1 kapitel af digt om nutidens ridning {{forumTopicSubject}}

synes selv det er blevet godt, men kom gerne med rettelser og kommentare
ja måske overdrevet, men det skal rime

1. Ridning nu til dags:

Se den glade atlet, der forsøger at harmonisere.
Han har brug for to bid og en kæde for at kunne konkurrere.
Se den højt skolede hest, øjnene lyser hvidt.
Der er ingen grund til at ændre - metoden er sådan et hit.

Den modtagne visdom er: gamle regler skal holdes ved lige.
Uden en dobbelt tøjle er han ikke fuldt påklædt, så at sige.
Klap af den troværdige rytter, der kærtegner sin fange.
Han styrer sin hest med hård hånd og smerterne er mange.

Equpagerne udfører flotte shows, det ser fantastisk ud,
Intet er jo finere end trykket af metal mod hesten hud.
Sadlen passer ham perfekt, det må ikke gøre ondt
Men det er anderledes for munden - smerte er kun sundt?

Se på det tålmodige offer, der tager sig en lur.
Hvem ville gætte på, at han jævnligt er udsat for tortur?
Han fortsætter som altid, men håber stille på en ændring.
Men reglerne kan ikke ændres, end ikke med en lille sætning.

Sporten hest, som atlet, er nutidens største slave
Der er ingen ende på hvad vi vil kræve
Lænket med jern i munden og på hans fødder skal han gå
Men hvis han selv måtte vælge, hvad ville han mon så have på?

Lidt fra næste del:

2. Forskning taler for forandring

Se ham stå over for dommerne, og vise sin tunge.
Hvis det ikke var for biddet han ville ikke opfører sig som en lille unge.
Se ham til Grand Prix, han skal vise hvor langt han er fremme.
Men hov, hans mund er åben, skynd dig at stram de remme