (undskyld, men nu tuder jeg).
Hun er gammel, og har været meget igennem, og han mente ikke, at det var for hendes eget bedste at skulle til at hive hende igennem alle mulige behandlinger - og mange af de behandlinger er ikke gode for ponyer i forvejen, og slet ikke for en gammel shetter der har haft et hårdt liv.

Men hvordan pokker er man objektiv i sådan et tilfælde???!!! Den ene halvdel af mig, prøver at være benhård og objektiv. Lyder hun bedre eller værre end dagen før. Den anden halvdel af mig VIL IKKE høre det.
En del af mig, har bare lyst til at ringe til min dyrlæge og skrige, at han skal gøre hvad end der skel tl, for at hun lever længe endnu. En anden del af mig, er bange for, at det er mine følelser for Victoria der holder hende i live. Michael kommer nu, hver tredje uge for at checke lille-pigen. Men er det nok? Hvordan fanden er man rationel? Hun har kæmpet så hårdt, og er så smuk og glad og dejlig!
Min angst er egentlig, om jeg går over stregen. Jeg er bange for, at trække hende igennem smerte for min egen skyld, fordi jeg ikke kan bære det. Samtidig er jeg bange for at gøre mig selv hård, og tage beslutningen før tid. Måske har hun 10 år tilbage og jeg tager den forkerte beslutning. Jeg er simpelthen bare så meget i vildrede... Skulle bare lige af med det. SNØØØØØØØØØØFT... Men trøster mig ved billederne af Louises føl!