Hvad fanden skal jeg gøre? {{forumTopicSubject}}

Håber I gider læse det her.

Min mor og jeg skændes pænt ofte – nok hver dag, tit flere gange om dagen. Det starter ofte med, at jeg sidder på mit værelse når hun kommer hjem. Huset roder, og så bliver hun med det samme, skide sur, hvilket jeg selvfølgelig godt kan forstå. Resten af aftenen er hun sur og irriteret. Lige så snart man siger noget der ikke går efter hendes hoved, så hæver hun stemmen og begynder nærmest at råbe. Hver gang jeg har haft et skænderi, og jeg sætter mig ind på mit værelse, så begynder jeg at græde. Jeg har det bare som om at det er nok nu, for det har været sådan her hele mit liv. Jeg har prøvet at snakke med hende, men så bliver hun igen sur, og siger at jeg bare kan lade være med at være så stikken og stædig. Men altså.. Hvem er mest stædig, når hårdnakket jeg holder på det ene og hun ligeså hårdnakket holder på det andet? Hun kan bare ikke se, at hun slet ikke er fejlfri, men det er som om, at i hendes hoved, er det altid os andre der gør noget forkert – aldrig hende! Jeg har mistet respekten fuldstændig for hende, for hele mit liv, har hun skældt ud over små ting, som at mine sko ikke lige står ordentligt, eller jeg har lagt puden i sofaen forkert, eller ikke lige støvsuget en nullermand op. Jeg har lært at sige imod, hvis jeg ikke vil hukkes i stykker.
Men jeg ved bare ikke hvad jeg skal stille op længere? Jeg prøver virkelig at svare pænt og gøre hvad der bliver sagt, men så er der bare noget andet hun bliver sur over. Jeg føler det som om det er umuligt at stille hende tilfreds! Når jeg kommer hjem med et 10-tal i engelsk, så siger hun: Jamen du kunne også godt have gjort dét og dét bedre, så havde du fået 12. Det er bare ikke særlig sjovt at gå med en følelse af at man ikke er god nok. Hun bliver sur hvis jeg snakker med hende om det, fordi hun mener at jeg giver hende skylden for alt.
Men jeg kan bare ikke helt forstå hvorfor jeg begynder at græde når jeg er alene. Det har været sådan det sidste halve års tid. Jeg har prøvet at finde ud af hvorfor, og det jeg er kommet frem til er, at jeg bare ikke kan klare det længere. Det går mig så meget på efterhånden, at det bare fylder for meget inden i mig..