Jeg kan ikke lide svenskere! {{forumTopicSubject}}

Jeg kan ikke lide svenskere!

Uhh, hvor kan jeg ikke lide svenskere! Specielt ikke lyshårede svenskere, der har tendenser til, at forelske sig i unge teenagere, hvor der er tyve år i aldersforskel! Jeg kan heller ikke døje svenskere, der udlever deres drøm, selvom de mister familie, venner og børn på den konto. Jeg har aldrig kunnet lide svenskere, der kan synge og som elsker, at gå amok på en scene. Svenskere der siger, at de elsker mig? De burde hænges ved solopgang!

Hvor var du i går? Jeg ringede til dig igen og igen og igen og igen. Du tog ikke telefonen en eneste gang og det har du heller ikke gjort i dag. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg plager alt og alle omkring mig, med alle mine bekymringer for dig. Solen eksploderede for mine øjne og jeg troede, at NU gik jeg fra forstanden. Kendsgerningen er bare, at det, gik jeg for lang tid siden! Jeg ønsker at røre dig. Mit syn skifter mellem hvad jeg ønsker, at se og hvad jeg rent faktisk ser. Jeg ser små glimt. Du tager om mig. Vejen jeg cykler på. Dit ansigt foran mit. Vejen svinger let. Du lukker dine øjne. En hare løber ude på marken. Jeg kysser dig. Den friske luft, der bliver pustet ind i mit ansigt, af vinden. Duften af kvinde. Vinden, den kolde vind. Hvordan din tunge leger med min. Ganske let vind. Hvordan du langsomt lægger mig ned på sengen. Jeg tramper i pedalerne, det går let op af bakke. Du tager langsomt min kjole af og smider også dit eget tøj. En ko der siger muh. Din blide hvisken og stønnen i mit øre. Vejen der atter svinger. Dine hænder der går på opdagelse på min krop. Vinden der giver mit et hårdt skub. Du tager fat om mine ben, spreder dem og trænger op. Vinden der leger med mit hår og kaster det ind mod mit ansigt. Dine lette bevægelser ovenpå mig. En måge der flyver tæt forbi. Hvordan du kysser hele min nøgne krop. Mig der vælter på cyklen.

Jeg rejser mig op og børster tøjet af, kigger mig omkring. Var der mon nogen der så det? Godt det var langs grusvejen ud til skoven og ikke inde i byen, folk ville have grint hvis jeg kørte ind i kantstenen på den måde. Jeg beslutter mig for, at koncentrere mig det sidste stykke. Der går ikke mere end et minut før, jeg har sat cyklen i cykelstativet. Nu kan den begynde. Min vandring. En vandring til benene, jeg trænger til, at røre mig lidt i dag. En vandring i tankerne, jeg håber på, at finde en løsning.

Det skete for et år siden. Det startede jo bare som en kontakt fra min side af. Et svar. Et svar. Et svar. Et svar. Det endte som dette her, et eventyr. Og en tur til helvede! Lige nu ER jeg faktisk i helvede. Jeg foretrækker næsten, når du råber noget ubehageligt til mig på svensk. Jeg foretrækker når du siger, at du hader mig. For så hører jeg i det mindste din stemme og jeg hører dine tanker. De siger at man skal synge det, som man ikke kan sige. Det der ikke kan spilles, skal glemmes igen. Det eneste jeg kan synge lige nu, er det skrig som forlader min mund og får fuglene i træerne til, at lette. Jeg kan ikke komme på nogen melodi, slet ikke en eneste tone jeg kan spille hjemme på pianoet. Intet. Måske er det bare bedst, at glemme det hele igen? Kære svenske eventyr, hvor er du?

Du er her ikke, du er ikke engang så tæt på, at jeg kan kontakte dig. Femtenhundrede forbandede, fordømte kilometer! Så langt, der er et hav imellem os så jeg kan ikke engang begynde, at gå!

Jeg sparker til en gren, græder. Jo det betyder noget, hver enkelt tanke. Selvom du siger, at jeg skal glemme, så hverken kan eller vil jeg! Hvis jeg kunne, ville vi to ligge i en varmekilde, et eller andet ensomt sted. In the middle of fucking nowhere! Jeg ville tage om dig, kysse hele din nøgne krop. Jeg vil elske med dig, lige midt i det varme vand. Dine øjne når du får en varm orgasme. Den dæmpede stønnen, nogle høje skrig når det lykkes mig, at tilfredsstille dig. Mine kys, jeg slikker hver enkelt millimeter af din krop. Jeg springer op, slynger mine ben rundt om dig. Du er min for evigt, forlad mig aldrig. Du trænger op i mig igen, du vil have mere. Jeg smiler lykkeligt, du smiler uartigt. Dine hurtige ryk, indtil det er min tur til, at komme et smut i paradis. Du trækker mig med op på land, ligger mig ned i det bløde græs. Den måde du kigger på mig, du holder mig nede på jorden. Du kysser mine bryster og jeg slynger benene om dig igen. Den måde din hånd glider ned mellem benene, den måde du stikker en finger op på. Den måde du kysser alle de steder hvor din finger har været, den måde du smiler med øjnene på.

Du ligger dig ved siden af mig, tager om mig og trækker mig helt ind til dig. Jeg mærker din vejrtrækning, den bliver langsommere. Jeg hører nogle dybe suk, du falder i søvn. Jeg ligger der og ser dig sove. Jeg nusser dit hår, jeg ser dig mens du smiler i søvne. Kysser din pande, åh hvor vil jeg ikke forlade dig. Men det er jeg nødt til! Du vågner, nøgen og alene. Det var bare en drøm!

Jeg har besluttet mig for, at jeg aldrig elsker mere. Den følelse du giver mig, den er så fantastisk. Men jeg går så langt ned, hver gang du sårer mig. Jeg elsker din kærlighed og kan ikke leve uden. Jeg kan ikke leve uden, dig og din kærlighed. Jeg kan ikke leve uden, alle disse stunder. Jeg ved bare også, at sorgen vil slå mig ihjel langsomt. Som en hund der kun bliver fodret med gulerødder, vil jeg dø.

Hver kilometer, hver meter, hver centimeter, hver millimeter tæller! Jeg går hen i den ende af værelset der er tættest på dig. Jeg græder i hjertet, jeg tør ikke græde med tårer. Jeg tør ikke vise, at jeg er gået fra forstanden!

Denne aften, denne nat, jeg skal tilbringe den alene. Lydene udefra, bliver opslugt. Jeg gik en tur i byen, midt i myldretiden, jeg hader normalt larmen fra alle bilerne. De kører stærkere end de må og dytter konstant af hinanden. Normalt er jeg ved, at eksplodere af al den usymfoniske larm, jeg kan ikke komme hurtigt nok hjem. Men ikke i dag, her til eftermiddag havde jeg brug for larmen, for et eller andet opfangede al den larm, som ellers normalt, trænger ind gennem mit vindue. Der var intet! Jeg var blind og jeg var døv. Jeg kunne ikke se dem, gaderne var øde, selvom de alle var der. Der var ingen støj, bilerne kørte lydløst og uden dytten. Der gik jeg, som en zombie. Jeg blev ikke engang bange, da en bil måtte klodse bremserne for at undgå, at den kørte mig ned…